Godt nytår.

I aften klokken midnat, når jeg kysser min mand godt nytår og ønsker, håber og tror på et bedre 2006 ... vil jeg drikke det sædvanlige sip champagne ... spise den sædvanlige tørre kransekage og hoppe med Mathias i hånden ned fra en stol - ind i det nye år ... ELLER jeg vil gøre alt anderledes ... lade kransekagen være kransekage - drikke masser af champagne og undlade at hoppe ind i året, som jeg plejer at gøre det ... måske jeg skal hoppe baglæns ind i året ... Jeg mener, det har ikke virket vildt godt for mig det andet ...

Men uanset hvordan jeg kommer ind i år 2006, så vil det være med mange af jer her i blogland i tankerne ...

Skål på et godt nytår ... og et bedre 2006 til alle der måtte ønske det.

Vær velkommen....

Så blev julen overstået, og vi haster videre til nytåret ... hvor er det sært ... hvem fa'en besluttede at to af årets største begivenheder hellere måtte ligge med en uges mellemrum, sådan at vi rigtig kan få stress over dem? Jeg fatter det ganske enkelt ikke ... jeg mener, man når lige at få sunket juleanden og konfekten - så kan man drøne ud og invistere i fjollede hatte og sølvserpentiner og champagne og fyrværkeri og mere mad ...

Nu er både jul og nytår jo nogle af de der frygtelige adderbadder-tilbagevendende begivenheder som hvert år, igen og igen, kan strø salt i det sår, der hedder "stadig ingen børn" ... alligevel falder jeg i hvert år, og tænker "til næste år, har vi enten fået et barn, eller også er jeg ihvertfald gravid" ... jeg kan ganske enkelt ikke lade være - det er jo tanker der kommer af sig selv ... og jeg er så naiv at jeg stadig tror det og ikke mindst håber det ...

Juleaften her i hjemmet gik godt ... jeg tænkte hen over aftenen, nogle gange på det barn, som vi stadig ikke har fået ... vi fik fortalt svigermekanikken, at vi er færdige i det offentlige, og at det private venter forude ... faktisk kom det helt af sig selv, da vi fik 10.000 kroner af dem, og så kom det jo naturligvis på tale, hvad vi havde tænkt os med dem ... og det er jo en slags "børne-opsparing" i en lidt anden forstand, end man normalt lægger i det ord ... så nu er vi igang med at spare op til projekt barn-i-det-private ... det er ok ... faktisk betyder de 10.000 og det, at min mand har fået en ret stor løn i denne måned, at vi sandsynligvis kan være klar til at gå i det private, omkring april, hvis fryseforsøget skulle kikse ... og med 3 æg på køl, må jeg indrømme, at min optimisme i den retning ikke er den største ... Men mit håb har vendt på det sidste ... jeg er igen begyndt at tro på, at det her nok skal lykkes for os ... Måske fordi vi er blevet enige om at blive ved så længe, jeg orker det ... og lige nu tror jeg ikke, at jeg kan sige stop før målet er nået ... men det kan selvfølgelig godt nå at ændre sig ... det er jeg meget godt klar over ... men for nu, vil jeg holde fast i at et nyt og bedre år står for døren ... og at det blir vores år... Så vær velkommen....

Nåja ... og jeg smed slet ikke med julemaden ... det må da være et tegn på et eller andet godt ;D

Dagen før dagen før dagen...

Jeg kan slet ikke finde ud af, at det er jul lige om lidt ... det kan bare ikke passe?

Ikke fordi vi ikke er klar - for det er vi såmænd da nok ... men jeg har slet ikke mig selv med i julerierne i år ...

Mathias har været syg i nat ... og da slog det mig for alvor, at ligeså meget de børn man har fylder når de er syge (og det er ikke småting) ligeså meget fylder de børn man ikke kan få, i ens bevidsthed ... jeg tror det er den bedste sammenligning, hvis jeg skulle forklare nogle udeforstående hvor meget de børn jeg ikke kan få fylder ... Heldigvis er han i bedring, og han når at blive rask til juleaften ... heldigvis - jeg mener det er allermest for hans skyld at jeg overkommer julen ...

