Det er jo rent faktisk bare slim

Den gang i gamle dage - mens jeg stadig var håbefuld og grøn ... dengang vi var igang med udredningen, blev jeg spurgt: hvad nu hvis Henrik ingen sædceller har? og jeg svarede som det mest naturlige i verden, at så ville vi da bruge donor ... det viser sig jo så bare at sådan har Henrik det overhovedet slet ikke ... donor er i hans verden slet slet ikke en mulighed ... og jeg fatter det jo ikke ... det er jo bare en klat slim ... en vigtig klat - bevares - men stadig bare slim ...

Den gang - nok næsten i samme ombæring (altså stadig mens vi var grønne og "ukyniske"), lå vi en sen nattetime og talte om, hvor langt vi ville gå ... og var enige om at adoption ikke var det rigtige for os ... sådan har jeg det bare overhovedet ikke mere ... jeg er klar, men min mand holder nu fast: hvis han skal ha et barn, skal det være hans eget biologiske barn ... det er en mekanisme jeg overhovedet ikke forstår og ikke kan sætte mig ind i - jeg vil gerne være gravid og have barnet helt fra starten ... ha fødslen med og alt det der ... men biologien betyder bare overhovedet intet for mig ... det vil være mit barn uanset ....

Nu har det så gået mig på længe, det med at det er min mand der sætter grænsen for hvor langt vi kan gå ... det har pint mig længe og jeg har tænkt, at det i sidste ende kunne komme til at koste os vores ægteskab ...
I nat talte vi så om det igen, og pludselig spørger Henrik: hvad forskel ville det gøre at vi brugte donor - du laver fine æg, med høj scorer ... de sætter sig jo bare ikke fast - eller de har ikke gjort det endnu ... og jeg fandt ud af HVAD det lige var donor-tingen betød for mig ...
Det hele handler om økonomi ... hvis min mand sagde ok til brug af donorsæd - så skulle vi ikke gennem ICSI - fordi mit system tilsyneladende fungerer som det skal, ergo kunne vi klare det med IUI-d ... og i første omgang endda uden hormoner - de to ting ville betyde gevaldig lettelse for mig ... dels fordi vi ikke var bundet af 3 forsøg - fordi vi rent faktisk kan finde de penge som IUI nu koster i det private ... og vi kunne få lov til at fortsætte i det offentlige lidt endnu - der ville ikke være nogen grund til at Skejby ikke skulle ville give os nogle IUI-d forsøg ... MEN min kloge mand sagde, at der jo heller ikke var nogen der sagde at vi var begrænsede af 3 forsøg, selvom det hed ICSI ... vi starter med 3 ... men der er ingen ingen ingen der har sagt at det er alt hvad vi vil ... ergo kan det være det tager 5 forsøg - men hvis jeg har mod på det og orker hormonerne ... så er det sådan det er ... så er det 5 forsøg vi bruger ... det var en lettelse at se det sådan ... det har jeg ikke gjort før ... og når alt kommer til alt - så vil jeg da oz helst ha et barn som er lidt mig og lidt ham ... men jeg vil hellere ha et barn der er lidt mig og lidt en donor ... end slet ikke noget barn ... Men i nat nåede vi frem til, at "slet ikke noget barn" er slet slet slet ikke på tale ... ikke endnu ihvertfald ...

Så kan man alligevel godt trække vejret lidt ...

Sorg? Krise? Depression? ... uanset hvad det er, så er det en sær størrelse .... nogle dage fylder den alt ... ganske enkelt alt ... den sidder i hele mig, og den gør ondt i hele mig - jeg føler at jeg er støbt ned i en betonklods i bedste Egon Olsen-stil og kastet ud på bunden af havet ... og så næste dag, så er det som om jeg alligevel godt kan trække vejret frit og uden at det gør helt så ondt ...

