Freudika's Fnidderfnadder

Nu ved jeg hvorfor jeg var så træt og ugidelig

2012-01-25T13:57:00.002+01:00

Der var jo en baby inde i maven ... eller .. baby og baby ... en klump celler der hen over de næste 7.5 måneder gerne skulle ende med, at blive til et færdigt menneske ... inde i mig ... vildt.

Så bloggen om fertilitetsbehandling blev pludselig en blog om en graviditet ... en helt normal graviditet ... eller så normal sådan en nu kan være, når den kommende mor er fyldt 40 ....

Men jeg gik jo lige hen og blev en af dem jeg engang var bitter og kynisk på ... sådan en der mødte en mand - og kendte ham i et halvt år og besluttede sig for at lave en baby på ham ... og 3 måneder efter præventionen var smidt, stod jeg med de famøse 2 streger ...

Vi fortæller hinanden jævnligt, at vi er bindegale - og det tror jeg egentlig vi har temmelig meget ret i ... og alligevel ... så føles det bare så rigtigt ...

De store børn har fået det at vide ... og de tog det rigtig pænt ... det er jo aldrig helt til at vide med tweens og teens ... det ene øjeblik kan noget være fuldstændig fantastisk - og det næste - så er den samme ting fuldstændig forfærdelig ... Men de fik det at vide - og så gik snakken om, hvorvidt det var bedst med en lillebror eller -søster - og jeg tror der er mest stemning for en bror ... så må vi jo se om jeg kan levere sådan en - ellers bliver de garanteret lige så glade for en søster. Og så gik snakken på, hvilke navne der er bedst ... og der tror jeg nok, at jeg bliver nødt til at holde fast i, at navnet ikke er til udlicitering ;D ... Det skal jeg nok tage mig af. Men lad os nu se ... det kunne jo være, at een af dem havde det perfekte navn i gemmerne ...

Nå ... men ellers går det godt - altså med kvalme, hovedpine og træthed på den der surrealistiske måde ... Men glæden fylder mest :)

Mandag? på en ... torsdag?

2012-01-05T09:53:00.002+01:00

Det kan man sgudda ikke!

Så sad jeg her - klokken før 10 om formiddagen - og var allerede gået på rov i de sørgelige rester af peberkager fra julen - som i øvrigt er blevet bløde ... ikke fordi de har ligget længe - de har vist nok været det hele tiden ... jeg er jo afgjort ikke sådan en dygtig hausfrau.

Morgenmad har jeg til gengæld ikke gide beskæftige mig med ... ikke til mig selv i hvert fald. Resten af familien har dog fået ... så lidt husmor-ish er jeg nok alligevel. For naturligvis serverer jeg hjemmebagte spelt-agtige boller for familien ... for jeg ville jo egentlig nok gerne være een af de dersens øko-spelt-mødre med gaveskab und alles ... Altså bort set fra, at jeg nok tror det er for kedeligt - og jeg måske er ca. 118 % for ustruktureret til nogensinde at lande i den kategori ...

Jeg er træt med ekstra træt på - men det er ok - altså på den der "jeg er samfundsnasser - så jeg har alligevel ikke noget jeg skal"-agtige måde - så jeg overvejer om dagen skal gå med at ligge på sofaen og se dårligt tv - eller om jeg skal kaste mig ind i min seng og måske læse/blunde ... Åhhh ... store, store valg. Som I ser, er det slet ikke så let at være pensionist, som man skulle tro.

Nåja - og så er der jo samvittighedskvalerne ved at lade opvasken stå og undlade at vaske tøj og ikke støvsuge og i det hele taget lade alting flyde - når nu kæresten jobber og ungerne passer deres skole (så vidt vides) .. så ville det jo være ret rimeligt, at jeg tog mig af den slags småting i løbet af dagen ... ja? ... men jeg tror sgu jeg laver mit helt personlige oprør herhjemme i dag og lader være med at gøre de ting jeg plejer ... OG jeg har ingen bh på ... jeg brænder dem dog ikke - det er mine bh'er alt for pæne og dyre til ^-^
Så meget for rødstrømpen i mig ...

Nårm ... god morgen og god nat sagde jeg så.

Goddag 2012 ... vær velkommen og alt det der.

2012-01-02T19:21:00.003+01:00

Så blev nytåret veloverstået. Det er ikke let med det der nytår, når man har en skudræd hund ... men vi kom igennem - alle overlevede, selvom Tullen stadig er mærket af skyderiet - og kvarteret unger stadig ikke er færdige med at fyre deres krudt af. Desværre.

Juleferien gik fint - pænt fordelt mellem min familie i København, kærestens familie i Nordjylland og et håndboldstævne i Thy ... og så hjem d. 30 - få købt ind og vasket og gjort rent i en hulens fart - inden der troppede gæster op for at fejre nytåret sammen med os d. 31. Det var en dejlig aften - men en dårlig ide, at invitere gæster når man lige har været væk hjemmefra i mere end en uge ... I hvert fald titter mine stresssymptomer frem, med fuld styrke - og jeg må gøre, hvad jeg kan for at passe på mig den næste tid. Det bliver nok ikke så let dog. Næste weekend står på 18 års føsdag - som skal klemmes ind mellem en håndboldtræning lørdag eftermiddag og en håndboldkamp søndag morgen ... nåja - fik jeg nævnt at det var 2 timers kørsel væk ... den der fødselsdag?
Jeg er meget priviligeret, at jeg har hverdagene til at gøre ting i mit eget tempo. Og i morgen starter alle børnene i skole, så har jeg også noget alene-tid - det kan jeg godt mærke, at jeg har brug for.

Nytårsaftensdag gjorde jeg lige noget "smart" ... (kan høre gamle venner, rulle med øjnene og sige "åååhhh nej!") ... Jeg lider voldsomt af svimmelhed når jeg rejser mig for tiden - og en halv time inden gæsterne kom i lørdags gik det galt. Jeg dejsede omkuld. På badeværelset af alle steder. Og knaldede hovedet ned i badekarret ... Det kan virkelig ikke anbefales. Sådan et badekar giver sig bare overhovedet ikke. Virkelig dårlig deal!

Men mit 2011 har været dejligt og kaotisk og ... dejligt. Jeg mødte jo kæresten ... jeg flyttede 2 gange - ikke en fest - men det, der skulle til, for at jeg kan være sammen med dejligheden hele tiden ... og det vil jeg gerne ;)
Rigtig meget gerne endda. Tror måske lidt, jeg elsker mit liv lige nu - og jeg glæder mig til at se, hvad 2012 kan byde på ... jeg er spændt. På den gode måde forstås.

Glædelige jul - eller noget.

2011-12-22T12:53:00.002+01:00

Ok - hvor kom det lige fra. Nu var det jul - og ca. en millionmillard år siden, jeg sidst havde givet livstegn her inde.

For nyligt blev jeg gjort opmærksom på, at jeg jo rent faktisk havde en blog til at ligge at flyde herude i cyberspace - og tanken om at slette den har bestemt også strejfet mig mere end een gang - men igen ... den er jo et billede af mit liv som det var i de øjeblikke jeg satte mig ned og skrev ... og måske det bare skal have lov at stå - om ikke for andet, så fordi, at jeg på den måde kan holde fast i, hvor jeg var og hvor jeg er.

Jeg tror godt jeg tør sige, at mit liv har ændret sig noget siden sidst jeg kiggede forbi blogland. Jeg er blevet skilt. Det er en god ting. Selvfølgelig har det været hårdt og drøjt og alt muligt andet ubehageligt, men i bund og grund, en rigtig god beslutning. Og både ex-manden og jeg er kommet videre. Det var en svær beslutning. Måske især fordi, det i lang tid var min beslutning alene, og exen overhovedet ikke synes at det var den vej vi skulle. Men vi er begge kommet ud på den anden side. Måske endda som mere hele og gladere mennesker. Jeg ved jeg er i hvert fald.

Når man bliver skilt, så er der jo dels den erkendelse af, at "vi'et" ikke er mere her og nu og dels det, at det ikke skal være alt det vi drømte om - at vi ikke skal sidde i gyngestole på et plejehjem om hundrede år og holde i hånd ... Og jeg tror faktisk at drømmen var sværere at give slip på end nuet ...

Men nu har jeg fået nyt liv, ny kæreste, ny familie og nye børn - ganske vist store børn - to piger på 10 og 13 - og så er sønnen blevet 15 - så her er liv i huset - og jeg elsker det. Og den nye kæreste ... well ... jeg har slet ikke ord. Jeg troede kun den slags kærlighed fandtes på film ... jeg er kvalmende lykkelig med ham. Undskyld.

Nu tænker jeg, om det mon er nu jeg skal igang med at være rigtig blogger igen ... hvem ved - jeg har jo igen prøvet det der med at få fundet mit login - så måske det er denne gang, at jeg skriver en flig af mit liv ud i cyberspace - jeg har jo sådan set massere stuff på hjertet.

Men hvis ikke jeg havde andet at sige, så kunne jeg jo sige - og ikke mindst mene: Glædelig jul til alle ude i blogland.

Konfirmation ...

2010-05-02T13:38:00.002+02:00

Min store - og eneste - søn er blevet konfirmeret ... og det har fyldt rigtig meget gennem den sidste månedstid ... det er hårdt sådan at arrangere og gøre ved ... Vi holdt det herhjemme og ordnede alting selv - med hjælp fra gode venner!

Dagen ... tjaah ... dagen var som dagen skulle være ... Jeg må nok erkende at jeg har den dejligste dreng i hele verden. Vi havde ved forberedelserne gået op i, at tage ham med på råd - således at menuen og gæstelisten - og i det hele taget dagen, var en dag, som jeg vidste han ville blive glad for.

Jeg holdt mit livs første tale - og jeg overlevede ;) Startede med at rejse mig og sige, at jeg ikke havde prøvet det før, og fortælle, hvor nervøs jeg var ... og så fortalte jeg ellers lidt sjove anekdoter om sønnen ... og talen sluttede nogenlunde sådan her:

Og så vil jeg bare gerne fortælle dig, at jeg er stolt af dig - jeg er stolt af det menneske du er: kærlig, sød, venlig,empatisk - og ikke mindst elsker jeg din humor og din måde, at tage de fleste ting med et smil ... så ved jeg ik så meget mere, hvad jeg skal sige ... Så kiggede jeg på ham - hvor han så for en kort bemærkning overtog talen "og du elsker mig" ... Ja det gør jeg - og så vil jeg gerne bede gæsterne om at rejse sig, og hjælpe mig med at hylde sønnen ....

Man skulle to vi havde indøvet det - men det kom bare helt naturligt <3 og virkede bare så perfekt ...

Sønnen havde ellers sagt, at han ikke ville holde tale, men alligevel slog han da på glasset da vi var færdig med at spise og takkede sin mor, Henrik og sin far, for festen, takkede gæsterne for at være kommet og takkede for gaverne - som han nu ville kaste sig over at åbne ... så alt i alt en meget fin u-tale han fik holdt der ... Nåja - og så slog han da lige på glasset igen under kaffen - for at fortælle gæsterne at de skyldte mormoren tak for den lækre hjemmebagte kransekage som de netop sad og nød ;) ... Jeg har sgu den seje søn!

Sent om aftenen oplevede jeg noget, der fik mig til at tænke lidt ...

Husbonden og jeg sad og talte om dagen og om, hvordan det var gået med både min familie, og med ex-svigerfamilie og en broget forsamling af nye og gamle venner samlet - og jeg siger så "Ihhh - jeg har også følt mig så fin i dag" ... hvortil min mand svarer "Argh! pes!" ... jeg bliver noget forvirret over den reaktion og spørger "Hvad nu?" ... og han siger så "Jeg tænkte på det, da du kom ud af soveværelset og havde klædt om i eftermiddag - og så ringede min telefon og jeg skulle hente folk - så jeg kom fra det igen ... men det eneste ord der faldt mig ind, var 'lækker'" ...

Fedt nok at min mand ser mig som lækker ... jeg har aldrig opfattet mig selv som værende lækker ... pæn i tøjet, fin, pyntet - ja ... men lækker og mig i samme sætning ... nej - sådan har det bare aldrig været i min opfattelse ... men dejlig afslutning på en dejlig dag <3

Dulle in spe? eller Dulle i fuld flor ...

2010-04-25T18:06:00.002+02:00

Dengang da jeg var 15-16 år og skulle ha dyrket mode, make-up og den slags, havde jeg alt for travlt med at spille fodbold og ishockey - desuden tænkte jeg altid på mig selv om fed - så det der med tøj og mode? ... naahh .. sort slanker syntes at være mit motto - så det var det jeg gik efter ... sort - og helst også lidt for stort ...

Men noget er sket ... pludselig er mine største interesser sko, tøj og make-up ... med kun ca. 20-25 års forsinkelse ...

Jeg har anskaffet mig mine første Jimmy Choo sko + heels på både 4 og 5 " ... og jeg kan rent faktisk gå nogenlunde anstændigt i dem ... og havde jeg råd, så fyldte jeg flux sko-skabet med choo, miu miu, Manolo Blahnik, Christian Louboutin, prada og Marc Jacobs ...

Jeg er jo også sådan en der har bidt negle siden jeg fik tænder - sårn ca. ... kort før jul, lå jeg en aften før sengetid og tænkte, at det da egentlig også var en fjollet vane - og at det måtte jeg hellere holde op med ... og jeg har ikke bidt siden ... så nu har jeg pludselig også negle - og jeg ønsker mig brændende en Chanel Vendetta-sag ... men er for nærig til at købe den ... men har dog bedt den berejste storebror om at kigge efter den hvis han skulle falde over en butik i et land, hvor kursen betød, at der var noget sparet ... og så kunne han jo passende kigge efter Jade'n til mig også ...

Og se nu mig ... skriver om sko og neglelak - noget jeg for 2 år siden (eller 2 måneder?) ikke anede en hujende fis om ...

Nåja - og noget der åbenbart fylder så meget i min bevidsthed, at det er det jeg vælger at blogge om, på trods af, at mit hovede burde være fyldt til bristepunktet med den konfirmation som vi skal holde herhjemme om 5 dage ;D ...

Efter al den tid ...

2010-04-09T16:39:00.002+02:00

Fandt jeg på, at jeg måske godt kunne skrive her inde igen ... og hvorfor gå gennem besværet med at få fat i sit login som naturligvis var røget i glemmebogen, hvis ikke det skulle fejres med et lille indlæg :D

Mit liv er som mit liv nu er - og det er slet ik så tosset ... det er overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig det skulle være - og ønsket om et barn er der stadig, omend det er lidt utopi efterhånden ... så ændrer det ikke på, at jeg gerne ville ha sådan en baby-ting ...

jeg har lyst til at skrive, fordi jeg af og til kommer her ind og læser op ... bloggen er som en kær gammel ven - sådan en af dem man ved, altid er der - men som man ikke sidder lårene af ;)

Men det er svært at skrive om ingenting ... selvom man jo alligevel skulle mene, at jeg havde oplevet et eller andet inden for det sidste hele til 1½ år - eller hvor længe siden det nu er, at jeg har skrevet ;D ... der har været højdepunkter:

Bella er blevet danske champion ...
Jeg er stoppet i det der familiehus - jeg ved ikke helt om det er et højdepunkt - men alligevel noget der har haft stor betydning for mig ...
Jeg ses stadig med nogle af de fantastiske kvinder fra det hus - og vi hjælper og støtter hinanden det bedste vi kan ...
jeg er godt i gang med min uddannelse til hundetræner, og jeg regner med at blive færdig til efteråret
min svigerfar har været rigtig meget syg - men har fået det fint igen ...

alt i alt tror jeg, at jeg lever et meget langsomt og måske endda kedeligt og rutinepræget liv ... men det er så sundt for mig at have rutiner og ro ... og jeg keder mig ikke ;)

Kort fortalt - så er ting vel i det store hele som de var, sidst jeg skrev her ... mit hjem er bare pænere og jeg har fået højere sko :D ... og det er ik nogen dårlig ting.

Show of Winners ...

2009-02-23T17:29:00.003+01:00

Bella og jeg var til Show of Winners i den forgangne weekend - og holddaop et show ... det var som om, at glitter og glimmer på ingen måde kan overdrives ... og det kan det nu altså godt ville jeg mene ... Men det var en fantastisk kombination af galla og hundeshow - så der var naturligvis smækfyldt med supersmukke hunde (slev inden de blev sprøjtet til med glitter) og glade, feststemte mennesker - alt i alt et godt grundlag for en god dag.

Bella og jeg ankom allerede ved 12-tiden og var bare klar - vi fandt vores (min) plads - jeg havde flottet mig og havde købt "dinnerbillet" og skulle naturligvis sidde helt tæt ved scenen/ringen - og det fortrød jeg på intet tidspunkt.

Bella var vågen en timestid, hvor hun sugede indtryk til sig, hvor hun hyggede sig over, alle de mennesker der var kommet ene og alene for at hilse på hende ... og så var hun træt ... så røg hun i kassen og snorksov i 1½ times tid ... og så blev hun pillet op for at komme ud en tur så hun kunne få tisset af inden hun skulle gøres ringklar og i ringen ... Det der med at gøre sådan en lille pelsbolle ringklar er lidt en historie for sig - der skal friseres, og ordnes og friseres lidt mere - så skal der lige øves "gå-ring-pænt-agtigt" og når det er på plads - så får hun lige en tur til med kammen ... alt dette er naturligvis ikke øvelser der går ud på, at præsentere hunden bedst muligt, men der imod at få styr på handlerens nerver ... og det virker bare overhovedet ikke ... Så det var en lidt tændt hund og en temmelig nervøs mig der gik i ringen da det var vores tur ...

Hvert heat bestod af 16 ekvipager - og hver ekvipage fik et kort - som så afgjorde hvilken ekvipage man skulle dyste mod ... det resulterede i nogle ret skæve dyster - f.eks en newfoundlænder mod en dværgschnauzer ... Vi kom til at løbe mod en lhasa apso - ikke noget dårligt match til min lille löwchen - men desværre ramlede vi ind i den hund der skulle vise sig at løbe af med titlen Winner of Winners ... så det var ikke fordi det gik supergodt for os ... men det betyder nu ikke så meget ... måske til næste år ;)

Bella brugte temmelig meget af dagen med enten at sidde på skødet af mig - eller af en anden ved bordet og bare studere den sære verden omkring hende med lys- og lydeffekter og hunde og mennesker ... og så ellers ligge i sin kasse og sove. Så det var helt som det skulle være ...

Efter middagen var det som om at glitterniveauet steg til hidtil ukendte højder ... Dommernes jakke var af den type, man vist kunne risikere at blive blind af, hvis man stirrede dirrekte på den. kjolerne der kom på banen nu var med glimmer og glitter ... og hundene der kom i ringen var i glimmer og glitter ...

Så selvom vi hverken vandt eller gik videre - så vil jeg mene at Show of Winners bestemt er et besøg værd - og jeg håber, at Bimsen og jeg kvalificerer os igen til næste år ...

Lidt af hvert ...

2009-02-15T20:40:00.004+01:00

En hel uges ferie har vi haft ... desværre startede ferien med, at husbondens legekammerat siden de var 6-7 år gamle, døde meget pludseligt ... og det har fyldt - i går var vi så til bisættelse - og det var helt som ventet, ganske forfærdeligt ... Jeg kan slet ikke begynde at beskrive, hvordan mit hjerte bløder for konen og for de forældrer der har måtte sige farvel til et alt for ungt menneske - og jeg indrømmer blankt, at en del af mine kvaler i forbindelse med det hele, har handlet om, at det lige så godt kunne være mig der stod der tilbage og måtte sige farvel ... det kommer skrækkeligt tæt på lige pludselig ... det kan jeg slet ikke bære ...

Der ud over, har ferien stået i afslapningens tegn - vi har fået ryddet lidt op i gamle gemmere - fået ordnet et par hængepartier og så ellers bare nydt friheden og hinanden ... Sønnen har været på ferie hos sin far - så der har kun været voksne og hunde at tage sig af ... det giver en meget ... afslappet - nogen ville måske endda sige lad - stemning ... men jeg kan nu godt li det - i hvert fald når det kun er i mindre doser ...

Jeg har været en tur i Østervrå og besøge Bellas opdrætter - og har fået hende (hunden - ikke opdrætteren) redt ud - det var lige vokset mig en smule over hovedet alt det der pels - men nu er Bimsehunden fin og blød og lækker - og klar til Show of Winners i næste weekend - og det glæder vi os til ... jeg glæder mig i hvert fald - jeg ved ikke om Bella gør ;D

Jeg har egentlig tænkt en del over, om min blog har udtjent sit formål nu - men alligevel - så tror jeg ikke, at jeg er klar til at droppe den ... Men hele grunden til, at jeg i sin tid oprettede bloggen - den er røget noget i baggrunden ... fertilitetsbehandlingen og savnet af det barn det ikke lykkedes os at få er røget i baggrunden - klart jeg stadig mærker det stikke fra tid til anden - men i det store hele, er jeg helt ok med at tingene er gået som tingene er ... jeg har min store søn - jeg har min mand - jeg har mine hunde og de er min store hobby - og det er ok ... Bevares - skulle jeg gå hen og blive gravid ved et "uheld" ... så ville vi jo nok vælge at beholde det ;-) ... men det fylder bare mindre ... Så jeg tror bloggen består - men jeg tror at hundene og hverdagen kommer til at fylde mere end den har gjort her inde ... for det er jo der mit liv er nu :)

Nytårstankerne på kanten af år 2009 ...

2008-12-30T19:13:00.003+01:00

Så er det atter tid for nytårstanker ... sidste år skrev jeg således:

2008 bliver året, hvor jeg arbejder videre med mig selv på det terapeutiske plan - hvor jeg får gjort op med endnu flere af de skeletter, jeg har i skabene rundt omkring ... det bliver året, hvor jeg får endnu en lille hund ... året, hvor jeg og min mand kommer endnu tættere på hinanden ... året, hvor jeg får en endnu bedre kontakt til sønnen - og året hvor jeg måske rammer min normalvægt ... bortset fra den lille hund - så er det alle ting, jeg ikke ville have tænkt på skulle ske for blot et år siden ... men det er vigtige ting - det nære - det der virkelig betyder noget: Sønnen, manden og mig selv ikke mindst :) ... Det gør mig glad at vide at det er den vej tingene går :)

Og sådan har det været ... Hunden, manden, barnet, vægten ... og mig selv ikke mindst ... jeg er nået langt i det personlige arbejde - og jeg fortsætter det terapeutiske arbejde i år 2009 - jeg tror faktisk slet ikke, at jeg nogensinde kan lade være med at arbejde med mig selv - der er hele tiden nyt at lære - og hvor er det dejilgt ...

I april flyttede DAMP-hunden Bella ind hos os - i vores hus og i vores hjerter ...

I perioder har jeg været tæt-tæt-tæt på min mand - og i perioder har jeg følt at vi aldrig har været længere fra hinanden ... det er en af farerne, når den ene del af et parforhold begynder at arbejde med sig selv - og udvikle sig - og vil mere med livet ... og den anden står stille ... NU er manden med i arbejdet - og vi rykker sammen ... så jeg har gode håb for år 2009 på den front også ...

Sønnen stortrives - vi har en dejlig kontakt og han er endelig efter 6 år, blevet glad for at gå i skole ... Og det gør mig glad helt ind i den inderste kerne ... At have et barn der ikke trives gør ondt i hele kroppen ... så det er absolut den største sejr i år 2008 ... Barnet der har det godt!

"Normalvægtig" det blev jeg engang i sommer ... og har ikke tænkt noget særligt over min vægt siden ... jeg har fået fjernet overskydende hud på maven - og er supergodt tilfreds med min nye flade mave :D

Der ud over bød 2008 på noget så sært som en tilkendelse af pension til mig ??? ... Jeg har stadig svært ved at fostå at det skal være sådan - men jeg affinder mig med det - og indrømmer gerne, at jeg nyder den frihed og ro det giver mig, til i mit helt eget tempo at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kan fungere uden at blive stresset og få depressioner ... og hvis jeg lærer det - så er der vist ingen grænser for, hvad jeg kan ;)

Jeg glæder mig til år 2009 ... der er så meget godt i mit liv lige nu ... jeg tror at år 2009 byder på et job af en art til mig ... nok ikke sådan et "rigtigt" job i en hel masse timer ... men jeg kan mærke at jeg er klar til at komme ud og komme igang med at bruge mig selv ... føle mig nyttig.
Jeg skal igang med at uddanne mig som hundetræner - det glæder jeg mig også rigtig meget til at komme igang med - mine hunde er min største interesse, så jeg er dybt taknemmelig over, at have fået muligheden for at kunne uddanne mig til træner. Der ud over tror jeg der venter en masse spændende og gode oplevelser med hundene både til udstilling og til træning ...
Måske bliver det året, hvor jeg får meldt mig til et kursus på Bjødstrup - men det kommer nu lidt an på finanserne ... hvis ikke det bliver 2009 - så bliver det nok 2010 .. det skal i hvert fald nok blive ...

