Sygemeldt fra min sygemelding ...

Ok - hvor ynkeligt er det lige?

Jeg er på en revalideringsinstitution - hvor jeg under meget trygge rammer kommer og er ca. 20 timer om ugen ... som regel mindre, fordi jeg ikke kommer afsted hver dag ... men så ca. 16 timer ... men nu er jeg sat i bero der ude, fordi jeg egentlig bare oplever at blive dårligere og dårligere - og revalideringsmedarbejderne kan ikke helt se formålet med at jeg blir ved med at komme og bare blive mere og mere stresset over det ... så nu har jeg fået 3 måneders ro til at komme oven på - til at slippe af med stressen - og vigtigts af alt - til at få lavet en psykiatrisk udredning ... og den er jeg jo totalt ambivalent omkring ... men klart den skal laves ... hvis nu der er nogle fikse ord og en sær diagnose og sætte på mig ... noget som gør, at der rent faktisk er en grund til, at jeg rager rundt som jeg gør ... så ville det måske gøre, at jeg kunne slippe lidt af med selvbebrejdelserne og skyldfølelsen ... og måske jeg ville kunne slippe den der indpisker-side af mig selv som hele tiden egentlig mener at jeg skal tage mig sammen og se at komme videre ... jeg haderhaderhader at jeg ikke kan det ...

Men åh hvor jeg synes at det hele stinker lige nu ... jeg har virkelig ikke lyst til at det skal være sådan ...

Fokus på det gode ....

kan du så se at få postet det nye indlæg... jeg ved du har det... hit!

:P

Sådan skriver Amocca ... og ja - det er rigtig nok - jeg har gjort mig et hav af tanker omkring det at leve og det at overleve ... og for tiden er der alt for meget overlevelse i mit liv, til at der også er tid til at leve ... og det er faktisk relativt ufedt ...

MEN jeg kan desværre ikke skrive om det, fordi jeg er ved at brække mig over mig selv, når jeg bruger min blog til klynk-med-klynk-på ... det er ganske enkelt for træls! og jeg kan faktisk overhovedet ikke holde mig selv ud ...


Så jeg vil forsøge at spare jer for, hvor trist og tungt det hele er, og min angst for fremtiden bliver også gemt til et senere indlæg ... og så vil jeg bruge dette her indlæg til at skrive om positive ting i mit liv ... omend det kun bliver i stikordsform ... så har jeg alligevel brug for at minde mig selv om, alt det gode ...

så her kommer det ... 10 ting der er gode i mit liv:

1. Sønnen ... jeg ved jeg er velsignet med et vidunderligt barn ...
   
2. Husbonden ... den uvurderlige støtte ved min side ...
   
3. Veninderne både dem i den virkelige verden og dem jeg har online - og dem der er over det hele ;)
   
4. Mit hjem ... jeg elsker at bo, hvor jeg bor
   
5. Tullehunden ... Jeg ved ikke om jeg var kommet bare lidt opad hvis ikke det var for hende
6. De daglige hundelufteture - ved godt at det er en simpel ting - men det er alligevel en af de gode ting i mit liv
7. At jeg rent faktisk overlever ... det er min redning igen og igen ...
   
8. Den forståelse jeg møder hos dem der står mig nær ...
   
9. Mit mod ... at jeg tør gå ind i smerten - og kæmpe mig den lange vej ud igen ... uden modet var jeg aldrig kommet videre ...
   
10. Min evne til at reflektere ... den er ikke altid god - men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være foruden ...
    

det holdt hårdt at finde ti ting ... men det lykkedes - og det var egentlig rart :)

...

Om tabte tøjler og sårn ...

Nu bliver det snart nødt til at vende ...

Jeg kan ikke holde ud at jeg skriver det samme og det samme og det samme i min blog, hver gang jeg smider et indlæg ... det er jo til at brække sig over ...

Mit liv er en grålig masse - det er ikke sort-sort som det var for et års tid siden ... jeg er ikke længere der, hvor jeg ikke har lyst til livet og hvor jeg ikke har lyst til at stå op og hvor alting kræver uanede kræfter af mig ...

Jeg er heller ikke et sted, hvor jeg fungerer på fuld styrke ... hvis jeg f. eks har aftaler skal jeg hele tiden passe på og lytte til mig selv og trække mig, når det bliver for meget - ellers er der kontant afregning i form af overdreven træthed og fysiske smerter i hele kroppen ... Det samme, hvis jeg mærker en smule overskud - så skynder jeg mig, at brænde det af på alle de ting der er blevet forsømt alt for længe på hjemmefronten - og igen er der dømt kontant afregning ...

