Jeg vil så gerne ...

Jeg bliver stadig ramt af ked-af-det-heden ... Men jeg ved også, at alting bliver godt igen. Når jeg tænker tilbage på alle de store sorger jeg har været igennem i mit liv - så ved jeg jo godt, at en dag kan jeg tænke tilbage, uden at begynde at græde ...

Sorgen er som et glasskår i hjertet ... jeg kan ikke huske historien ordret, men essensen er, at i starten sidder glasskåret og skærer med alle de skarpe kanter - og med tiden vil kanterne være slebet rundere ... glasskåret vil altid sidde der, og vil altid kunne mærkes - men smerten bliver mindre med tiden ... og det passer jo ... og måske er det for meget at forvente, at en glasskår skal være slebet rundt på en uge? ...
Jeg vil bare så gerne ikke have ondt mere!

Kort fortalt ... eller langt måske?

Udskrabning? Medicinsk abort? eller vente til kroppen selv udstødte fosteret? ... Det var pludselig det dilemma vi fandt os selv i, da vi onsdag skulle til nakkefoldsscanning ...

Det har været nogle ganske forfærdelige dage ... onsdag, hvor vi dels havde glædet os til at kigge ind til baby - og dels havde været lidt nervøse for risikovurderingen ... som endte med at være så uendelig ligegyldig ... for fosteret havde været dødt inden i mig i 4 uger ca...

Jeg lå på briksen og fulgte med på skærmen - og vidste det med det samme ... babyen lå for stille og der var ingen hjerteblink ... og så græd jeg ... og det blev jeg egentlig ved med resten af onsdagen ... Eller nej - det gjorde jeg ikke ... for kæresten er ganske fantastisk ... så han tog mig med ud i verden ... jeg tror vi var ude og kigge på biler ... eller det ved jeg vi var - men spørg mig ikke, hvilke biler vi kiggede på ... jeg var der bare ...
Men jeg fik ikke lov til at gå i seng og være elendig, og vente på, at det hele gik væk ... selvom det nok var det jeg allerhelst ville lige der ...
Onsdag aften sørgede han for sushi og hvidvin ... det var slet ikke nogen tosset måde at komme igennem onsdagen på ... trods alt.

Torsdag skulle vi møde ind på Skejby - eller jeg skulle ... og sært nok, havde min første tanke været om kæresten mon kunne få fri til det ... og selvfølgelig kunne han det - han meddelte sit job onsdag, hvordan tingene stod til - og fortalte, at han ikke kom resten af ugen ... sådan var det jo bare ...
Så torsdag kl. 10.30 mødte vi ind på Skejby ... Vi havde om onsdagen fået et par brochurer med om abort ... medicinsk eller udskrabning ... men ingen vejledning om, hvad der skulle ske ... så for en sikkerheds skyld mødte jeg fastende ind torsdag - for jeg var helt klar over, at jeg helst ville have en udskrabning, og få det hele overstået hurtigst muligt ...
Jeg blev først scannet igen ... og igen var der to læger der konstaterede, at den var god nok - den var rivende gal - ingen hjerteblink.
Jeg fik hurtigt meldt ud, at jeg helst ville have den der udskrabning ... så jeg røg i kø til operationsstuen ... Så i torsdags ved 17-tiden blev ønskebabyen fjernet ...

Det har været rædselsfuldt og modbydeligt og alt andet end det vi havde planlagt ... og samtidig har vi opdaget sider hos hinanden, som vi kunne have gået hele livet og ikke vide, den anden besad ... det er gaven i krisen ... den tager jeg også med ...

Er det ikke bare vidunderligt ...

Næ!

Den næste der spørger mig om ikke det bare er fantastisk at være gravid ... dør!

Typisk foregår det sådan her:

"Hvordan har du det så" ... og jeg fortæller om døgnkvalme og overdreven træthed ... og om sære smerter i ledene ... og så kommer det: "Men er det ikke bare fantastisk at være gravid?"... øhhh nej? ...

Tag ikke fejl. Jeg elsker at jeg venter mig - jeg elsker at jeg skal have et ønskebarn og jeg er dybt taknemmelig over, at det lader sig gøre. Jeg er dybt taknemmelig over min kæreste som er verdens bedste far for de unger han allerede har - og som bliver det for det barn vi venter sammen. Jeg elsker, at jeg skal have et barn til ... men nej. Jeg synes bestemt ikke det er spor fantastisk at være gravid.

Et andet scenarie er, når kvinder fortæller mig at de da aldrig har haft det så godt, som da de ventede sig ... så tænker jeg "enten husker du meget, meget dårligt ... eller også har du det bare ikke særlig godt til hverdag!" ...