Sidst men bestemt ikke mindst: så vil jeg ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår - og jeg håber at jeres 2009 bliver lige så godt, som jeg forventer at mit bliver

Om Hausgaard og bitterhed ...

2008-11-16T16:06:00.003+01:00

Jeg sad og så Niels Hausgaard den anden dag - ham kan jeg ret godt li - især når han er tekstet - dog er DR begyndt at tekste på dialekt - og så er jeg jo ligevidt - men altså - manden er lun og sjov og så har han "noget" ... og jeg må indrømme at jeg forelskede mig en lillebitte smule i ham, da han spillede sangen om "Bodil" ... bitre Bodil ... på et tidspunkt sang han (frit citeret efter hukommelsen:) "Bitterhedens fugle fløj over dit hovede - men Bodil - hvorfor tillod du, at de byggede rede i dit hår?" ...
Og så fortsætter han sangen om de ting der nu har gjort Bitre Bodil så bitter ... en fyring, en mand der gik - og måske er det bare alt, alt, alt for længe siden, at nogen har fortalt Bodil at hun er smuk? Eller det er i hvert fald alt for længe siden at hun har været i stand til at høre det ... I hvert fald - så forelskede jeg mig lidt i Hausgaards evne til at se et menneske ... sådan helt "se" ind bag skjolde og facader ...

Men det med bitterhed - det slog mig ... bitterhed er måske bare et udtryk for sorg og vrede - og ikke mindst afmagt ... når man ikke kan gøre noget ved det, der gør en vred og ked af det - så er der en god mulighed for at blive bitter ... Jeg troede på et tidspunkt at sådan var jeg nu ... nu var jeg bare denne her bitre og kyniske person - og det var ok at det var sådan ... men sådan er jeg jo ikke ... af og til jo - så rammer bitterheden over at nogen får dét, som jeg og andre jeg holder ufatteligt meget af, ikke kan få ... men bitterheden har ikke "bygget rede" ... ikke mere i hvert fald .... og måske er det slet ikke bitterhed - men afmagt og sorg der rammer? jeg ved det ikke ... Jeg ved bare, at jeg er gladere nu end jeg var, da bitterheden og kynismen fik lov at fylde ... Og det er slet ikke så tosset ;)

Av min mave.

2008-11-13T14:45:00.003+01:00

Jeg har fået fjernet maven ... og det gør ejjerråjme ondt!

Jeg har fået fjernet 1.3 kg maveskind som jeg ikke brugte mere ... og jeg er sprættet op både på langs og på tværs ... og jeg elsker min lille tynde fine ikke-hænge-mave så meget, at det slet ikke gør så meget, at det gør ondt ...

Der gik ca 4½ uge fra jeg blev henvist til jeg blev opereret - på et afbud ... så der har næsten ikke været tid til at blive nervøs - og det er nu rart for mig, når det sker på den måde ... blev ringet op tirsdag ved 15.30-tiden - om jeg kunne komme onsdag kl. 8.30 - og selvfølgelig ku jeg det ... og onsdag 14.30 havde jeg tabt det letteste - omend det mest omstændige kilo nogensinde ... og nu går jeg så og forsøger at gro sammen ... det er noget af en proces - for al hud på hele maven er løsnet fra det som huden nu engang sidder fast i inden under ... så egentlig er hele min mave ét stort sår på indersiden ... så er der jo ikke så meget at sige til, at det gør avs.

Men altså - det svære er jo ikke at det gør ondt ... det svære er, at jeg intet - absolut intet må gøre af mig selv ... jeg kan ikke engang selv flytte den bærbare til og fra skødet, når jeg sidder her inde i sengen - dvs. jeg kan jo godt - men jeg må ikke - og for pokker, hvor er det svært at skulle have hjælp til alt ... og ikke kunne tage del i noget selv ... manden ordner alt, hvad der skal ordnes - og det han ikke mener skal ordnes - det bliver ikke ordnet ... det er så svært for mig at være hjælpeløs - jeg har altid gjort alting selv ... det er helt sikkert en supergod øvelse for mig, at skulle bede om hjælp ... men iiiihhhhhh ... det havde jeg glemt at tænke på, hvordan jeg skulle komme igennem ... men det vildeste jeg må løfte selv lige nu - det er, hvad der svarer til en liter mælk ... så det er altså temmelig begrænset, hvad jeg kan udrette af store ting herhjemme lige nu ... og i de næste 5 uger ...

hunde og heste og den slags dyr ^-^

2008-10-26T20:01:00.003+01:00

Hele weekenden har stået i hundetræningens tegn ... eller i hvert fald meget af den. I går var jeg afsted med Tulle hele dagen, hvor vi trænede dogdancing - og det må jeg nok indrømme, at jeg er blevet rigtig meget hooked på ... I dag var det så Bella jeg havde med på klikker-træningskursus - vildt spændende og dejligt at få endnu mere at arbejde videre med - og dejilgt at opdage, at min lille DAMP-hund slet ikke er så DAMP-ramt alligevel - og at hun faktisk kan træne dybt seriøst når det slår hende ...

Pa bagsiden en så, at jeg føler at jeg svigter min familie når jeg på den måde vælger at gøre noget for mig selv uden at sørge for, at især sønnen har andre planer ... den samvittighedsting må jeg slås noget med, og finde ud af, hvad den handler om ... for hvis jeg kigger rationelt på det - så har jeg jo egenltig også ret til at vælge noget som jeg har lyst til ... også selvom det betyder, at jeg er væk mange timer både lørdag og søndag ... men det er jo den rationelle side ...

Endvidere har jeg lidt svært ved at "afklimatisere" efter sådan en weekend i hundenes tegn ... det oplever jeg også når jeg har været på udstilling ... men måske skal det bare være sådan?

Nårm egentlig - så ville jeg skrive om weekendens ... månedens - måske endda årets største præstation af mig:
Jeg har i den grad set min frygt i øjnene - overvundet den - udfordret angsten ... jeg har været oppe og ride på en hest! Jeg er så bange for heste - men alligevel - så er jeg ikke så god til at acceptere angst - og især ikke hos mig selv ... Så faktisk har tanken længe været, at jeg skulle finde en "fruesikker" model og prøve om ikke jeg kunne overvinde min frygt og komme op på den ... men jeg indrømmer blankt at det ikke er noget jeg har arbejdet seriøst med ... sådan kan angst jo også fungere ...
Men i dag til hundetræning var det sådan at der pludselig stod en fruesikker nordbakker - som jeg gerne måtte prøve - eller rettere som jeg fik besked på, at jeg da skulle op og ride på, hvis jeg var bange for heste ... så fordi det hele pludselig flaskede sig - så var jeg pludselig at finde på ryggen af kæmpehesten ...
Jeg glemte at trække vejret, jeg spændte alle muskler i hele kroppen - også muskler jeg ikke engang vidste at jeg havde, Jeg rystede, jeg var ved at græde ... men ... jeg overlevede jo - og inden jeg stod af igen - så havde jeg også fået følelsen af, at jeg havde en smule kontrol over heste-dyret ... og da jeg endelig kom ned - så kunne jeg jo næsten ikke få armene ned igen ... kæft det er fedt at udfordre sin angst :D

OG ... jeg er bare SÅ stolt.

Om at vente ...

2008-10-22T22:04:00.002+02:00

Når bare.... "indsæt selv"

Når bare jeg bliver gravid ... Når bare jeg får det barn ... når bare jeg har tabt mig ... når bare jeg får hund ... når bare når bare når bare *skriiiig*

Jeg har brugt alt for meget af mit liv i venteposition ... det gider jeg ikke mere - nu vil jeg lære at leve i nu'et ...

En masse erfaring har jo lært mig, at livet ikke bliver alt det man går og drømmer om, når bare den ene lille ting bliver opfyldt ... Nu ved jeg ikke med graviditeten og babyen ... godt nok har jeg et barn ... men han kom jo lissom bare dumpende ... så jeg nåede ikke at tænke på alt det ... og dog - måske lidt alligevel ... dengang jeg skulle ha ham nåede han jo at blive et ønskebarn inden han ankom ... og man kan nok sige, at han lod vente på sig - han kom 19 dage efter termin ... og til sidst gik jeg i den grad og ventede - og jeg skal sige, at der intet sødt var over den sidste ventetid - jeg slog mig selv i hovedet med "At jeg åbenbart heller ikke kunne finde ud af at føde når jeg skulle" ... Og så var jeg naturligvis meget utålmodig og ville bare have at den baby skulle se at komme ud, så jeg kunne komme igang med mit rigtige liv ... Og det endte da også med, at han - omend noget uvilligt - kom ud til os :)

Når bare jeg har tabt mig ... hvis bare jeg var tynd ... jo den tanke har jeg tænkt mange gange ... nu er jeg tynd - mit liv er ikke pludselig forandret til ren idyl og lykke ... Det havde jeg nu heller ikke regnet med ... måske er det alligevel nogle år siden, at jeg har stukket mig selv blår i øjnene og troet at bare een lille ting kunne ændre på alt ...

Uanset om det er år siden eller ej - så har jeg i hvert fald brugt rigtig mange år på bare at vente ... Det vil jeg ikke mere!

Mit nye fortsæt er, at vælge livet som det er lige nu ... at vælge mig selv - og gå ud og gøre det der skal til for at jeg kan have det bedst mulige liv - hele tiden ... og ikke først "når bare...." :)

Jeg holder nok aldrig op med at forbløffes ...

2008-10-04T19:01:00.002+02:00

Imponerende hvad en gasric bypass kan gøre ...

... Det kan jeg altså ikke forstille mig, at jeg nogensinde kommer til at fortryde, at jeg gjorde ... Heller ikke selvom det kan være besværligt af og til ...

Retorik

2008-10-04T13:46:00.003+02:00

Retorik er altså en spændende størrelse. Og jeg går vildt op i det for tiden - fordi selvom vi synes vi siger det samme - så betyder det alligevel alverden for modtageren, hvordan vi siger tingene ... nåja - ikke kun for modtageren - også for os selv.

Hvis jeg siger:
"Jeg tuder bare hele tiden" eller "Jeg er bare så ked af det hele tiden" - så er det måske det samme for nogen - men inden i mig gør det en forskel for den medfølelse og kærlighed jeg har til mig selv - om jeg er sådan en der tuder hele tiden - eller om jeg er sådan en der er ked af det ...

Hvis jeg siger:

"JEG" modsat "MAN" ... (en stor kæphest for mig) - "man" er mig og i særdeleshed alle de andre - og dermed bliver jeg mindre personlig, når jeg vælger at sige man ... hvis jeg siger "jeg" så er jeg helt og aldeles hjemme hos mig selv - og ved både på det bevidste og det ubevidste plan, at jeg taler om mig-mig-mig ...

Hvis jeg siger til sønnen:

"Du skal....." eller "Jeg vil have at du..." Så gør det faktisk også en forskel for sønnen ... han ved at det er mig som den voksne der vil have tingene på den måde - han bliver på en måde fritaget fra ansvar når jeg vælger "jeg vil ha'.."-udgaven ...

Især i mit forhold til mig selv har jeg fundet ud af, at retorikken er vigtig - for jeg er sådan en der ikke altid tænker særlig højt om mig selv - og når jeg i ord og tanker fortsat nedgør mig - så forbliver jeg i mine tanker sådan en, der ikke er værd at elske - hvis jeg med retorikken kan ændre tankemønster - så synes jeg altså, at det er drønspændende ... og egentlig ik - så lyder det da også drønsimpelt ... ik? :D

Det farlige ved at blive tynd ...

2008-10-01T18:17:00.003+02:00

Når fedtet falder lag for lag - så dukker der ting op som har ligget godt gemt - i mange mange år - der ligger al den vrede jeg ikke har turdet stå ved ... al den sorg jeg ikke har turdet mærke ... alle de kameler der er slugt gennem hele livet (no wonder i got fat *haha*) ...

Det hele kommer frem efterhånden som lagene falder - og nu kan jeg ikke bare begrave det igen ... det har jeg gjort tidligere i mit liv - når det blev for besværligt at kigge på - så har jeg bare kunne putte endnu et fedtlag på - og så var det hele godt begravet igen ... den mulighed er taget fra mig ... eller nej - sådan er det ikke - den mulighed har jeg valgt fra ... og så kan det godt gå hen og blive besværligt ... Og nogen mennesker tror jeg er åndsvag når jeg siger, at det ikke kun er let at blive tynd ...

At æde sig en pukkel til, på den måde som jeg har gjort - det er et misbrug ... fedmen er et forsvar ... og lige nu har jeg ingen af delene at trøste mig ved ... jeg er helt klar over de her ting - men ikke destomindre er det noget besværligt for mig at være i ... heldigvis har jeg en bunke terapeutisk opbakning - og jeg gør brug af den - jeg tror jeg ville ha mistet forstanden sammen med kiloerne, hvis ikke jeg havde haft det ...

Jeg ved, at der engang har været et Oprah-show som udelukkende handlede om, hvordan fedmeopererede fandt andre misbrug når de ikke længere kunne ty til maden - og jeg må fra mit allerinderste - hvor nødigt jeg end vil det - indrømme, at jeg godt forstår det ... for det er dybt angstprovokerende sådan som tingene vælter frem i mig for tiden ... sorgen, vreden, minder ... det hele i én pærevælling ...

Jeg vil på ingen måde lyde utaknemmelig eller ked af mit vægttab - for jeg er stadig superglad for at jeg har tabt mig - men jeg vil gerne formidle, at det ikke kun er let at miste sin rejsekammerater gennem et helt liv: maden/slikket og fedmen ... Det kan godt være, at det er noget "skidt" ... men det er noget "trygt skidt" ... og lige nu føler jeg mig meget sårbar - og meget lidt tryg ...

At gå i hundene ...

2008-07-27T22:43:00.004+02:00

Det kan godt være godt at gå i hundene ... se bare på Amocca - det ser ud til, at være ret godt for hende det der hunde-noget :D ... og herhjemme har det bestemt også være lykken med en hund - og sidenhen to ...

Og weekenden har helt og holdent stået i hundenes tegn ... vi har været på udstilling med Bimsehunden ... og det gik supergodt ... i hvert fald lørdag og søndag ... hun fik 1. præmier - eller "særdeles lovende" som det hedder og blev bedste tævehvalp begge dage ... ok - ikke så svært at blive den bedste ud af 1 ;D ... men altså hun ER en god udstillingshund ... eller hun bliver det ...

Fredag gik lidt mindre godt ... Bella satte tandsættet i dommeren - og det er absolut fy-fy meget forbudt at bide dommeren ... men det kunne Bimsen jo ikke vide ... eller noget ... hun kunne - og skulle måske - ha været disket - men fordi hun er hvalp har hun nok længere snor end en ældre hund ville have - så dommeren gav hende en superfin kritik og valgte at give hende en 2. præmie ... det var vi bestemt ikke utilfredse med ...

Billedet er taget i formiddag, hvor jeg sad med begge hundene ved ringsiden og sad og lurede tricks af - det er jo ikke kun Bella der er ny udi det der udstillingsnoget ... jeg er også helt grøn ... men jeg har lært en masse i løbet af weekenden ... og selvom jeg ikke troede det - så må jeg nok indrømme, at jeg godt kunne gå hen og blive helt bidt af det ... kan slet ikke vente til vi skal afsted igen ... heldigvis er det allerede i august ... så det varer ikke så længe endda :)

Forandringer ...

2008-07-22T01:22:00.003+02:00

Forandring er en sær størrelse ... Jeg har jo naturligvis forandret mig gennem hele det hersens fertilitetscirkus ... Jeg har været nede og vende i den grummeste depression - jeg er kommet op igen ... jeg har været helt oppe og ringe og virkelig troet på det - og jeg har mistet pusten ... alt sammen forståelige forandringer ...

Rent fysisk har jeg forandret mig meget det sidste års tid ... ca. 50 kg af vægten kan jo ses ... jeg er har for første gang i mit liv valgt at jeg skulle prøve at være blondine ... jeg er holdt op med at bide negle - en skidt vane jeg nok har haft lige så længe som jeg har haft tænder ... Så ja - de fysiske forandringer bestemt til at få øje på ...

Rent mentalt har jeg forandret mig gennem det sidste års intensive terapi ... jeg er mere placeret i mig ... ved ikke om det er en vending der er til at forstå ... men jeg mærker mig ... for folk der altid har mærket sig lyder det måske sært ... men for sådan en som mig - der meget tidligt i mit liv har lært mig, at det ikke er rart at mærke så meget - så er det en stor ting ... ikke altid rar - og dog alligevel ... jeg føler mig på en eller anden måde mere ... "autentisk" er det ord der kommer først ind i min hjerne når jeg skal beskrive det ...

Hvad der så er rigtig sært det er når folk tæt på mig lægger mærke til de forandringer der er foregået på indersiden - det der er kommet via det hårde arbejde i terapierne - så vil folk rigtig gerne presse ned over mig - at det jo selvfølgelig hænger sammen med vægttabet - fordi det jo selvfølgelig har givet mig større selvtillid ... bevares - det HAR da givet mig større glæde ved mig selv, at jeg kan lide, hvad jeg ser i spejlet ... eller lide er måske så meget sagt - men jeg kan rent faktisk SE i spejlet - og se hele mig ... noget jeg ikke har kunnet i mange år ...

Men altså dét at jeg mærker mig - at jeg tør det og at jeg formår det - det har intet med vægttabet at gøre ... det er mange timers trængsler i terapistolen, hvor jeg har grædt ud over det der har været at græde over ... og hvor jeg har raset ud over det der har været at rase ud over ... hvor jeg har lært at mærke mig - og fået lov til det ... og har fået at vide igen og igen, at det er rigtig nok, det jeg mærker ...

Afsluttet ...

2008-07-01T23:06:00.003+02:00

Vi har jo egentlig været på det der Skejby-noget og er blevet helt og aldeles afsluttet ... så nu ligger beslutningen hos husbonden ... skal vi eller skal vi ikke gå videre ... det er ikke til at vide ... Kommer han i morgen og siger "Ok - lad os forsøge en tur i det private" - så er jeg klar med det samme ... men egentlig har vi besluttet, at vi ikke beslutter noget før efteråret ... Det har givet os begge to noget ro ...

Nogen dage har jeg det lidt sådan: Det er ikke det vigtigeste i verden, at vi tar det forsøg ... for selv et forsøg er jo ikke nogen garanti for et barn ... og ét er sikkert - hvis der bliver noget forsøg overhovedet - så bliver der kun det ene ... Men jeg tænker nok også, at vi ikke har givet det vores bedste bud, hvis ikke vi går igennem et forsøg nu, hvor jeg har tabt mig og faktisk er normalvægtig ...

Vigtigst af alt: Vi har hinanden - og vi - eller jeg - har Mathias ... og hundene ... og vi har et godt liv - som på en eller anden måde bare bliver bedre og bedre ... og jeg kan sagtens se - eller måske "få øje på", at livet har meget at byde på - også uden et barn til ...

Andre dage er jeg ved at gå op i sømmene over, at jeg måske aldrig skal opleve det hele igen ... graviditet, fødsels og spædbarnet ... men jeg HAR haft alle de ting - jeg glemte bare - eller vidste ikke - hvor heldig jeg var den gang ... Det ved jeg nu - og jeg kunne godt tænke mig at gå igennem det hele igen - med de nye åbne øjne jeg har fået ...

Men lige nu prøver jeg at skubbe det hele lidt væk ... jeg kan ikke gøre så meget fra eller til lige nu ... jo jeg kan tale og tale og tale om det - og det gør jeg skam også - bare spørg husbonden :-D

"Nu er jeg sådan en der betyder noget" ....

2008-06-04T23:42:00.002+02:00

Her er ikke sket så meget ... men lidt :)

BettebimseBellaen har været på sin første udstilling og fået en 1. præmie - særdeles lovende - i babyklasse - og i Juli skal hun udstilles igen - og jeg tror måske godt jeg kunne blive lidt forfalden til det der udstillingsnoget selvom jeg ikke havde troet det ...

Vi har stadig ikke kontaktet Skejby for en afsluttende samtale ... måske der er noget i mig der ikke brøs mig om det der: "afsluttende"? ... men det skal jo til, før vi kan komme videre ... eller ikke videre ... før vi kan få afklaret, hvor vi er og hvor vi skal hen ...

Den der Gastric Bypass som jeg fik lavet sidste sommer har hjulpet mig ... Sådan ser vægttabet ud, hvis man putter det over i en ticker:

Det ser jo ikke så tosset ud ... OG i dag kunne jeg købe en billig bh i en størrelse som man kunne få i Bilka - 75F faktisk ... Det skulle lige prøves ... men nu må vi se, om jeg egentlig overhovedet synes det er en god ting - når nu barmen er forvænt og plejer at være omgivet af PrimaDonna og Freya og den slags ... så kan det godt være at bilkas de bedste alligevel ikke er en fordel ... men bare det at jeg KAN tæller altså også noget :D

Mit søde barn udtalte for nyligt:
"Før var jeg ikke så vigtig - men nu er jeg sådan en der betyder noget" ... Da han sagde sådan smeltede moderhjertet fuldstændigt - selvfølgelig - og jeg klapper mig selv på ryggen og vurderer, at det arbejde jeg laver med mig selv i det der terapeutiske forum vi kalder familiehuset, giver pote og smitter af på mit barn ... han trives på en helt anden måde end han har gjort før ... det er ikke altid let at være 12 år og på kanten til puberteten - men selv det håndterer vi bedre end vi ville have gjort for et år siden ... men tænk ... jeg har rykket mig - så mit barn oplever at han er vigtig ... hvor vildt er det lige? ... jeg kunne næsten ikke få armene ned da han sagde det ... Så er det altså lidt lige meget, at jeg ikke har en fin og fornem karriere ... jeg har succes lige dér, hvor det for alvor betyder noget ...

Og nu til noget helt andet ..

2008-05-06T22:20:00.002+02:00

For det der fertilitetsnoget er noget skrammel som vi ikke helt kan blive enige om herhjemme ... så lige nu er der lagt låg på ... og på et tidspunkt skal vi ha en afsluttende samtale med Skejby for at høre, hvad de har at sige (og råde os til)

Men ... altså det er jo ingen hemmelighed, at jeg arbejder gevaldigt med mig selv for tiden ... og søreme om ikke jeg også kan mærke at jeg udvikler mig ... og at jeg vokser som menneske og i det hele taget bliver mere "hel" ... det er bare rart :)

Weekenden stod i konfirmationens tegn - det var ikke os, men en dejlig veninde der skulle holde konfirmation for hendes datter ... og pga. den konfirmation blev kristihimmelfartsweekenden også en weekend, hvor jeg overvandt grænse på grænse ...

Først var der datterens hest der skulle "flettes" ... og det skulle være en overraskelse - Barcardi skulle overraske uden for kirken - så det kunne jo ikke nytte noget at datteren var med til at flette - så Søs spurgte mig, om jeg ville hjælpe - og naturligvis vil jeg det ... der er bare den hage, at jeg er dødsens ræd for heste ... eller jeg var ... nu er der een hest jeg knus-elsker ... Barcardi er vist en såkaldt "frue-sikker" model ... ham kan jeg godt li ... han gør ik nogen noget ... så det var helt fantastisk at træde lige ind i noget som i den græd skræmmer mig til døde næsten - og så opdage at jeg overlevede - og at jeg rent faktisk kunne li det ... Barcardi er en god hest :)

På selve konfirmationsdagen måtte jeg endnu engang overvinde mig selv ... først fandt jeg ud af, at jeg for første gang ... nogensinde måske - ikke var ved at dø over, at skulle til en fest, hvor jeg stort set ikke kender et øje ... jeg hyggede mig ... og jeg kunne tale frit med bordherreren og bare SÅ meget være solidt placeret i mig selv ... en hel ny oplevelse altså ... men dejligt ... Nåja - og det med at overvinde mig selv, kom vi til, da konfirmanden sammen med veninderne havde lavet en konkurrence for gæsterne, hvor een af opgaverne var, at een fra bordet skulle op og synge en sang og så skulle bordet gætte, hvad det var for en sang ... det gjorde jeg ... så tænk jer; der stod jeg og sang temaet fra Friends for 20-25 fremmede mennesker ... og endnu engang måtte jeg konstatere: jeg døde ikke af det ...

Og ... så det allervildeste ... jeg har jo tabt en hulens masse kilo'er ... og det er jo rart nok og alt ... arj - det er en underdrivelse: det er superdejligt ... Men - for der er jo et men ... sagen er, at hovedet kan ikke følge med ... jeg er tæt på at være det man kan kalde normalvægtig ... de sidste par bukser jeg købte var i str. 36 ... så alt i alt må man sige, at jeg har tabt mig fint - og at den del er rigtig god ... Men i dag oplevede jeg for første gang at se mig selv i spejlet - og rent faktisk have oplevelsen af, at jeg er slank :-O ... Det er lidt vildt ... og en dejlig opdagelse altså :oD

Århhhh ... urin og fæces!

2008-04-29T23:42:00.001+02:00

:-(

Behøver jeg at sige mer?

Årrhhh for søren da ...

2008-04-22T17:14:00.000+02:00

Jeg havde da helt fortrængt, hvor forfærdelig ventetiden er :(

... Er tiden ik snart gået?

