Og her fra gik det lissom kun ned ad bakke...

... men jeg håber at jeg snart er færdig med rutcheturen ... så jeg kan blive lidt mig selv igen ...

Det er som om, at den forståelse jeg møder igen og igen der ude, hvor jeg er i jobtræning ... den gør, at alt det jeg har lagt låg på hele livet, pludselig bliver synligt - og på en måde også legalt - det er ok at jeg ikke har kræfter til alt muligt ... og så bliver helt simple ting, med ét meget meget besværlige ... indkøb, oprydning, madlavning, tøjvask ... sådan nogle helt almindelige ting, som jeg har gjort hver dag mere eller mindre siden jeg flyttede hjemmefra (i meget gamle dage)... pludselig kan jeg ikke finde ud af dem ... pludselig kræver det uanede mængder af ressourcer at sætte en tøjvask over? ... pludselig kan jeg gå i sort over at tænke ordet "aftensmad" ... og så må jeg lige ligge lidt ... HVAD HEBLEDE SKER DER MED MIG!?!?

Det er jeg faktisk pænt træt af ...

Men jeg tror desværre at jeg (forhåbentlig kun for en tid), har mistet evnen til at tage mig sammen til noget overhovedet ... at jeg kommer op og afsted om morgenen, må for tiden tælles med som "succesoplevelse" ... det brøs jeg mig overhovedet slet ikke om ...

Jeg brøs mig meget lidt om at være der, hvor jeg er nu ... jeg brøs mig meget lidt om at være den jeg er nu ... men jeg ved også godt at jeg ikke har så fantastisk mange alternativer ... jeg blir nødt til at tage det her alvorligt ... jeg blir nødt til at tage mig selv alvorligt ... og hele kroppen siger fra dagligt over for helt almindelige gøremål - så blir jeg nok nødt til at anerkende, at det er fordi jeg ikke er sådan en, der lige nu, kan alt det andre kan ... og kan jeg engang - så vil jeg da glæde mig over det ... og lige nu, må jeg så bare glæde mig over, at der står en flok mennesker i kulissen og tager mig afsindigt seriøst - og med dem i ryggen, kan det være, at jeg også selv kommer til det på et tidspunkt ... jeg ved ihvertfald at jeg er på vej ...

Den er god nok ... den er gal :-/

Idag havde jeg en snak med min daglige leder, der ude, hvor jeg er i jobtræning ... og hans mening er, at vi skal sigte efter, at jeg bliver godkendt til, og kommer ud i et flexjob ... det passer mig godt ... og det passer mig dårligt ... jeg tror ambivalent må være ordet jeg mangler her ...

Det passer mig godt, fordi jeg møder en helt ukendt forståelse og accept af, at tingene er svære ... og at det der med 'at tage mig sammen' er noget jeg har drevet rovdrift på i alt for mange år ... og min "tage-sig-sammen" konto er i så stort underskud, at hvis det havde været penge-gæld, havde jeg været nødt til at søge gældssannering ... og måske er det netop det, som det kan sammenlignes med, når jeg går ind og (forhåbentlig) bliver godkendt til et flexjob ...

Det passer mig dårligt, fordi jeg jo ikke vil have det sådan ... jeg vil ikke være syg ... jeg vil bestemt ikke være et offer ... og jeg vil overhovedet ikke være sådan en, som man skal behandle som et råddent æg ... jeg vil bare gerne være "normal" og kunne de ting andre mennesker kan ... og det er jo blandt andre ting at kunne passe et 37-timers job uden særlige hensyn ...

Men sådan skal det åbenbart ikke være ... ikke lige nu ihvertfald ... og måske aldrig ...

OG så til dagens lidt gode punkt :)

Jeg har opdaget at smerten over den manglende graviditet har ændret form ... gravide, spædbørn og barnevogne gør ikke ondt mere? ... folk der siger dumme og ubetænksomme ting, gør ikke ondt mere ... det får mig til at tænke, at de er idioter - men det gør ikke ondt ... det er en sær ny verden ... jeg lægger stadig mærke til de gravide og til barnevognene og til spædbørnene og alt det ... men stikket - den der salt-i-såret-fornemmelse ... den er der ikke ... jeg kan godt stadig tænke "Dumme svin - du sku bare vide, hvor heldig du er" ... men det er mest af gammel vane ... og jeg mener det ikke ... ikke den der "dumme-svin-del" ihvertfald ...

Det er både sært og skræmmende ... fordi når jeg kan ha det sådan nu - så tror jeg aldrig nogensinde igen, at jeg finder modet til at prøve det der behandlings-noget igen ... og det er jo egentlig heller ikke nogen rar tanke ... men det er sådan alligevel rart-sært at have fred med den del, som ellers har gjort ondt så længe ...

Og så til dagens rigtig gode punkt :D

Jeg har fødselsdag idag - det er ikke så godt ... men så får man jo gaver - og dét er rigtig godt ... og idag har jeg fået ny puter af min mand og min søn ... uhhhh jeg elsker gaver ... især gaver, som jeg slet ikke vidste, at jeg ønskede mig ...