Sidst jeg havde det sådan - at jeg følte jeg stod fanget på bundet af havet, og alt omkring mig og i mig, var sorg - så måtte jeg skrive om det ... her og på et forum på nettet jeg kommer på ... men problemet er jo at de udenforstående altid sårer mig mere end de støtter mig ... ikke fordi de er onde eller specielt dumme ... (jo nogle af dem er) ... mest fordi de ganske enkelt ikke forstår :-/

På det forum kommer der bl.a en kvinde der skulle forestille sig at være en veninde til mig ... men det er som om, at alt det her - det kan hun ganske enkelt ikke forholde sig til - selvom hun siger at hun forstår - og siger at hun selv har været der - hun har selv valgt fra, at få flere børn efter 3 aborter (hun har et barn) ... så er det som om at hun går og venter på at jeg også opgiver ... og at hun håber på det - som om hun ikke under mig at få det barn ... hun kom ihvertfald med en ret uheldig bemærkning om at sorgen ville blive ved med at være der (øhhh ja - det vil den nok, hvis det blir aktuelt for os at måtte vælge det fælles barn fra) ... men altså - en kvinde, der skulle forestille sig at være en veninde, kunne måske sætte sig ind i, hvor vi er henne sådan behandlingsmæssigt lige nu ??? ... eller forventer jeg for meget? Jeg blev ihvertfald gal!

Weekenden har stået i hyggens tegn, selvom vores hjem ligner noget der er blevet rystet og alt flyder ... så har vi alligevel bare ladet alt ligge, og har bare nydt hinanden ... sønnen har været på weekend hos sin far, og husbonden og jeg har "datet" ... den slags er godt for sjælen, og det holder sorgen lidt væk - ihvertfald mens det står på ... Vi har været i biffen og set Harry Potter (klart anbefalelsesværdig!!!) og så har vi været på Bones og spise ... altså maden er jo god dér ... men grunden til at det blev Bones og ikke en anden restaurant: tjahhh ... "Ta' selv softice" er svaret ... Ikke så godt for projekt "tab-dig-så-Camilla" ... men godt for alt muligt andet ;-)

Ulykkelig ...

Jeg føler mig som et utaknemmeligt skarn ... der er så mange ting i mit liv der går den rigtige vej, husbonden har fået job, så snart kan vi ånde lettet og, og ha en økonomi der ligner noget der hænger sammen, Svigermors kræft står stadig stille, på trods af, at hun ikke har fået behandlinger gennem de sidste 2 måneder ... og jeg har den dejligste mand og den sødeste søn i hele verden ... alligevel er jeg så ulykkelig som jeg ikke kan huske jeg har været før ...

Det meste af min dag, går med at tude, og være gal - og så tude lidt mere ... når jeg altså ikke sover min coma-agtige sovepillesøvn ... min dejligt befriende coma-agtige søvn ... Hvis jeg kunne så stod jeg aldrig mere op - så blev jeg i min seng altid og til evig tid ... men sådan er mit liv jo ikke skruet sammen ... heldigvis ...

Jeg hader at være så ulykkelig - jeg hader at ha det som jeg har det, og jeg hader at jeg har dårlig samvittighed over at jeg har det som jeg har det ... det er jo ikke noget jeg gør med vilje ...

Når verden bare går videre ...

Jeg vil gerne undskylde ... hvis jeg har stødt nogen med min sidste post om ikke at tage fat - så var det bestemt ikke meningen ... og mine tanker var langt væk fra blog-land da jeg skrev det - så jeg tænkte slet ikke på at nogen her inde ville føle sig ramt af de ting jeg skrev ... det var ihvertfald aldrig mine tanker - og er stadig ikke ... Jeg mener ... vi har jo rigtige problemer her inde ... ting vi ikke er herre over ... ting vi rent faktisk ikke kan ændre på ...

Jeg kender en fyr, der har haft den vildeste skod-barndom ... han har siddet så alvorligt skævt på potten, at han stadig har skæve siddemærker efter det ... og han er klar over det ... og vælger at gøre ingen ting ... han fyrer en masse fede - og "håndterer" det på den måde ... en anden gut jeg kender tager antidepressiver og stikker ellers fingrene i ørerne og skriger "LALALA" og kommer på den måde omkring sit "sidden skævt på potten" uden alligevel at tage fat i det ... En kvinde jeg kender, får stress på sit job ... og fik det også på sit forrige job, og på jobbet før igen ... hun ignorerer alle tegn hendes krop sender hende (nej det er ikke normalt at dirre over hele kroppen fordi man skal ud og handle) ... og kører der ud ad med 400 km i timen ... stikker hænderne i ørene og skriger "LALALA" ... mens hun slider sig selv op - og beholder retten til at brokke sig over det ... det var den slags jeg havde i tankerne da jeg skrev om ikke at tage fat om roden ...

