Så kom motivationen ...

Jeg har gået og ladet op ... jeg skal og vil og bør tabe mig ... hvis jeg skulle ned på en sund vægt ... så taler vi MINDST 30 kg ... og nok også hellere 40 ... det er ikke målet i første omgang ... lige nu er målet noget mere her-og-nu-agtigt ... mere noget med hvad jeg putter i hovedet og hvordan jeg får trænet ... dét er jo midlet mere end målet ... men lige nu er midlet - at leve op til de sunde vaner - blevet en mål for mig ... min vægt har jeg for længst kylet langt væk .... eller nej - det har jeg ikke - men der er ikke batterier i den - og sådan bliver det ved med at være ... Jeg har en fortid som dybt spise-/krops-/vægtforstyrret ... så alt hvad der ligner kontrol, når det kommer til mad og vægt er banlyst for mig ... så nej - jeg tæller ikke kalorier og jeg vejer mig ikke herhjemme ... men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal vide om det går den rigtige vej alligevel ... for det er jo ikke tallet på vægten der afgør om det går godt ... det er jo, hvad jeg putter i hovedet hver dag, og om jeg får bevæget mig der batter - og det behøver jeg jo ikke en vægt til at fortælle mig ...

Jeg troede at motivationen var kommet ud af ingenting ... men da jeg talte med min søde og kloge psykolog om det idag ... gik det op for mig at den bestemt ikke er kommet ud af ingenting ... det har været på vej længe ... jeg har "varmet op til det" om man så kan sige ... Jeg abbonere på bladet "Iform" ... og jeg læser det fra ende til anden når det kommer - det i sig selv batter jo ikke alverden ... men alligevel så er det med til at tænde motivationen ... men allervigtigst i hele processen er nok, den fest jeg var til i forrige weekend ... en fest som gjorde mig i forfærdeligt humør ...

Jeg har arbejdet med mig selv gennem rigtig mange år - og er gået fra at være en stor undskyldning for mig selv - som i øvrigt ikke havde ide om, hvem jeg selv var og hvad jeg syntes om noget som helst, til at være en kvinde som jeg faktisk har det ret ok med at være, som jeg kender og som jeg gerne vil være bekendt ... der er bare den der krops-ting ... det der alt for store hylster som jeg bærer rundt på ... det er jeg dælme ikke i orden med ... og til den fest vi var til - et bryllup - hvor jeg ikke kendte et eneste menneske ud over min mand ... (det var hans kollega der var gommen) havde jeg det så elendigt med mig selv ... troede det handlede om mit manglende selvværd - som jeg jo ellers troede jeg havde fået rettet op på ... og jo mere jeg tænker over det - så mangler jeg flere ord end selvværd og selvtillid ... for min selvtillid er som regel i top - jeg ved hvad jeg kan og har tiltro til mine egne evner ... mit selvværd kunne være bedre - men det er langt fra så skrantende som det var engang ... men selvfølelsen? den kropslige selvfølelse ... puha - den kan ligge et lillebitte-næsten-ikke-eksisterende sted ... Jeg tænker at sådan et stort bryllup, hvor man ikke kender et eneste menneske kan hyle de fleste lidt ud af den - men jeg havde det så dårligt at jeg rent fysisk havde kvalme ind i mellem :-/ og jeg tænker at det nok ikke er helt normalt ...

Anyway ... nu holder jeg fast i den følelse ... den pokkers ubehagelige følelse af at være udstillet og skille sig ud - og ikke kunne holde sig selv ud ... og det er den jeg vil hive frem, når jeg skal vælge mellem "is nu eller vægttab på sigt" ... Og tænk ... jeg har hele tiden troet, at motivationen skulle findes i den baby som vi ikke kan få ...