For helt ærligt ... hvad er det fede? kvalmen? opkastningerne? (som i øvrigt ikke rigtig er en mulighed når man er maveopereret som jeg er - men det afholder ikke kroppen fra at forsøge :-X) Vægtøgningen? Trætheden? Eller er det forstoppelse, som åbenbart også er en hyppig bivirkning ved graviditet?... ja jeg spørger bare, for jeg har virkelig svært ved at se det fede i noget af det ...

Måske det snart vender ... jeg er præcist 11 uger henne i dag ... så der er chance for, at jeg snart er ovre alt det der med kvalme og træthed ... og måske de næste mange uger bliver gode ... og så er jeg hende der står om et år og fortæller andre, om hvor godt jeg havde det dengang jeg var gravid ... hvem ved?

Nu ved jeg hvorfor jeg var så træt og ugidelig

Der var jo en baby inde i maven ... eller .. baby og baby ... en klump celler der hen over de næste 7.5 måneder gerne skulle ende med, at blive til et færdigt menneske ... inde i mig ... vildt.

Så bloggen om fertilitetsbehandling blev pludselig en blog om en graviditet ... en helt normal graviditet ... eller så normal sådan en nu kan være, når den kommende mor er fyldt 40 ....

Men jeg gik jo lige hen og blev en af dem jeg engang var bitter og kynisk på ... sådan en der mødte en mand - og kendte ham i et halvt år og besluttede sig for at lave en baby på ham ... og 3 måneder efter præventionen var smidt, stod jeg med de famøse 2 streger ...

Vi fortæller hinanden jævnligt, at vi er bindegale - og det tror jeg egentlig vi har temmelig meget ret i ... og alligevel ... så føles det bare så rigtigt ...

De store børn har fået det at vide ... og de tog det rigtig pænt ... det er jo aldrig helt til at vide med tweens og teens ... det ene øjeblik kan noget være fuldstændig fantastisk - og det næste - så er den samme ting fuldstændig forfærdelig ... Men de fik det at vide - og så gik snakken om, hvorvidt det var bedst med en lillebror eller -søster - og jeg tror der er mest stemning for en bror ... så må vi jo se om jeg kan levere sådan en - ellers bliver de garanteret lige så glade for en søster. Og så gik snakken på, hvilke navne der er bedst ... og der tror jeg nok, at jeg bliver nødt til at holde fast i, at navnet ikke er til udlicitering ;D ... Det skal jeg nok tage mig af. Men lad os nu se ... det kunne jo være, at een af dem havde det perfekte navn i gemmerne ...

Nå ... men ellers går det godt - altså med kvalme, hovedpine og træthed på den der surrealistiske måde ... Men glæden fylder mest :)

Mandag? på en ... torsdag?

Det kan man sgudda ikke!

Så sad jeg her - klokken før 10 om formiddagen - og var allerede gået på rov i de sørgelige rester af peberkager fra julen - som i øvrigt er blevet bløde ... ikke fordi de har ligget længe - de har vist nok været det hele tiden ... jeg er jo afgjort ikke sådan en dygtig hausfrau.

Morgenmad har jeg til gengæld ikke gide beskæftige mig med ... ikke til mig selv i hvert fald. Resten af familien har dog fået ... så lidt husmor-ish er jeg nok alligevel. For naturligvis serverer jeg hjemmebagte spelt-agtige boller for familien ... for jeg ville jo egentlig nok gerne være een af de dersens øko-spelt-mødre med gaveskab und alles ... Altså bort set fra, at jeg nok tror det er for kedeligt - og jeg måske er ca. 118 % for ustruktureret til nogensinde at lande i den kategori ...

Jeg er træt med ekstra træt på - men det er ok - altså på den der "jeg er samfundsnasser - så jeg har alligevel ikke noget jeg skal"-agtige måde - så jeg overvejer om dagen skal gå med at ligge på sofaen og se dårligt tv - eller om jeg skal kaste mig ind i min seng og måske læse/blunde ... Åhhh ... store, store valg. Som I ser, er det slet ikke så let at være pensionist, som man skulle tro.

Nåja - og så er der jo samvittighedskvalerne ved at lade opvasken stå og undlade at vaske tøj og ikke støvsuge og i det hele taget lade alting flyde - når nu kæresten jobber og ungerne passer deres skole (så vidt vides) .. så ville det jo være ret rimeligt, at jeg tog mig af den slags småting i løbet af dagen ... ja? ... men jeg tror sgu jeg laver mit helt personlige oprør herhjemme i dag og lader være med at gøre de ting jeg plejer ... OG jeg har ingen bh på ... jeg brænder dem dog ikke - det er mine bh'er alt for pæne og dyre til ^-^
Så meget for rødstrømpen i mig ...

Nårm ... god morgen og god nat sagde jeg så.

Goddag 2012 ... vær velkommen og alt det der.

