Friday, May 26, 2006

lidt af hvert ...

Jeg har noget på hjertet ... og så alligevel ikke ...

Der sker ting i mit liv lige nu - jeg har jo været sygemeldt længe ... og er det fortsat - og på den ene side, så føler jeg mig totalt taber-agtig over det - og på den anden side, føler jeg, at jeg netop tager mig selv seriøst ...

Nu skal jeg så igang igen ... ikke noget rigtigt job-agtigt men noget stille og roligt kom-igang-kursus og der efter arbejdsprøvning i sygedagpenge-regi ... og det er helt ok med mig - jeg vil gerne - og jeg ved at jeg har brug for at komme ud og se andre mennesker - ikke fordi jeg har den vilde lyst til de der mennesker - faktisk er det lettere angstprovokerende for mig at skulle ud blandt rigtige mennesker igen - men fordi jeg bliver for sær af at gå herhjemme og kun tale med hunden (nåja og manden og barnet ... men alligevel) ... Min krop svarer igen med samtlige af de stress-symptomer den kender ... og det skræmmer mig ...

Jeg har en kedelig psykiatrisk historie ... eller rettere jeg har en kedelig barndom - og jeg har brugt mange år på, at få rettet op på det, så jeg kunne blive glad for mig selv og for mit liv ... og som enhver "fornuftig" voksen, giver jeg naturligvis mine forældre skylden ... MEN jeg skal nok selv tage ansvaret nu ... Men min historie gør, at jeg bestemt ikke ser mig selv som en stærk person ... men jeg har svært ved ikke at "spille" den rolle - og når jeg møder folk så tror jeg, at jeg fremstår stærk ... klog og velfunderet (?) ... og det er svært at kombinere med skrøbelig (og jeg gider da for pokker heller ikke at være skrøbelig ... men hvad nu hvis jeg er det?)

Det der skræmmer mig når min krop spasser ud nu, ved udsigten til at skulle igang igen, er at jeg kommer til at tænke: hvad nu, hvis jeg er gået i stykker? Hvad nu, hvis jeg aldrig mere kommer op på et niveau, hvor jeg kan klare det jeg kunne engang? Jeg blev i sin tid sygemeldt med job-stress ... det var "simpelt" på den måde, at jeg kunne sygemelde mig og gå hjem og slappe af - og vente til det gik væk (at jeg så også blev fyret i den ombæring er en anden sag) ... men nu - jeg kan ikke tage presset væk ... jeg kan dårligt slappe mere af end jeg gør ... så tror jeg at det kommer til at gå ud over elementære kropsfunktioner ... Men jeg kan skrive om mine bekymringer og få sat ord på dem ... og det hjælper da også ... og at jeg tænker på, at jeg måske er "gået i stykker", er jo heldigvis langt fra det samme som, at det hænger sådan sammen ...

Mit projekt tab dig så Camilla går ... på en eller anden måde ... jeg skal vejes i næste uge - men jeg er frygtelig nervøs for at jeg ikke har tabt mig ... motivationen til at spise rigtigt kan ligge et meget lille sted - heldigvis tar viljestyrken lidt over (det betyder at jeg ikke handler - det lader jeg manden om - jeg mener - jeg kan jo ikke spise noget, der ikke er i huset) - og jeg træner som en gal ... eller det gør jeg ikke for det kan jeg ikke - men jeg træner så godt jeg nu kan ... Jeg var jo begyndt på et løbeprogram, men måtte opgive det igen, fordi mine ankler bare overhovedet ikke ville være med ... men nu har jeg så købt sådan en cross-trainer som jeg bruger flittigt hver anden dag ... (bare af 2 x 5 minutter - men så er jeg ved at dø!) og jeg "styrke-træner" dvs. jeg har lavet et program som jeg kan lave herhjemme som består af mavebøjninger og træing for baller og lår og noget for bryst og arme ... og det vildste og bedste: Jeg blir holder ved. Så selvom jeg måske ikke har tabt mig, når jeg blir vejet her i næste uge - så ved jeg med mig selv, at jeg er på rette vej - og det er godt nok for nu :)

0 Comments:

Post a Comment

<< Home