Jeg har ikke meget at skrive om...

Men lidt brok kan jeg da altid trylle frem ...

Som om livet ikke var ledt nok som det var ... så har jeg hele dagen gået rundt med gajol-reklamens sang i hovedet ...

Ty'gummi, tyggegummi, bublegum ... det er den samme lille ting som det handler om ...
Ty'gummi, tyggegummi, bublegum ... det er en sukkerfri gajol som det handler om

... Så - nu behøver jeg ikke længere at lide alene ^-^

Og så lige en kort bemærkning

til jer der kommenterer på Breiner-bloggen ...

Jeg sletter jeres kommentarer - ikke fordi jeg ikke er glade for dem - for jeg kan godt li at få kommentarer faktisk ...

Men jeg kan ikke li at folk (familie og sårn) via jeres blogge kan finde frem til den her blog - så hvis i kommen terer anonymt så sletter jeg det ikke ...

Ikke så meget afstand alligevel...

I dyb kontrast til mit forrige indlæg, som handlede om afstand ... så vil jeg nu dele nogle af de tanker jeg alligevel har gjort mig i de sidste par dage om behandling og om baby'er og om det manglende vægttab ...

Jeg taber mig ikke - og kan derfor ikke komme i behandling foreløbig (selvvalgt) ... fair nok ... men så længe jeg ikke kommer i behandling kommer der heller ikke nogen børn ... hvad er det så et udtryk for? Jeg ved det ikke ... men et eller andet sted, så kæder jeg det sådan sammen, at min situation i nogen udstrækning er selvvalgt - og det er bawl - det ved jeg godt .... valgte jeg helt selv, så havde jeg på nuværende tidspunkt 4 unger ... og det har jeg jo ikke ...

MEN er det så fordi jeg er bange for at gå igang med behandlingen? lidt! ... eller måske meget ... Jeg tænker på hormonerne - og især bivirkningerne og i særdeleshed risikoen for negative blodprøver - den er jeg jo helt fri af, så længe jeg ikke er i behandling ... der kommer ingen negative blodprøver ... men der kommer selvfølgelig heller ingen baby :-/

Samtidig har jeg gjort mig en masse tanker om, hvornår nok er nok ... og om jeg nogensinde vil være i stand til at sige "ok - så er det her vi stopper" hvis ikke vi får den eftertragtede baby ... og det betyder jo, at vi kan kæmpe og kæmpe og kæmpe de næste 5 år eller mere, og i mellemtiden glemme at nyde det liv vi har nu ... og det er jo heller ikke fair - hverken over for os selv eller over for sønnen - som jo altså er det barn der rent faktisk ER her og har brug for os ...

Men ville jeg være klar til at sige "ok - det var det - vi prøvede med det lykkedes ikke" ... lige nu ved jeg det ikke ... jeg indrømmer at jeg har tænkt tanken og på den ene side er det dybt skræmmende ... og på den anden side kan jeg også mærke at den nok ville give en smule lettelse ... men nej - jeg er ikke klar ... ikke endnu ... og jeg tror også at det ender med, at jeg pludselig tager mig voldsomt sammen - smider de kilo'er jeg vil, og så er jeg klar-klar ... jeg kan bare ikke helt se mig gøre det endnu ...

Afstand

Lige nu er alt hvad der hedder behandling og baby-planer lagt rigtig langt væk ... det fylder bare meget lidt, og jeg har heller ikke lyst til at hive det op af den midlerltidige fortrængningsskuffe for at kigge på det ... jeg kan godt li roen omkring det ...

Jeg har et par æg i fryseren, som jeg ikke tør stole på, rent faktisk bliver til et forsøg - jeg har bare hørt om for mange der har fået tøet bunker og bunker af æg op uden at nogle har overlevet - eller blot et par stykker ud af 10 har overlevet ... så nej jeg tror ikke rigtig på det ... men håber da, at når jeg er klar, så overlever æggene og bliver til en rigtig menneske-baby ...

