Historien ...
Nu tror jeg, at jeg er klar til at fortælle om mit liv som det ser ud lige nu ...
Det er absolut ikke noget jeg er stolt af, eller noget jeg har lyst til at fortælle om ... men jeg tror det gør mig godt, og hjælper mig til at acceptere tingenes tilstand, at skrive om det ...
Sagen er jo den, at jeg er sygemeldt - og har været det siden november ... i starten var årsagen "sorg" ... depressive tendenser ... kort sagt - jeg var bare så ufatteligt ked af det. Jeg er stadig ked af det og måske er jeg også depressiv... jeg ved det ikke ... men uanset hvad "stemplet" på min sygemelding må være - så er den der ... og umiddelbart blir den hængende lidt endnu ... For oven i alt det triste, har jeg også stress ... ikke særlig håndterbart, når jeg ikke kan slippe, det der gir mig stress ... jeg kan ikke slappe af fra det - og min krop den spasser ud, med samtlige af de stress-symptomer den kender ...
Jeg er ved at blive afklaret med, hvad der skal ske frem over - og hvad der er sket i fortiden ... problemet med fortiden er, at jeg ikke har haft nogen længere tilknytning til arbejdsmarkedet - den længste ansættelse jeg nogensinde har haft, har strukket sig over 2 år - og endte med en sygemelding med stress og en fyring ... Jeg har gjort mig en masse tanker omkring det på det sidste - er jeg bare sådan en der er disponeret for stress og den depressive tilstand? Min historie kunne ihvertfald godt indikere det ...
Nu er jeg kommet ud på et jobcenter, hvor jeg sidder i et kreativt værksted og laver kreative ting, så som glaskunst og filtede sutsko, mens en række mennesker gør en ihærdig insats for at lære mig at passe på mig selv ... jeg synes det er både pinligt og sørgeligt at jeg er landet der - samtidig er jeg dybt taknemmelig for mit held - jeg er et sted, hvor jeg stille og roligt lærer at passe på mig selv - lærer at sætte arbejdstempoet ned fra 120% til bare 90-100% ... jeg lærer at slippe arbejdet og holde pauser ... jeg lærer at få sagt til og fra ... Jeg lærer, at jeg ikke behøver at være den bedste til alt hvad jeg foretager mig ... det går langsomt - for gamle mønstre skal læres om ... gamle ideer skal slettes og erstattes af nye sundere ideer ... Men jeg ser på det som en god invistering - for hvem ved hvad jeg kan holde til, hvis først jeg lærer at passe på mig selv?
Så lige nu må jeg kæmpe med en masse kvaler - jeg kigger på mig selv og tænker TAAABER! ... ikke fordi jeg vil det - men fordi det i min verden ER taberagtigt for mig at ende her ... det er ikke sådan, at jeg kigger mig omkring og tænker at de andre mennesker der ude er tabere ... de er jo bare en række uheldige mennesker ... En har slidskader ... En anden har piskesmæld ... En 3. har slidgigt og en 4. lider af panikangst ... Det er der jo ikke noget taberagtigt i ... Og igen handler det for mig om at gøre det hele 120% - at være den bedste ... Om alle de urimelige høje krav jeg stiller til mig selv, som jeg ikke ville forvente at andre skulle leve op til ... men jeg (mig-mig-mig) ... jeg skal da ... Og lige dér ligger essense af det hele ... grunden til at jeg brager ned igen og igen ...
Og når alt det så er sagt - så kommer alle kvalerne ... ikke blot med at acceptere den nuværende sygemelding (og min status som taber i egne øjne) ... men også med at acceptere at det måske er noget jeg er disponeret for ... og så med tankerne omkring det at sætte barn i verden, hvis jeg er sådan en der brager ned fra tid til anden ??? ... Jeg ved godt, at det barn jeg allerede har, han har det godt - og vi tager os godt af ham (der har været perioder, hvor samtlige ressourcer der kunne møbleres er blevet brugt på ham - han står altid først i rækken når ressourcer og overskud skal bruges) ... Men er det forsvarligt at putte flere børn ind i den her familie? er det overhovedet rimeligt at jeg skal være nogens mor - når jeg ikke engang formår at passe på mig selv?
Det er absolut ikke noget jeg er stolt af, eller noget jeg har lyst til at fortælle om ... men jeg tror det gør mig godt, og hjælper mig til at acceptere tingenes tilstand, at skrive om det ...
