Monday, February 23, 2009

Show of Winners ...

Bella og jeg var til Show of Winners i den forgangne weekend - og holddaop et show ... det var som om, at glitter og glimmer på ingen måde kan overdrives ... og det kan det nu altså godt ville jeg mene ... Men det var en fantastisk kombination af galla og hundeshow - så der var naturligvis smækfyldt med supersmukke hunde (slev inden de blev sprøjtet til med glitter) og glade, feststemte mennesker - alt i alt et godt grundlag for en god dag.

Bella og jeg ankom allerede ved 12-tiden og var bare klar - vi fandt vores (min) plads - jeg havde flottet mig og havde købt "dinnerbillet" og skulle naturligvis sidde helt tæt ved scenen/ringen - og det fortrød jeg på intet tidspunkt.

Bella var vågen en timestid, hvor hun sugede indtryk til sig, hvor hun hyggede sig over, alle de mennesker der var kommet ene og alene for at hilse på hende ... og så var hun træt ... så røg hun i kassen og snorksov i 1½ times tid ... og så blev hun pillet op for at komme ud en tur så hun kunne få tisset af inden hun skulle gøres ringklar og i ringen ... Det der med at gøre sådan en lille pelsbolle ringklar er lidt en historie for sig - der skal friseres, og ordnes og friseres lidt mere - så skal der lige øves "gå-ring-pænt-agtigt" og når det er på plads - så får hun lige en tur til med kammen ... alt dette er naturligvis ikke øvelser der går ud på, at præsentere hunden bedst muligt, men der imod at få styr på handlerens nerver ... og det virker bare overhovedet ikke ... Så det var en lidt tændt hund og en temmelig nervøs mig der gik i ringen da det var vores tur ...

Hvert heat bestod af 16 ekvipager - og hver ekvipage fik et kort - som så afgjorde hvilken ekvipage man skulle dyste mod ... det resulterede i nogle ret skæve dyster - f.eks en newfoundlænder mod en dværgschnauzer ... Vi kom til at løbe mod en lhasa apso - ikke noget dårligt match til min lille löwchen - men desværre ramlede vi ind i den hund der skulle vise sig at løbe af med titlen Winner of Winners ... så det var ikke fordi det gik supergodt for os ... men det betyder nu ikke så meget ... måske til næste år ;)

Bella brugte temmelig meget af dagen med enten at sidde på skødet af mig - eller af en anden ved bordet og bare studere den sære verden omkring hende med lys- og lydeffekter og hunde og mennesker ... og så ellers ligge i sin kasse og sove. Så det var helt som det skulle være ...

Efter middagen var det som om at glitterniveauet steg til hidtil ukendte højder ... Dommernes jakke var af den type, man vist kunne risikere at blive blind af, hvis man stirrede dirrekte på den. kjolerne der kom på banen nu var med glimmer og glitter ... og hundene der kom i ringen var i glimmer og glitter ...

Så selvom vi hverken vandt eller gik videre - så vil jeg mene at Show of Winners bestemt er et besøg værd - og jeg håber, at Bimsen og jeg kvalificerer os igen til næste år ...

Sunday, February 15, 2009

Lidt af hvert ...

En hel uges ferie har vi haft ... desværre startede ferien med, at husbondens legekammerat siden de var 6-7 år gamle, døde meget pludseligt ... og det har fyldt - i går var vi så til bisættelse - og det var helt som ventet, ganske forfærdeligt ... Jeg kan slet ikke begynde at beskrive, hvordan mit hjerte bløder for konen og for de forældrer der har måtte sige farvel til et alt for ungt menneske - og jeg indrømmer blankt, at en del af mine kvaler i forbindelse med det hele, har handlet om, at det lige så godt kunne være mig der stod der tilbage og måtte sige farvel ... det kommer skrækkeligt tæt på lige pludselig ... det kan jeg slet ikke bære ...

Der ud over, har ferien stået i afslapningens tegn - vi har fået ryddet lidt op i gamle gemmere - fået ordnet et par hængepartier og så ellers bare nydt friheden og hinanden ... Sønnen har været på ferie hos sin far - så der har kun været voksne og hunde at tage sig af ... det giver en meget ... afslappet - nogen ville måske endda sige lad - stemning ... men jeg kan nu godt li det - i hvert fald når det kun er i mindre doser ...

Jeg har været en tur i Østervrå og besøge Bellas opdrætter - og har fået hende (hunden - ikke opdrætteren) redt ud - det var lige vokset mig en smule over hovedet alt det der pels - men nu er Bimsehunden fin og blød og lækker - og klar til Show of Winners i næste weekend - og det glæder vi os til ... jeg glæder mig i hvert fald - jeg ved ikke om Bella gør ;D

Jeg har egentlig tænkt en del over, om min blog har udtjent sit formål nu - men alligevel - så tror jeg ikke, at jeg er klar til at droppe den ... Men hele grunden til, at jeg i sin tid oprettede bloggen - den er røget noget i baggrunden ... fertilitetsbehandlingen og savnet af det barn det ikke lykkedes os at få er røget i baggrunden - klart jeg stadig mærker det stikke fra tid til anden - men i det store hele, er jeg helt ok med at tingene er gået som tingene er ... jeg har min store søn - jeg har min mand - jeg har mine hunde og de er min store hobby - og det er ok ... Bevares - skulle jeg gå hen og blive gravid ved et "uheld" ... så ville vi jo nok vælge at beholde det ;-) ... men det fylder bare mindre ... Så jeg tror bloggen består - men jeg tror at hundene og hverdagen kommer til at fylde mere end den har gjort her inde ... for det er jo der mit liv er nu :)