Dagen i dag ...

2008-04-18T22:06:00.000+02:00

Den har godt nok stået i hundenes tegn ... først var Tullen og jeg til vores allerførsteste agilitystævne nogensinde - og det var bare sjovt - vi blev godt nok disket i de to løb vi var med i - men pyt med det - det var skægt - og 2. gennemløb var så meget bedre end første - og hvem ved - måske når vi at få styr på slalomen i morgen - og så kan vi måske nå at opfylde weekendens ambition som er, at løbe bare et enkelt gennemløb uden at blive disket - det kunne jo være meget rart at prøve ... Selvom vi er mest med for at få stævneerfaring ... og det har vi jo så faktisk allerede :D

Da vi kom hjem gik jeg igang med at koge hundemad - Tullen får hjemmelavet mad - fordi hendes mave har vist sig at være noget sart - og nu har jeg fundet en opskrift som jeg kan variere på mange måder - men som hun bliver ved med at fungere drøngodt på ... og desuden vinder det hjemmelavede mad nok samtlige smagstests jeg kan udsætte det for ... og det gør jo ikke noget, hvis maden også smager godt :)

Da maden var færdig gik jeg igang med at lave hjertegodbider - igen den sarte mave - og en viden om, at der er SÅ meget affald i både det tørkost man kan købe - også det som skulle forestille sig at være af god kvalitet - og i de godbider man kan købe ... så er svinehjerter et rigtig godt alternativ ... og selvom det er lidt hårdt, når jeg laver det hele på een dag - så giver det mig overordentlig god samvittighed at jeg gør det ... og det er jo rart :)

Nu ligger Tullen godt nok også splattet helt ud - først var hun jo til stævne - og da hun troede at hun skulle hjem og sove - så skulle hun slet ikke alligevel - for det er MEGET vigtigt at hun overvåger mig, når jeg står i køkkenet ... og den opgave turde hun åbenbart ikke overlade til bettebimsen - men Bettebimsen Bella fulgte nu også godt med ... og det har vist også været hårdt for hende at stå i køkkenet hele dagen ... i hvert fald har jeg to meget meget trætte hunde lige nu ... og det er jo ik nogen dårlig ting ...

Og det der æg i maven ... det er lagt lidt i fortrængningsskuffen - selvom den ikke er særlig effektiv - så hjælper det lidt at holde sig beskæftiget med hundeting ... jeg kan ikke sige hverken fra eller til lige nu ... håber bare så meget at den er der denne gang ... Det er lidt bedst, hvis den er jo ^-^

De har lige ringet fra Skejby

2008-04-14T08:47:00.002+02:00

... og ét af vores 3 æg har overlevet optøningen ... så i dag fra kl. 11 er jeg gravid indtil det modsatte er bevist ... Og det hele er endnu mere nervepirrende end jeg huskede det ...

Hold da op - så I røgen?

2008-04-11T14:51:00.003+02:00

Synes lige det var blevet fapril - og jeg havde lige meldt mig til det der ispindeforsøg ... og i morges var jeg til første scanning ... og vupti - så var der dømt fin slimhinde og ægløsning ... så på mandag står den på ægoplægning, hvis ellers de der ispindeæg kan finde ud af, at overleve optøningen - men det har jeg lidt besluttet, at de godt kan :)

Wrrooooooommm! ... Hvad er det Gitte siger? Hjertet over forhindringen- så følger resten med? Det håber jeg er rigtigt ... for jeg må indrømme, at jeg var noget forpustet da jeg kom ud fra skejbys fertilitetsklinik i morges ... hu-ha det er virkeligt nu ... men den gode ting var jo, at det var ok med mig at være lidt forpustet over det hele ... for det ER jo vældig vældigt det hele ...

OG så skulle jeg jo fortælle lidt om bettebimseBellahunden :D

Hun er sååååå kær og sød og lille og umiddelbar som kun en tryg hvalp kan være ... det er dejilgt ... en hel anden støbning end Tulle var/er ... men lige så dejilg ... Men det er hårdt at få sådan en bettebims inden for dørene ... det kniber jo med at få sin nattesøvn - men hvad - det er nok meget god træning - hvis nu så fremt i fald og alt det der jeg slet ikke tør begynde at tænke ...

Og så lige et billede af bettebimsen:

Så kom hun - hende April

2008-04-04T10:34:00.002+02:00

... og holddaop en entré ... Tirsdag d. 1. var ikke så vild - den gik med tandlægebesøg og familiehus og med at gøre hjemmet hvalpeklar ...

Onsdag blev mit store barn 12 år - så der blev fejret både morgen og aften ... og det var dejligt der skete en masse ... Barnet fik ny seng af os - en sovesofa - og af sin bedstefar fik han en trampolin - og hans farmor havde sendt et kort med 100 kroner i ... så han blev ikke vildt begavet på selve dagen - men vi holder også fødselsdag for ham 2 gange til ...

Torsdag var så dagen for at Bella skulle flytte hjem til os - og dagen, hvor jeg skulle have fat i skejby og sige "Vi er klar" ... så nu - efter 2½ år uden nogen former for fertilitetspres, er vi igang igen ... og denne gang lykkes det jo - for nu har jeg jo fået, ikke bare een men hele to hunde siden sidst ;D

Jeg er temmelig fyldt op af hunde og børnefødselsdag i dag - det der fødselsdag er lige noget der skal overstås ... og på Søndag fylder min søde ~~gamle~~ mand 40 år ... så der skal jo nok også ske et eller andet ... Heldigvis har vi besluttet, at vi ikke skal holde noget før det bliver lidt lunere ... Og de der hunde skal lige have noget tid til at vænne sig til hinanden ... og så skal vi jo igang med at lære Bella-hunden at være alene hjemme - og begge hunde at være alene hjemme sammen ... så der er lidt at få tiden til at gå med :)

fApril, comes she will ...

2008-03-19T01:00:00.005+01:00

Nu gik jeg lige her og troede at det skulle til at være forår - men sådan var det åbenbart ikke ... ævæv!

Vi - eller måske især mig - går her og venter utålmodigt på, at den lille hundebaby som vi skal have, fylder 10 uger, så vi må hente hende hjem ... nu er der "kun" 16 dage til ... og iiiihhh sikke ventetiden har været lang ... og er det sikkert også de næste 16 dage ;)

Nåja - og så går jeg jo også lidt (meget) og venter på, at en cykel tar den tid en cykel tager ... og det er ikke lige til at vide, hvor længe det er jo altså ... Men når engang vi skriver fApril - så er vi sådan nogen der skal have fat i Skejby ... og jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget ... Faktisk var det næsten helt svært ikke at ringe i denne måned - men nu havde vi jo lissom sat os fast på april - og så er det sådan det skal være ...

Det er bare så sært ... det er en hel anden mig der går ind i "Cirkus Behandling" denne gang ... sådan må det nødvendigvis også være ... jeg er jo næppe helt grøn mere ... men det er ikke kun det ... der er også noget andet ... jeg kan ikke lige sætte fingeren på, hvad det er - men det er en god følelse, som gør det hele mindre farligt ... Dels har jeg jo en mindre hær af terapeuter som alle vil stå klar til at gribe mig, hvis jeg falder - og det giver immervæk en vis form for sikkerhed ... og dels så er jeg lige her ... midt i nu'et ... Jeg ved ikke engang hvad jeg vil, hvis ikke det her forsøg lykkes - måske vil jeg have manden med i det private - og måske vil vi sige - tak for kampen ... jeg ved det ikke lige nu ... men det er rart for mig at vide, at vi har muligheden for at fortsætte - hvis vi begge har lyst ... Men bedst af alt er det jo, hvis ispindene arter sig og sætter sig som de skal ;)

Mødet på Skejby

2008-02-19T19:28:00.003+01:00

Mødet på Skejby gik bare supergodt ... jeg havde lavet nogle noter over ting jeg skulle høre om de gjorde det i - ikke at jeg forventede noget af det - men det ville jo være meget rart lige at høre - bl.a. skulle jeg høre om de gjorde det i AHA men så heldige var vi ikke - og det regnede jeg egentlig heller ikke med - for jeg har spurgt om det før - og fik at vide, at det ikke var bevist at det virkede - så den slags kastede man ikke penge efter ...

Så skulle jeg jo høre om æggene skulle bruges i naturlig cyklus eller om jeg skulle have hormoner - og umiddelbart var der ikke forskel på resulataterne af de to metoder - og så er naturlig cyklus da helt klart at foretrække - for SÅ sjove er de der hormoner jo heller ikke ...

Så spurgte jeg til prednisolon - som jeg søreme får en recept på - det havde jeg egentlig ikke regnet med - men måske virker det - måske ikke - og det koster ikke Skejby noget at give mig en recept - så det får jeg da lov at prøve ... og tænk nu hvis det lige er det der gør forskellen - så er det jo fjollet ikke at prøve det ...

Alt i alt er jeg rigtig glad for, at vi tog den her samtale med dem inden vi går igang - jeg føler mig meget mere klar nu end jeg gjorde før vi var der ude - så det var et godt træk ... OG vigtigst af alt - det føles bare supergodt og kun en lillebitte smule farligt ... jeg er egentlig klar nu ... men nu tror jeg nok lige jeg venter et par måneder ... bare fordi det hele tiden har været planen - og fordi det kommer til at passe mig rigtig godt at vente ... så tror jeg egentlig bare, at jeg bliver endnu mere klar ... og når det så er - så tror jeg måske at den der "skræmmende" del er helt væk ...

Er I der ude klar over ...

2008-02-14T14:53:00.003+01:00

Hvor skønt livet egentlig er?

I dag har jeg været til akupunktørdyrlægen med Tulle ... i Knebel ... og på vej der ud kørte vi omkring stranden i Vrinners - for pokker der var dejligt på en dag som i dag :)

Og efter Tulle havde været hos lægen gik vi tur i Mols-bjerge i 1½ time ... sammen med 3 gode hundelegekammerater - så dagen i dag har virkelig stået i Tullens navn :)

I lørdags var vi oppe hos opdrætteren og klappe på hundebabyen - som bliver 3 uger i dag - så nu er der "kun" 7 uger tilbage til vi må få hende hjem ... og den tid må egentlig gerne gå lidt stærkt - selvom vi er i træning udi det der med at vente - så bliver det jo aldrig sådan rigtig sjovt vel? ...

... Nårm - så tænkte jeg at jeg ville skrive lidt om fremtiden ... jeg kan jo godt afsløre for den lille skare, der kigger her forbi, at vi har en aftale på Skejby på tirsdag ... NU begynder de indledende øvelser ... de der ispindeæg skal bare bruges fornuftigt - og alle forhold skal indstilles så der er størt mulig chance for, at vi ender op med et barn inden de 3 ispinde er brugt ... og det er sådan noget vi skal tale med dem om på Tirsdag ... så det bliver jo måske en lillesmule spændende ... håber jeg ... og måske også en lillebitte smule skræmmende?

Men egentlig er det jo ret ok ...

2008-02-08T23:06:00.000+01:00

Nu hvor jeg har vænnet mig lidt til det hele - så er jeg faktisk blevet ret ok med det faktum, at jeg er blevet tilkendt pension ... og uanset, om jeg er ok med det eller ej - så er det jo sådan det er lige nu - og det er altså ok med mig ...

Jeg har vendt og drejet det rigtig mange gange ... og er nået frem til, at det er det allerbedste der kunne ske for mig lige nu ... Jeg er jo stadig tilknyttet det der familiehus - og selvom vi ikke er dem der er hårdest ramt - så er der jo hele tiden steder, hvor jeg kan arbejde med mig selv - og blive en endnu bedre mor for sønnen - og for det barn vi måske får engang i fremtiden ... og at ville blive en bedre mor er ikke nogen dårlig ambition :) ... Nåja - og det jeg kom fra: Det at jeg har fået tilkendt pension gør, at jeg kan blive ved med at gå der nede og lære nye ting om mig og om familiestruktur og en hel masse andre ting, som jeg skulle ha' haft med mig fra min barndom - men sådan en barndom havde jeg bare ikke ... Men nu forsøger jeg at lære det - så mine børn kan få sådan en barndom, hvor de lærer at de er ok mennesker hele vejen igennem ... det synes jeg er lidt sejt. Jeg er i hvert fald svært godt tilfreds med mig og med tingenes tilstand for tiden ...

Måske det lyder som om det der familiehus er et rart sted - når jeg nu gerne vil blive ved med at komme der - men sådan er det ikke ... faktisk er det benhårdt arbejde ... og ofte når jeg kommer hjem - efter kun 4 timer - så har jeg det som om, at de 4 timer er blevet brugt på en enkelt marathon eller to ... og det gør jeg 3 gange om ugen ... Det er hårdt at rejse ind til sit inderste, flere gange om ugen - mange uger i træk - og se på alt det der er der inde ... som overhovedet ikke er spor kønt og skønt og dejligt ...

Men på en måde er det også aldeles befriende at kigge på det som det er - og se det for hvad det er - og opdage, at det jeg troede og mærkede og følte og tænkte ikke var forkert ... det var verden omkring mig der gjorde det forkert ... og den forkerthedsfølelse har fulgt mig siden ... tjaahhh ... siden altid tror jeg ... og nu er jeg ved at se mig som jeg er - helt og aldeles fejlbarlig og menneskelig - men ikke den mindste smule forkert ... det er dét der er så befriende :)

Men altså - hele mit liv bliver jo vendt noget op og ned i den her tid ... jeg har tabt ca. 42 kg siden jeg var størst - og mangler 6½-7 kg før jeg kan kalde mig "normalvægtig" ... det kan jeg ikke huske, om jeg nogensinde har kunnet før? ... jeg har i hvert fald altid opfattet mig selv som fed - og så har det jo egentlig været ret sekundært, hvordan jeg egentlig så ud - det var igen det med den forskruede virkelighed :-X ... Anyway - så er det også et arbejdspunkt - at se mig som jeg ser ud ... det er meget meget svært ... Men jeg ved jo godt med mit rationelle hovede, at når jeg kan få måsen og maven i en str. 38 - så er jeg jo nok ikke fed-fed mere :P ...

Så er der hundebabyen vi venter - 7 uger og 6 dage ... og hvis jeg er rigtig heldig - så er det allerede i morgen, vi skal op og klappe på hende for første gang ... Troede at jeg måtte lokke med det blå ishus i Tværsted, for at få husbonden lokket med på en "lille køretur på ca. 200 km hver vej" bare for at klappe på hund - men han vil gerne med sådan helt selv og alt ... det gør mig egentlig rigtig glad ... Så føler jeg ikke at det her projekt hund nr. to er mit alene ... det havde jeg ellers haft lidt på fornemmelsen ... men sådan er det heldigvis ikke :D ... i den rigtige virkelighed ;)

Oohh Bella Mia :love:

2008-01-31T20:37:00.000+01:00

NU er vores lillesøsterhund blevet født ... Babyhunden Bellamia :D

På billedet er hun en uge gammel ... og det er også, hvad hun er i dag ... og om 9 kæmpelange uger må vi hente hende hjem ... og det glæder vi os naturligvis til ... Hun er af racen Löwchen og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal op og se hende ved opdrætter - men husbonden har så meget arbejde for tiden, at det desværre kommer til at vente nogen tid ...

Der ud over er min pensionssag nu behandlet - og jeg er fra og med i morgen førtidspensionist ... det passer mig sådan set overhovedet ikke - men set med de rationelle briller på, så er jeg godt klar over, at det er det bedste alternativ for mig lige nu ... men bare fordi hovedet godt ved det - så er det jo ikke altid at maven har den samme idé ...

Og inde i pakken...

2008-01-18T17:06:00.000+01:00

Ihhh - gaven fra Amocca var jo en fin kjole - en strikkjole i str. small - hvor vildt er det lige? når man nu som jeg, har vejet kæmepemeget for meget - og haft en BMI på over 40 ... og så pludselig kan være i en str. small - det er jo helt surrealistisk ...
Det tænkte jeg jo lige at I gerne ville vide :D

Her går det ... som det nu kan ... Jeg er syg - tror måske lidt, at det bare er fordi, at det nu er min tur - både sønnen og manden har taget en tur hver - så måske er det meget rimeligt, at det er min tur nu. Og selvom jeg gerne sprang over - så må jeg jo nok erkende, at det kommer jeg ikke til ... Sønnen er netop sendt til kbh. - over til sin far - og jeg tror, at jeg skal bruge weekenden på at sove - det er nemmelig det rareste når man er syg og lidt feberagtig og alt ...

Og sådan helt hemmeligt mellem os sagt - så har jeg netop været på apoteket og købe folin-ting ... det kunne jo godt være, at jeg lige pludselg fik brug for det selvom det ikke helt er endnu ...

Lidt om alt muligt ...

2008-01-10T17:09:00.000+01:00

Der sker en del i mit liv lige nu ... jeg arbejder på livet løs i det der familiehus - sådan noget intensiv terapi - det er hårdt arbejde - og selvom jeg godt kan se, at der er masser af arbejde - så ser jeg også at vi ikke er vildt hårdt ramt herhjemme ... jeg mener - sådan noget som bad og tandbørstning og rent tøj er f.eks. noget der falder os helt naturligt - det samme med kys og kram og sengetider og alt muligt andet ... men der ER arbejde at gøre - og det gør jeg så i det der hus ... jeg kan ikke sige at jeg bryder mig meget om det - det er afsindigt hårdt arbejde - og det er bare overhovedet ikke sjovt, at blive ledt lige ind i smerten - og mærke alt det, jeg har gjort alt for ikke at mærke i mange mange år - og så ellers blive holdt fast - og tvunget til at mærke mig selv - også der, hvor jeg rigtig gør ondt ... det er i bund og grund ganske modbydeligt ... men jeg kan mærke at jo flere gange jeg har været inde i smerten - jo mere heler jeg - og det er jo den vej jeg vil ... Jeg kan jo mærke at det er sundt for mig - og sundt for mit barn - og sundt for min familie ...

Min jobsituation - eller mangel på samme - er stadig ved at blive afklaret - og umiddelbart ser det ud til, at som det er lige nu, så er jeg så stress-sensitiv, at jeg ingen erhvervsevne har lige nu ... det er hårdt at se det på skrift - det er hårdt, når andre konkluderer, det jeg egentlig godt ved - og det er hårdt, fordi jeg kommer efter mig her - og egentlig lige synes at jeg jo også bare skal tage mig sammen ... Men det har jeg jo virkelig prøvet ... igen og igen ... og måske er det endda min trang til at tage mig sammen der har ødelagt mig i første omgang :-/ ... I hvert fald er sagsbehandlers konklussion, at vi skal søge pension ... og det synes jeg bare overhovedet ikke om - og samtidig synes jeg heller ikke om, at skulle kastes mere rundt, og have flere nederlag - og køres ned flere gange ... så lige nu er det altså pension ... æv! Men jeg har da et spinkelt håb om, at den heling jeg er igang med gennem alt det der terapinoge - den kan hjælpe mig her også ... for jeg vil virkelig gerne være sådan en der kan være på et arbejde og have det godt med det ...

Nåja - og så er der de der kilo der rasler af mig - det er jo den gode ting ... og også lidt sære ... i dag oplevede jeg at stå i et prøverum og kigge på hende der inde i spejlet - og jeg kunne ikke helt forstå at den kvinde der kiggede tilbage på mig - det var mig ... jeg så jo næsten helt normal og slank-agtig ud ... det er skisme lidt skræmmende ... Jeg har tabt 38½ kg nu - og mangler 10 før jeg kan kalde mig normalvægtig ... men det er jo næsten heller ingenting ... ikke for mig i hvert fald ... Jeg køber tøj uden X'er i nu ... og af og til endda i str. M ... det er vildt-vildt-vildt ... og dejligt :)

Og bladet vendes endnu engang ... nu til 2008

2007-12-29T10:35:00.001+01:00

Dårligt har vi slugt julemaden, før nytåret banker på ... så julelyset her på bloggen er blevet skiftet ud med noget mere passende fyrværkeri ...

Nytåret er jo altid tid til eftertænksomhed - tid til at se tilbage på året der gik - og fik vi det ud af det som vi ville? ... jeg synes ikke at 2007 har været noget specielt godt år - men heller ikke noget specielt dårligt år ... det har vist bare været ... jeg har knoklet ind og ud af stressen i mine forsøg på at bevise, at jeg godt kan arbejde uden at blive syg af det - en mission der i den grad mislykkedes for mig - desværre ... men når nu det ikke kan være anderledes - så er det jo ikke kun dårligt at have fundet ud af det ...

2007 var året, hvor jeg tog den nok største beslutning i mit liv - næstefter at vælge at få sønnen - året, hvor jeg valgte at lade mig operere for min overvægt ... En beslutning der ligger på min personlige "Top3 over bedste beslutninger i hele verden" - på førstepladsen ligger naturligvis at jeg valgte at få sønnen, selvom han var landet i mig ved et "uheld" ... på anden pladsen ligger beslutningen om, at gifte mig med min mand - eller måske at vælge at turde risikere mig overfor ham og fortælle ham, at jeg ville ha ham ... han ligger i hvertfald på 2. pladsen ... og på 3. pladsen ligger så beslutningen om at få en gastric bypass ... en vild og temmelig livsændrende beslutning ... men for mig har det været det helt rigtige :) og jeg går da også ind i 2008 ca. 30-35 kg lettere end jeg gik ind i 2007 ... og det betyder bare noget - både for det mentale og for det fysiske velvære :)

Jeg sad og læste tilbage i min blog - læste nytårsskriblerierne for de forrige år - og det er det samme: "håber at næste år, hvor vores tomme arme bliver fyldt af det barn vi længes så meget efter" ... og ja - det er også håbet for næste år - jeg har jo i et stykke tid, gået rundt og sagt, at jeg skal have en baby til næste jul ... men vi får se ... en julebaby ville da være dejligt - men jeg ved ikke, hvor meget jeg tør gå ind i behandlingen igen ... faldt temmelig langt ned efter sidste forsøg jo - og har overhovedet ikke lyst til at falde derned igen ... Men hvordan undgår man det? Kan man helt lade være med at håbe? ... og hvis man ikke håber - er der så overhovedet nogen grund til at kaste sig ud i lange opslidende behandlingsforsøg? ... jeg ved det ikke ... og håber heller ikke jeg behøver at finde ud af det ... håber jo lidt, at de der æg jeg har i fryseren gider arte sig og blive til en julebaby i år 2008 ... Det ville jo klart være det letteste og det rareste ;D

2008 bliver året, hvor jeg arbejder videre med mig selv på det terapeutiske plan - hvor jeg får gjort op med endnu flere af de skeletter, jeg har i skabene rundt omkring ... det bliver året, hvor jeg får endnu en lille hund ... året, hvor jeg og min mand kommer endnu tættere på hinanden ... året, hvor jeg får en endnu bedre kontakt til sønnen - og året hvor jeg måske rammer min normalvægt ... bortset fra den lille hund - så er det alle ting, jeg ikke ville have tænkt på skulle ske for blot et år siden ... men det er vigtige ting - det nære - det der virkelig betyder noget: Sønnen, manden og mig selv ikke mindst :) ... Det gør mig glad at vide at det er den vej tingene går :)

Hvis nu - og det kunne meget let ske - at dette er min sidste post i år - så vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle i blogland et rigtig godt 2008 ...

Nu har vi altså jul igen ...

2007-12-16T16:31:00.000+01:00

Nu er julen faretruende nær ... og jeg må indrømme, at jeg går den i møde med noget blandede følelser ... Jeg elsker jo julen ... eller det gjorde jeg i hvert fald engang ... Nu er den - som alle andre traditioner blevet en årlig reminder om det barn, vi stadig ikke har fået ... samtidig - så har jeg jo et barn - og får derfor alligevel lov til at opleve julen med barneøjne - og hvilken glæde ... børn kan noget ... noget umiddelbart, som vi som voksne glemmer ...

I år har jeg ovenikøbet ingen julestress - alle julegaver er købt og pakket ind, og står klar til at tage med, når vi drager afsted til juleaften hos min bror ... jeg har købt ind til risalamanden - som er mit ansvarsområde hver jul ... og mandelgaverne skal bare lige købes - og dem kan jeg vel få i ethvert supermarkede - noget chokolade og noget guf - hvor svært kan det være? ... eller det kan det godt, hvis jeg satte mig for, at det ikke måtte være slik - for det er dælme svært at finde noget som kan glæde både Anna på 8 og svigerfar på 67 ... så derfor har jeg ikke sat mig for, at det ikke må være slik ;D ... Nåja - så mangler jeg også en bunke pakkespilspakker - men det tænker jeg også at jeg kan finde i ethvert supermarkede ... så det skulle heller ikke være så omstændigt ...

Alt i alt føler jeg mig klar til julen - så nu kan den da bare komme an ... og så tar jeg imod den som jeg nu kan ...

Der ud over sker der ting i vores liv: i dag er det præcis et år siden at min svigermor døde - så i dag er lidt vemodig - og samtidig også en dag, hvor vi kan mindes de gode ting vi havde ... og de gode minder, er der heldigvis mange af ...