Faktisk har jeg længe haft det sådan at det eneste virkelige problem i verden ... det var jo mit - eller vores - os som deler det ... folk der klager over andre dagligdagsting - som de til dels selv er herre over, skulle prøve at ha rigtige problemer har jeg til dels tænkt ... absolut ikke særlig charmerende og heller ikke særligt rationelt ... men ikke destomindre, så har det været mine tanker ... Og nej - jeg ved da godt at der er masser der har værre problemer end jeg har ... men lige nu kan jeg ikke kapere dem ... Jeg har i en lang periode ikke kunne forstå at verden uden for bare kunne fortsætte som om intet var sket, når jeg smerter som jeg gør inden i ... men verden fortsætter jo ... Og jeg prøver at hænge på ...

Om sorg (ej at forveksle med omsorg)

Sorg ... det er altså en sær størrelse ... Jeg har læst en bog om sorg og sorgarbejde engang ... og sorgen blev i den bog defineret som "at få revet båndene over" ... Det forstår jeg godt, hvis der er tale om en sorg over at miste én man elsker ... eller hvis man mister sit job - eller mister sit helbred, ved at blive diagnostiseret med en livstruende sygdom ...

Hvad er det så for bånd der bliver revet over, når det kommer til infertiliteten ??? ... for jeg er ikke i tvivl om at jeg er i sorg - og jeg tror, at det jeg har mistet, er den selvfølgelige overbevisning om at, min mand og jeg skal have et barn sammen ... men båndene er måske bare ikke revet over ... de er nok bare "temmelig strukket" ... sorgen er ikke endelig ... men den er kontinuerlig ... jeg bliver ramt af sorgen hele tiden ... på daglig basis ... og jeg kan ikke "vænne" mig til den ...

Da jeg mistede min far, sørgede jeg vildt i flere måneder - men efter et stykke tid, var det savnet der fyldte mere end sorgen ... Sådan er det bare ikke nu ... det er som om at sorgen ikke bliver afsluttet ... jeg har jo også håbet stadig væk - selvom jeg må indrømme at det vakler gevaldigt efterhånden ... og det er ikke en sorg jeg kan "tage fri" fra ... Hele tiden - uanset, hvad jeg laver, og hvor jeg er, så er der noget der minder mig om det barn, jeg ikke kan få ... eller ihvertfald ikke har fået endnu (på trods af, at jeg egentlig har ventet mig i over 2½ år) ... det kan være noget jeg ser i fjernsynet ... et sætning en veninde eller et familiemedlem siger ... eller en tur ned at handle ... der er babyer og gravide nok i gadebilledet ... især når man ikke vil se dem ...

Nu hader jeg generelt når jeg ser folk der "dyrker" deres ulykke ... her mener jeg ikke folk der sørger over at ha mistet eller noget i den stil ... men folk der klager over ting i deres liv, som ikke er optimale - men på trods af, at de er klar over at forholdene ikke er optimale - så vælger de, at de hellere vil brokke sig, end at tage fat om roden, og gøre noget ved problemerne ... jeg kender folk der klager over de samme problemer i årevis, men som ikke gør noget ved det ... og den slags kan jeg slet ikke forholde mig til - måske fordi jeg selv er sådan indrettet, at jeg nægter at finde mig i, at jeg har det dårligt (omend jeg er lidt langsom i optrækket af og til) ... Og jeg har været smadder bange for, selv at fremstå sådan ... men heldigvis har jeg fået banket ind i hovedet, at jeg jo netop vælger at gøre noget ... jeg har bestilt tid hos en psykolog - jeg har bedt om hjælp til at klare de problemer jeg står i lige nu ... jeg accepterer ikke, at mit liv brænder sammen - ihvertfald ikke uden kamp ... Nu håber jeg bare at psykologen kan hjælpe mig, med at bearbejde sorgen, selvom den ikke er endelig - og selvom jeg står midt i den ...

Lykkepiller ... en tur på en kæphest...

Jeg har en kæphest ... arj - jeg har nok flere ... men den jeg har tænkt mig at ride en tur på nu, er "lykke-piller" ... faktisk har jeg bunker af kæpheste forbundet med netop dette emne ...

Først navnet: nej det hedder ikke lykke-piller ... det hedder antidepressiver ... i min verden er der bare kæmpe stor forskel på at være lykkelig - og på at være antidepressiv ... nå men det var faktisk ikke engang den jeg ville ride nu ...