Hagen i alt det her, er at jeg har besluttet mig for, ikke at bruge af fryseæggene, før jeg har tabt mig ... og det har jeg bare ikke, og jeg er godt nok heller ikke igang ... det er noget rigtig skod på den front ... jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker faktisk ikke på det der med vægten - hverken godt eller skidt ... jeg spiser det junk jeg har lyst til - og sjovt nok, gør jeg det for første gang i mit liv, uden snerten af dårlig samvittighed ... Mad og humør og følelser har hele mit liv - eller ihvertfald så længe jeg kan huske - hængt nøje sammen ... Det passer mig godt at det ikke gør det mere, men så ville det også være dejligt at se noget på vægten - for jeg har altid forestille mig, at når jeg kunne få et nogenlunde ordentligt forhold til mad og til det at spise, så ville det med vægten komme af sig selv ... Men det ser ikke ud som om at det gør det ... men ærligt - så ved jeg det ikke - for efter den her forandring er sket i mig vedr. forholdet til mad - så er jeg også holdt op med at veje mig - en anden ting jeg tidligere har været næsten afhængig af - helst dagligt - og gerne flere gange dagligt ... sygt sygt sygt ...

Nå - det blev en post der kom til at leve sit eget liv, og slet ikke kom til at handle om det jeg troede den skulle handle om ;-)

Uha-uha-uha

I dag kom sønnen hjem fra skole og bedyrede at der var nogen på skolen han ikke kunne lide. Jeg spurgte ind til det, for det sker ikke sjældent, at så har én fra klassen skubbet til ham uden at sige undskyld eller også har nogle dumme drenge fra en anden klasse sagt et eller andet ... men idag var anderledes. Det var muslimerne han ikke kunne li ... jeg måtte høre hvorfor - og svaret var, at de brændte det danske flag af ...

Så fik vi os en snak om, at det jo ikke var muslimerne på skolen - eller her i landet for den sags skyld, der brændte flag af ... Men at det var rigtigt at der var folk et andet sted i verden, der var gale på nogle danskere, som så brændte flaget af - og dem måtte han godt "ikke kunne li" ... og jeg må da indrømme, at jeg heller ikke er vild fan af de billeder jeg ser på tv ... Men hvad pokker skal jeg sige, når så barnet med tårer i øjnene kigger på mig, og siger: jeg er bare så bange for at der skal blive krig i danmark ...

Jeg kan åbenbart også lugte "det"

Jeg havde ikke tænkt over det før ... men efter Gittes indlæg er jeg kommet til at tænke over det ... så sent som igår, hvor vi var til en fest i spejder-regi - der var bl.a. et par, som har et enkelt barn der er på alder med Mathias ... og på et tidspunkt faldt talen på hus-størrelse og én siger til manden: måske I får flere børn - og han gør et eller andet måske er det et hurtigt blik hen på hustruen - måske er det en kort ansigtstrækning - jeg ved det ikke men jeg fanger, at det kunne de måske godt tænke sig, men det har ikke været let ... senere taler jeg med moren - og fordi jeg troede jeg havde fanget det, fortalte jeg om vores egne kvaler ved at lave børn - og hun siger at hun også har været mølle igennem ...

Jeg har mindst to andre par i tankerne, som jeg også har "gættet" ... begge gangene har det været mændene der har gjort et eller andet, som har gjort at jeg har kunne mærke det ... det er lidt spøjst ... Det er en sær evne at have - og en evne jeg gerne ville ha været for uden ... tror jeg.

Nu tror jeg måske jeg fatter det ...

Med frygt for at blive hadet i hele bib-verdenen ... så må jeg indrømme at jeg måske pludselig fatter sætningen "køb en hund" ... bare den ikke bliver efterfulgt af "så skal du nok blive gravid" - eller noget der ligner ... For det hænger stadig ikke sammen *ruller med øjnene*

Men jeg må indrømme at smerten har fyldt betydeligt mindre de sidste par dage ... jeg elsker at være blevet hunde-mor ...

At købe hund er den bedste beslutning vi har taget længe ... Nu hjælper det nok også, at vores hund naturligvis er den sødeste og klogeste og smukkeste hund i hele verden - og det er selvfølglig en fuldstændig objektiv betragtning :-P



En hvalp fylder meget - både sådan fysisk i huset og også i bevidstheden - og jeg har mindre tid og plads til at være kronisk ked af det lige nu ... sorgen over det barn vi ikke har fået, er der naturligvis stadig, men den er trådt lidt i baggrunden, i forhold til glæden over at ha fået hund ... jeg tror måske lidt at min mand har fået sin kone tilbage, og min søn har fået sin mor igen - eller de har ihvertfald fået en kvinde i huset der minder meget om hende ... Jeg tror alt i alt, at selvom jeg ville ha den der dyyyyre race-hund - så tror jeg, at min mand egentlig synes, at pengene er godt givet ud ... jeg håber det.