Så blev nytåret veloverstået. Det er ikke let med det der nytår, når man har en skudræd hund ... men vi kom igennem - alle overlevede, selvom Tullen stadig er mærket af skyderiet - og kvarteret unger stadig ikke er færdige med at fyre deres krudt af. Desværre.

Juleferien gik fint - pænt fordelt mellem min familie i København, kærestens familie i Nordjylland og et håndboldstævne i Thy ... og så hjem d. 30 - få købt ind og vasket og gjort rent i en hulens fart - inden der troppede gæster op for at fejre nytåret sammen med os d. 31. Det var en dejlig aften - men en dårlig ide, at invitere gæster når man lige har været væk hjemmefra i mere end en uge ... I hvert fald titter mine stresssymptomer frem, med fuld styrke - og jeg må gøre, hvad jeg kan for at passe på mig den næste tid. Det bliver nok ikke så let dog. Næste weekend står på 18 års føsdag - som skal klemmes ind mellem en håndboldtræning lørdag eftermiddag og en håndboldkamp søndag morgen ... nåja - fik jeg nævnt at det var 2 timers kørsel væk ... den der fødselsdag?
Jeg er meget priviligeret, at jeg har hverdagene til at gøre ting i mit eget tempo. Og i morgen starter alle børnene i skole, så har jeg også noget alene-tid - det kan jeg godt mærke, at jeg har brug for.

Nytårsaftensdag gjorde jeg lige noget "smart" ... (kan høre gamle venner, rulle med øjnene og sige "åååhhh nej!") ... Jeg lider voldsomt af svimmelhed når jeg rejser mig for tiden - og en halv time inden gæsterne kom i lørdags gik det galt. Jeg dejsede omkuld. På badeværelset af alle steder. Og knaldede hovedet ned i badekarret ... Det kan virkelig ikke anbefales. Sådan et badekar giver sig bare overhovedet ikke. Virkelig dårlig deal!

Men mit 2011 har været dejligt og kaotisk og ... dejligt. Jeg mødte jo kæresten ... jeg flyttede 2 gange - ikke en fest - men det, der skulle til, for at jeg kan være sammen med dejligheden hele tiden ... og det vil jeg gerne ;)
Rigtig meget gerne endda. Tror måske lidt, jeg elsker mit liv lige nu - og jeg glæder mig til at se, hvad 2012 kan byde på ... jeg er spændt. På den gode måde forstås.

Glædelige jul - eller noget.

Ok - hvor kom det lige fra. Nu var det jul - og ca. en millionmillard år siden, jeg sidst havde givet livstegn her inde.

For nyligt blev jeg gjort opmærksom på, at jeg jo rent faktisk havde en blog til at ligge at flyde herude i cyberspace - og tanken om at slette den har bestemt også strejfet mig mere end een gang - men igen ... den er jo et billede af mit liv som det var i de øjeblikke jeg satte mig ned og skrev ... og måske det bare skal have lov at stå - om ikke for andet, så fordi, at jeg på den måde kan holde fast i, hvor jeg var og hvor jeg er.

Jeg tror godt jeg tør sige, at mit liv har ændret sig noget siden sidst jeg kiggede forbi blogland. Jeg er blevet skilt. Det er en god ting. Selvfølgelig har det været hårdt og drøjt og alt muligt andet ubehageligt, men i bund og grund, en rigtig god beslutning. Og både ex-manden og jeg er kommet videre. Det var en svær beslutning. Måske især fordi, det i lang tid var min beslutning alene, og exen overhovedet ikke synes at det var den vej vi skulle. Men vi er begge kommet ud på den anden side. Måske endda som mere hele og gladere mennesker. Jeg ved jeg er i hvert fald.

Når man bliver skilt, så er der jo dels den erkendelse af, at "vi'et" ikke er mere her og nu og dels det, at det ikke skal være alt det vi drømte om - at vi ikke skal sidde i gyngestole på et plejehjem om hundrede år og holde i hånd ... Og jeg tror faktisk at drømmen var sværere at give slip på end nuet ...

Men nu har jeg fået nyt liv, ny kæreste, ny familie og nye børn - ganske vist store børn - to piger på 10 og 13 - og så er sønnen blevet 15 - så her er liv i huset - og jeg elsker det. Og den nye kæreste ... well ... jeg har slet ikke ord. Jeg troede kun den slags kærlighed fandtes på film ... jeg er kvalmende lykkelig med ham. Undskyld.

Nu tænker jeg, om det mon er nu jeg skal igang med at være rigtig blogger igen ... hvem ved - jeg har jo igen prøvet det der med at få fundet mit login - så måske det er denne gang, at jeg skriver en flig af mit liv ud i cyberspace - jeg har jo sådan set massere stuff på hjertet.

Men hvis ikke jeg havde andet at sige, så kunne jeg jo sige - og ikke mindst mene: Glædelig jul til alle ude i blogland.