Og her fra gik det lissom kun ned ad bakke...
... men jeg håber at jeg snart er færdig med rutcheturen ... så jeg kan blive lidt mig selv igen ...
Det er som om, at den forståelse jeg møder igen og igen der ude, hvor jeg er i jobtræning ... den gør, at alt det jeg har lagt låg på hele livet, pludselig bliver synligt - og på en måde også legalt - det er ok at jeg ikke har kræfter til alt muligt ... og så bliver helt simple ting, med ét meget meget besværlige ... indkøb, oprydning, madlavning, tøjvask ... sådan nogle helt almindelige ting, som jeg har gjort hver dag mere eller mindre siden jeg flyttede hjemmefra (i meget gamle dage)... pludselig kan jeg ikke finde ud af dem ... pludselig kræver det uanede mængder af ressourcer at sætte en tøjvask over? ... pludselig kan jeg gå i sort over at tænke ordet "aftensmad" ... og så må jeg lige ligge lidt ... HVAD HEBLEDE SKER DER MED MIG!?!?
Det er jeg faktisk pænt træt af ...
Men jeg tror desværre at jeg (forhåbentlig kun for en tid), har mistet evnen til at tage mig sammen til noget overhovedet ... at jeg kommer op og afsted om morgenen, må for tiden tælles med som "succesoplevelse" ... det brøs jeg mig overhovedet slet ikke om ...
Jeg brøs mig meget lidt om at være der, hvor jeg er nu ... jeg brøs mig meget lidt om at være den jeg er nu ... men jeg ved også godt at jeg ikke har så fantastisk mange alternativer ... jeg blir nødt til at tage det her alvorligt ... jeg blir nødt til at tage mig selv alvorligt ... og hele kroppen siger fra dagligt over for helt almindelige gøremål - så blir jeg nok nødt til at anerkende, at det er fordi jeg ikke er sådan en, der lige nu, kan alt det andre kan ... og kan jeg engang - så vil jeg da glæde mig over det ... og lige nu, må jeg så bare glæde mig over, at der står en flok mennesker i kulissen og tager mig afsindigt seriøst - og med dem i ryggen, kan det være, at jeg også selv kommer til det på et tidspunkt ... jeg ved ihvertfald at jeg er på vej ...
Det er som om, at den forståelse jeg møder igen og igen der ude, hvor jeg er i jobtræning ... den gør, at alt det jeg har lagt låg på hele livet, pludselig bliver synligt - og på en måde også legalt - det er ok at jeg ikke har kræfter til alt muligt ... og så bliver helt simple ting, med ét meget meget besværlige ... indkøb, oprydning, madlavning, tøjvask ... sådan nogle helt almindelige ting, som jeg har gjort hver dag mere eller mindre siden jeg flyttede hjemmefra (i meget gamle dage)... pludselig kan jeg ikke finde ud af dem ... pludselig kræver det uanede mængder af ressourcer at sætte en tøjvask over? ... pludselig kan jeg gå i sort over at tænke ordet "aftensmad" ... og så må jeg lige ligge lidt ... HVAD HEBLEDE SKER DER MED MIG!?!?
Det er jeg faktisk pænt træt af ...
Men jeg tror desværre at jeg (forhåbentlig kun for en tid), har mistet evnen til at tage mig sammen til noget overhovedet ... at jeg kommer op og afsted om morgenen, må for tiden tælles med som "succesoplevelse" ... det brøs jeg mig overhovedet slet ikke om ...
Jeg brøs mig meget lidt om at være der, hvor jeg er nu ... jeg brøs mig meget lidt om at være den jeg er nu ... men jeg ved også godt at jeg ikke har så fantastisk mange alternativer ... jeg blir nødt til at tage det her alvorligt ... jeg blir nødt til at tage mig selv alvorligt ... og hele kroppen siger fra dagligt over for helt almindelige gøremål - så blir jeg nok nødt til at anerkende, at det er fordi jeg ikke er sådan en, der lige nu, kan alt det andre kan ... og kan jeg engang - så vil jeg da glæde mig over det ... og lige nu, må jeg så bare glæde mig over, at der står en flok mennesker i kulissen og tager mig afsindigt seriøst - og med dem i ryggen, kan det være, at jeg også selv kommer til det på et tidspunkt ... jeg ved ihvertfald at jeg er på vej ...
posted by Freudika at 21:35
5 Comments:
Jeg tror jo bare du har ret i, at du lige nu må acceptere, at du er sådan en der ikke lige kan alting...
Og det er der vel heller ingen der behøver at kunne? Altså man behøver vel at kun at kunne alle de ting man har brug for - og ikke alting, vel?
Og en dag, så bliver du igen sådan een som kan alle de ting som hun behøver at kunne - men nok aldrig sådan een som kan alting - for det er slet ikke hverken sundt eller nødvendigt...
Bare en varm tanke herfra!!
En psykolog sagde engang til mig, at jeg skulle tænke på depression, som et trafikuheld. Der er brækkede ben der skal heles, der skal genoptrænes etc.... en hel masse ting der ikke kan fremskyndes. Det tager den tid det tager. Desværre er det ikke fra omverdenen altid så accepteret, når man er kvæstet på en måde, der ikke fysisk kan ses.
Nogen har engang fortalt mig, at hvis man bliver taget af understrømmen ude i havet, så skal man slappe af og lade være med at kæmpe, ind til man igen bliver slynget op til overfladen. Mens man er under vandet, er kampen spild af kræfter, og når man så kommer op igen, så har man kræfter til at svømme i land.
Og sådan havde jeg det lidt, da jeg var deprimeret - jeg begyndte faktisk først at få det bedre, da jeg gav mig selv lov til at have det dårligt. Giver det mening?
Det giver rigtig meget mening frøkenhat - og jeg ved det godt - men det er ikke altid let at give slip, når man har skulle holde alt for mange tøjler hele livet ... men tro mig, jeg prøver - og jeg ved godt, at det er eneste rigtige måde at komme gennem det her på ...
Post a Comment
<< Home