Om kameler der skal sluges og sårn ...

Der bliver slugt kameler i lange baner her ...

Dels så er det gået op for mig at jeg har en diagnose: Dystymi ... som er en depressiv tilstand som ikke er så tung som en decideret depression - men som så tilgengæld varer meget meget længe - og evt. er kronisk ... jeg fik diagnosen tilbage i '98 og efter jeg har fundet ud af det, her for nyligt, er der en masse der giver mening.

Jeg er begyndt at tage antidepressiva - fordi de i mange tilfælde kan hjælpe folk med den diagnose - men det har bestemt ikke været nogen let beslutning ... dels så har jeg en dyb modstand mod antideressiva - men mest fordi de alt for tit bliver brugt forkert - jeg tror ikke på medicinen uden terapi ... men det er jo så heller ikke tilfældet for mig - for jeg får begge dele nu ... dels så har jeg en masse kvaler omkring drømmen om et barn og medicinering ... en masse hvad-nu-hvis'ser presser sig på ... og jeg må forsøge at lade dem ligge og tage tingene som de kommer - og lige nu må jeg vente og se, hvad antidepresiva kan gøre for mig - andet end at berige mig med en ufattelig surrealistisk træthed ... sådan en helt-ind-i-knoglerne-træthed ...
Og så må alle spørgsmålene om børn og behandling komme senere ...

Michael B og SSRI ... og noget ...

Den er hel gal: jeg har en sær trang til at høre Michael Bolton *Skriiig* ... gad vide om man kan medicineres ud af den slag? ...

Nå ... det var slet ikke det jeg ville sige ... men alligevel - det er jo slemt nok ... men altså ... jeg er sådan et sted i livet, hvor alting er meget meget meget alvorligt ... og jeg reagerer, ved ikke at kunne tage noget som helst alvorligt ... var der nogen der sagde denial? flugt? ... noget?

Jeg har min svigermor som jo desværre er meget syg - og egentlig bare bliver sygere og sygere - og en svigermekanik (som sådan en samlet pakke) som ikke bruger det der med at tale sammen ... det er lissom bare ikke noget, de for alvor bruger i min mands familie ... så jeg ved ikke særlig meget ... så taler vi (min mand og jeg) om at se, om der er andre muligheder for behandling i f.eks. USA ... men det hjælper jo ikke en hujende fis, hvis ingen præsenterer det for Svigermor og hører, hvad hun har brug for og lyst til ... og et eller andet sted, så ved jeg godt, at den opgave hænger på mig (for det er jo mig, der er den, der kan sådan noget *doh*) ... og et eller andet sted, så har jeg meget meget svært ved at se det som min opgave ... men ved jo godt, at hvis nogen skal lukke op for den pose - så blir det mig ...

Samtidig har jeg nogle alvorligt tunge tanker omkring mit liv og omkring medicin som måske alligevel kunne være en mulighed for mig - nu har jeg katagorisk nægtet SSRI gennem al den tid, jeg har været ramt af "tungsindet" - og det er efterhånden mange år vi taler om her ... første gang, jeg blev sygemeldt med noget depressionsværk, var i '98 ... men nu har jeg jo efterhånden forsøgt mig med psykoterapi gennem cirka 8 år - og jeg er stadig fårked i roen ... men jeg er ikke klar til at opgive drømmen om barnet - og jeg er ikke klar til en graviditet, så længe jeg er så træls i humøret som jeg er nu ... og ... *skriiig* ... og så kører det i ring for mig ... og hele tiden ligger der en skygge "der er jo nok noget 'rigtigt' forkert med mig" ... Og så har jeg et spørgsmål om job-liv hængende over hovedet ... som også skal udredes og findes ud af og gøres ved ... og jeg er ikke sikker på, at det bliver særlig let, at finde ud af noget, som både jeg og kommunen kan være glade for ...

Og så er det, at jeg får lyst til at høre Michael Bolton ... og det er måske alligevel forstående nok ??? ...