Jeg har en aversion mod at lægerne så gerne skriver piller ud ... men kommer man til lægen som jeg og er frygtelig-frygtelig-frygtelig voldsomt ked af det, fordi det måske er ved at være lige-før-lukketid ... den der ønskede baby - kommer måske aldrig - og det skal jeg måske til at se i øjnene ... jeg er ked af det fordi livet går mig i mod ... det handler ikke om kemi ... det handler om at livet stinker og driller mig voldsomt for tiden ... ja jeg vil faktisk sige at det grovmobber mig!

Hvis jeg så går til lægen og siger "jeg har det dårligt - jeg har brug for hjælp" så kan lægen slå armene ud til siden og så ellers gribe fat i recept-blokken ... men jeg har jo ikke brug for piller ... livet driller uanset hvor mange piller jeg æder ... jeg har brug for noget hjælp til at lære at takle det jeg står over for ... hvis jeg får piller nu - så har jeg jo problemet når jeg på et tidspunkt skal trappes ud af dem - og pludselig kan mærke hele livet igen ... så mangler jeg stadig at lære at takle det, som i første omgang gjorde mig ked af det ...

Jeg er træt af det system der i den grad gerne symptom-behandler - men ikke vil hjælpe med at løse problemet ... det gir så lidt mening i min verden ... især fordi jeg ved, hvor langt man kan komme med den rigtige hjælp ... så gør det mig dælme så frustreret at den ikke er tilgængelig for dem der faktisk har brug for den ...

Dnottet dnøndag ...

Søndag ... mmmm ... sove længe ... slappe af ... søndag ... det er ik nogen dårlig ting ...

Nu har jeg godt nok raget en forkølelse på størrelse med runde tårn til mig ... og umiddelbart er der ikke plads til runde tårn inde i mit hovede - så jeg føler mig lidt presset ...

Fordelen ved sådan en forkølelse er at man kan drikke kamille-te med honning - og et skvøp whisky i ... og helst meget af det ... kamille-te'en er godt fordi det er varmt og det løsner lissom lidt op ... honningen er godt fordi den smører halsen så ikke den gør så ondt og ikke "kradser" så meget ... og whisky'en ved jeg virkelig ikke om hjælper for noget - men om ik andet - så gør den det jo lidt morsommere at være syg-agtig ...

Sygemeldt

Jeg har slugt kamler i lange baner ...

Jeg har sygemeldt mig ... og det er overhovedet ikke let ... Jeg har det overhovedet ikke godt med det, men af de to alternativer "at sygemelde sig" og "at lade være" var sygemeldingen alligevel det bedste ...

Tankerne har kørt med 400 km. i timen de sidste par uger - og da jeg blev kaldt til jobsamtale i sidste uge, var jeg først sådan "hov-agtig" ... ind til jeg blev totalt panisk over, at jeg rent faktisk kunne risikere at få jobbet ... (det gjorde jeg nu ikke) ... ergo måtte jeg erkende (omend lidt langsomt) at jeg jo faktisk overhovedet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet lige nu - så derfor er jeg sygemeldt ...

Tankerne har kørt i ring ... hvad nu hvis jeg kom ud - så ku det jo være at jeg fik det bedre, når jeg ikke havde så meget tid til at tænke tunge tanker ... heldigvis var der én der fik mig på bedre tanker ... tingene går jo ikke væk selvom jeg ligger låg på - og min krop skal nok fortælle mig noget andet, hvis jeg skulle finde på at tro det ...
Tankerne om at "bare" finde mig et job, så vi kan få skrabet nogle penge sammen, så vi kan komme igang i det private - har absolut spøgt - men har også måtte sande at det jo ikke hjælper noget at jeg kommer ud og kommer igang og brager ned sådan helt og aldeles for alvor ...

Så nu er planen, at lisså snart jeg har fået papirerne til kommunen - så ringer jeg op til dem og hører, om ikke de har et sted, de kan opbevare mig et par timer om dagen, hvor jeg kan lave et eller andet fornuftigt ... eller ufornuftigt - for jeg kan mærke at jeg skal ha noget at stå op til - ellers så tilter alting alligevel ...

....