Jeg har netop fundet ud af, at min sagsbehandler vil søge pension til mig ... hvilket jeg er noget ambivalent omkring - for det er overhovedet slet ikke det jeg vil - og jeg synes jo også, at jeg kan så mange ting og ved så meget og har mange ressourcer - og samtidig ved jeg godt med mit rationelle hovede, at jeg forkludrer det, når jeg skal bruge alle de ting jeg kan - og kører ned med stress i løbet af et øjeblik ... men pension alligevel? ... det lyder så ... endeligt ... :-/ ... og det gør mi afsindig ked af det at være kørt så langt ud ... og alligevel gør det mig glad, at andre kan se mine kvaler ved livet - og at andre ser, hvor meget jeg har kæmpet for at tage mig sammen - og for at fungere ... jeg har nogle usynlige sygdomme - som jeg har lært at leve med - som jeg har lært at kapere og har lært at holde under kontrol, når jeg har roen til det - og så snart jeg kommer ud i job - så har jeg ikke roen til at bruge alle de ting, jeg har lært - og så er det, at det går galt ... Det er godt nok noget af en kamel at sluge ... og jeg føler også en vis sorg ved tanken om, at jeg rent faktisk er så syg, at min sagsbehandler og kommunens lægekonsulent mener, at der skal søges pension ... og samtidig er det et skulderklap - eller en anerkendelse af, at det faktisk ER svært ... kortsagt - så ved jeg ikke helt, hvordan jeg har det med det ... det er noget skod og det er godt nok ... så "blandet" må igen være et tema her ...

OG - efter den smøre kan det godt være lidt svært, at finde på en positiv afslutter - meeen - jeg har en i ærmet ... jeg har her for en times tid siden været ude og gå en lang tur med hunden - i frost og tåge - og da jeg kom hjem havde min mand tømt opvaskemaskinen og fyldt den med det der stod og ventede på at komme ned i den - og sønnen havde støvsuget ... så det var bare dejligt at komme hjem til - jeg har en god familie har jeg - og det gør mig afsindigt glad :)

Mut og mat

2007-12-04T20:08:00.000+01:00

Jeg synes at et lys er passende blogpynt i denne mørke tid ... det er en hård tid for mange - ensomheden føles ekstra skarp i julen ... og jeg sender i løbet af en dag, rigtig mange tanker til min svigerfar som er noget stakkels i disse dage - nu er det ved at være étårsdagen for min svigermors død - og han har lidt mistet lysten til det hele ... det gør ondt at være tilskuer til ...

Jeg selv er noget mut og mat i disse dage - kan ikke overskue særlig meget - er noget drænet for energi ... måske er det mørket og måske er det noget andet ... jeg tror i hvert fald at det arbejde jeg gør med mig selv i det der hus, det er med til at dræne al energi ud af mig ... og det jeg er allerbedst til for tiden - det er at sove til middag ... og det er egentlig ikke noget at prale af vel?

I dag var jeg meget tæt på, at blive hjemme fra det der hus - jeg ved ikke, hvad det er der sker med mig - men alt i mig gør modstand mod at tage afsted - og så bliver det pludselig meget meget svært at rejse sig fra stolen og bare gå der ned ... i dag var jeg 2 millimeter fra, at sende en sms om, at jeg var syg - men samtidig ved jeg jo også godt, hvad der er godt for mig - og selvom det er hårdt arbejde - så er det også rigtig meget godt for mig at være der ... så jeg droppede sms'en og ringede der ned og fik noget hjælp - og vupti så var der en der kom hjem og hentede mig ... jeg synes dels det er flovt og dels at det er umanerligt dejligt, at blive taget alvorligt på den måde ... selv når jeg ikke selv kan tage mig alvorligt ... Så jeg må sige, at jeg bliver igen og igen forbløffet over den omsorg jeg møder i det der hus - det er både dejligt og skræmmende ...

I dag har været en af mine bedre dage - på trods af, at jeg har sovet en hel masse til middag - så er det lykkedes mig at lave mad til min familie - ellers een af de ting der virkleig skrider, når jeg går lidt i stykker - og inden jeg drattede om og måtte sove, havde jeg været ude og gå langt med Tullen ... og efter maden er det lykkes mig at få ryddet lidt op ... nu er kunsten så, at stoppe aktiviteterne mens legen er god - jeg kan godt have en tendens til, at bruge alt hvad der er af energi, når jeg endelig mærker lidt af det - og på den måde får jeg lynhurtigt kørt regnskabet i minus igen ... så nu må jeg ikke rydde mere op i dag ... ævæv-sørens-da-også :D ...

Og så den positive afslutter ... hmm ... jeg har fået gjort ting i dag på trods - og jeg formår at passe på mig alligevel ... det er gode ting :)

Nåja - så vil jeg følge op på sidste uges drama, hvor sønnen gik i sultestrejke ... Sultestrejken varede nøjagtigt indtil han kom hjem fra spejder og var døden nær af sult - så blev strejken afblæst og barnet fik noget mad ... så alt endte i fred og fordragelighed i det lille hjem :)

om ispindeæg og noget ...

2007-11-27T19:39:00.000+01:00

Efter at ha læst på Amoccas blog, blev jeg jo mindet om mine egne frysedimser som ligger godt og trygt - sikkert på bunden af en fryser et sted i Skejby ... og der ligger de godt ...

Jeg kender så udemærket til de tanker Amocca beskriver - om at når æggene er brugt - så er der lissom lukket og slukket - så længe de ligger der - så er man jo i gang - man holder bare lige en pause ... for vores vedkommende har pausen nu varet i 2 år og 1 måned og 23 dage ... men hvem tæller...

Og det har været både tvungen og frivilligt pause - der var vist noget med en depression og noget - og så var der noget med en fedmeoperation ... og lige nu går jeg bare og venter på, at jeg ikke taber mig vildt mere ... men jeg har jo en sær men fastgroet idé om, at jeg skal have et julebarn til næste år ... så hvis det skal holde stik - så er det jo påskeæg, der ligger der på bunden af fryseren der ude i Skejby et sted ... og hvem ved, hvordan verden ser ud om 4-5 måneder ... ikke mig i hvert fald ...

Lige nu ved jeg dårligt, hvordan verden ser ud i morgen ... der er en masse job-skrammel der skal afklares ... alle eksperter mener, at jeg bør pensioneres - det er i hvert fald det jeg kan læse af den sag jeg for nyligt har fået tilsendt fra kommunen ... det er jeg overhovedet ikke særlig glad for - jeg vil allerhelst en midlertidig pension - som så kan tages op igen om nogle år ... for jeg både tror og håber på, at ting er bedre om nogle år ... at jeg har fået mere ro i mig og dermed måske også kan være i en jobsituation ... det ville jeg i hvert fald elske at kunne ... Men lige nu er det ligemeget hvad eksperter og jeg siger - for sagsbehandler mener vist, at jeg skal i job ... puha - det er lidt tungt at have med at gøre ...

Herhjemme går det godt ... jeg har fået talt og talt og talt og talt en masse med min mand og det er som om, at tingene bliver mindre farlige, når der bliver talt om dem - men det er jo ikke en ny opdagelse ... det er bare som om at det alligevel kommer som en aha-oplevelse for mig, hver gang jeg oplever det ... ok - jeg er ikke så klog - men jeg er temmelig rar - og god mod dyr ;D

Sønnen er her til aften gået i sultestrejke - fordi den onde mor forbød nutellamadder til aftensmad ... og ca. 2 minutter efter han havde erklæret at han ville gå i sultestrejke - kom han ind på kontoret for at finde et stykke papir - for han skulle skrive testamente ... drengen er bindegal - men sjaw ... men lige nu, får han lov at være i sultestrejke - selvom det holder nok ikke længe sådan op til jul og alt ... og jeg var dygtig til at tage ham alvorligt og ikke grine for meget af ham mens det stod på O:-)

lidt blandede bolcher ...

2007-11-11T22:38:00.000+01:00

Nu tror jeg måske at jeg har lyst til at skrive lidt her igen ...

Det er egentlig ikke fordi der sker så meget som jeg kan skrive om - ikke ude i den der verden omkring mig - men inde i mit hovede myldrer tankerne rundt ... det drejer sig om alt lige fra nytår og jul og hvor og hvordan de skal holdes til fryse æg og til næste kontrol på Mølholm - til svaret på den celleprøve jeg fik taget på et tidspunkt - vist nok i sidste måned ... til gider jeg være her hvor jeg er ... og det tror jeg nok jeg gider - men jeg er ikke helt sikker - for der er noget i mig der bliver ved med at være utilfreds over små ting ... Jeg føler jeg mangler noget ... men det gør jeg jo også ... og så er vi tilbage ved de der fryseæg :-/

Egentlig har jeg/vi besluttet, at de skal bruges engang i foråret - hvis ellers mit vægttab er stagneret på det tidspunkt - og det tror jeg nok det er - selvom der er ik noget der tyder på, at det er lige ved at stoppe ... og det er jo sådan set meget godt.

Men jeg ved bare ikke om min utilfredshed hænger sammen med det manglende barn eller om det er helt andre ting det drejer sig om ... men det ville måske være meget rart at vide, hvad det gik ud på ... Måske hvis jeg turde og ville - så kunne jeg jo se på, at jeg pga. mit ophold i det der familiehus - og den terapi jeg går igennem lige nu, er i en rivende personlig udvikling - og det er fint for mig - men verden følger jo ikke med ... og med verden mener jeg nok allermest ham jeg er gift med ... jeg elsker min mand - ingen tvivl om det - men hans modstand mod forandringer - den kunne jeg godt undvære lige nu, hvor jeg higer efter forandringer ... og der skal forandringer til - jeg mener - der er jo en grund til, at jeg er endt i det der hus i første omgang - og der er jo en grund til, at jeg er sådan en der bliver ramt af depressioner igen og igen ... men det er svært i en familie at stå for forandringerne alene :(

Nåmmen ... jeg har jo en aftale med mig selv om, at slutte et indlæg med noget positivt ... så det vil jeg også gøre i dag ... Jeg har jo tabt mig en masse - og jeg troede ikke, at det var dét ved vægttabet det skulle komme til at betyde næsten allermest, men altså dét at kunne gå ind i en helt almindelig tøjbutik og købe tøj i helt almindelige størrelser - det er noget nær det bedste der er fulgt med ... nåja - ud over det med, at jeg rent fysisk ikke længere er besværet at min overvægt - det tæller skam også en del :D

Ja - der er sket en del ...

2007-11-04T22:09:00.000+01:00

På ca. et halvt år har jeg tabt over 30 kg ... og siden operationen for 3 måneder og en uge siden har jeg tabt 22,1 ... det er jo vildt ...

Der findes ikke mange før billeder af mig, fra jeg var allerstørst - men der findes nogen ... førbilledet her under blev taget fordi vi skulle til bryllup - og det var lige omkring der, hvor jeg var størst - og ja - der er da godt nok sket noget:

Ud over at jeg kigger på gamle billeder og taber mig og bare "er" ... så sker her ikke meget ... og i den uge der kommer nu, har jeg fri alle dage undtaget tirsdag - og det gør overhovedet ikke noget - der er en vasketøjskurv der godt kunne trænge til en kærlig hånd ... og en stue der kunne trænge til det samme ... Så jeg skal nok få tiden til at gå :D

Tænk lige på det engang...

2007-10-25T21:38:00.001+02:00

Jeg er ved at læse "Kærlighed og Samliv" af Harville Hendrix ... det er en ok-spændende, men også noget gammel bog, om psykologien bag vores valg af partner og den slags halv-tunge ting ...

Han skriver noget som jeg egentlig godt vidste, og som jeg har hørt rigtig mange gange før: Vi kvinder vælger en partner der ligner vores far, og mændene vælger en partner der ligner deres mor ... så langt så godt ... men tager man den tanke et skridt længere ud ... så betyder det rent faktisk, at vi på en masse måder ligner vores svigermor *argh* ... Hvor skræmmende er det lige?

long time no see ...

2007-10-21T16:24:00.000+02:00

Det er ved at være noget tid siden ... her sker ikke alverden - men alligevel lidt.

Vi har holdt efterårsferie - og det blev til en tur til kbh. hvor jeg nåede 2 fødselsdage, en tur på hundemesse, en tur på stranden med barn og barns far, en tur ud og spise med barn og barns far, en malet stue hjemme ved min mor ... og det var nogenlunde det, det blev til i kbh. ... så tog vi her over, hvor det blev til en tur ned til svigerfaren og spise, fliser op i køkkenet og en tur til Tyskland ... så der er da sket noget i ferien ... hvis man da kan kalde det ferie med det program ;D ... men det har nu været meget hygsomt ... og rigtig dejligt med fliserne i køkkenet - det er sådan et hængeparti der har hængt i ca. 4 år ... og nu blev det klaret på et par dage :D ... det er bare super ...

Så har vi hormonhunden fra helvede - hun er i løbetid - og det er ganske frustrerende for hende ... og for os andre egentlig også ... men det varer da heldigvis ikke mere end et par uger endnu ... For det er da næsten ikke til at holde ud ...

På alle andre fronter er der stilstand ... eller næsten ... vægttabet fortsætter jo stille og roligt ... og inden for de næste par uger tror jeg, at jeg runder 30 tabte kilo - det er altså lidt vildt :) ... vildt og dejligt ...

På den der job-front sker der også lidt ... dvs. jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er der sker ... jeg har været i 3 mislykkedes arbejdsprøvninger - og har en psykiaters vurdering af, at jeg har noget personlighedsforstyrrelse og bla bla bla ... og nu mener kommunen ikke, at de kan finde ud af, hvor meget den der forstyrrelse egentlig forstyrrer ... så nu skal jeg til psykologisk vurdering for at finde ud af det ... og fint nok - jeg samarbejder jo bare ... men for pokker, hvor er det træls ... først havde jeg udsigt til flexjob - og det tog lidt tid, men så blev jeg egentlig glad for den tanke ... så viste det sig, at jeg nok alligevel ikke er fit nok i roen til at kunne klare sådan et ... så skulle vi pludselig til at tænke på pension ... det tog noget tid og mange slugte kameler før jeg kunne overhovedet begynde at holde den tanke ud ... men efter noget tid havde jeg fået bygget en tanke op i mit hovede om, at det nok var det bedste for nu - og at der jo ikke var nogen der sagde at det behøvede at være for altid ... og bedst som jeg havde fået vænnet mig til den tanke - så ombestemmer kommune sig - og synes at de liiiige skal vurdere lidt mere på mig ... og fair nok - det er da deres ret ... men for pokker ... jeg bliver sgu så træt lige pludselig ...

OG så til noget positivt ... den er svær i dag ... altså jo - mit køkken er lækkert og jeg får lavet ting herhjemme ... og jeg har været ude og gå tur i eftermiddagssolen sammen med husbond og hund ... så alt er ikke bare dårligt ... når man går der - så vil jeg næsten vove at sige tvært imod :)

Om familiehus og vægttab og nyt tøj og sårn ...

2007-10-01T14:05:00.002+02:00

Det der familiehus ... jeg er ikke specielt glad for det ... men det er nu ok - og der er holdt møde mellem min kontaktperson, lederen, min husbond og mig ... og selvom kontaktpersonen tildels gav mig ret i, at jeg havde en anden tilgang til - eller baggrund for at være i gruppen kunne han alligevel også godt se en fordel i, at jeg fortsætter der ... og det kan jeg egentlig også selv må jeg indrømme - for jeg får jo noget ud af det ... indtil nu har vi arbejdet meget omkring struktur i hverdagen - og jeg tror ikke, at jeg kender mange familier, der ikke på en eller anden måde, ville have gavn af at kigge på deres hverdagsstruktur ... Så for nu er det besluttet, at jeg bliver hvor jeg er ... og det er nok meget godt ... for der sker altså ting i det der hus ...
I sidste uge, var der en kvinde der fortalte om, at hun var blevet misbrugt som barn - og mens hun fortalte brød jeg grædende sammen ... og jeg blev bare ved og ved og ved ... og jeg kunne slet ikke samle mig igen - og sandheden er nok, at jeg ikke har været helt samlet siden ... det er skræmmende at jeg reagerer sådan - og jeg ville ønske, at jeg vidste, hvorfor jeg gør det ...
... Eller jeg tror i hvert fald måske, at jeg ville ønske at jeg vidste hvorfor ...

Det ud over - så går det vældig fint ... Jeg taber mig jo helt vildt ... har på to måneder tabt ca 16 kg - og 25,4 i det hele ... det svarer faktisk til et 7-8årigt barn ... det er en lidt vild tanke ... men også en god tanke :D
Nu kan jeg noget så hverdagsagtigt for mange mennesker, som at gå ind i en helt almindelig tøjforrretning og købe helt almindeligt tøj i helt almindelige størrelser ... det er en vild og dejilg ting - som de fleste nok ikke forstår vigtigheden af - men for mig betyder det en hel masse ... Og min mor har netop forkælet mig med en hel masse nyt tøj ... så nu kan man rent faktisk også se, at jeg har tabt mig ...

Det går jo faktisk ret godt ...

2007-09-16T22:09:00.001+02:00

Jeg har læst lidt tilbage her på min blog - og mærket det hele lidt igen - både sorgen over ikke at få det ønskede barn og depression og håbløsheden ... og når jeg læser det, så må jeg glæde mig over, hvor jeg er nu ... jeg er ganske vist på antidepressiv medicin - men hvad - hvis det er det der gør, at jeg har det godt - så er det jo fint nok - og hvis ikke det er medicinens skyld - så gør det nok heller ikke alverden at tage det ... hovedsagen her er jo, at jeg faktisk har det rigtig godt for tiden :)

Jeg taber mig jo vældigt - det kan jeg takke operationen for - og før det, min helt egen beslutning om at blive opereret - den ære tror jeg gerne at jeg vil tage ... Og med vægttabet følger en øget lyst til at motionere - det er ikke nogen ulempe - jeg er så småt kommet igang med at løbe - og har et mål engang ude i fremtiden der hedder ½marathon - umiddelbart synes jeg selv at det lyder fuldstændigt vildt - men alligevel også realistisk - og heldigvis kan jeg sige, at jeg engang i gamle dage, var i god form - og var lettere afhængig af at løbe - så jeg ved, at det kan være fedt - jeg skal "bare" der hen igen ... men jeg ved også godt, at turen der hen kan være lidt tung ... men med målet for øje - så skal det nok lykkedes ... jeg er overbevist om, at jeg godt kan ...

Jeg træner med min hund - agility og lydighed - og jeg elsker begge dele ... det giver mig en masse at være sammen med hunden - og være sammen med andre mennesker, der er lige så hundetossede som jeg er :) ... jeg er klar over, at vi fik hunden på et tidspunkt hvor jeg havde det rigtig kritisk - og at der var åbent hele vejen ind i hjertet - og hun spankulerede lige ind og satte sig der - tog sin plads dér ... og hun var med til at redde mig ... på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at komme ud af døren og risikere at møde mennesker - blev jeg tvunget ud, for sådan en lille størrelse skulle jo ud - og min egen moral bød mig også, at jeg blev nødt til at gå til træning med hende ... heldigvis ... på den måde blev jeg nødt til at overvinde mig selv og min angst - mindst en gang om ugen ... og det har været en stor del af min vej til at få det bedre :)

Drømmen om barnet lever bestemt stadig ... og måske mere nu end den har gjort længe... jeg er næsten blevet helt lysegrøn i drømmen igen ... eller lysegrøn er måske så meget sagt efter 4½ års forgæves forsøg? ... men jeg er begyndt at drømme igen - begyndt at turde håbe lidt igen ... og hvem ved, hvad der kan ske, når jeg først har tabt mig ned i nærheden af en sund BMI ??? Jeg tror aldrig mere, at jeg vil sætte alt på det brædt der hedder "et barn for enhver pris" ... det tør jeg ganske enkelt ikke ... men er det muligt at stoppe op og træde et skridt tilbage, når man står midt i det? Jeg ved det ikke - jeg ved, at jeg ikke kunne sidste gang vi var igang - men har vi lært noget? er det muligt at gå igennem disse krævende forsøg, hvis ikke man har sig selv fuldt og helt med? og er det når man har sig selv fuldt og helt med, at det bliver "farligt"? ...
Vi har et par æg i fryseren - ikke at vi tror alverden på dem ... men det er første plan - altså om noget tid ... laaaang tid ... og derefter ... tjaah - vi har endnu ikke nogen planB ... og drømmen er selvfølgelig, at vi slet ikke får brug for nogen planB ... men jeg må indrømme at jeg ikke helt tror på det ... men den tid den sorg ... eller glæde ;)

Lidt mere nyt herfra ...

2007-08-25T13:39:00.001+02:00

Jeg har lyst til at skrive en masse om, hvordan det går ... men det er næsten umuligt for mig at sige ... fordi på nogle punkter går det rigtig godt - og på andre kunne jeg godt ønske mig, at det gad gå en hel masse meget bedre ...

Ang. operationen - det går super ... selvom jeg ikke taber mig lige nu - fordi jeg åbenbart skal samle vand i min krop - meget vand ... det er lidt skræmmende egentlig - siden sidste omgang hormoner - for snart 2 år siden - så har jeg hver måned samlet vand i kroppen i forbindelse med mens. Men det forsvinder vel på et tidspunk - og så taber jeg mig vel igen ... Men alt det med at spise og fungere - det går rigtig godt ...

Ang. det der familiehus ... tjooohhh - vi får da noget hjælp - men min allerbedste helt personlige vurdering er, at det ikke er den hjælp vi har brug for ... den hjælp jeg får, går ud på at lære at være sammen med barnet - at rumme ham - hele ham - også når han raser og når han er ked ... det kan jeg egentlig allerede - her er masser af plads til ham ... hele ham ... Så jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det ... egentlig må jeg ha fortalt dem, at vi er glade for at få noget hjælp - men at der skal kigges på hjælpen - og så må vi se, om ikke den kan modificeres på en eller anden måde, så den passer bedre til vores behov ...

Med Tullehunden går det rigtig godt ... og jeg er ved at gå til af hvalpeskrukhed - og jeg har også bestilt en hvalp ved en opdrætter - men denne gang skal jeg ha en super-tæve - en udstillings- og på sigt måske også en avlstæve - og det er opdrætter klar over, så hun går meget op i, at jeg får den rigtige hvalp efter de rigtige forældre ... og umiddelbart ser det ikke ud til, at det bliver før engang i foråret ... så jeg væbner mig jo "bare" med lidt tålmodighed ... "heldigvis" er jeg i træning udi kunsten at vente ...

En uge efter op.

2007-08-06T23:32:00.000+02:00

Så var det jo en uge siden, at jeg var under kniven på Mølholm ... og umiddelbart - så går alt bare som det skal ... eller det gør det ikke - men det er helt og holdent min egen skyld ...

Jeg har ingen gener i forbindelse med det opererede - det eneste der generer nu, det er de klamper - eller clips - som holder arene sammen ... de niver - og det er jo småting.

Men jeg kæmper noget med totalt overdrevet træthed - ikke sådan søvnig-træt ... eller jo det er jeg også - men det har jeg vist altid været ... mere sådan udmattet-krop-træt ... det er lidt svært at forklare - men det ord der kommer nærmest er nok kræftesløs ... jeg kan få ondt i armene og i ryggen når jeg f.eks. vasker hår - fordi jeg jo så skal stå med armene over hovedet i et lille stykke tid ... det er jo ikke særlig optimalt - og det har ikke været sådan siden operationen - det er først begyndt de sidste par dage ... men det er som sagt helt og holdent min egen skyld - det er fordi jeg ikke får nok føde ... men jeg håber det bliver lettere nu - i den forgangne uge, har jeg måtte leve af flydende - og pga. en del madlede, har det eneste jeg har haft lyst til været yogurt og frugtgrød ... og det kan man åbenbart ikke leve af, når man ikke får mere end jeg har fået ... nu er jeg begyndt på noget "blød mad" ... så i dag har jeg fået rigtigt kød - det er overhovedet ikke nogen dårlig ting ... men jeg tænker, at nu går det stille og roligt fremad ... sådan må det være ... så skal jeg bare lære at huske at spise ... det kan godt være lidt svært - fordi jeg ikke har nogen fornemmelse af hverken sult eller mæthed ... dvs. mætheden mærker jeg - men det er kun, hvis jeg har spist for meget - så får jeg en rigtig ubehagelig trykken ved mellemgulvet ... så det har jeg vist allerede lært at lade være med ... håber jeg :D

Nårm ... uanset hvordan og hvor ledes - så vil jeg sige - at selvom det stadig er nyt og jeg ikke er helt på toppen ... så er jeg allerede meget glad for min operation og min beslutning :)

Gastric bypass ...

2007-07-27T01:32:00.000+02:00

... det er en operation - en fedmeoperation ... og sådan en skal jeg have på mandag ...

Det er på en gang både dejligt og virkeligt og noget jeg glæder mig til - og så på samme tid er det surrealistisk og noget jeg frygter ...

Jeg glæder mig til resultatet - en lettere mig - og hvem ved - måske også en gladere mig - og måske ennda også en "mig med en baby" - med tiden ...

Jeg glæder mig til det er overstået - så jeg ikke længere behøver at gå og være nervøs for, at de alligevel ikke vil operere mig ...