Til jer i blogland; I ønskes en rigtig glædelig jul, jeg håber at I trods alt får en rimelig jul.

Nytårstanker

Da vi stod på tærsklen til 2005 kyssede jeg min mand godt nytår og vi var enige om at 2005 måtte blive et bedre år end 2004 havde været det ... 2004 var året, som startede med, at vi fik at vide, at min mands sædkvalitet var extrem dårlig ... 2004 var året hvor vi begge mistede vores jobs med mindre end en uges mellemrum ... 2004 var året, hvor min svigermor fik konstateret gallopperende cancer og 2004 var året for vores første mislykkedes ICSI-behandling ... så alt i alt var 2004 et rigtigt skod-år - og vi stod nytårsaften for ca. et år siden, og var enige om at 2005 kun kunne blive bedre ....

2005 har så været året for 2 eller 3 negative blodprøver ... det har været året, hvor min svigermor blev opgivet af det etablerede systemt ... hun blev udskrevet fra onkologisk i Århus uden videre behandling, med cancer der gallopperede der ud af ... 2005 var også året for vores sidste ICSI forsøg i offentlig regi og året hvor jeg blev ramt af voldsom sorg og en krop der stresser helt op over det ... 2005 har også været året for mange økonomiske spekulationer og problemer ... så på den ene side har 2005 overhovedet ikke været noget godt år for os ...

Men 2005 har også været året hvor min svigermor trods alle odds, er kommet i noget forsøgs-behandling der holder canceren i skak ... det er året der slutter med, at min mand har fået nyt og godt job, som han er glad for, og som giver nogenlunde den samme løn som han havde før ... det er året som slutter med at jeg går i behandling hos en psykolog som støtter mig og som jeg føler, virkelig ønsker for mig, at jeg får det bedre ... det er året, hvor vi er blevet enige om at fortsætte behandlingen i det private, og blive ved så længe jeg har lyst, og orker det ... der er faldet mange sten fra et tungt hjerte dér ...

2005 har mest af alt været en lang rutchetur med op- og nedture som bare blev ved og ved og ved ... men jeg slutter året med en slags ro ... selvom hverken min krop eller min psyke er på toppen, så har jeg alligevel en ro og vi har en plan for hvad der skal ske i det nye år, sådan rent behandlingsmæssigt ... og jeg tror på, at 2006 bliver et bedre år ... jeg tror på, at 2006 bliver vores år.

Der er gode dage og der er dårlige dage...

... og så er der dage uden for kategori, hvor man finder sig selv siddende storhulkende på køkkengulvet ... fordi man måske var kommet til at vælte bradepanden med frosne fritter på gulvet ... og alt pludselig bare var dårligt ...

Startede dagen hos psykologen - som er smadder sød - men også smadder irriterende og snagende - og så vil hun hele tiden tale om de ting som jeg så møjsommeligt har puttet i fortrængningskassen ... Den største frygt i livet: hvad hvis projekt barn ikke lykkes ... arj - det er ikke helt min største frygt - men absolut noget af det grimme, som jeg bestemt ikke kan og vil forholde mig til ... og det ville hun rigtig gerne tale om idag ...
Og så talte vi om, at min mand og jeg ikke er helt enige om, hvor vigtig - eller uvigtig - biologi er, og om hvor meget det egentlig går mig på :-/

Men da jeg var færdig med at tale om grimme ting med psykologen, gik jeg i Føtex og købte to julegaver: bøger til svigerne. Så gik jeg ned på mandens arbjede og hentede bilen, og kørte så i Bilka og købte flere julegaver ... eller måske ikke-julegaver ... jeg købte stuff til mig selv :D (nogle rigtig lækre holmegaard julekrus - sidste års model til langt under ½ pris) og så købte jeg mad til hele næste uge ... Så tog jeg i Toys'R'us og købte den sidste julegave til sønnen:



... det skal jeg nok komme til at fortryde :-X
Og så var jeg i Bauhaus for at købe et lysstoffrør - men kunne vist ikke finde det rigtige - ihvertfald turde jeg ikke købe noget. Så ledte jeg forgæves efter disse hersens nye cykellygter der skulle være kommet ... dynamolygter som bare ikke er dynamolygter - men som lyser når hjulet drejer rundt ... men jeg kunne ikke finde dem nogle steder ...