Idag har jeg været til 1 års fødselsdag ... det var en alternativ oplevelse ... på et tidspunkt siger barnets mor til mig: "tænk at der allerede er gået et år" .... pause ... "et år til" ... det var næsten mere end jeg kunne klare ... ja tænk at der allerede er gået et år til ... for et år siden ved denne tid, kom vi hjem fra barselsbesøg hos den samme dreng - og jeg brød hulkende sammen - for hold op hvor var det snyd ... det er det stadig ... og nu går de og taler om at få en til (hans andet - hendes 5.) ... og den først blev jo lavet i 2. omgang (og ja - jeg tror på at, det er særdeles sort humor fra gudernes side) ... så de regner med at den næste også kommer når de vil ha den ... og det skal da nok passe ... bare sådan så guderne kan ha lidt at grine af ...

Åhhh ... skolefest

... Jeg haaader den slags forældre-arrangementer - og ja - jeg ved godt, at jeg faktisk skal være glad for, at jeg overhovedet har muligheden for at hade det ... og det er jeg også ... og egentlig - så er det slet ikke selve arrangmentet jeg hader - men tanken om det ...

Jeg tror det er en gammel vane - da purken gik i børnehave og i vuggestue, var jeg alen med ham - og enlige forældre - og måske i særdeleshed enlige mødre, er bare ikke på niveau med kernefamilierne ... måske var det inde i mit hovede og måske var det sådan det var ... jeg ved det ikke ... anyway ... purken går i en god klasse - og der er mange af de andre forældre der er rigtige hygsomme mennesker og det ender jo med at være ganske hygsomt alligevel ...

Jeg skriver egentlig ikke så meget om purken her inde ... måske fordi jeg ved at der må være barnløse der læser med? måske fordi den her blog handler mere om vores behandling og om problemerne omkring det ... jeg ved det ikke ... og det er nok oz fjollet - for han er jo en stor del af mit liv - og en stor del af mine bekymringer ... lige nu er vi i den sære situation, at sønneke ikke er så stærk i skolen - eller jo - socialt fungerer han godt og mattematik er iflg. ham selv "sjovt" ... engelsk er spændende ... men dansk ... uha det er ik godt ... dansk er et dumt fag fyldt med nederlag og dårlige oplevelser :´( ... og det gør ondt på moren, når barnet har det svært ... og det gør endnu mere ondt, når moren virkelig ikke har prøvet noget der ligner ... alt det der skole-noget kom let til mig ... jeg læste da jeg var 4 år gammel - min mand har det lige sådan - så ud over at vi jo kan se og mærke på barnet at det er træls - så forstår vi det jo ikke sådan helt dybt inde ...

Det værste er, at barnet er så blokeret og hæmmet i det der læsning fordi der blev taget godt fat om problemet allerede tidligt - og han kom til en læsekonsulent - og der var 7-mile-skridt i den rigtige retning - det gik så godt med læsningen ... men han havde jo allerede fået "lært" at det der med læsning - det var han dårlig til ... og det hænger stadig ved ... selvom - vi har sat intensivt ind herhjemme ... der bliver læst hver dag - han læser selv - og jeg læser for ham (håbet er jo lidt at vi på et tidspunkt rammer en bog der fænger så meget, at han ikke kan vente på at jeg får tid til at læse videre i den) ... og der er en hel masse fokus på det der med at læse ... og det virker ... på de sidste 14 dage har barnet rykket med gigantiske skridt ... og det lysner ... vi skal nok komme efter det :-)

Jeg ... en wordwanker ... ???

Jeg kan lisså godt sige det ... jeg har alt for meget tid, for tiden ... og sært nok, så er jeg på trods af mine ringe evner udi det danske sprog, nok lidt af en wordwanker ... Jeg har sære kæpheste ... som når folk siger en kilomet ... så skærer det dybt og langt ind i mine ører ... hvad kommer det ord af? Det gode danske ord "met"? ... eller den sære tendens jeg ser, på de forskellige fora jeg kommer: folk vil skrive "af vide"/"afhvide"/"afvide" ... eller når jeg hører de sære mennesker i Paradise Hotel (ok - jeg indrømmer jeg ser det ), taler om at tage noget med et gram salt ...