Jeg frygter ikke selve operationen med narkose og alt det der ...

Men jeg kan godt frygte tiden efter operationen - om alt nu går som det skal ... om jeg gror sammen som jeg skal - om det virker - om jeg vitterligt taber mig som jeg skal og om jeg rent mentalt formår at følge med et vægttab ...

....

Det er drastisk - det er jeg klar over - og det er bestemt ikke en hovsabeslutning jeg har taget - det er en beslutning, taget efter mange lange overvejelser og mange timers læsen op på nettet ... og nu er jeg ikke bange for de ændringer der kommer til at ske i mit liv ... Hvis operationen betød, at jeg aldrig mere kunne spise mere, end hvad der svarer til ca. en deciliter - og jeg så måtte gå sulten fra bordet ... så havde der været grund til at frygte - men sagen er jo den, at nok kan jeg kun spise meget lidt efter en operation - men jeg bliver jo for pokker mæt af meget lidt ... Det kan jeg ikke se skulle være så drastisk ...

Nu er jeg ikke så naiv, at jeg tror, at alle problemer bliver løst, bare fordi jeg taber mig ... det har jeg vist tabt mig for mange gange til at tro på ... men jeg tror at livet bliver lidt lettere i takt med at jeg gør ... når jeg ikke længere er ved at brække mig over mit eget spejlbillede ... når jeg kan føle glæde ved mig selv - og det er min erfaring at det kan jeg lettere, når der er mindre af mig - for jeg har jo haft tabt mig mange gange ... men hver gang har jeg taget det hele på igen - og mere til ... og det er dér, at en operation kan hjælpe mig ... det er en støtte, som jeg tager mod med kyshånd ...

Men lige nu er jeg bare meget meget spændt :)

Noget fra mit liv, som det er lige nu ...

2007-06-20T08:17:00.000+02:00

Så må det være tid at skrive lidt igen ...

Jeg var til møde på det der jobcenter i sidste uge - og jeg vidste godt inden jeg tog der ud, at de reelt kun havde to mulige forslag:

1: Mere jobafprøvning = dååårlig idé

2: Pension = dåååårlig idé

Den 3. og allerbedste mulighed var at nogen kom i bedste Harry Potter-stil og swushede med deres tryllestav og gjorde mig fit i roen og klar til at gå ud og tage et job på helt almindelige vilkår ... men det ville de selvfølgelig ikke *ruller med øjnene* ... eller også kunne de ikke ... kan ik helt huske præcist, hvad deres dårlige undskyldning var ...

Anyway - det endte med, at de ville afslutte mig der udefra - og skrive til min hjemkommune, at de mener at alt er afprøvet ... og så ellers lade det hænge lidt i luften - for de må ikke anbefale en pension åbenbart ... men de mener godt, at de kan skrive det så der ikke er så meget at rafle om ... og som tiden går - så vænner jeg mig vel også til det - selvom det er et tab og en sorg at skulle igennem, dét ikke at kunne arbejde ... Og samtidig er der også stadig en masse uvished ... hvad nu, hvis min sagsbehandler i kommunen ikke synes at pension er vejen frem - hvad skal der så ske? ... Lige nu venter jeg igeeeen ... men hvad - jeg burde jo efterhånden være vant til ventetid ....

Om lidt får vi besøg af en sagsbehandler fra kommunens familie-afsnit - fordi jeg for ca. et år siden, da min depression var værst, bad kommunen om noget hjælp til barnet, som ikke trivedes - hverken i skolen eller hjemme ... og nu, hvor depressionen egentlig er lettet og det går bedre - så ser det ud til, at hjælpen endelig er ved at være nær ... og selvom det for det meste går ok herhjemme - så tar vi imod hjælpen alligevel ... om ikke andet, så for, at barnet kan få lov til at komme af med sine frustrationer til en voksen som er uddannet i at håndtere det ... for han må ha nogle ting han skal af med ... jeg har ikke altid været rigtig sjov at leve sammen med - noget der gør ondt at tænke på - og som jeg er helt bevidst om ...

Og så var det noget med, at jeg vil forsøge at slutte med noget positivt ikke? ... Og det vildeste/bedste jeg har oplevet siden sidst, må afgjort være, da jeg i Torsdags var taget til Herning, for at besøge nogle gamle legekammerater, der var her ovre fordi de skulle til Genesis-koncert ... og det skulle jeg jo ikke - øvøv ... Men så mens jeg var ude i det der sommerhus, hvor legekammeraterne befandt sig, så blev jeg ringet op af sød-veninde, som havde en billet til den der koncert, som hun desværre ikke kunne bruge selv - om jeg ville gøre hendes mand selskab og tage til koncert med ham ... OM jeg ville! - og det viste sig, at det ikke blot var en billet - men en VIP-billet med VIPspisning inden koncerten - og med siddeplads og alt ... det var SÅ stort :) ...
Tak for den oplevelse Søssus ;o)

Måske på vej tilbage ...

2007-06-04T22:13:00.000+02:00

Jeg tror måske jeg er på vej tilbage ...

Jeg har i lang tid ikke følt noget særligt for denne blog - men nu savner jeg den pludselig ...

Jeg tog for nyligt en "rundfart" i blogland og kunne glæde mig over, at mange var blevet gravide - og sørge med jer der stadig kæmper ... mig selv ved jeg ik helt hvor er henne i alt det der ... babier og graviditet ligger langt fra, hvor jeg er lige nu ... men derfor kan jeg stadig godt synes lidt at nogen er kællinger, når de springer over i køen - bare sådan af gammel vane :D

Der er sket ting i mit liv siden jeg sidst har skrevet ... Min svigermor døde i december ... en virkelig hård periode - men vi kom igennem - som vi altid gør ...

Jeg har været i endnu en jobtræninge, som er gået relativt dårligt - så jeg er sygemeldt fra min sygemelding endnu engang ... og nu går jeg og venter ... Det fylder meget for tiden det der job-noget - for jeg har svært ved at se mig selv som en der er så syg, at pension kunne være en mulighed - for jeg fejler jo ikke noget ... som sådan ...
De fleste folk omkring mig ser anderledes på det - og det er måske godt nok ... jeg har ikke selv lyst til at se - og endnu mindre lyst til at erkende at der rent faktisk er tale om en sygdom - så jeg bonker mig selv i hovedet med at jeg nok også "bare skulle tage mig sammen" ... men rationelt set, så ved jeg jo godt, at det er prøvet- jeg har ikke bestilt andet end at tage mig sammen - og brage ned ... og der ryger en lille flig af mig hvergang det sker ... Det kan ikke være sundt :(

Lige nu er jeg i pause - og på vej op efter sidste forsøg på et jobforløb - det foregik i maj måned ... Det tog 3-4 uger at gå ned - og jeg kan vel forvente at det tager 2-3-4-5 gange så lang tid at komme op igen ... det er bare ikke optimalt ... Men som sagt - jeg er i ventepossition og skal i næste uge høre, hvad de har at sige ude på det der jobcenter ...

Sært nok - så vil jeg ikke selv komme med forslaget "pension" - men det er ok, hvis de gør det ... eller sært er det måske ikke ... dels er jeg bange for at blive stemplet som "een der bare er ude på at få pension" ... sådan hænger det jo ikke sammen ... jeg tror ikke, at der lige nu er noget jeg hellere ville end at kunne raskmelde mig og gå ud og tage et normalt arbejde - på normale vilkår - og ikke blive hundesyg af det ... men sådan ser verden ikke ud for mig ... og dels så er der den del i det, at jeg ikke ønsker at se ... at erkende, at der ligger en sygdom bag mine problemer ... og hvis det er nogle andre der foreslår pension - så kan jeg vente lidt med at sluge den kamel ...

Nårm ... det var lige en update på mit liv ... og fordi alt ikke skal være dumt og dårligt - så vil jeg prøve at holde fast i, at skrive noget positivt også - og idag må det være, at jeg har "fået lov til" at få en hund til - så omkring juletid skal vi have en hvalp ... og det glæder jeg mig naturligvis til :) ...

Jeg lever stadig ...

2007-03-09T00:15:00.000+01:00

Men der sker meget lidt bib-relateret i mit liv ... og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, at skrive her, om de ting der rent faktisk sker :/ ...

Godt nytår til alle i blogland

2006-12-31T18:13:00.000+01:00

... jeg har været stille længe - og det tror jeg nok, at jeg blir ved med at være ...

Men derfor kan jeg alligevel godt ønske alle et godt nytår ... og hvis ikke det bliver til graviditet og børn i år 2007 ... så lad der i det mindste være andre glæder som kan overdøve den larmende tomhed som infertiliteten efterlader ...

Jeg håber at alle får en dejlig - eller i det mindste ok - aften - og et tåleligt 2007

Åhja - her går det ... festligt

2006-11-29T17:18:00.000+01:00

Nu har jeg været ved ham der psykiateren ... og han var jo én stor gavebod, når det kom til diagnoser ...

Jeg fik ikke mindre end 3 lækre diagsnoser med hjem ... og ok - det kom jo ikke som nogen stor overraskelse, at jeg lider af en depression ... og det kom ikke som nogen stor overraskelse at jeg lider af dystymi - som er en kronisk sænket sindstilstand - og grunden til at det ikke overraskede var nok, at jeg har fået stillet lige præcis den lækre diagnose før - og efter som kronisk betyder kronisk ... tjahhhh ... så er der vel ikke så meget at sige til det ...

Den 3. var lidt mere tricky ... en såkaldt personlighedsforstyrrelse ... bevares ... at der er kommet ord på ændrer jo ikke på, hvem jeg er og hvad jeg er ... det gør det måske bare lidt lettere for mig at forstå, hvad det lige er at jeg er oppe imod ... og selvfølgelig findes der flere grader af det hele ... og jeg ved da med mig selv at de ting der har med personlighedsforstyrrelsen at gøre, var langt mere udtalte for 8-10 år siden end de er idag - så lidt har terapien da hjulpet ... men der er nok ikke mere jeg kan gøre ved det ... det bor i mig - og det må jeg jo så lære at leve med ...

I øvrigt kastede han om sig med lækre ord så som ... nedsat stresstærskel ... stressinducerede depressioner (ja sgu - i flertal - han mente at jeg havde haft 4 depressioner inden for de sidste 8 år) ... han nedlagde "ambitions-forbud" for mig - for ambitioner slår mig i stykker - det er ik særlig rart ... men på trods af alt det - så var han faktisk en meget rar mand :)

Nåja - og så har jeg jo en rigtig god veninde - som har besluttet sig for, at give mig en gave: hun mener at den ene gang om måneden jeg kommer til psykolog er alt for lidt - så hun har besluttet sig for at betale for endnu en gang om måneden - således at jeg i det mindste kommer afsted ca. hver 14. dag ... det er en stor gave som jeg er meget meget glad for ... for jeg må indrømme at med fuld egenbetaling - så kan det da godt mærkes på økonomien - bare den ene gang om måneden jeg skal afsted ...

Nårm ok ... så sir vi det ...

2006-11-21T00:34:00.000+01:00

Ok ...

Så siger vi, at jeg har en depression ...

Ok ... så skriver jeg det her - bare fordi at så blir det måske mere virkeligt ... hvis nu at jeg havde særdeles ondt i armen - så ku man tage et røngtenbillede af den og beslutte om den var brækket eller brækket ikke ... hvad gør man med depressioner? eller andre psykiske/psykiatriske lidelser?

Og hvad nu, hvis jeg bare er pivet og i virkeligheden slet ikke fejler noget? ... ok - det tror jeg så ikke helt selv på ... men men men ... hvem skal sige, hvad der er rigtigt og forkert her? ... og når nu jeg har taget de der forbandede fontex-kloner så længe som jeg har - uden effekt overhovedet, og faktisk er på vej ud af dem igen - hvad kan så hjælpe mig? ...

Der er jo mange steder, hvor jeg tænker ... arj - jeg har da heller ikke en depression ... jeg er jo på ingen måde suicidal ... jeg synes ikke nødvendigvis at livet er fedt - men jeg synes stadig at alternativet er værre ... Jeg brugte en masse penge på nyt tøj til mig selv i fredags ... og fandt glæde ved det ... jeg finder overskudet til at gå en times tid midt på dagen med Tulle hver dag - ud over de korte lufteture ... og jeg lægger mærke til årstidens skiften - og nyder det og ser det smukke ... det lyder jo på ingen måde depressivt ... gør det?

Samtidig har jeg overhovedet ikke lyst til at stå ud af min seng ... min søvn er så forstyrret som den kan være ... enten sover jeg et døgn ad gangen - eller også sover jeg slet ikke ... jeg er grådlabil ... kan hele tiden mærke tårerne stå lige bag øjnene ... jeg er modløs og har ikke noget overskud ... når jeg bruger det ikke-eksisterende overskud - så får jeg fysiske smerter i hele kroppen ... selv små opgaver kan virke uoverkommelige ... hele min krop går amok med stresssymptomer ... Det lyder jo ret depressivt ... gør det ik?

Og når jeg sir, at jeg bare vil være i fred (mit forrige indlæg) ... så er det jo ikke jer der læser her jeg mener ... det er jo alle dem som vil ha noget fra mig, som jeg ikke føler, at jeg er i stand til at give ... Jer der læser med her, ved jo hvad det er det drejer sig om ... og ved, hvad jeg slås med ...

Men resten af verden ... enten den lidt ældre generation som ikke forstår hele konceptet med depression ... hvor jeg hele tiden føler, at der ligger en skjult anklage eller et skjult krav om, at jeg skal tage mig sammen og holde op med klynkeriet ... Eller min søde søn som med al mulig ret forventer, at jeg er mor-agtig ... og jeg ikke altid kan honorere de krav han stiller ... Eller min mand som bare gerne vil ha sin kone tilbage - eller måske handler det endnu mere om, at jeg gerne ville kunne give ham den kvinde han giftede sig med tilbage ... mere end det er et krav fra hans side ...

Bare lad mig være ...

2006-11-13T17:57:00.000+01:00

Jeg har en nær veninde som lige er blevet opereret ... hun sendte mig en sms den anden dag om, at nu var hun kommet hjem - og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at ringe og høre hende, hvordan det er gået ... og det på trods af, at jeg ved at hun var ret nervøs for operationen ...

Jeg har et dejligt barn som jeg næsten ikke kan holde ud at være sammen med ... jo mindre overskudsagtig jeg er - jo mere vil han helt ind under huden på mig ... jo mere vil han ha af mig ... logisk nok - men ikke særlig hensigtsmæssigt ...

Jeg har en dejlig mand, som jeg ikke har overskud til at være hustru for ... jeg vil bare gerne mærke hans arme omkring mig - og så ikke så meget andet ... jeg vil gerne modtage - men føler ikke jeg har noget at give ...

- jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til andre mennesker ... jeg har egentlig nok i mig selv ... jeg har et voldsomt behov for ro omkring mig ... og jeg kan ganske enkelt ikke være noget for nogen for tiden føler jeg ...

Jeg har et hjem jeg gerne ville ha lignede - ikke et bo-bedre-hjem - men bare et sted, hvor jeg ikke behøvede at blive flov, hvis der kom uventede gæster forbi ... men jeg kan ikke finde ud af, at få startet på engang oprydning ... jeg kan ganske enkelt ikke overskue det ...

men engang imellem sker der jo alligevel lidt ... jeg forsøger at undgå for mange pligt-ting - og give en masse plads til lyst-tingene ... så kommer overskudet til pligt-tingene stille og roligt ... sådan har det ihvertfald ofte været for mig ...

Jeg har min dejlige hund ... hun er den eneste jeg kan holde ud at være sammen med ... jeg kan li mig selv, når jeg er sammen med hende ... ikke fordi hun ikke stiller krav ... men alle hendes krav er simple og jeg kan honorere dem uden at det trækker tænder ud på min "tage sig sammen konto" ... jeg ved hvad det er hun vil ha mig til - og hun kræver aldrig mere end jeg kan give ... Jeg nyder de daglige lufteture ... jeg elsker den måde hun samarbejder med mig på, når vi træner ... i samværet med hende henter jeg energi, hvor næsten alt andet samvær er drænende ... det er ikke rart at indrømme ... hverken for mig selv eller for andre ... men det er desværre sandt ... Og det forklarer måske også, hvorfor, at jeg er så vild efter at få en hund til ... selvom det er en meget meget dårlig ide ... og heldigvis er min mand sådan en fornuftig skabning som siger "ja - men ikke lige nu" ...

Ellen har ret ...

2006-11-09T13:31:00.000+01:00

Jeg skulle jo skrive noget her ... Det siger Ellen ... og mærk jer mine ord kære læsere ... Ellen har altid ret ...

Problemet med, at jeg så skulle skrive noget her, er jo så bare, at jeg jo er stemt hjem fra min jobtræning og laver absolut ingen ting ... alligevel går jeg og får stres ... *Flot Camilla* ...

Lige nu har jeg dog gjort noget ved det ... en af de ting, jeg stresser voldsomt over, er uvisheden ... og der er så mange ting i mit liv lige nu, der er uafklarede ... så klart jeg stresser over det ... men idag fik jeg da fat på min sagsbehandler, helt uopfordret og alt - for at få at vide, hvordan det står til med min sag ... og det ser ud til, at jeg kommer til sådan en psykiatrisk udredning i slutningen af denne måned allerede ... det er jo lige om snart ...

Der ud over går mine dage med næsten ingen ting ... jeg har nogle få faste rutiner: Jeg sender Mathias i skole om morgenen ... og jeg går en lang tur med Tulle i løbet af dagen ... og så er der jo et hjem der skal passes ... det blir det nu ikke ... men jeg prøver da lidt ... dvs. at der blir vasket tøj af og til - og vi får da også aftensmad næsten hverdag ... så alt i alt går det måske ok ... så længe jeg har ro til det .... men så må vi jo se, hvor længe jeg har det ...

Måååwens ...

2006-11-01T21:58:00.000+01:00

Stress ... depression ... sorg ... jeg ved ikke hvad det lige er ... men har besluttet at sådan noget hængemule noget må hedde Mogens ... så er det på plads!

Jeg er stadig paf over at det kunne ske ... kørt ned med Mogens ... og dét uden at opdage det ...

Jeg har været alvorligt syg af stress tidligere ... og jeg vidste jo godt, når jeg altså tænker tilbage, at det var den vej det bar hen nu ... men for pokker ... jeg tænkte, at det da ikke var sådan det var ... jeg mener ... det største krav der var til mig var, at jeg skulle møde op ... og bare "være" i ca. 20 timer om ugen ... og når så de timer hvor jeg holdt pause, og trænede og badede bliver regnet fra ... så ender vi vel med ca. 13 timer om ugen ... hvor jeg sad på min pind og gloede på min skærm ... og lavede ikke-så-meget ... Men det var altså nok til, at jeg blev fysisk syg af stress ...

Nu er jeg begyndt at tænke længere frem ... og jeg har da rykket mig fra at være sikker på at jeg nok skulle komme på benene igen - til at tro at jeg selvfølgelig kan klare et flexjob ... til at måtte begynde at tænke at pension måske ikke er udelukket ... for det kan være den vej det går ... og hvis det er sådan det skal være - så må det jo være sådan det er ... det koster dyrt på accept-kontoen ... det gør afsindigt nas at acceptere at være gået i stykker for alvor ... det er overhovedet ikke sjovt ... men samtidig ved jeg, at det er det eneste gode jeg kan gøre for mig selv i disse dage: acceptere tingenes tilstand ... Nåja - og så gå en masse gode lange ture ude i verden med Tullehunden ... det er en lillesmule balsam for sjælen at komme ud på de daglige lufteture ...

Og egentlig er det jo rigtig længe siden, at I har set et billede af mit lille vidunder :)

Sygemeldt fra min sygemelding ...

2006-10-24T16:14:00.000+02:00

Ok - hvor ynkeligt er det lige?

Jeg er på en revalideringsinstitution - hvor jeg under meget trygge rammer kommer og er ca. 20 timer om ugen ... som regel mindre, fordi jeg ikke kommer afsted hver dag ... men så ca. 16 timer ... men nu er jeg sat i bero der ude, fordi jeg egentlig bare oplever at blive dårligere og dårligere - og revalideringsmedarbejderne kan ikke helt se formålet med at jeg blir ved med at komme og bare blive mere og mere stresset over det ... så nu har jeg fået 3 måneders ro til at komme oven på - til at slippe af med stressen - og vigtigts af alt - til at få lavet en psykiatrisk udredning ... og den er jeg jo totalt ambivalent omkring ... men klart den skal laves ... hvis nu der er nogle fikse ord og en sær diagnose og sætte på mig ... noget som gør, at der rent faktisk er en grund til, at jeg rager rundt som jeg gør ... så ville det måske gøre, at jeg kunne slippe lidt af med selvbebrejdelserne og skyldfølelsen ... og måske jeg ville kunne slippe den der indpisker-side af mig selv som hele tiden egentlig mener at jeg skal tage mig sammen og se at komme videre ... jeg haderhaderhader at jeg ikke kan det ...

Men åh hvor jeg synes at det hele stinker lige nu ... jeg har virkelig ikke lyst til at det skal være sådan ...

Fokus på det gode ....

2006-10-17T22:51:00.000+02:00

kan du så se at få postet det nye indlæg... jeg ved du har det... hit!

:P

Sådan skriver Amocca ... og ja - det er rigtig nok - jeg har gjort mig et hav af tanker omkring det at leve og det at overleve ... og for tiden er der alt for meget overlevelse i mit liv, til at der også er tid til at leve ... og det er faktisk relativt ufedt ...

MEN jeg kan desværre ikke skrive om det, fordi jeg er ved at brække mig over mig selv, når jeg bruger min blog til klynk-med-klynk-på ... det er ganske enkelt for træls! og jeg kan faktisk overhovedet ikke holde mig selv ud ...

Så jeg vil forsøge at spare jer for, hvor trist og tungt det hele er, og min angst for fremtiden bliver også gemt til et senere indlæg ... og så vil jeg bruge dette her indlæg til at skrive om positive ting i mit liv ... omend det kun bliver i stikordsform ... så har jeg alligevel brug for at minde mig selv om, alt det gode ...

så her kommer det ... 10 ting der er gode i mit liv:

Sønnen ... jeg ved jeg er velsignet med et vidunderligt barn ...
Husbonden ... den uvurderlige støtte ved min side ...
Veninderne både dem i den virkelige verden og dem jeg har online - og dem der er over det hele ;)
Mit hjem ... jeg elsker at bo, hvor jeg bor
Tullehunden ... Jeg ved ikke om jeg var kommet bare lidt opad hvis ikke det var for hende
De daglige hundelufteture - ved godt at det er en simpel ting - men det er alligevel en af de gode ting i mit liv
At jeg rent faktisk overlever ... det er min redning igen og igen ...
Den forståelse jeg møder hos dem der står mig nær ...
Mit mod ... at jeg tør gå ind i smerten - og kæmpe mig den lange vej ud igen ... uden modet var jeg aldrig kommet videre ...
Min evne til at reflektere ... den er ikke altid god - men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være foruden ...

det holdt hårdt at finde ti ting ... men det lykkedes - og det var egentlig rart :)

...

Om tabte tøjler og sårn ...

2006-10-10T10:32:00.000+02:00

Nu bliver det snart nødt til at vende ...

Jeg kan ikke holde ud at jeg skriver det samme og det samme og det samme i min blog, hver gang jeg smider et indlæg ... det er jo til at brække sig over ...

Mit liv er en grålig masse - det er ikke sort-sort som det var for et års tid siden ... jeg er ikke længere der, hvor jeg ikke har lyst til livet og hvor jeg ikke har lyst til at stå op og hvor alting kræver uanede kræfter af mig ...

Jeg er heller ikke et sted, hvor jeg fungerer på fuld styrke ... hvis jeg f. eks har aftaler skal jeg hele tiden passe på og lytte til mig selv og trække mig, når det bliver for meget - ellers er der kontant afregning i form af overdreven træthed og fysiske smerter i hele kroppen ... Det samme, hvis jeg mærker en smule overskud - så skynder jeg mig, at brænde det af på alle de ting der er blevet forsømt alt for længe på hjemmefronten - og igen er der dømt kontant afregning ...

Jeg er ved at affinde mig med at sådan er det bare og min fornemmeste opgave her, er at lære at passe på mig selv ... hele tiden og igen og igen ... jeg kan ikke slække på det - for den kontante afregning er absolut ubehagelig ... men accepten af at ha mistet noget - den tager jo som bekendt noget tid ... og jeg har mistet noget ... jeg har mistet noget af min mentale førlighed ... havde jeg haft brækket et ben, og havde fået varige men, så ville det jo ha været tydeligt for enhver ... nu er det min psyke der er brækket, med varige men til følge ... og det er så forbandet usynligt - og den eneste der kan tage sig af det er mig - og det der med at passe på mig - det er noget jeg aldrig har fået lært - så det skal læres fra bunden af nu ... og hvis ikke jeg lærer det - så er det lig med dårligere livskvalitet ... og det er jeg jo ikke interesseret i ...