Så kørte jeg bilen hjemad mod Skanderby, hvor jeg købte flere julegaver, til min mor: Grand cry morgenmads-sæt og en zone P-skive (med store tal for svagt-seende) ... og så købte jeg lidt mere gave til svigerfar: et stort verdenskort til at hænge op på væggen ... og så var jeg i banken for at gøre opmærksom på at jeg jo var ved at slå bunden ud af vores økonomi, men at jeg ikke havde tænkt mig at stoppe ... og så kørte jeg endelig hjem ...

Og så kørte jeg igen, først hentede jeg barnet i fritten, og så hentede vi manden på job ... og så skulle jeg hjem og lave mad - og så ved jeg ik helt hvad der skete ... men pludselig sagde det skralde-bang og så lå pommesfritterne på gulvet ... det var slemt nok ... men jeg begyndte først at tude, da jeg skulle rydde op ... måske det i virkeligheden bare siger noget om, hvor meget jeg hader oprydning og rengøring?

Jeg har ikke testet

... og jeg har besluttet mig for at jeg bare er bindegal ... sådan må det jo være ...

For sådan helt ærligt og helt inde fra - så har jeg absolut intet at ha det i ... og jeg har vist oz skudt tanken fra mig ... selvfølgelig er jeg ikke gravid ... jeg har lige haft min menstruation for pokker ...

Måske tankerne bunder i en reel og begrundet frygt for netop at være blevet gravid netop nu - hvor jeg på grund af psykiske problemer har taget sovepiller (+ lidt andre "sjove" piller) - ikke mange - men stadig nok til at det ikke ville være sjovt at være et foster i min krop ... og skæbnens ironi, har før spillet mig et puds ... bare tænk på at det barn jeg har, er lavet gennem pessar og sæddræbende creme ...

Men nej ... selvsuggestion og almindelig rationel tankegang har fået overbevist mig ... og testen ude i skabet får lov at lege "lykke-test" lidt endnu ... den kan få lov at være testen-med-de-to-streger engang i marts eller april tror jeg ... håber jeg ... drømmer jeg om!

Ok - så er det sket med mig - bindegal er diagnosen

Jeg tror jeg er gravid ... altså lige bortset fra at jeg jo ved at jeg ikke er det

Grunden til at jeg ved det er, dels at jeg lige har haft min mens (et ret godt tegn!) og dels at min mands sæd jo er så dårlig, at han sandsynligvis ikke ville kunne befrugte mig naturligt, selvom han fik 100 "kom'ninger" til det (ok sædafgange er et korrekt ord at bruge her - men jeg kan bedre li' kom'ninger)

Men hvorfor er det så lige at jeg tror at jeg er gravid? ... fordi jeg er skudt i roen? (godt bud dér) eller er det fordi min krop giver mig sære tegn? (næhhh ik sønderligt) ... og hvorfor er det lige at jeg ikke bare tager den test jeg har liggende ude i skabet? ... tjah ... skudt i roen er nok det bedste bud ... og testen? tjah ... jeg gider ikke tage den og være til grin over for en sølle test med bare en sølle streg som jeg jo ved vil være resultatet ... jeg ved jo oz godt at dem der styrer de der streger-nummer-to ikke har trukket mit nummer ud endnu ... så jeg kan lige så godt la' vær'

åh skod! Mon det virkelig er sket - jeg er blevet bindegal af det her behandlingscirkus

vente-vente-vente

Nu går jeg igen bare og venter ... men altså - jeg venter jo kun på mig selv ... det var jo de der kilo jeg skulle tabe ... det går faktisk ik særlig godt med det ... altså - jeg tager ikke på - og det er jo egentlig udemærket - men eftersom at jeg har besluttet mig for, ikke at gå videre før jeg har tabt mig ... så ser det ud til at ha lidt lange udsigter - på trods af at jeg "ikke tager på" ...

