Tak for jeres søde og ærlige svar ...
I mit forrige indlæg, fortæller nogle af jer, at I selv har været ramt af depressioner ... og at man kommer over det ... det ved jeg ... for jeg har selv været der før ...
Jeg fik en i '98 ... en til i år 2000 ... så kørte det godt i en række år ... indtil jeg i 2004 blev sygemeldt med stress - og lur mig om ikke stress og depression ligner hinanden ...
og nu igen i slutningen af år 2005 frem til nu ... jeg kender det kender det kender det ... det der rammer nu, er på ingen måde nær så tungt som det der ramte i 98 og 2000 ... men tungt nok ... men det er også anderledes håndgribelige ting jeg slås med nu ... den gang var det "fnidderet indefra" ... nu er det udefrakommende faktorer der får mig til at tilte ... og igen - selvom jeg tilter - så tilter jeg ikke nær så tungt som jeg gjorde dengang ... men dog tilter jeg nok til, at jeg ikke kan leve og agere på normal vis ... Men jeg er blevet bedre til at se tegnene og reagere på dem ...
Min store skræk går på, at det simpelthen er noget jeg er disponeret for, og derfor noget der vil komme igen og igen og igen ... Tungsindet og stressen rammer typisk i perioder, hvor jeg har travlt - og ikke har tid til at tænke ... har ikke tid til at bruge de værktøjer jeg har lært - og "autopiloten" tager over - og den autopilot jeg har med mig - den er på ingen måde god for mig ...
Jeg ved godt, at jeg er på rette vej og at jeg gør alt det som er godt for mig og alt det ... men derfra og så til at have det ok med det - der er åbenbart et stykke ... men jeg er på vej - tror jeg ...
Det sære er så, at alt behandlingen naturligt nok har stået stille i den tid jeg har været sygemeldt ... vi fik vores sidste negative blodprøvesvar d. 4/oktober/05 ... og siden har jeg ikke ville beskæftige mig med behandling ... men nu sniger det sig stille og roligt ind på mig igen ... jeg vil gerne snart igen ... men jeg slås stadig med demoner og det er på ingen måde hensigtsmæssigt at starte op lige nu ... (nu er det så heldigvis også sommerferie allevegne) ... men jeg forestiller mig, noget, der hedder august-september-stykker ... det er selvfølgelig også tilpas langt ude i fremtiden til, at det ikke er presserende ... og alligevel gir det mig noget at gå efter ... det er måske ikke så fjollet ... og det kan altid flyttes (igen) hvis ikke jeg føler mig klar alligevel ... det er måske ok ... og der kan jo ske meget på 2-3 måneder ...
Nu må vi se ... jeg er meget "En dag ad gangen"-orienteret for tiden ... eller det forsøger jeg ihvertfald at være ... og nogengange går det ok med det ...
Jeg fik en i '98 ... en til i år 2000 ... så kørte det godt i en række år ... indtil jeg i 2004 blev sygemeldt med stress - og lur mig om ikke stress og depression ligner hinanden ...
og nu igen i slutningen af år 2005 frem til nu ... jeg kender det kender det kender det ... det der rammer nu, er på ingen måde nær så tungt som det der ramte i 98 og 2000 ... men tungt nok ... men det er også anderledes håndgribelige ting jeg slås med nu ... den gang var det "fnidderet indefra" ... nu er det udefrakommende faktorer der får mig til at tilte ... og igen - selvom jeg tilter - så tilter jeg ikke nær så tungt som jeg gjorde dengang ... men dog tilter jeg nok til, at jeg ikke kan leve og agere på normal vis ... Men jeg er blevet bedre til at se tegnene og reagere på dem ...
Min store skræk går på, at det simpelthen er noget jeg er disponeret for, og derfor noget der vil komme igen og igen og igen ... Tungsindet og stressen rammer typisk i perioder, hvor jeg har travlt - og ikke har tid til at tænke ... har ikke tid til at bruge de værktøjer jeg har lært - og "autopiloten" tager over - og den autopilot jeg har med mig - den er på ingen måde god for mig ...
Jeg ved godt, at jeg er på rette vej og at jeg gør alt det som er godt for mig og alt det ... men derfra og så til at have det ok med det - der er åbenbart et stykke ... men jeg er på vej - tror jeg ...
Det sære er så, at alt behandlingen naturligt nok har stået stille i den tid jeg har været sygemeldt ... vi fik vores sidste negative blodprøvesvar d. 4/oktober/05 ... og siden har jeg ikke ville beskæftige mig med behandling ... men nu sniger det sig stille og roligt ind på mig igen ... jeg vil gerne snart igen ... men jeg slås stadig med demoner og det er på ingen måde hensigtsmæssigt at starte op lige nu ... (nu er det så heldigvis også sommerferie allevegne) ... men jeg forestiller mig, noget, der hedder august-september-stykker ... det er selvfølgelig også tilpas langt ude i fremtiden til, at det ikke er presserende ... og alligevel gir det mig noget at gå efter ... det er måske ikke så fjollet ... og det kan altid flyttes (igen) hvis ikke jeg føler mig klar alligevel ... det er måske ok ... og der kan jo ske meget på 2-3 måneder ...
Nu må vi se ... jeg er meget "En dag ad gangen"-orienteret for tiden ... eller det forsøger jeg ihvertfald at være ... og nogengange går det ok med det ...
posted by Freudika at 11:51
3 Comments:
Kan godt forstå dine bekymringer, søde. Jeg har i perioder været utrolig bange for at være ved at blive rigtig "sindsyg". Min farmor var manio-depressiv, og jeg var bare så bange for at blive som hende. Så jeg kan godt forstå frygten for, at det bare vil blive ved og ved.
Får du noget hjælp? En god psykolog? Det er mit bedste råd (ikke at du nødvendigvis er på jagt efter råd). Det er knalddyrt og hårdt - men det er de bedste penge og den bedste energi, jeg nogensinde har brugt. Det hjalp mig virkelig meget at få vendt mine tanker og frygt og følelser med en professionel, der kunne forklare og hjælpe videre.
Tænker på dig.
Jeg går hos en psykolog nu - med tilskud (ikke fordi jeg er tiltet - men fordi min svigermor er alvorligt syg - så kan man godt få henvisning og tilskud) ... og jeg har brugt timer og timer og flere timer hos psykologer og psykoterapeuter gennem de sidste 8 år ... og det er også vejen frem for mig ... Ved slet ikke hvor langt tilbage, jeg ville være uden den psyk-bistand jeg får og har fået ... men det er ihvertfald ikke rart at tænke på ...
Kære du
Hvordan går det med dig? Skriv når du får lyst - jeg kigger i hvert fald jævnligt forbi!
Knus,
Solsikke
Post a Comment
<< Home