Det giver mening, at jeg rammes nu ... hvis depressionen er et del af mig liv - og det tror jeg efterhånden at jeg må erkende - at det er den ... men nu har jeg endelig så meget ro og opbakning omkring mig, at der er plads til ikke at skulle klare hele verden ... både på hjemmefronten, hvor jeg har den mest støttende husbond og sønnen er blevet stor og selvhjulpen ... og her ude, hvor jeg er i jobtræning, hvor jeg bliver forståååået helt ind til benene ... hvor jeg bliver taget alvorligt, og hvor det er legalt at have det som jeg har det ... og vigtigst af alt - folk tror på det jeg siger - selvom jeg sidder og virker afklaret og kan forklare mig selv og lyder fornuftig - så bliver der lyttet til hvad jeg rent faktisk siger, om hvordan jeg har det ... det er jeg ikke sikker på, at jeg har oplevet i den udstrækning før ...

Om det så er godt eller skidt - det kan jeg ikke helt finde ud af ... altså jo - det er jo meget godt, men altså - det er også med til, at jeg har fået sluppet de tøjler jeg har holdt krampagtigt fast i, i årevis - nu er jeg bare lidt bange for det, fordi jeg jo mærker, hvor svært det er at samle dem op igen ...

Tænk hvis man kunne slukke for tankerne ...

2006-10-04T19:53:00.000+02:00

Jeg tænker alt for meget på, hvad der dog skal blive af mig ...sådan rent jobmæssigt ...

Jeg tænker på, om det der flex-noget alligevel er en mulighed - for jeg kender ikke så meget til det der arbejdsmarked - og den del af det, jeg kender, er overhovedet ikke gearet til at tage de skånehensyn jeg efterhånden har fundet ud af, at der skal tages til mig ... Jeg vil virkelig gerne høre fra jer der ude, hvis I sidder i flex-job på en god arbejdsplads, som har forståelse for de skånehensyn der er omkring jer, når I er i flexjob ... jeg samler på succeshistorier her - jeg har brug for at blive overbevist om, at der også er plads til mig der ude ...

Jeg bruger generelt alt for meget tid på at sige og tænke undskyld...

Undskyld at jeg er sådan en dårlig hustru - undskyld at jeg ikke har overskud til noget som helst ... undskyld jeg ikke kan det jeg kunne engang ... undskyld til min søn, fordi jeg ikke kan være den mor jeg gerne ville ... undskyld-undskyld-undskyld ...

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske er meget godt, at det der ICSI-noget ikke er lykkedes for os (endnu???? eller????)

Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg ville være kæmpet mig igennem denne depression, med et lille barn på armen ... det er slemt nok med en 10-årig som alligevel er ret selvhjulpen og alligevel kan forstå en stor del af det jeg fortælle ham ... den der nagende samvittighed over at han ser mig så trist som intet barn skulle se deres forældre ... Måske kan der argumenteres for, at den der række af negative blodprøver, har været med til at trigge depressionen - og det tror jeg faktisk også selv lidt på ... men var den ikke kommet nu - så var den kommet senere - og ikke om lang tid ... det lader jo til, at det ligger dybt i mig ...

Nu har psykologen ude, hvor jeg er ved at blive afklaret, fundet ud af, at hun gerne vil have en psykiatrisk udredning af mig og jeg er bestemt ikke lukket for noget som helst - det er ok, hvis der ligger noget dybere som ikke er opdaget, bliver det jo heller ikke behandlet - og så kan vi jo blive ved og ved og ved med at famle rundt i blinde ... så på den måde er det jo meget godt ... samtidig er jeg hundetæskepessemeget bange for, at de måske fandt ud af, at der var noget sådan rigtig helt forkert med mig ... jeg ved godt at en eventuel diagnose ikke er mere eller mindre til stede uanset om den bliver stillet eller ej ... og selvom jeg pludselig fik et eller andet forklarende stempel på mig, som forklarede hvorfor jeg har så svært ved at fungere under såkaldt normale vilkår - ville jeg jo stadig være den samme ... måske endda med bedre hjælp, hvis man vidste hvad det var jeg skulle hjælpes for?

Og her fra gik det lissom kun ned ad bakke...

2006-09-24T21:35:00.000+02:00

... men jeg håber at jeg snart er færdig med rutcheturen ... så jeg kan blive lidt mig selv igen ...

Det er som om, at den forståelse jeg møder igen og igen der ude, hvor jeg er i jobtræning ... den gør, at alt det jeg har lagt låg på hele livet, pludselig bliver synligt - og på en måde også legalt - det er ok at jeg ikke har kræfter til alt muligt ... og så bliver helt simple ting, med ét meget meget besværlige ... indkøb, oprydning, madlavning, tøjvask ... sådan nogle helt almindelige ting, som jeg har gjort hver dag mere eller mindre siden jeg flyttede hjemmefra (i meget gamle dage)... pludselig kan jeg ikke finde ud af dem ... pludselig kræver det uanede mængder af ressourcer at sætte en tøjvask over? ... pludselig kan jeg gå i sort over at tænke ordet "aftensmad" ... og så må jeg lige ligge lidt ... HVAD HEBLEDE SKER DER MED MIG!?!?

Det er jeg faktisk pænt træt af ...

Men jeg tror desværre at jeg (forhåbentlig kun for en tid), har mistet evnen til at tage mig sammen til noget overhovedet ... at jeg kommer op og afsted om morgenen, må for tiden tælles med som "succesoplevelse" ... det brøs jeg mig overhovedet slet ikke om ...

Jeg brøs mig meget lidt om at være der, hvor jeg er nu ... jeg brøs mig meget lidt om at være den jeg er nu ... men jeg ved også godt at jeg ikke har så fantastisk mange alternativer ... jeg blir nødt til at tage det her alvorligt ... jeg blir nødt til at tage mig selv alvorligt ... og hele kroppen siger fra dagligt over for helt almindelige gøremål - så blir jeg nok nødt til at anerkende, at det er fordi jeg ikke er sådan en, der lige nu, kan alt det andre kan ... og kan jeg engang - så vil jeg da glæde mig over det ... og lige nu, må jeg så bare glæde mig over, at der står en flok mennesker i kulissen og tager mig afsindigt seriøst - og med dem i ryggen, kan det være, at jeg også selv kommer til det på et tidspunkt ... jeg ved ihvertfald at jeg er på vej ...

Den er god nok ... den er gal :-/

2006-09-12T20:52:00.000+02:00

Idag havde jeg en snak med min daglige leder, der ude, hvor jeg er i jobtræning ... og hans mening er, at vi skal sigte efter, at jeg bliver godkendt til, og kommer ud i et flexjob ... det passer mig godt ... og det passer mig dårligt ... jeg tror ambivalent må være ordet jeg mangler her ...

Det passer mig godt, fordi jeg møder en helt ukendt forståelse og accept af, at tingene er svære ... og at det der med 'at tage mig sammen' er noget jeg har drevet rovdrift på i alt for mange år ... og min "tage-sig-sammen" konto er i så stort underskud, at hvis det havde været penge-gæld, havde jeg været nødt til at søge gældssannering ... og måske er det netop det, som det kan sammenlignes med, når jeg går ind og (forhåbentlig) bliver godkendt til et flexjob ...

Det passer mig dårligt, fordi jeg jo ikke vil have det sådan ... jeg vil ikke være syg ... jeg vil bestemt ikke være et offer ... og jeg vil overhovedet ikke være sådan en, som man skal behandle som et råddent æg ... jeg vil bare gerne være "normal" og kunne de ting andre mennesker kan ... og det er jo blandt andre ting at kunne passe et 37-timers job uden særlige hensyn ...

Men sådan skal det åbenbart ikke være ... ikke lige nu ihvertfald ... og måske aldrig ...

OG så til dagens lidt gode punkt :)

Jeg har opdaget at smerten over den manglende graviditet har ændret form ... gravide, spædbørn og barnevogne gør ikke ondt mere? ... folk der siger dumme og ubetænksomme ting, gør ikke ondt mere ... det får mig til at tænke, at de er idioter - men det gør ikke ondt ... det er en sær ny verden ... jeg lægger stadig mærke til de gravide og til barnevognene og til spædbørnene og alt det ... men stikket - den der salt-i-såret-fornemmelse ... den er der ikke ... jeg kan godt stadig tænke "Dumme svin - du sku bare vide, hvor heldig du er" ... men det er mest af gammel vane ... og jeg mener det ikke ... ikke den der "dumme-svin-del" ihvertfald ...

Det er både sært og skræmmende ... fordi når jeg kan ha det sådan nu - så tror jeg aldrig nogensinde igen, at jeg finder modet til at prøve det der behandlings-noget igen ... og det er jo egentlig heller ikke nogen rar tanke ... men det er sådan alligevel rart-sært at have fred med den del, som ellers har gjort ondt så længe ...

Og så til dagens rigtig gode punkt :D

Jeg har fødselsdag idag - det er ikke så godt ... men så får man jo gaver - og dét er rigtig godt ... og idag har jeg fået ny puter af min mand og min søn ... uhhhh jeg elsker gaver ... især gaver, som jeg slet ikke vidste, at jeg ønskede mig ...

Om kameler der skal sluges og sårn ...

2006-08-23T22:23:00.000+02:00

Der bliver slugt kameler i lange baner her ...

Dels så er det gået op for mig at jeg har en diagnose: Dystymi ... som er en depressiv tilstand som ikke er så tung som en decideret depression - men som så tilgengæld varer meget meget længe - og evt. er kronisk ... jeg fik diagnosen tilbage i '98 og efter jeg har fundet ud af det, her for nyligt, er der en masse der giver mening.

Jeg er begyndt at tage antidepressiva - fordi de i mange tilfælde kan hjælpe folk med den diagnose - men det har bestemt ikke været nogen let beslutning ... dels så har jeg en dyb modstand mod antideressiva - men mest fordi de alt for tit bliver brugt forkert - jeg tror ikke på medicinen uden terapi ... men det er jo så heller ikke tilfældet for mig - for jeg får begge dele nu ... dels så har jeg en masse kvaler omkring drømmen om et barn og medicinering ... en masse hvad-nu-hvis'ser presser sig på ... og jeg må forsøge at lade dem ligge og tage tingene som de kommer - og lige nu må jeg vente og se, hvad antidepresiva kan gøre for mig - andet end at berige mig med en ufattelig surrealistisk træthed ... sådan en helt-ind-i-knoglerne-træthed ...
Og så må alle spørgsmålene om børn og behandling komme senere ...

Michael B og SSRI ... og noget ...

2006-08-03T10:50:00.000+02:00

Den er hel gal: jeg har en sær trang til at høre Michael Bolton *Skriiig* ... gad vide om man kan medicineres ud af den slag? ...

Nå ... det var slet ikke det jeg ville sige ... men alligevel - det er jo slemt nok ... men altså ... jeg er sådan et sted i livet, hvor alting er meget meget meget alvorligt ... og jeg reagerer, ved ikke at kunne tage noget som helst alvorligt ... var der nogen der sagde denial? flugt? ... noget?

Jeg har min svigermor som jo desværre er meget syg - og egentlig bare bliver sygere og sygere - og en svigermekanik (som sådan en samlet pakke) som ikke bruger det der med at tale sammen ... det er lissom bare ikke noget, de for alvor bruger i min mands familie ... så jeg ved ikke særlig meget ... så taler vi (min mand og jeg) om at se, om der er andre muligheder for behandling i f.eks. USA ... men det hjælper jo ikke en hujende fis, hvis ingen præsenterer det for Svigermor og hører, hvad hun har brug for og lyst til ... og et eller andet sted, så ved jeg godt, at den opgave hænger på mig (for det er jo mig, der er den, der kan sådan noget *doh*) ... og et eller andet sted, så har jeg meget meget svært ved at se det som min opgave ... men ved jo godt, at hvis nogen skal lukke op for den pose - så blir det mig ...

Samtidig har jeg nogle alvorligt tunge tanker omkring mit liv og omkring medicin som måske alligevel kunne være en mulighed for mig - nu har jeg katagorisk nægtet SSRI gennem al den tid, jeg har været ramt af "tungsindet" - og det er efterhånden mange år vi taler om her ... første gang, jeg blev sygemeldt med noget depressionsværk, var i '98 ... men nu har jeg jo efterhånden forsøgt mig med psykoterapi gennem cirka 8 år - og jeg er stadig fårked i roen ... men jeg er ikke klar til at opgive drømmen om barnet - og jeg er ikke klar til en graviditet, så længe jeg er så træls i humøret som jeg er nu ... og ... *skriiig* ... og så kører det i ring for mig ... og hele tiden ligger der en skygge "der er jo nok noget 'rigtigt' forkert med mig" ... Og så har jeg et spørgsmål om job-liv hængende over hovedet ... som også skal udredes og findes ud af og gøres ved ... og jeg er ikke sikker på, at det bliver særlig let, at finde ud af noget, som både jeg og kommunen kan være glade for ...

Og så er det, at jeg får lyst til at høre Michael Bolton ... og det er måske alligevel forstående nok ??? ...

Tanker om Blogland...

2006-07-19T14:05:00.000+02:00

Jeg læser med på en hel del blogs ... nogle jeg kender og nogle jeg ikke kender ... nogle der handler om infertilitet og nogle der bare handler om livet sådan generelt ... og af og til føler jeg mig som en snager - men alligevel - når folk vælger at putte deres liv ud på nettet - så kan det vel næppe betegnes som snageri at læse med ... kan det?

Min blog er jo "hemmelig" dvs. jeg har ikke givet min blogs adresse ud til alle og enhver ... men jeg hedder freudika både her og alle andre steder, hvor jeg bevæger mig på nettet - og har heddet det de sidste 6-7 år - så kom nogen der kendte mig, forbi denne blog - så ville de jo nok vide at det var min ... og det er egentlig også ok ... Blogland er jo ikke så stort - og dem jeg kunne forestille mig, der kunne finde på at lande her - de er såmænd velkomne til at læse med ...

Et skidt frem og ...

2006-07-18T10:30:00.000+02:00

Hvordan går det med dig

Spørger Solsikke ... og jo ... hovedet op og benene ned ... Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvordan jeg har det ... jeg tror jeg prøver på ikke at mærke så meget efter ...

Jeg har ferie fra mit jobtræning ... først to ugers hårdt tilkæmpet ferie og så to ugers "tvungen" ferie, fordi jobcentret holder lukket ... problemet var bare, at de to uger, hvor jeg har tvunget ferie, er sønnen i Tjekkiet med sin far ... og det gir i min verden absolut ingen mening, at jeg ikke skulle kunne holde ferie med mit barn ... men det lykkedes til sidst ... heldigvis - og vi har haft nogle gode uger sammen, først i sommerhus i Løkken og dernæst i sommerhus i Næsby Strand ved Slagelse ... Det har været alletiders - selvom jeg må indrømme at anden omgang, hvor sønnen og jeg var afsted alene sammen med min familie (bror, svigerinde, niecer og min mor) var lige lovligt nok familie ... jeg kan egentlig godt li min familie ... i meget små doser ... der er ingen der som dem, der kan få mig til at føle mig forkert på en meget skidt måde ... og så er en uge på meget lidt plads, meget lang tid :-X

Jeg har for kort tid siden fået at vide, at min svigermors sygdom er kommet tilbage, og den behandling de har givet hende - som virkede - vil de ikke give hende mere af - så nu er hun igen udskrevet fra en onkologisk afdeling til "ikke yderligere behandling" ... til gengæld propper de hende med morfin, så hun ikke går og har ondt ... Det er afsindigt hårdt at skrive det her - for jeg har egentlig lidt lagt det i fortrængningsskuffen, for jeg kan ganske enkelt ikke kapere at det skal være sådan ...
Først sagde lægerne i Århus, at der ikke var mere at gøre ... men det var Riget ikke enige i ... og de kunne godt gøre noget ... nu siger lægerne på Riget, at der ikke er mer at gøre ... og jeg tænker "HALLO! verden er stor ... der må være nogen der ude der kan gøre noget?!" ... men alle omkring mig virker så opgivende ... og jeg har ikke lyst til at tænde håb i svigermor ved at begynde at tale om specialklinikker i USA og den slags ... men jeg har heller ikke lyst til at acceptere, at der ikke kan gøres andet end smertebehandling nu ...

Nårm efter at ha skrevet her, så ved jeg i det mindste, hvorfor jeg ikke har lyst til at mærke så meget efter ...

Tak for jeres søde og ærlige svar ...

2006-06-23T11:51:00.000+02:00

I mit forrige indlæg, fortæller nogle af jer, at I selv har været ramt af depressioner ... og at man kommer over det ... det ved jeg ... for jeg har selv været der før ...

Jeg fik en i '98 ... en til i år 2000 ... så kørte det godt i en række år ... indtil jeg i 2004 blev sygemeldt med stress - og lur mig om ikke stress og depression ligner hinanden ...
og nu igen i slutningen af år 2005 frem til nu ... jeg kender det kender det kender det ... det der rammer nu, er på ingen måde nær så tungt som det der ramte i 98 og 2000 ... men tungt nok ... men det er også anderledes håndgribelige ting jeg slås med nu ... den gang var det "fnidderet indefra" ... nu er det udefrakommende faktorer der får mig til at tilte ... og igen - selvom jeg tilter - så tilter jeg ikke nær så tungt som jeg gjorde dengang ... men dog tilter jeg nok til, at jeg ikke kan leve og agere på normal vis ... Men jeg er blevet bedre til at se tegnene og reagere på dem ...

Min store skræk går på, at det simpelthen er noget jeg er disponeret for, og derfor noget der vil komme igen og igen og igen ... Tungsindet og stressen rammer typisk i perioder, hvor jeg har travlt - og ikke har tid til at tænke ... har ikke tid til at bruge de værktøjer jeg har lært - og "autopiloten" tager over - og den autopilot jeg har med mig - den er på ingen måde god for mig ...

Jeg ved godt, at jeg er på rette vej og at jeg gør alt det som er godt for mig og alt det ... men derfra og så til at have det ok med det - der er åbenbart et stykke ... men jeg er på vej - tror jeg ...

Det sære er så, at alt behandlingen naturligt nok har stået stille i den tid jeg har været sygemeldt ... vi fik vores sidste negative blodprøvesvar d. 4/oktober/05 ... og siden har jeg ikke ville beskæftige mig med behandling ... men nu sniger det sig stille og roligt ind på mig igen ... jeg vil gerne snart igen ... men jeg slås stadig med demoner og det er på ingen måde hensigtsmæssigt at starte op lige nu ... (nu er det så heldigvis også sommerferie allevegne) ... men jeg forestiller mig, noget, der hedder august-september-stykker ... det er selvfølgelig også tilpas langt ude i fremtiden til, at det ikke er presserende ... og alligevel gir det mig noget at gå efter ... det er måske ikke så fjollet ... og det kan altid flyttes (igen) hvis ikke jeg føler mig klar alligevel ... det er måske ok ... og der kan jo ske meget på 2-3 måneder ...

Nu må vi se ... jeg er meget "En dag ad gangen"-orienteret for tiden ... eller det forsøger jeg ihvertfald at være ... og nogengange går det ok med det ...

Historien ...

2006-06-18T12:35:00.000+02:00

Nu tror jeg, at jeg er klar til at fortælle om mit liv som det ser ud lige nu ...

Det er absolut ikke noget jeg er stolt af, eller noget jeg har lyst til at fortælle om ... men jeg tror det gør mig godt, og hjælper mig til at acceptere tingenes tilstand, at skrive om det ...

Sagen er jo den, at jeg er sygemeldt - og har været det siden november ... i starten var årsagen "sorg" ... depressive tendenser ... kort sagt - jeg var bare så ufatteligt ked af det. Jeg er stadig ked af det og måske er jeg også depressiv... jeg ved det ikke ... men uanset hvad "stemplet" på min sygemelding må være - så er den der ... og umiddelbart blir den hængende lidt endnu ... For oven i alt det triste, har jeg også stress ... ikke særlig håndterbart, når jeg ikke kan slippe, det der gir mig stress ... jeg kan ikke slappe af fra det - og min krop den spasser ud, med samtlige af de stress-symptomer den kender ...

Jeg er ved at blive afklaret med, hvad der skal ske frem over - og hvad der er sket i fortiden ... problemet med fortiden er, at jeg ikke har haft nogen længere tilknytning til arbejdsmarkedet - den længste ansættelse jeg nogensinde har haft, har strukket sig over 2 år - og endte med en sygemelding med stress og en fyring ... Jeg har gjort mig en masse tanker omkring det på det sidste - er jeg bare sådan en der er disponeret for stress og den depressive tilstand? Min historie kunne ihvertfald godt indikere det ...

Nu er jeg kommet ud på et jobcenter, hvor jeg sidder i et kreativt værksted og laver kreative ting, så som glaskunst og filtede sutsko, mens en række mennesker gør en ihærdig insats for at lære mig at passe på mig selv ... jeg synes det er både pinligt og sørgeligt at jeg er landet der - samtidig er jeg dybt taknemmelig for mit held - jeg er et sted, hvor jeg stille og roligt lærer at passe på mig selv - lærer at sætte arbejdstempoet ned fra 120% til bare 90-100% ... jeg lærer at slippe arbejdet og holde pauser ... jeg lærer at få sagt til og fra ... Jeg lærer, at jeg ikke behøver at være den bedste til alt hvad jeg foretager mig ... det går langsomt - for gamle mønstre skal læres om ... gamle ideer skal slettes og erstattes af nye sundere ideer ... Men jeg ser på det som en god invistering - for hvem ved hvad jeg kan holde til, hvis først jeg lærer at passe på mig selv?

Så lige nu må jeg kæmpe med en masse kvaler - jeg kigger på mig selv og tænker TAAABER! ... ikke fordi jeg vil det - men fordi det i min verden ER taberagtigt for mig at ende her ... det er ikke sådan, at jeg kigger mig omkring og tænker at de andre mennesker der ude er tabere ... de er jo bare en række uheldige mennesker ... En har slidskader ... En anden har piskesmæld ... En 3. har slidgigt og en 4. lider af panikangst ... Det er der jo ikke noget taberagtigt i ... Og igen handler det for mig om at gøre det hele 120% - at være den bedste ... Om alle de urimelige høje krav jeg stiller til mig selv, som jeg ikke ville forvente at andre skulle leve op til ... men jeg (mig-mig-mig) ... jeg skal da ... Og lige dér ligger essense af det hele ... grunden til at jeg brager ned igen og igen ...

Og når alt det så er sagt - så kommer alle kvalerne ... ikke blot med at acceptere den nuværende sygemelding (og min status som taber i egne øjne) ... men også med at acceptere at det måske er noget jeg er disponeret for ... og så med tankerne omkring det at sætte barn i verden, hvis jeg er sådan en der brager ned fra tid til anden ??? ... Jeg ved godt, at det barn jeg allerede har, han har det godt - og vi tager os godt af ham (der har været perioder, hvor samtlige ressourcer der kunne møbleres er blevet brugt på ham - han står altid først i rækken når ressourcer og overskud skal bruges) ... Men er det forsvarligt at putte flere børn ind i den her familie? er det overhovedet rimeligt at jeg skal være nogens mor - når jeg ikke engang formår at passe på mig selv?

...

2006-06-14T19:31:00.000+02:00

Jeg har mange ting der fylder for tiden ... det hele er meget forvirrende og egentlig er jeg rigtig ked af og flov over min situation ... men jeg håber og tror på at det lysner.
På et tidspunkt ... fordi det skal det!
Idag har været en god dag, hvor jeg har været overskudsagtig og hvor jeg har fået lavet nogle af de der helt almindelige normale kedelige hverdagsting, som normalt bliver nedprioriteret ... og det har jeg det rigtig godt med ...

Bare mere klynk ...

2006-06-08T23:30:00.000+02:00

Det går lidt trægt ...

Jeg har stadig mange tanker om min sygemelding og om mit velbefindende ... og om rimeligheden i, at forsøge at få børn, når jeg ikke engang ved, om jeg kan passe et normalt arbjede ... nogensinde igen :-/

Det fylder afsindigt meget - men jeg kan alligevel ikke rigtig tale eller skrive noget videre om det ... Der er vist alt for mange kameler, der kommer på tværs i halsen her ...

-------------------------------

Det andet ... det der tabe-kilo-noget ... det gik ikke så godt første gang, jeg var ved lægen ... der have jeg taget 2 kg på :-X ... 2. gang - det var så idag ... da havde jeg så tabt 2.8 kg ... så alt i alt er det da gået den rigtige vej - og nu har det bare at fortsætte sådan ... og det skal det nok også gøre ... jeg ved jo godt, hvad der skal til ... og nu ser det også ud til, at jeg kommer igang med noget seriøst styrketræning ... det har jeg overhovedet ikke noget imod ... jeg elsker at bruge min krop på den måde :)

lidt af hvert ...

2006-05-26T14:01:00.000+02:00

Jeg har noget på hjertet ... og så alligevel ikke ...

Der sker ting i mit liv lige nu - jeg har jo været sygemeldt længe ... og er det fortsat - og på den ene side, så føler jeg mig totalt taber-agtig over det - og på den anden side, føler jeg, at jeg netop tager mig selv seriøst ...

