Misundelse og jalousi ...
I dag har i stor stil handlet om misundelse ... og om der egentlig er tale om mis-undelse eller om det er jalousi når jeg er ved at gå ud af mit gode skind når nr. 45678 siden vi startede, kommer og fortæller mig, at de da forresten er gravide ... af og til er det benhård jalousi - og det er ok - de har noget jeg ønsker mig brændende ... men jeg har opdaget at mis-undelsen også spiller ind af og til ... og den er faktisk temmelig meget grimmere end jalousien ...
At mis-onde nogen noget ... det er ikke "pænt" ... men det sker når jeg ser den gravide veninde tage en smøg frem ... eller når jeg forvilder mig ind på et graviditetsforum og læser om nogle af de gravides "problemer" *piiiiv - nu kan jeg jo ikke drikke - for jeg er jo blevet gravid* (ok - jeg vil gerne bytte!!!) *piiiiv - nu har jeg fået et strækmærke* (og hvad så - du får et barn ud af det!) *piiiiv - nu er jeg forkølet - og det blir jeg sikkert ved med at være så længe jeg er gravid* (ok - jeg lagde mig gerne med influenza i 9 måneder - hvis bare jeg fik et barn ud af det) ... Når jeg læser den slags, så mener jeg faktisk at det havde været bedre at give graviditeten til en der var KLAR til den ... men jeg ved godt at den bedste og letteste løsning er, at jeg lader være med at læse på graviditetsfora - men jeg MÅ bare være en smule masochistisk ellers gjorde jeg det vel ikke ...
Men hvorfor er det så at det er så at jeg har så svært ved at forlige mig med at jeg rent faktisk er både misundelig og jaloux? Jeg ved godt at jeg kan læse alle steder at det er ok - og heeeelt naturligt ... men det ændrer ik på at jeg ikke synes det er naturligt for mig at være smålig og misundelig ... og det synes jeg jo rent faktsik at jeg er ... smålig - når jeg ikke engang kan glæde mig på andres vegne ... og det kan jeg virkelig ik altid ... jeg vil sige at det er blevet lettere at have med at gøre ... jeg tror jeg har givet jalousien lov til at være der ... accepteret den som en del af mig - for det er den jo ... Jeg har også fået sat ord på hvorfor jeg ikke altid kan glæde mig på andres vegne, det handler jo i bund og grund om at de med deres graviditet og store mave minder mig om mit højeste ønske som lige nu ser så uopnåeligt ud ... det er ikke deres skyld ... det er ikke dem der gir mig sorgen - men det er dem der tager saltet og gnider det i såret ... og så er det lidt svært at finde smilet og de store hurra-ord frem ...
At mis-onde nogen noget ... det er ikke "pænt" ... men det sker når jeg ser den gravide veninde tage en smøg frem ... eller når jeg forvilder mig ind på et graviditetsforum og læser om nogle af de gravides "problemer" *piiiiv - nu kan jeg jo ikke drikke - for jeg er jo blevet gravid* (ok - jeg vil gerne bytte!!!) *piiiiv - nu har jeg fået et strækmærke* (og hvad så - du får et barn ud af det!) *piiiiv - nu er jeg forkølet - og det blir jeg sikkert ved med at være så længe jeg er gravid* (ok - jeg lagde mig gerne med influenza i 9 måneder - hvis bare jeg fik et barn ud af det) ... Når jeg læser den slags, så mener jeg faktisk at det havde været bedre at give graviditeten til en der var KLAR til den ... men jeg ved godt at den bedste og letteste løsning er, at jeg lader være med at læse på graviditetsfora - men jeg MÅ bare være en smule masochistisk ellers gjorde jeg det vel ikke ...
Men hvorfor er det så at det er så at jeg har så svært ved at forlige mig med at jeg rent faktisk er både misundelig og jaloux? Jeg ved godt at jeg kan læse alle steder at det er ok - og heeeelt naturligt ... men det ændrer ik på at jeg ikke synes det er naturligt for mig at være smålig og misundelig ... og det synes jeg jo rent faktsik at jeg er ... smålig - når jeg ikke engang kan glæde mig på andres vegne ... og det kan jeg virkelig ik altid ... jeg vil sige at det er blevet lettere at have med at gøre ... jeg tror jeg har givet jalousien lov til at være der ... accepteret den som en del af mig - for det er den jo ... Jeg har også fået sat ord på hvorfor jeg ikke altid kan glæde mig på andres vegne, det handler jo i bund og grund om at de med deres graviditet og store mave minder mig om mit højeste ønske som lige nu ser så uopnåeligt ud ... det er ikke deres skyld ... det er ikke dem der gir mig sorgen - men det er dem der tager saltet og gnider det i såret ... og så er det lidt svært at finde smilet og de store hurra-ord frem ...
posted by Freudika at 00:57
5 Comments:
Det jeg misunder mest er den "selvfølgelighed" med hvilken de er i deres situation...
Det pisser mig af at disse irriterende små nymfer smider deres p-piller forventer en graviditet og får den!!!
Hallo! Hvad med mig?
Og alle deres "piv piv - der er gået 3 måender, skal jeg gå til lægen?" indlæg - dem kan de stikke skråt op, jeg får lyst til at lukke bitterhed ud, men formår for det meste at holde det for mig selv
Amocca
Det ER forståeligt, men set fra en ikke infertils side vil jeg alligevel sige.. Man er jo heller ikke fertil med vilje:-) Og de fertile har formentlig også nogle problemer de går og bøvler med, store som små. Det ændrer dog ikke ved at det er uretfærdigt, men stadig ikke de fertiles "skyld"..
>> Lene
Det synes jeg da bestemt heller ikke at jeg skriver nogen steder ... faktisk skriver jeg at det ikke er dem der giver mig sorgen ... de gnider blot salt i såret med deres tilstedeværelse - og det ved jeg godt, at de ikke gør med vilje - det er bare sådan ...
Det jeg i stor stil anfængter er den utilfredshed med små ting - som jeg ser hos nogle gravide - som om de glemmer at de rent faktisk går igennem de "lidelser" for at få et barn. Jeg mener seriøst, at man, hvis man kan gå i baglås over at få et strækmærke i sin graviditet - så skulle man nok ha valgt noget andet end en baby ... måske en hund eller en kat :-X
Det er som taget ud at fine tanker Camilla. Jeg synes sku også de gravide klynker lidt for meget af og til. Åh nu har jeg kvalme åh dit og dat. Ja og hvad så - de er da gravide og får et barn.
Uhhh de pisser også mig af.
Knus
Jeg tror det er de færreste mennesker, der går igennem en graviditet uden diverse skavanker, sygdomme eller bekymringer, men sagen er lige netop, hvordan man vælger at gribe de "sidegevinster" an. Jeg tror seriøst aldrig jeg har været en større jubelnar til trods for kvalme, bækkenløsning, smerter, vand i kroppen og hvad ved jeg, da jeg endelig blev gravid. Jeg syntes sgu godt man må sparke lidt til dem, der hele tiden beklager sig, for det er sgu et sandt mirakkel og det skal man nyde!
Post a Comment
<< Home