Der er ikke noget sært i at man kan ha det svært med ... anderledes omgang med det danske sprog ... hvis ellers man selv kan det ... men det kan jeg jo ikke engang ... kommaer er noget fanden har skabt i en personlig hetz mod mig - sådan er det bare ... grammatik er noget jeg nok må erkende at jeg aldrig nogensinde får lært ... og desuden har jeg et ret afslappet forhold til det der med at stave ... hvad i alverden går det så ud på? Hvis du forventer at jeg kommer med en eller anden form for et svar - så bare stop nu - for jeg har virkelig ingen anelse om hvad det handler om ... NORMALT (altså for folk der er normalt-normale - ikke sådan nogen som mig - men nogle andre nogen) ville det da ikke være, sådan at man sys(<- et ret godt eksempel på den der afslappede holdning til det med at stave) det er grælt når folk laver fejl som man selv kunne lave i hobetal af ... ville det? Anyway - jeg fatter briller af det ... og har nok bare for meget tid for tiden ...

Der ud over har jeg fået en ny "hobby" ... jeg blog-crawler ... det er næsten lisså sjovt som at pub-crawle - bare uden tømmermænnerne ... Det kan jeg godt anbefale folk at prøve ... selvom jeg jo ville blive panisk paranoid, hvis nogen jeg kendte, crawlede forbi min blog ... det ville jeg godt nok ik bryde mig om - men nu skriver jeg immervæk på det der inDernet - og så ved jeg jo godt, at risikoen er der ... men min mand sir jeg er dobbeltmoralsk når jeg gør det ... men han er jo en mand - så han kan jo umuligt ha ret ...

Små bitte skridt ...

Jeg har været til samtale ... og jeg ved egentlig ik helt hvordan jeg sys det gik - og jeg ved stadig ikke hvad jeg håber på ... selvom jeg tror det er smartest, at jeg ikke får jobbet - for jeg har egentlig rigeligt at gøre, bare med at hænge sammen, uden at jeg behøver at ha et job til at forkludre den process ... men de spurgte ikke om børn - og jeg fortalte ikke noget - men det var egentlig heller ikke det der var mit problem jo ... mit problem er at jeg hænger med måsen i vandskorpen og har problemer med at klare livet som det er ... uden at ha et job at tænke på :-/ Men jeg hører vel noget i løbet af næste uge ... og så må vi se hvån det går ...

Så fik jeg læst rundebogen færdig ... og ja - den var jo sådan set en ok bog ... kvindemennesket er jo en neurotisk hystade ... så jeg kan li hende ;o)

Ellers sker der vist ikke så meget her i det lille hjem ... eller-jo-for-pokker-da ... min mand har fået job ... endelig ... efter næsten 1½ år har han fået job - vi ved endnu ikke hvornår han skal starte og alt det praktiske ... men han er som en del af det kursus han er på, ude i praktik - og chefen, der hvor han er, har sagt, at de har tænkt sig at beholde ham ... så det er jo godt nyt ...

Og jeg kan mærke at humøret vender ... ihvertfald for nu - jeg tror ikke at jeg bare blir et jublende glad kvindemenneske uden depressive tendenser ... men jeg har haft flere-på-hinanden-følgende-gode-dage ... lysten til livet vender lige så stille tilbage ... jeg mangler stadig overskud til en masse ting ... men jeg har mange små sejre i løbet af sådan en dag ... det kan være vasketøj der blir taget ... køkkenet der blir ryddet op ... og dét, udelukkende fordi jeg har lysten og overskudet ... for egentlig har jeg jo givet mig selv lov til at lade alt ligge ... og det bærer vores hjem da også slemt præg af ... men jeg kan godt leve med det ... især når jeg kan mærke at lysten til ting stille og roligt kommer tilbage ...

Nårm øhh ... ok.

Nu har jeg kørt på kanten af en sygemelding i et par uger ... men jeg går jo hjemme - er på dagpenge - så derfor har jeg ikke set det som en nødvendighed - og min læge er på kursus og yadayadayada ... så idag ringede de fra AF - de har måske et job til mig ... WHAT!!! AF skaffer aldrig nogen noget job ... men så lige nu, hvor jeg faktisk kører med måsen i vandskorpen for at klare en almindelig dag herhjemme, uden at skulle noget - så sys de lige de skulle ringe til mig ... nåja - når AF ringer - så siger man jo ja (hvis man godt kan li at få sine dagpenge) ... så i morgen skal jeg til samtale ... og jeg må indrømme at jeg er dybt ambivalent omkring det ... jeg håber jeg ser lyset når jeg sidder der i morgen - så jeg ved om det er det rigtige for mig ...