Nu skal jeg så igang igen ... ikke noget rigtigt job-agtigt men noget stille og roligt kom-igang-kursus og der efter arbejdsprøvning i sygedagpenge-regi ... og det er helt ok med mig - jeg vil gerne - og jeg ved at jeg har brug for at komme ud og se andre mennesker - ikke fordi jeg har den vilde lyst til de der mennesker - faktisk er det lettere angstprovokerende for mig at skulle ud blandt rigtige mennesker igen - men fordi jeg bliver for sær af at gå herhjemme og kun tale med hunden (nåja og manden og barnet ... men alligevel) ... Min krop svarer igen med samtlige af de stress-symptomer den kender ... og det skræmmer mig ...

Jeg har en kedelig psykiatrisk historie ... eller rettere jeg har en kedelig barndom - og jeg har brugt mange år på, at få rettet op på det, så jeg kunne blive glad for mig selv og for mit liv ... og som enhver "fornuftig" voksen, giver jeg naturligvis mine forældre skylden ... MEN jeg skal nok selv tage ansvaret nu ... Men min historie gør, at jeg bestemt ikke ser mig selv som en stærk person ... men jeg har svært ved ikke at "spille" den rolle - og når jeg møder folk så tror jeg, at jeg fremstår stærk ... klog og velfunderet (?) ... og det er svært at kombinere med skrøbelig (og jeg gider da for pokker heller ikke at være skrøbelig ... men hvad nu hvis jeg er det?)

Det der skræmmer mig når min krop spasser ud nu, ved udsigten til at skulle igang igen, er at jeg kommer til at tænke: hvad nu, hvis jeg er gået i stykker? Hvad nu, hvis jeg aldrig mere kommer op på et niveau, hvor jeg kan klare det jeg kunne engang? Jeg blev i sin tid sygemeldt med job-stress ... det var "simpelt" på den måde, at jeg kunne sygemelde mig og gå hjem og slappe af - og vente til det gik væk (at jeg så også blev fyret i den ombæring er en anden sag) ... men nu - jeg kan ikke tage presset væk ... jeg kan dårligt slappe mere af end jeg gør ... så tror jeg at det kommer til at gå ud over elementære kropsfunktioner ... Men jeg kan skrive om mine bekymringer og få sat ord på dem ... og det hjælper da også ... og at jeg tænker på, at jeg måske er "gået i stykker", er jo heldigvis langt fra det samme som, at det hænger sådan sammen ...

Mit projekt tab dig så Camilla går ... på en eller anden måde ... jeg skal vejes i næste uge - men jeg er frygtelig nervøs for at jeg ikke har tabt mig ... motivationen til at spise rigtigt kan ligge et meget lille sted - heldigvis tar viljestyrken lidt over (det betyder at jeg ikke handler - det lader jeg manden om - jeg mener - jeg kan jo ikke spise noget, der ikke er i huset) - og jeg træner som en gal ... eller det gør jeg ikke for det kan jeg ikke - men jeg træner så godt jeg nu kan ... Jeg var jo begyndt på et løbeprogram, men måtte opgive det igen, fordi mine ankler bare overhovedet ikke ville være med ... men nu har jeg så købt sådan en cross-trainer som jeg bruger flittigt hver anden dag ... (bare af 2 x 5 minutter - men så er jeg ved at dø!) og jeg "styrke-træner" dvs. jeg har lavet et program som jeg kan lave herhjemme som består af mavebøjninger og træing for baller og lår og noget for bryst og arme ... og det vildste og bedste: Jeg blir holder ved. Så selvom jeg måske ikke har tabt mig, når jeg blir vejet her i næste uge - så ved jeg med mig selv, at jeg er på rette vej - og det er godt nok for nu :)

Den der motivation ...

2006-05-10T15:26:00.000+02:00

Den er der stadig ... men altså ... jeg har lige været en tur i holland og nok har jeg viljestyrke - og nok kan jeg sige nej tak til meget ... men hotel-morgenmadsbuffet ... det er for stor en fristelse for en morgenmadselsker som mig ... så jeg er igang med endnu en hård "start"uge ... men det skal nok blive godt ... jeg bevæger mig stadig mere end jeg har gjort længe - og har det fortræffeligt med det ... og jeg har gjort noget så vildt som at bede min læge om lov til at komme op til ham og blive kontrolvejet - og den er han med på ... egentlig er det noget pjat - men det hjælper mig, at stå til regnskab for andre end mig selv ... hvis ikke jeg taber mig, så føler jeg jo, at jeg spilder både hans og min tid ... og det vil jeg ikke ... ergo må der ryge nogle kilo ...

Min veninde har lige født den dejligeste lille bitte baby ... og jeg indrømmer at jeg inden barselsbesøget, var nervøs for, hvordan jeg ville reagere ... og jeg blev spurgt, hvordan det så var for mig at være på barselsbesøg ... og mit svar så sådan ud:

"Det var helt ok ... altså ... alt er gjort rigtigt i forhold til mig i forbindelse med den her graviditet ...

Jeg var den første der fik at vide at der var en baby inde i maven - stort set i det sekund at testen var positiv ... næsten undskyldende - og med et - at vi ikke behøvede at tale om det ...

Jeg har været med til scanning og nu var jeg også den første ud over moren og faren selv, der så det lille vidunder ...

og jeg tror ærligt at jeg kan sige, at jeg ikke mærkede misundelsen - jeg synes bare at det er den smukkeste smukkeste sødeste dejligeste baby jeg har set længe ... det var faktisk befriende ..."

Så kom motivationen ...

2006-04-26T00:03:00.000+02:00

Jeg har gået og ladet op ... jeg skal og vil og bør tabe mig ... hvis jeg skulle ned på en sund vægt ... så taler vi MINDST 30 kg ... og nok også hellere 40 ... det er ikke målet i første omgang ... lige nu er målet noget mere her-og-nu-agtigt ... mere noget med hvad jeg putter i hovedet og hvordan jeg får trænet ... dét er jo midlet mere end målet ... men lige nu er midlet - at leve op til de sunde vaner - blevet en mål for mig ... min vægt har jeg for længst kylet langt væk .... eller nej - det har jeg ikke - men der er ikke batterier i den - og sådan bliver det ved med at være ... Jeg har en fortid som dybt spise-/krops-/vægtforstyrret ... så alt hvad der ligner kontrol, når det kommer til mad og vægt er banlyst for mig ... så nej - jeg tæller ikke kalorier og jeg vejer mig ikke herhjemme ... men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal vide om det går den rigtige vej alligevel ... for det er jo ikke tallet på vægten der afgør om det går godt ... det er jo, hvad jeg putter i hovedet hver dag, og om jeg får bevæget mig der batter - og det behøver jeg jo ikke en vægt til at fortælle mig ...

Jeg troede at motivationen var kommet ud af ingenting ... men da jeg talte med min søde og kloge psykolog om det idag ... gik det op for mig at den bestemt ikke er kommet ud af ingenting ... det har været på vej længe ... jeg har "varmet op til det" om man så kan sige ... Jeg abbonere på bladet "Iform" ... og jeg læser det fra ende til anden når det kommer - det i sig selv batter jo ikke alverden ... men alligevel så er det med til at tænde motivationen ... men allervigtigst i hele processen er nok, den fest jeg var til i forrige weekend ... en fest som gjorde mig i forfærdeligt humør ...

Jeg har arbejdet med mig selv gennem rigtig mange år - og er gået fra at være en stor undskyldning for mig selv - som i øvrigt ikke havde ide om, hvem jeg selv var og hvad jeg syntes om noget som helst, til at være en kvinde som jeg faktisk har det ret ok med at være, som jeg kender og som jeg gerne vil være bekendt ... der er bare den der krops-ting ... det der alt for store hylster som jeg bærer rundt på ... det er jeg dælme ikke i orden med ... og til den fest vi var til - et bryllup - hvor jeg ikke kendte et eneste menneske ud over min mand ... (det var hans kollega der var gommen) havde jeg det så elendigt med mig selv ... troede det handlede om mit manglende selvværd - som jeg jo ellers troede jeg havde fået rettet op på ... og jo mere jeg tænker over det - så mangler jeg flere ord end selvværd og selvtillid ... for min selvtillid er som regel i top - jeg ved hvad jeg kan og har tiltro til mine egne evner ... mit selvværd kunne være bedre - men det er langt fra så skrantende som det var engang ... men selvfølelsen? den kropslige selvfølelse ... puha - den kan ligge et lillebitte-næsten-ikke-eksisterende sted ... Jeg tænker at sådan et stort bryllup, hvor man ikke kender et eneste menneske kan hyle de fleste lidt ud af den - men jeg havde det så dårligt at jeg rent fysisk havde kvalme ind i mellem :-/ og jeg tænker at det nok ikke er helt normalt ...

Anyway ... nu holder jeg fast i den følelse ... den pokkers ubehagelige følelse af at være udstillet og skille sig ud - og ikke kunne holde sig selv ud ... og det er den jeg vil hive frem, når jeg skal vælge mellem "is nu eller vægttab på sigt" ... Og tænk ... jeg har hele tiden troet, at motivationen skulle findes i den baby som vi ikke kan få ...

johhhh det går vist bedre

2006-04-19T16:26:00.000+02:00

Går det bedre? spørg Frøkenhat ... Det er ikke så lige til at svare på ... det går og jeg kan klare mig selv og min familie og min hund ... og det er så nogenlunde det ...

Jeg har lige været ude i en større konflikt på et forum på nettet ... det er lidt svært at forklare - men det er et lille lukket forum, hvor vi kender hinanden, de fleste har jeg mødt flere gange ude i den anden virkelighed og forummet har som sådan ikke noget tema - vi er bare en gruppe mennesker der følger hinanden på godt og ondt i alle mulige dagligdags ting samt større ting ... og selvfølgelig har jeg skrevet om vores behandlingsforløb der inde ...

Konflikten handlede som stuff som ligger milevidt fra behandling og babyer og alt ... alligevel var der en der lige kunne bringe vores behandling ind i konflikten ... på absolut grimmeste vis "vi føler alle med jer - men vi andre har også føleser og vi andre har også mistet" ...

Det handler om at jeg er hård og kontant ... jeg kan blive afsindig gal - og når jeg blir det - så kommer det ud - jeg kalder ikke nogen navne - det er ikke sådan at jeg går rundt og kalder alle mulige for bøsseheste og blommetræer ... når jeg blir gal, så er det jo over en handling - og det er altid-altid-altid handlingen jeg går på ... jeg går sgu ikke efter manden ... og jeg har aldrig forventet at folk behandlede mig pænere eller mere varsomt selvom jeg har det dårligt ... og jeg har aldrig aldrig aldrig brugt vores situation som frikort til at være en røv over for andre mennesker ... jeg VED at jeg er anstændig og jeg VED at jeg kan være mig selv bekendt i de ting jeg siger og gør ... og så er det dælme svært at acceptere at få smidt i hovedet at "nogen gange er du ond - du ved det måske ikke selv - men du siger ting der rammer folk - og vi ved godt at I har det hårdt og bla bla bla" ...
Jeg er IKKE ond - og når jeg er ude med riven så VED jeg det så udemærket godt ... og når jeg siger ting der kan ramme folk - så er jeg udemærket også godt klar over det ... Jeg fik sagt fra, jeg fik nævnt at jeg fandt det både tarveligt og ualmindeligt lavt, at bringe vores situation ind i en debat som intet havde med det at gøre ... men fik så efterfølgende smidt i hovedet at det jo var mig selv der bragte det ind, ved at give det lov til at fylde så meget som det gør ... SÅ måtte jeg trække mig fra debatten ... stortudende kæmpe-ked og ualmindelig gal ...

Jeg er dybt målløs ... stadigvæk - selvom det her ligger et par dage tilbage ... jeg er målløs over at nogen mennesker overhovedet kan få sig selv til at slå andre folk i hovedet med deres største sorg ... at nogen folk kan have så lidt anstændighed og så lidt samvittighed ...

... og ned igen :-/

2006-04-16T13:42:00.000+02:00

Jeg synes livet stinker ... jeg kan ikke holde mig selv ud og jeg kan ikke holde verden ud ... og så er den vist ikke så meget længere ...

Jeg kan ikke holde ud at se gravide - det gik ellers lige så godt med det - men slam - så vendte det tilbage ... store maver er jo en personlig provokation i mod mig ... Jeg har opdaget at jeg har et mindreværd på størrelse med fælledparken - og det er egentlig meget værre - for det kan jeg ikke alene hænge op på det faktum at ønskebørnene ikke komme væltende på bestilling ... det stikker dybere og længere og er grimmere ...

Jeg er egentlig lidt tilbage til "verden er ond, jeg er grim og lad mig være og lad mig blive i min seng" ...

Det er noget lort!

Klynk og røg og noget ...

2006-04-04T22:51:00.000+02:00

Der sker absolut nada, nul og nix, intet på behandlingssiden lige nu ... jeg kæmper med at ville og så ikke at ville og bare sige "ok - vi prøvede" og så til at tænke: "Naarrj - jeg vil ikke undvære at få et barn med min mand" ... og det er ikke sådan fra dag til dag ... det er nok mere fra minut til minut det skifter ...

Det fylder en masse i mine tanker ... jeg har 3 æg i fryseren ... jeg skal tabe mig før de blir brugt (og jeg går igang d. 9. så skal der ske noget for alvor) ... samtidig har jeg den der ryger-mand som ikke har nogen intentioner om at stoppe eller bare vise hensyn ... og så længe han ikke vil comitte lidt ... så ved jeg ikke om jeg har lyst til at forsøge at få et barn med ham ... Jeg har sagt til ham, at jeg ikke vil i behandling igen, før han ihvertfald går med til at vi kan have et røgfrit hus ... Når nu undersøgelser viser, at jeg lige så godt kunne ryge selv, som at gå i hans "aflagte" røg dag ud og dag ind - sådan rent fertilitetsmæssigt ... så kan jeg virkelig ikke se nogen grund til at jeg taber mig og vi gør en masse andre ting - hvis hans røg er hellig og ikke kan pilles ved ...

Det er virkeligt et isue for mig for tiden - og jeg hader-hader-hader hans røg ... og jeg blir dårlig af den og lider af voldsomt meget hovedpine ... som altsammen godt kan have noget med hans røg at gøre ... og det gør mig usigeligt ulykkelig at jeg har det sådan - og at han har det sådan ... og at tingene let kommer til at gå i hårknude omkring dette emne ... for vi kan ikke længere tale om det - for så snart jeg åbner munden og nævner hans røg ... så spørg han, dybt provokeret, om han overhovedet må være her ... og ja det må han ... hans røg må bare helst ikke ...

Nå ... nok klynk herfra for idag ...

Sønnen min...

2006-03-30T21:07:00.000+02:00

Nu må der komme en post om min søn ... han bliver 10 år på søndag ... for 10 år siden gik jeg og var kæmpegravid ... og jeg hadede det ... havde på nuværende tidspunkt gået næsten 2 uger over tid ... og jeg havde taget noget der ligner 40 kg på ... men det var slet ikke det posten her skulle handle om ...

Sønnen går i 3. klasse og her i kommunen arrangerer kirken noget de kalder Juniorkonfirmand, som er et tilbud til 3.klasserne om at komme i kirken engang om ugen og høre lidt bibelhistorier og se kirken og tale om livet og døden og i det hele taget stifte et lidt bedre bekendtskab med kirken, end mange forældrer lige sørger for ... Og det gør Sønnen selvfølgelig også til - fordi jeg selv kom meget i kirken som barn, og elskede det ... jeg sang i skolekor og var jævnligt nede og synge i kirken - jeg gik i klasse med præstens datter og vi kom nok i kirken på en lidt anden måde ... en friere måde end så mange andre ...
Sønnen har altid interesseret sig for bibelhistorier og vi har læst højt af børnebibelen herhjemme ... fordi det har haft hans interesse ... Men pludselig ville barnet ikke gå til Juniorkonfirmand mere ... og jeg spurgte og spurgte en hel masse ind til det ... og først var det fordi det var kedeligt ... og jeg vidste godt den ikke holdt ... jeg kender mit barn, og bilder mig ind, at jeg kan se, når han ikke fortæller mig sandheden ... og ok - det var nok ikke kun derfor så ... så var det fordi at, det at komme i kirken mindede ham om oldefars bisættelse - og der blev endda produceret tårer til at bakke den historie op med ... men stadig ... nej - jeg vidste det ikke var hele sandheden ... og igår fik jeg så endelig den rigtige historie:
De andre fra klassen var blevet sure på ham fordi han havde udtalt: "Jeg kommer her nu mest for madens skyld" ... han mente oblater og altervin(-saftevand) ... Jeg synes det er en rigtig morsom joke - og jeg tænker, at han har fat i noget af den kirke jeg var så glad for som barn ... han har det frie forhold ... Men det var han åbenbart den eneste fra klassen der havde ... for de andre var blevet både forargede og sure på ham ... Heldigvis er jeg en ond mor, der så tvinger ham til at gå der nede igen - og idag var alt jo glemt ... men helt ærligt ... min søn har sgu da humor!

Jeg må ud med det ...

2006-03-22T23:47:00.000+01:00

For det undrer mig at noget kan ramme på den måde - sådan næsten skifte fra den ene dag til den anden ...

Efter vores sidste forsøg bragede jeg jo gevaldigt ned - og i lang tid troede jeg, at jeg aldrig nogensinde i hele livet skulle blive glad igen ... men jeg er blevet glad igen ... eller ihvertfald gladere ... jeg er begyndt at tænke fremad - ikke så meget på børn - men på mit liv - sådan som det ser ud nu uden baby-børn ... og jeg er begyndt at planlægge resten af mit liv, set ud fra hvordan det ser ud nu - altså uden baby-børn ... men så idag (og ja - det er idag det er sket) gik det op for mig, at jeg er ved at være klar til at prøve det der behandlingsnoget igen ...

Jeg har selvfølgelig tænkt på det tidligere - men hver gang jeg er kommet til at tænke på den potentielt negative blodprøve som et forsøg jo, iflg. mine erfaringer slutter med ... og så har jeg skudt tanken fra mig igen ... nej nej nej - aldrig mere! Men sådan var det ikke idag ... jeg har lyst til at komme igang igen snart ... selvom jeg stadig er bange for, at jeg går helt i stykker, hvis jeg skal gennem flere negative blodprøver ... så kan jeg bare mærke - at jeg også går i stykker, hvis ikke jeg giver det en chance ...

Måske denne aha-oplevelse også kan få mig til, at få lyst til at komme igang med at tabe mig - for jeg vil og skal tabe mig inden vi går igang igen ... Så nu må vi se hvornår det bliver ...

The 4 meme

2006-03-22T00:31:00.000+01:00

Fire jobs jeg har haft:

Kasseassistent i Fakta
Sosuhjælper
Webudvikler ved forsvaret
Web-butik ansvarligt

Fire film jeg kunne se igen og igen:

Bridget Jones - både 1'eren og 2'eren - men især 1'eren
Love Actualy
Harry Potter ... dem alle sammen
28 days

Fire steder jeg har boet:

Rødovre (jeg er født i Rødovrecentret)
London
Vanløse
Skanderborg

Fire TV-shows jeg godt kan lide at se:

Pride & Prejudice - BBC's serie
Sex And The City
Matador (det er vist det bedste danske tv nogensinde)
Dharma & Greg

Fire steder jeg har været på ferie:

Prag
Rom
Strasbourg
Løkken

Fire websites jeg besøger/bruger (dagligt):

www.google.com
www.rablerne.dk
www.bibbub.dk
debat.jubii.dk/børn

Fire favorit retter:
(her synes jeg det er tarveligt at man kun må vælge 4)

MORGENKAFFE - men det kan næppe betegnes som en ret - mere som en slags livsnødvendigt grundstof
Amerikanske pandekager med is og med farmors hjemmelavede brombærmarmelade
Et godt stykke oksekød med bagte rodfrugter og en eller anden spændende kartoffel til
IS ... is is is is ... og mere is og så måske noget krymmel på

Fire steder jeg godt gad være lige nu:

På fødegangen på et hvilket som helst hospital, igang med en superfødsel naturligvis.
Et sted hvor der er sommer og varmt og solen bare skinner...
Egentlig gider jeg godt bare at være her - inde i mig selv - men jeg gad godt, at ha det noget bedre med at være det ...
Måske gad jeg godt være et sted, der ligger ca. 3 år tilbage, hvor jeg var uskyldig og grøn i alt det her BIB-halløj ...

Og jeg tagger ikke nogen - for jeg kan ikke lige komme på nogen som jeg går ud fra læser med, som ikke er blevet tagget ...

Billeder...

2006-03-19T11:44:00.000+01:00

Jeg ville have postet lidt billeder igår - men bloggen ville ikke som jeg ville ... det ville den heller ikke nu - men jeg er mindre træt nu, end jeg var i nat - så nu kunne jeg tænke, og så gøre det på en anden måde :-)

Lørdag i dyrehaven ...

2006-03-18T23:49:00.000+01:00

Dyrehaven er sådan et sted jeg ellers kun kommer når der er festival og boder og høj musik og fadøl ikke mindst ...

Idag var skoven bare skov og efterårsagtig ... og dejlig :-) og så kom jeg til at tænke på at der jo er andre gode ting i livet end at få en baby ... det ville også være dejligt ... men livet er nu egentlig også ok, når jeg går der i dyrehaven med min mand i hånden og min glade damp-hund i snor ... og vejret er som det var idag - sådan årstidsskiftende-agtigt ... og lidt mildt med en sol der begynder at få magt ...

Holddaop ...

2006-03-16T23:30:00.000+01:00

Jeg havde for et par dage siden en lidt ... eller måske meget, overdrevet vild oplevelse ...

Jeg var til en scanning ... men ikke en af de scanninger vi kender så godt med "3 follikler på højre æggestok og 5 på venstre bla bla bla" ... nej til denne scanning var der "hovedskal" "rygsøjle" "lårben, skindeben og fødder" ... Vildt!

Desværre var det ikke mig der blev scannet men en veninde ... og eftersom hun er ret gravid, så er der jo som sådan ikke noget vildt i at vi kunne se hoved og rygsøjle osv. ... men at jeg var med - at jeg gerne ville med OG at jeg nød oplevelsen - virkelig ... der var intet der "bed" elle "nev" eller gjorde ondt ... det var bare gennemført spændende ...

Jeg tænker over, hvad hulen der sker med mig ... hvorfor er det, at jeg kan sidde i et venteværelse på svangerambulatoriet og se på den ene gravide komme ind efter den anden ... og ikke tænke så meget mere over det, end "hmm - hun bær søreme sin graviditet flot" - og i den stil ... hvor er smerten gået hen? hvor er sorgen blevet af? ... hvordan kunne jeg overhovedet, til at starte med sige ja-tak til veninden, da hun spurgte om jeg ville med (mens hun forsikrede mig om, at hun sagtens kunne forstå, hvis ikke jeg ville - og det ved jeg passer) ... Jeg må indrømme at jeg er dybt forundet over alt det her ... men nyder tingenes tilstand - og håber at de holder ... men er dog forberedt på, at det ikke er sikkert at det bliver ved med at være så let for mig som det er lige nu ...

Anyway - det er ihvertfald dejligt befriende, pludselig at kunne være ude i den der farlige verden - og udfordre mig selv på det groveste ... uden at det smerter ...

tænker stadig ...

2006-03-09T01:51:00.000+01:00

Tankerne fortsætter - og jeg har kig på "2måske3" uddannelser som jeg kunne forestille mig at gå igang med ... men til at starte med skal jeg jo ha det der HF-noget ... og som det ser ud lige nu, så har jeg besluttet at gå igang med de fag jeg skal bruge til at søge ind på de "2måske3" uddannelser som jeg kigger på ... så planen er HF-enkeltfag til september ... og det er en beslutning jeg har det rigtig godt med ... Det er som om, jeg har besluttet at ændre mit liv en hel del - og tager fat og gør noget - og det har jeg det rigtig godt med ... men jeg må indrømme at beslutningen også stresser mig noget ... ikke at jeg kan sætte fingeren på det - men min krop opfører sig stresset ... og det kan jo hænge sammen med, at jeg netop i disse dage, tager beslutninger der har betydning for mig, mange år frem ... Og jeg lægger en plan helt uden om det barn, der har været planlagt så længe - og som der har været taget hensyn til måske kom i meget meget lang tid ... De planer jeg lægger nu, kan virkelig tilte, hvis det der barn nu alligevel skulle finde på at komme ... men jeg er nået frem til - at så er det sådan det er ... for hvis der kommer en baby, som tilter planerne - så har jeg jo babyen - og så må en hel masse andre ting komme til at synes ligegyldige ...