Men altså - lige nu forsøger jeg at rygklappe mig selv, bare fordi jeg ikke tager på ... jeg fungerer absolut ikke sådan som jeg burde ... jeg er bare ked-ked-ked ... og som hos så mange andre kvinder, afføder ked-ked-ked-tilstanden en sær og næsten uimodståelig trang til chokolade - og det er faktisk rigtig skidt for det der vægttabsnoget ...

Men altså - det er ikke så genialt at brokke sig over ventetiden - når den eneste jeg venter på, er mig selv ...

En ny drøm ... ???

Engang i gamle dage ... for 7-8 år siden, dengang jeg stadig sloges med en masse spøgelser fra barndommen ... dengang jeg kæmpede med 'bare' at være mig ... der var jeg i terapeutisk behandling for at forsøge at lære at være mig ... og i den forbindelse blev jeg udsat for tegneterapi - en fantastisk effektiv form for terapi, for mit vedkommende ... en dirrekte sluse ind i det inderste - uden om alle forbeholdene ... det virker godt for mig. En dag i dette hersens tegneterapi, fik jeg opgaven "tegn det du føler lige nu" ... og det gjorde jeg ...

Først forsøgte jeg at tegne mine fysiske smerter ... det er utroligt stressende for kroppen at være i terapi, at åbne op til alt det skræmmende, som er forsøgt at blive holdt nede i så mange år ... så mens jeg var i behandling havde en masse fysiske gener: jeg tegnede det der skulle forestille en "mange-takket-3-dimensionel"-stjerne ... sådan en følte jeg at jeg havde siddende i mellemgulvet, hvor det stak og sved ... et symptom jeg kan genkende idag ... nu kalder jeg det så bare halsbrand ... Så forsøgte jeg at illustrere mine rygsmerter - min ryg siger altid til mig når jeg skal geare ned ... et typisk stress-tegn for mig, er stærke lændesmerter - så stærke at jeg næsten ikke kan gå på benene ... og så tegnede jeg min hovedpine - illusteret med et spændebånd om hovedet ... jeg havde det som om, at nogen havde placeret et stort spændebånd om mit hovede og så ellers bare var begyndt at stramme på skruen - og var fortsat, længe efter at det rent faktisk ikke kunne spændes mere ...

Dernæst tegnede jeg - det jeg dengang troede var håbløsheden - en lang snoet vej - omgivet af mørke ... men jeg havde tegnet lys for enden af vejen ... blot et lille lys - men et lys ... og det er en af mine forcer - jeg tror på lyset efter mørket ... og så havde jeg tegnet den ultimative - og dengang for mig uopnpåelige drøm ... et hus, en græsplæne og en familie: faren (dengang ukendt), moren (mig) og 4 (fremtidige) unger ... nu har jeg huset og manden - og det ene barn ... og vi forsøger jo at øge famliens størrelse ... og det er også fint nok ... men efter blot en time hos psykologen i denne omgang er det gået op for mig at jeg altid bare har drømt om at være mor - og ha famlie ... jeg vil gerne have et job, men for mig har det der med arbejde altid bare været noget jeg skulle for at famlien kunne have bedre vilkår, og for at jeg kunne have noget socialt uden for familien ... jeg har ikke haft store faglige eller jobmæssige ambitioner ... min familie og dens mentale og fysiske sundhed, har altid været min største ambition - og noget jeg har taget - og tager - meget alvorligt ... men nu, hvor sønnen er så stor, at han har mindre brug for mig som 'det store Moderdyr' ... og den der store familie som jeg altid har drømt om, den ikke lige har tænkt sig at komme ... så står jeg i en alder af 34 og skal til at finde ud af hvad jeg vil være når jeg blir stor ... jeg skal til at finde mig nogle andre ambitioner ... en ny drøm ....