På den ene side kunne det måske være meget rart at komme ud og komme væk - at blive afledt - ikke have så mange timer hver dag til at tænke alle de tunge tanker ... på den anden side - så er min krop allerede spasset helt op med alle de stress-tegn, den kan samle - og er et job på nuværende tidspunkt at presse citronen? Jeg må indrømme at jeg virkelig ikke aner det ...

Jeg skal da også gerne indrømme, at job betyder løn - og løn betyder flere penge til at få samlet sammen til at gå i det private ... det spiller også ind i mine tanker ... men jeg har som nævnt været langt nede før - og jeg ved at jeg kan komme der ned igen så let som ingen ting, hvis ikke jeg passer på mig ... og det har jeg for alt i verden overhovedet ikke lyst til ...

Og idag har faktisk været en bedre dag, end de sidste mange ... alt har været lidt lysere ... jeg ved ikke hvorfor og hvad der har gjort det ... sådan har det bare været ... men en dag gør jo ikke at jeg pludselig er fuldkommen fit i roen, og har overskud til alt ... men det lysner lidt i det store billede ...

Hvis så jeg sidder i morgen til samtale og tænker "Ohhh shit - det her kan jeg ikke" så må jeg jo ud af det uden at det er tydeligt ... så skal jeg lægge mit konkurrence-gen på hylden og gøre det så dårligt som muligt uden at det er til at sætte fingeren på ... jeg kan selvfølgelig fortælle at vi er i fertilitetsbehandling - og at det selvfølgelig fylder meget ... så har jeg jo bare været ærlig - så kan jeg jo ikke gøre for, hvis de ikke vil ansætte mig ... kan jeg?

Lidt nyt ...

De sidste par dage har været mildest talt elendige ... jeg har været modløs og ked og opgivende ... har virkelig virkelig virkelig skulle lede dybt for at finde lyst til noget som helst ... og overskud ... tjah ... "Det bruger vi ikke her" ...

I dag kom så min menstruation ... jeg har på intet tidspunkt kædet de to ting sammen - faktisk skete det for første gang i meget lang tid, at min mens kom bag på mig ... ikke fordi den er kommet for tidligt eller for sent - faktisk som et urværk ... jeg havde bare overhovedet ikke tænkt på at det var nu ... Jeg er altid i meget dårligt humør sådan lige op til min menstruation ... men slet ikke som denne gang ... det har været en kamp uden lige at stå op ... og en kamp at komme gennem dagen ... tårer er der blevet spildt i rigelige mængder ... tanker om hvordan skal jeg dog komme videre fylder alt ... altså når ikke tankern går på at det nok er meget rimeligt at jeg er hvor jeg er, for jeg er jo i bund og grund et dårligt menneske ... det ved jeg godt ikke passer ... men det er ikke altid så let at styre tankerne ... heldigvis er jeg gift med jorderns dejligeste mand (sorry de damer ... sådan er det bare) ... i går havde vi en lang snak om, hvordan vi kom igennem det her med skindet på næsen - og ikke mindst hvordan sønnike kommer igennem - for han er immervæk den vigtigeste - og det kan ikke være let at ha en mor der er trist og modløs hele tiden ... min mand havde løsningen: jeg koncenterer mig om mig ca 19 timer i døgnet ... de 4-5 timer sønnen er hjemme og er vågen koncenterer jeg mig dels om ham og dels om mig selv ... og resten tager manden sig af ... Eller oz lader vi det ligge til overskudet vender tilbage ...
Jeg skal så bare gøre hvad jeg har lyst til - og kun det ... problemet er så, at jeg ikke har lyst til særlig meget ... jo - at ligge i min seng og sove, eller stirre op i loftet ... og måske kunne jeg ha lyst til at male ... men tanken om at finde staffelig, lærreder og farver frem er for uoverskuelig til at jeg får det gjort ... og vupti - inden min mand gik i seng igår havde han stillet mit malegrej frem ... og ang. oprydning ... tjah - så var mandens bud: "lad det stå - så får du sikkert også brugt det mere - og vi bruger jo heller ikke den del af køkkenet alligevel" ... og det har han jo nok ret i ...

Jeg fik fat i en psykolog som jeg har fået anbefalet inde på bib-siden ... og jeg har fået en tid hos ham om ca. 3 uger - så det ser jeg frem til ... nu håber jeg bare at han kan hjælpe mig med at være der hvor jeg er - eller endnu bedre ... komme videre ...