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg i morgen tidligt drager til København, for at bisætte min morfar, som døde i fredags ... ikke at jeg er specielt ked af det - for han var gammel og meget syg, og det var absolut ventet - men dødsfald gør mig altid lidt trist - uanset, hvor "i orden" de må siges at være :-/

Og weekenden kommer til at se noget anderledes ud end først planlagt ... og det selvom den blev planlagt engang sidste år ... fredag står den på TV2 koncert i Ballerup - men desværre har min mand måtte melde fra pga. arbejde, så jeg stod der med en billet, og ingen venner ... eller ... nåja - venner har jeg vel ... men ingen der lige kunne købe sådan en billet ... så jeg har inviteret min storebror med til koncert - og han blev rigtig glad for det - så den kommer til at bringe glæde alligevel den ekstra billet ... heldigvis :-)

Lørdag har jeg en aftale med den kennel der huser Tullehundens far ... og ham vil jeg jo gerne se - så når jeg alligevel er ovre - og har hunden med - så kunne jeg lige så godt aftale at komme op og se ham - især fordi at vores vovse har "forkert" hvalpe-pels ... hun ser ikke ud som racen normalt ser ud som hvalp - men faren så lige sådan ud - og han er en flot fyr idag - men med lidt kortere pels end moren - og det gør overhovedet ikke noget - det betyder lettere pelspleje - og hun kommer stadig til at leve op til racestandarden (ihvertfald i pels-øjemed) ... bare sådan hvis nu vi ville udstille og evt. avle ... selvom det vil vi nok ikke ... ikke det der avle-noget ihvertfald ... eller jo - det vil vi gerne - men ikke på hunden ;-)

Smarte-Camilla™

2006-03-05T23:22:00.000+01:00

Jeg har æg i fryseren ... inden jeg vil bruge dem skal jeg tabe mig ... jeg taber mig ikke, ergo får vi ikke brugt fryseæggene ... og på den måde holder jeg fast i vores tilknytning til behandling i det offentlige ... det er ikke skide smart ... men det funker jo - jeg har stadig æg i fryseren ... Smarte-Camilla™ - det er mig ... eller måske ikke ...

Ting ændrer sig ... jeg har i dag haft en laaaang snak med min mand omkring det med behandling og ingen behandling og med hvornår nok er er nok og om hvor længe jeg kan holde til det - det er ikke behandlingen og bivirkningerne og alt det andet skod-gejl jeg frygter ... men jeg er seriøst nervøs for, hvor mange flere negative blodprøver jeg kan holde til, uden at gå helt i stykker ... OG jeg er nået til et sted, hvor jeg tør tænke tanken: hvad nu, hvis det her aldrig lykkes? og jeg kan forholde mig til den ... uden at jeg stikker fingrene i ørene og skriger LALALALA ...

Under vores snak, kom vi også omkring emnet "at fylde noget andet i hullet" ... for det barn vi ikke får, efterlader unægteligt et stort og gabende tomt hul ... og efter som min drøm i mange mange år, har drejet sig om familie og børn, og jeg aldrig har gjort mig tanker om karriere - job var sådan noget jeg skulle have for at det kunne være lidt sjovere til hverdag - og helst ikke for mange timer - for min familie og mine børn er jo det vigtigeste ... nåja - og Camilla-tid er også vigtigt, for at jeg kan være noget for min familie ... alt det lyder jo godt, hvis ellers jeg havde haft sådan en famlie, der havde "brug" for mig ... men med en snart-teenager og ik rigtigt andet der binder mig - så kniber det noget med at fungere som det store "moder-dyr" ... men altså ... eftersom jeg aldrig har tænkt på at et job kunne være en vigtig del af mit liv ... så har jeg heller ikke fået den rigtige uddannelse ... jeg har ikke engang en gymnasiel uddannelse ... og for at kunne fylde hullet ud med noget jeg gider og har lyst til at stå op til hver morgen - så skal jeg ihvertfald have en videregående uddannelse ... og for at få den - så må jeg jo på skolebænken ... og det vil jeg også ... helt vildt gerne faktisk ... så skal der ses på økonomien ... men selv det fik min mand mig til at se, ikke behøvede at være en stopklods ... jeg tror jeg er ret godt gift egentlig ...

Jeg har ikke meget at skrive om...

2006-02-27T01:16:00.000+01:00

Men lidt brok kan jeg da altid trylle frem ...

Som om livet ikke var ledt nok som det var ... så har jeg hele dagen gået rundt med gajol-reklamens sang i hovedet ...

Ty'gummi, tyggegummi, bublegum ... det er den samme lille ting som det handler om ...
Ty'gummi, tyggegummi, bublegum ... det er en sukkerfri gajol som det handler om

... Så - nu behøver jeg ikke længere at lide alene ^-^

Og så lige en kort bemærkning

2006-02-18T14:59:00.000+01:00

til jer der kommenterer på Breiner-bloggen ...

Jeg sletter jeres kommentarer - ikke fordi jeg ikke er glade for dem - for jeg kan godt li at få kommentarer faktisk ...

Men jeg kan ikke li at folk (familie og sårn) via jeres blogge kan finde frem til den her blog - så hvis i kommen terer anonymt så sletter jeg det ikke ...

Ikke så meget afstand alligevel...

2006-02-17T14:31:00.000+01:00

I dyb kontrast til mit forrige indlæg, som handlede om afstand ... så vil jeg nu dele nogle af de tanker jeg alligevel har gjort mig i de sidste par dage om behandling og om baby'er og om det manglende vægttab ...

Jeg taber mig ikke - og kan derfor ikke komme i behandling foreløbig (selvvalgt) ... fair nok ... men så længe jeg ikke kommer i behandling kommer der heller ikke nogen børn ... hvad er det så et udtryk for? Jeg ved det ikke ... men et eller andet sted, så kæder jeg det sådan sammen, at min situation i nogen udstrækning er selvvalgt - og det er bawl - det ved jeg godt .... valgte jeg helt selv, så havde jeg på nuværende tidspunkt 4 unger ... og det har jeg jo ikke ...

MEN er det så fordi jeg er bange for at gå igang med behandlingen? lidt! ... eller måske meget ... Jeg tænker på hormonerne - og især bivirkningerne og i særdeleshed risikoen for negative blodprøver - den er jeg jo helt fri af, så længe jeg ikke er i behandling ... der kommer ingen negative blodprøver ... men der kommer selvfølgelig heller ingen baby :-/

Samtidig har jeg gjort mig en masse tanker om, hvornår nok er nok ... og om jeg nogensinde vil være i stand til at sige "ok - så er det her vi stopper" hvis ikke vi får den eftertragtede baby ... og det betyder jo, at vi kan kæmpe og kæmpe og kæmpe de næste 5 år eller mere, og i mellemtiden glemme at nyde det liv vi har nu ... og det er jo heller ikke fair - hverken over for os selv eller over for sønnen - som jo altså er det barn der rent faktisk ER her og har brug for os ...

Men ville jeg være klar til at sige "ok - det var det - vi prøvede med det lykkedes ikke" ... lige nu ved jeg det ikke ... jeg indrømmer at jeg har tænkt tanken og på den ene side er det dybt skræmmende ... og på den anden side kan jeg også mærke at den nok ville give en smule lettelse ... men nej - jeg er ikke klar ... ikke endnu ... og jeg tror også at det ender med, at jeg pludselig tager mig voldsomt sammen - smider de kilo'er jeg vil, og så er jeg klar-klar ... jeg kan bare ikke helt se mig gøre det endnu ...

Afstand

2006-02-11T13:22:00.000+01:00

Lige nu er alt hvad der hedder behandling og baby-planer lagt rigtig langt væk ... det fylder bare meget lidt, og jeg har heller ikke lyst til at hive det op af den midlerltidige fortrængningsskuffe for at kigge på det ... jeg kan godt li roen omkring det ...

Jeg har et par æg i fryseren, som jeg ikke tør stole på, rent faktisk bliver til et forsøg - jeg har bare hørt om for mange der har fået tøet bunker og bunker af æg op uden at nogle har overlevet - eller blot et par stykker ud af 10 har overlevet ... så nej jeg tror ikke rigtig på det ... men håber da, at når jeg er klar, så overlever æggene og bliver til en rigtig menneske-baby ...

Hagen i alt det her, er at jeg har besluttet mig for, ikke at bruge af fryseæggene, før jeg har tabt mig ... og det har jeg bare ikke, og jeg er godt nok heller ikke igang ... det er noget rigtig skod på den front ... jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker faktisk ikke på det der med vægten - hverken godt eller skidt ... jeg spiser det junk jeg har lyst til - og sjovt nok, gør jeg det for første gang i mit liv, uden snerten af dårlig samvittighed ... Mad og humør og følelser har hele mit liv - eller ihvertfald så længe jeg kan huske - hængt nøje sammen ... Det passer mig godt at det ikke gør det mere, men så ville det også være dejligt at se noget på vægten - for jeg har altid forestille mig, at når jeg kunne få et nogenlunde ordentligt forhold til mad og til det at spise, så ville det med vægten komme af sig selv ... Men det ser ikke ud som om at det gør det ... men ærligt - så ved jeg det ikke - for efter den her forandring er sket i mig vedr. forholdet til mad - så er jeg også holdt op med at veje mig - en anden ting jeg tidligere har været næsten afhængig af - helst dagligt - og gerne flere gange dagligt ... sygt sygt sygt ...

Nå - det blev en post der kom til at leve sit eget liv, og slet ikke kom til at handle om det jeg troede den skulle handle om ;-)

Uha-uha-uha

2006-02-08T21:34:00.000+01:00

I dag kom sønnen hjem fra skole og bedyrede at der var nogen på skolen han ikke kunne lide. Jeg spurgte ind til det, for det sker ikke sjældent, at så har én fra klassen skubbet til ham uden at sige undskyld eller også har nogle dumme drenge fra en anden klasse sagt et eller andet ... men idag var anderledes. Det var muslimerne han ikke kunne li ... jeg måtte høre hvorfor - og svaret var, at de brændte det danske flag af ...

Så fik vi os en snak om, at det jo ikke var muslimerne på skolen - eller her i landet for den sags skyld, der brændte flag af ... Men at det var rigtigt at der var folk et andet sted i verden, der var gale på nogle danskere, som så brændte flaget af - og dem måtte han godt "ikke kunne li" ... og jeg må da indrømme, at jeg heller ikke er vild fan af de billeder jeg ser på tv ... Men hvad pokker skal jeg sige, når så barnet med tårer i øjnene kigger på mig, og siger: jeg er bare så bange for at der skal blive krig i danmark ...

Jeg kan åbenbart også lugte "det"

2006-02-05T15:40:00.000+01:00

Jeg havde ikke tænkt over det før ... men efter Gittes indlæg er jeg kommet til at tænke over det ... så sent som igår, hvor vi var til en fest i spejder-regi - der var bl.a. et par, som har et enkelt barn der er på alder med Mathias ... og på et tidspunkt faldt talen på hus-størrelse og én siger til manden: måske I får flere børn - og han gør et eller andet måske er det et hurtigt blik hen på hustruen - måske er det en kort ansigtstrækning - jeg ved det ikke men jeg fanger, at det kunne de måske godt tænke sig, men det har ikke været let ... senere taler jeg med moren - og fordi jeg troede jeg havde fanget det, fortalte jeg om vores egne kvaler ved at lave børn - og hun siger at hun også har været mølle igennem ...

Jeg har mindst to andre par i tankerne, som jeg også har "gættet" ... begge gangene har det været mændene der har gjort et eller andet, som har gjort at jeg har kunne mærke det ... det er lidt spøjst ... Det er en sær evne at have - og en evne jeg gerne ville ha været for uden ... tror jeg.

Nu tror jeg måske jeg fatter det ...

2006-02-01T22:30:00.000+01:00

Med frygt for at blive hadet i hele bib-verdenen ... så må jeg indrømme at jeg måske pludselig fatter sætningen "køb en hund" ... bare den ikke bliver efterfulgt af "så skal du nok blive gravid" - eller noget der ligner ... For det hænger stadig ikke sammen *ruller med øjnene*

Men jeg må indrømme at smerten har fyldt betydeligt mindre de sidste par dage ... jeg elsker at være blevet hunde-mor ...

At købe hund er den bedste beslutning vi har taget længe ... Nu hjælper det nok også, at vores hund naturligvis er den sødeste og klogeste og smukkeste hund i hele verden - og det er selvfølglig en fuldstændig objektiv betragtning :-P

En hvalp fylder meget - både sådan fysisk i huset og også i bevidstheden - og jeg har mindre tid og plads til at være kronisk ked af det lige nu ... sorgen over det barn vi ikke har fået, er der naturligvis stadig, men den er trådt lidt i baggrunden, i forhold til glæden over at ha fået hund ... jeg tror måske lidt at min mand har fået sin kone tilbage, og min søn har fået sin mor igen - eller de har ihvertfald fået en kvinde i huset der minder meget om hende ... Jeg tror alt i alt, at selvom jeg ville ha den der dyyyyre race-hund - så tror jeg, at min mand egentlig synes, at pengene er godt givet ud ... jeg håber det.

Vov-vov

2006-01-30T22:08:00.000+01:00

Så fik vi vuffer ... hun hedder Cuban Silky Dream's Ayshia ... og vi kalder hende Tulle ... hun er lækker-lækker og sød og hun HAR tisset på gulvet - så alt er som alt skal være ...

Weekend

2006-01-27T13:31:00.000+01:00

Manden er overtalt ... på mandag tager vi ud og KIGGER på hvalpe, af den race jeg nu har forelsket mig i ... og når nu jeg har kunne overtale ham til det, så håber jeg lidt at hvalpene kan overtale ham resten af vejen ... og nu har hvalpe jo sådan en vis cuteness-faktor - så mon ikke det skulle være muligt :-)

Weekenden står på tur-over-broen ... Min mor har fødselsdag idag, og vi skal der over. I morgen står den på pizza-aften med gamle skole kammerater (faktisk med aller-ældste-veninden som jeg har kendt siden børnehaveklassen) ... traditionen med pizza-aften, startede da vi var omkring 16-17 år ... og er fortsat sporadisk lige siden ... (*argh* det er over et halv liv!) og det plejer at være noget med masser af rødvin og måske lidt irish-coffee - så det er jo absolut ingen dårlig ting :-)
Lørdag eftermiddag skal jeg besøge en anden gammel veninde ... og søndag skal jeg ud og besøge min mormor og morfar - det er godt nok hårdt, at tage til københavn, når ikke jeg kommer der oftere ...

Men god weekend til alle i blogland :-)

Tænk på noget andet...

2006-01-25T01:25:00.000+01:00

Tag ud og rejs ... og køb en hund ...

Vi kender dem allesammen - og det er folk vi troede vi havde forklaret os overfor som kommer med disse ubrugelige "råd" (assvice - fantastisk ord!) ...

Men altså - vi har tænkt på noget andet, siden vi gik igang altså - bla. så er vi blevet gift, og sådan et bryllup arrangerer jo ikke sig selv ... jeg har været sygemeldt med jobrelateretstress (og blev fyrret som følge der af) ... vi har haft en alvorlig sygdom i familien og vi har haft en ... hmm ... stram(?) økonomi ... men altså ingen af disse hygsomme adspredelser var åbenbart gode nok ...

Vi har også været ude og rejse ... vi har været på bryllupsrejse og vi har været på efterårsferie i Prag ... det virkede jo altså så heller ikke ...

Så nu er beslutningen taget: vi skal ha hund ... og jeg glæder mig :-) Jeg glæder mig især til at se, hvordan det mon egentlig funker sådan rent teknisk, at et hundekøb skal gøre mandens sæd bedre ... det blir meget meget spændende ...
Arrrjjj pjat ... vi har faktisk skulle ha haft hund siden vi flyttede her over for 3½ år siden ... men så var der jobstress så var der økonomien og så var der bekymringerne om svigernes gamle hund, som vi har passet når svigerne har været væk ... men den var gammel og døde i efteråret ... så var der økonomien ... den skulle være lidt på plads nu, hvor husbonden har fået job ... og jobstress ... naahhhh

Jeg forestiller mig ikke at en hvalp vil løse alle mine problemer ... jeg forestiller mig ikke at jeg bliver glad-glad ... men jeg tror at en hvalp i huset, vil kunne give mig noget glæde, som ellers har været i restordre meget meget længe, og det er også værd at tage med jo ...

Nu skal jeg bare ha overtalt manden til at jeg skal have lov at vælge racen - som er meget meget dyr at anskaffe :-X

hundehoveder og hængerøve

2006-01-22T00:04:00.000+01:00

Jeg havde for nyligt en samtale med min svigermor, som jeg egentlig ret godt kan li ...

Vi talte om, at jeg jo er sygemeldt for tiden og at jeg bare er meget meget ked af det, og at alt det her behandlingsnoget og manglende-graviditetsnoget bare går mig rigtig meget på ... (jeg er sygemeldt fra min status som ledig - så det gør nu ikke den store forskel) ... og at jeg da gerne snart vil igang med et eller andet, men ikke føler mig særlig klar til de krav jeg tror det pulserende erhvervsliv ville stille til mig ... men noget kursus-noget ... jeg ved bl.a. at den kommune jeg bor i afholder kurser i stress-håndtering for sygemeldte - og det ville passe mig rigtig godt at komme med på sådan et ...

Min svigermors kommentar til at jeg da gerne vil ud og ha lidt at rive i er, at så kunne det jo også være at det kom helt af sig selv !!!

- den får lov at stå et øje blik -

Jeg svarer, at det gør det ikke, for uanset, hvor meget jeg får at lave, så blir husbondens sædkvalitet ikke bedre - og den er dårlig - meget dårlig - så nej - det er ikke en mulighed ...

MEN det går mig alvorligt på at de (svigermekanikken) ser på det som noget pjat??? at det her behandlingsnoget er noget vi er igennem fordi ... ja fordi hvad? fordi det er sjovt? og det går mig alvorligt på, at hun i den grad giver udtryk for at det egenltig er noget, som jeg med min psyke gør nødvendigt!!!

OG det der gik mig allermest på, var da jeg talte med min mand om det, fik at vide at det da umuligt kunne være det hun havde sagt, for det havde vi da talt alt for meget med dem om, til at hun kunne tro!!!! HAN VAR DER IKKE!!!
OG så gik det mig voldsomt meget på, at da jeg påpegede det over for ham - dels at han ikke var der, og dels at det VAR det hun havde ment - så sagde idioten bare, nåjam du er også tit i forsvar når samtalen falder på behandling ... så misforstår du tit ting!!!

... Nåmen tak for støtten husbond!!! så var jeg jo heldigvis sur og syntes at han var en idiot - hvilket jeg egentlig synes at rigtig mange mennesker er for tiden - så det var jo på ingen måde unikt at han også var det ...

Senere da jeg var mindre "kasten-med-porcelænet-og-tudvorn-agtig" talte vi så om det og han kunne heldigvis godt se, at han havde sagt noget dumt og han undskyldte ... men for pokker, hvor er det heldigt at jeg har min blog, og at jeg har alle de andre kyniske kvinder i BiB-verdenen ... ellers var jeg jo afhængig af hans støtte hele tiden ... og han har altså bare en anden tilgang til verden end jeg har ... han fanger ikke alle de dumme ting som folk siger på samme måde ... og han er altid klar til at sige: "jamen søde skat - sådan var det jo slet ikke ment" ... og det var det da helt sikkert heller ikke ... men så er det jo heldigt at jeg har jer, til at give mig ret i at verden er et dumt og uretfærdigt sted, og at folk ofte er nogle narrøve ^-^

Farvel ... til morfaren og til sukker ^-^

2006-01-19T14:42:00.000+01:00

Søndag aften tog jeg beslutningen ... mandag morgen drog jeg til kbh. og jeg fik sagt farvel til min morfar ... han er meget syg og nu håber jeg egentlig bare, at han snart får fred ... Men det var godt for mig at komme over og sige farvel ... selvom han sov det meste af tiden mens jeg var der ... jeg ved at jeg har fået sagt ordentligt farvel ... og det gør mig godt ...

Det der vægttab som jo skulle ske her i januar, februar og marts, er ikke eksisterende ... tværtimod må jeg næsten sige ... jeg kan ikke finde det fornødne overskud og kiloerne raser ikke just af ... igen må jeg næsten sige tværtimod :-/ og jeg formår ikke at finde styrken til at vende en ond cirkel ...
Holddaop en gang klynk!?!? ... jeg blir vist nødt til at tage fat ved roden og gøre det! beslutte mig ud af det - bruge min vilje ... og jeg vil jo tabe mig ... det er jo tvingende nødvendigt for at vi komme videre i behandlingen ... altså iflg. mig selv ...

Altså ... ikke mere sukker og ikke mere hvede ... masser af grønt og fedtfattigt kød ... det er jo ikke så svært ... altså hvis ik lige at der kom sukkercravings ind og forstyrrede systemet ... men igen ... der må jeg bruge min viljestyrke - for den har jeg vel... helt intakt, et eller andet sted ... den er vist aldrig brugt - så intakt må den være ...

Og Gitte postede "sindsro-bønnen" et eller andet sted for nyligt ... og den er god, og den tåler en gentagelse ...

Gud, giv mig sindsro,
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan
og visdom til at se forskellen ...

Den må være min mantra fra nu af ... for af alt det forskellige skod står i lige nu ... så er det med vægten jo vitterlig noget jeg selv kan ændre ...

SÅ måtte det godt gå væk.

2006-01-14T17:06:00.000+01:00

Det er som om at jeg har så mange ting i hovedet ... ting jeg gerne ville kunne skrive om, men det er som om at jeg ikke helt ved, hvad det er der fylder - og så er det dælme svært at få sat ord på det ...

Der sker ikke så meget i mit liv lige nu ... og alligevel kører tankerne på højtryk ...

Min krop stresser stadig ... jeg stresser. Jeg lider af søvnløshed, har raget engang underlivsbetændelse til mig, og har generelt følelserne uden på tøjet ... Jeg tuder til alt i fjernsynet ... selv da jeg tidligere idag zappede rundt mellem kanalerne, ramlede ind i en eller andet tv-serie som jeg aldrig har set før ... landede midt i et afsnit, netop som der var en dreng der døde - og så tudede jeg ... hvor sært er det lige?

Min morfar er dødsyg - han er en meget gammel mand, så egentlig er det ikke sørgeligt at hans tid er ved at være omme ... alligevel går det mig voldsomt på, ikke fordi at jeg nogensinde har været tæt-tæt på min morfar ... alligevel er det mig yderst magtpåliggende at komme til kbh og få set ham inden han dør ... og det gør mig frygtligt ked af det, at han er så syg som han er :-/

Egentlig gad jeg godt at al smerten bare snart gik væk ... nåja - den fysiske kan jeg dog forholde mig til ... men alt det andet skod ... jeg gad godt at jeg bare kunne beslutte mig ud af al skoddet ... men det kunne jeg jo ikke ... ævæv!

LA-LA-LA

2006-01-08T21:11:00.000+01:00

Der er gode dage og der er dårlige dage ... sådan har det vist været hele tiden ... der er dage, hvor det barn som ikke gider komme, fylder alt alt alt ... og dage hvor jeg stort set ikke tænker på det ... fortiden tænker jeg meget lidt ... vist nok sådan generelt set ... men er alligevel i et voldsomt dårligt humør ... så det er ikke sådan, at jeg ved ikke at tænke på tingene, får lagt afstand til dem ... de fylder vældigt nok alligevel ...

Lige nu er jeg jo lidt bub-agtig ... eller ub-agtige ... der er længe til jeg skal igang med noget behandling igen ... jeg skal jo "lige" tabe mig først ... det er som om, at jeg på det punkt laver en *stikken-fingre-i-ørene-og-skriger-LALALA* ... som om jeg tænker, at det nok sker helt af sig selv, hvis ikke jeg gør noget ... eller oz gøre det måske ikke?

Jeg er ikke ked af det ... eller jo det er jeg nok ... men det er ikke ked-af-det-heden der fylder mest ... det er mere ligesom om at verden bare vil være besværlig og bare vil genere mig ... og så er det jo klart at jeg blir sur og snerrer af folk ... ik?

Det går bedre ...

2006-01-04T22:26:00.000+01:00

Men egentlig så er jeg mere bitter og mere kynisk end jeg nogensinde har været ... Men jeg har forenet mig med det faktum at sådan er jeg nu ... jeg er bare blevet et andet menneske end jeg var for bare et år siden ... og det er ok for mig ...

"er du ikke bange for at støde folk væk på den konto"

Spurgte en bekendt ... og nej ... det er jeg ikke ... hvis der ryger venner på den konto - så er det bare ærgerligt ... men der er jo ikke noget at gøre ved det - for hvem ved - måske er det bare sådan jeg er nu ... og så hjælper det jo ikke at jeg forsøger at være en anden ... for at holde på venner, der alligevel ikke kan li den nye mere bitre og mere kyniske mig ...

Det er som om at jeg har fået det bedre ... efter jeg har accepteret at vreden og bitterheden godt må være der ... ligesåvel som det blev lettere at være misundelig på de gravide veninder (og have det nogenlunde med det), dengang jeg accepterede at denne smålige og overdrevne jaloux person var jeg også ... måske er det det samme med bitterheden ... den fylder mindre, når den får lov at være der ... Det er måske sådan, at følelser er følelser og de kommer som de vil - og de bliver lettere at bære, når først jeg accepterer at også de "grimme" følelser har ret til at være der ...

Men nu vil jeg så se om jeg kan lære mig selv rigtigt at kende som bitter-gammel-kælling™