Jeg er ved at affinde mig med at sådan er det bare og min fornemmeste opgave her, er at lære at passe på mig selv ... hele tiden og igen og igen ... jeg kan ikke slække på det - for den kontante afregning er absolut ubehagelig ... men accepten af at ha mistet noget - den tager jo som bekendt noget tid ... og jeg har mistet noget ... jeg har mistet noget af min mentale førlighed ... havde jeg haft brækket et ben, og havde fået varige men, så ville det jo ha været tydeligt for enhver ... nu er det min psyke der er brækket, med varige men til følge ... og det er så forbandet usynligt - og den eneste der kan tage sig af det er mig - og det der med at passe på mig - det er noget jeg aldrig har fået lært - så det skal læres fra bunden af nu ... og hvis ikke jeg lærer det - så er det lig med dårligere livskvalitet ... og det er jeg jo ikke interesseret i ...

Det giver mening, at jeg rammes nu ... hvis depressionen er et del af mig liv - og det tror jeg efterhånden at jeg må erkende - at det er den ... men nu har jeg endelig så meget ro og opbakning omkring mig, at der er plads til ikke at skulle klare hele verden ... både på hjemmefronten, hvor jeg har den mest støttende husbond og sønnen er blevet stor og selvhjulpen ... og her ude, hvor jeg er i jobtræning, hvor jeg bliver forståååået helt ind til benene ... hvor jeg bliver taget alvorligt, og hvor det er legalt at have det som jeg har det ... og vigtigst af alt - folk tror på det jeg siger - selvom jeg sidder og virker afklaret og kan forklare mig selv og lyder fornuftig - så bliver der lyttet til hvad jeg rent faktisk siger, om hvordan jeg har det ... det er jeg ikke sikker på, at jeg har oplevet i den udstrækning før ...

Om det så er godt eller skidt - det kan jeg ikke helt finde ud af ... altså jo - det er jo meget godt, men altså - det er også med til, at jeg har fået sluppet de tøjler jeg har holdt krampagtigt fast i, i årevis - nu er jeg bare lidt bange for det, fordi jeg jo mærker, hvor svært det er at samle dem op igen ...

Tænk hvis man kunne slukke for tankerne ...

Jeg tænker alt for meget på, hvad der dog skal blive af mig ...sådan rent jobmæssigt ...

Jeg tænker på, om det der flex-noget alligevel er en mulighed - for jeg kender ikke så meget til det der arbejdsmarked - og den del af det, jeg kender, er overhovedet ikke gearet til at tage de skånehensyn jeg efterhånden har fundet ud af, at der skal tages til mig ... Jeg vil virkelig gerne høre fra jer der ude, hvis I sidder i flex-job på en god arbejdsplads, som har forståelse for de skånehensyn der er omkring jer, når I er i flexjob ... jeg samler på succeshistorier her - jeg har brug for at blive overbevist om, at der også er plads til mig der ude ...

Jeg bruger generelt alt for meget tid på at sige og tænke undskyld...

Undskyld at jeg er sådan en dårlig hustru - undskyld at jeg ikke har overskud til noget som helst ... undskyld jeg ikke kan det jeg kunne engang ... undskyld til min søn, fordi jeg ikke kan være den mor jeg gerne ville ... undskyld-undskyld-undskyld ...

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske er meget godt, at det der ICSI-noget ikke er lykkedes for os (endnu???? eller????)

Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg ville være kæmpet mig igennem denne depression, med et lille barn på armen ... det er slemt nok med en 10-årig som alligevel er ret selvhjulpen og alligevel kan forstå en stor del af det jeg fortælle ham ... den der nagende samvittighed over at han ser mig så trist som intet barn skulle se deres forældre ... Måske kan der argumenteres for, at den der række af negative blodprøver, har været med til at trigge depressionen - og det tror jeg faktisk også selv lidt på ... men var den ikke kommet nu - så var den kommet senere - og ikke om lang tid ... det lader jo til, at det ligger dybt i mig ...

Nu har psykologen ude, hvor jeg er ved at blive afklaret, fundet ud af, at hun gerne vil have en psykiatrisk udredning af mig og jeg er bestemt ikke lukket for noget som helst - det er ok, hvis der ligger noget dybere som ikke er opdaget, bliver det jo heller ikke behandlet - og så kan vi jo blive ved og ved og ved med at famle rundt i blinde ... så på den måde er det jo meget godt ... samtidig er jeg hundetæskepessemeget bange for, at de måske fandt ud af, at der var noget sådan rigtig helt forkert med mig ... jeg ved godt at en eventuel diagnose ikke er mere eller mindre til stede uanset om den bliver stillet eller ej ... og selvom jeg pludselig fik et eller andet forklarende stempel på mig, som forklarede hvorfor jeg har så svært ved at fungere under såkaldt normale vilkår - ville jeg jo stadig være den samme ... måske endda med bedre hjælp, hvis man vidste hvad det var jeg skulle hjælpes for?