Sunday, September 16, 2007

Det går jo faktisk ret godt ...

Jeg har læst lidt tilbage her på min blog - og mærket det hele lidt igen - både sorgen over ikke at få det ønskede barn og depression og håbløsheden ... og når jeg læser det, så må jeg glæde mig over, hvor jeg er nu ... jeg er ganske vist på antidepressiv medicin - men hvad - hvis det er det der gør, at jeg har det godt - så er det jo fint nok - og hvis ikke det er medicinens skyld - så gør det nok heller ikke alverden at tage det ... hovedsagen her er jo, at jeg faktisk har det rigtig godt for tiden :)

Jeg taber mig jo vældigt - det kan jeg takke operationen for - og før det, min helt egen beslutning om at blive opereret - den ære tror jeg gerne at jeg vil tage ... Og med vægttabet følger en øget lyst til at motionere - det er ikke nogen ulempe - jeg er så småt kommet igang med at løbe - og har et mål engang ude i fremtiden der hedder ½marathon - umiddelbart synes jeg selv at det lyder fuldstændigt vildt - men alligevel også realistisk - og heldigvis kan jeg sige, at jeg engang i gamle dage, var i god form - og var lettere afhængig af at løbe - så jeg ved, at det kan være fedt - jeg skal "bare" der hen igen ... men jeg ved også godt, at turen der hen kan være lidt tung ... men med målet for øje - så skal det nok lykkedes ... jeg er overbevist om, at jeg godt kan ...

Jeg træner med min hund - agility og lydighed - og jeg elsker begge dele ... det giver mig en masse at være sammen med hunden - og være sammen med andre mennesker, der er lige så hundetossede som jeg er :) ... jeg er klar over, at vi fik hunden på et tidspunkt hvor jeg havde det rigtig kritisk - og at der var åbent hele vejen ind i hjertet - og hun spankulerede lige ind og satte sig der - tog sin plads dér ... og hun var med til at redde mig ... på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at komme ud af døren og risikere at møde mennesker - blev jeg tvunget ud, for sådan en lille størrelse skulle jo ud - og min egen moral bød mig også, at jeg blev nødt til at gå til træning med hende ... heldigvis ... på den måde blev jeg nødt til at overvinde mig selv og min angst - mindst en gang om ugen ... og det har været en stor del af min vej til at få det bedre :)

Drømmen om barnet lever bestemt stadig ... og måske mere nu end den har gjort længe... jeg er næsten blevet helt lysegrøn i drømmen igen ... eller lysegrøn er måske så meget sagt efter 4½ års forgæves forsøg? ... men jeg er begyndt at drømme igen - begyndt at turde håbe lidt igen ... og hvem ved, hvad der kan ske, når jeg først har tabt mig ned i nærheden af en sund BMI ??? Jeg tror aldrig mere, at jeg vil sætte alt på det brædt der hedder "et barn for enhver pris" ... det tør jeg ganske enkelt ikke ... men er det muligt at stoppe op og træde et skridt tilbage, når man står midt i det? Jeg ved det ikke - jeg ved, at jeg ikke kunne sidste gang vi var igang - men har vi lært noget? er det muligt at gå igennem disse krævende forsøg, hvis ikke man har sig selv fuldt og helt med? og er det når man har sig selv fuldt og helt med, at det bliver "farligt"? ...
Vi har et par æg i fryseren - ikke at vi tror alverden på dem ... men det er første plan - altså om noget tid ... laaaang tid ... og derefter ... tjaah - vi har endnu ikke nogen planB ... og drømmen er selvfølgelig, at vi slet ikke får brug for nogen planB ... men jeg må indrømme at jeg ikke helt tror på det ... men den tid den sorg ... eller glæde ;)