Sagen er jo den, at jeg er sygemeldt - og har været det siden november ... i starten var årsagen "sorg" ... depressive tendenser ... kort sagt - jeg var bare så ufatteligt ked af det. Jeg er stadig ked af det og måske er jeg også depressiv... jeg ved det ikke ... men uanset hvad "stemplet" på min sygemelding må være - så er den der ... og umiddelbart blir den hængende lidt endnu ... For oven i alt det triste, har jeg også stress ... ikke særlig håndterbart, når jeg ikke kan slippe, det der gir mig stress ... jeg kan ikke slappe af fra det - og min krop den spasser ud, med samtlige af de stress-symptomer den kender ...
Jeg er ved at blive afklaret med, hvad der skal ske frem over - og hvad der er sket i fortiden ... problemet med fortiden er, at jeg ikke har haft nogen længere tilknytning til arbejdsmarkedet - den længste ansættelse jeg nogensinde har haft, har strukket sig over 2 år - og endte med en sygemelding med stress og en fyring ... Jeg har gjort mig en masse tanker omkring det på det sidste - er jeg bare sådan en der er disponeret for stress og den depressive tilstand? Min historie kunne ihvertfald godt indikere det ...
Nu er jeg kommet ud på et jobcenter, hvor jeg sidder i et kreativt værksted og laver kreative ting, så som glaskunst og filtede sutsko, mens en række mennesker gør en ihærdig insats for at lære mig at passe på mig selv ... jeg synes det er både pinligt og sørgeligt at jeg er landet der - samtidig er jeg dybt taknemmelig for mit held - jeg er et sted, hvor jeg stille og roligt lærer at passe på mig selv - lærer at sætte arbejdstempoet ned fra 120% til bare 90-100% ... jeg lærer at slippe arbejdet og holde pauser ... jeg lærer at få sagt til og fra ... Jeg lærer, at jeg ikke behøver at være den bedste til alt hvad jeg foretager mig ... det går langsomt - for gamle mønstre skal læres om ... gamle ideer skal slettes og erstattes af nye sundere ideer ... Men jeg ser på det som en god invistering - for hvem ved hvad jeg kan holde til, hvis først jeg lærer at passe på mig selv?
Så lige nu må jeg kæmpe med en masse kvaler - jeg kigger på mig selv og tænker TAAABER! ... ikke fordi jeg vil det - men fordi det i min verden ER taberagtigt for mig at ende her ... det er ikke sådan, at jeg kigger mig omkring og tænker at de andre mennesker der ude er tabere ... de er jo bare en række uheldige mennesker ... En har slidskader ... En anden har piskesmæld ... En 3. har slidgigt og en 4. lider af panikangst ... Det er der jo ikke noget taberagtigt i ... Og igen handler det for mig om at gøre det hele 120% - at være den bedste ... Om alle de urimelige høje krav jeg stiller til mig selv, som jeg ikke ville forvente at andre skulle leve op til ... men jeg (mig-mig-mig) ... jeg skal da ... Og lige dér ligger essense af det hele ... grunden til at jeg brager ned igen og igen ...
Og når alt det så er sagt - så kommer alle kvalerne ... ikke blot med at acceptere den nuværende sygemelding (og min status som taber i egne øjne) ... men også med at acceptere at det måske er noget jeg er disponeret for ... og så med tankerne omkring det at sætte barn i verden, hvis jeg er sådan en der brager ned fra tid til anden ??? ... Jeg ved godt, at det barn jeg allerede har, han har det godt - og vi tager os godt af ham (der har været perioder, hvor samtlige ressourcer der kunne møbleres er blevet brugt på ham - han står altid først i rækken når ressourcer og overskud skal bruges) ... Men er det forsvarligt at putte flere børn ind i den her familie? er det overhovedet rimeligt at jeg skal være nogens mor - når jeg ikke engang formår at passe på mig selv?
posted by Freudika at 12:35
5 Comments:
Puha... jeg fik lige et flashback!
For to år siden havde jeg en depression. Og jeg troede aldrig at jeg ville blive normal igen. Var sygemeldt i 4 måneder, men burde have opdaget det væsentlig tidligere. Men ok, jeg kom dog op af mørket igen. Lavede nogle nye spilleregler for mig selv, så som:
-Ikke at lade andres bekymringer, blive mine egne.
-Ikke at skulle færdiggøre det, som andre ikke lige nåede.
-At der også er en dag i morgen, til at få lavet arbejdet.
-Den gode stress er mit drive. Den dårlige stress sender mig i sengen!
Jeg er blevet rigtig god til at overholde disse regler, men det har jeg også måtte arbejde en del med. For jeg vil ikke tilbage i mørket igen.
Kære Freudika, Jeg håber at du snart ser lyset, og indser at man ikke er en taber, fordi man er i sorg, har en depression el.l. Det er desværre snart en folkesygdom i DK. Og desværre rammer den oftest kontolfreaks'ne (kan man skirve det sådan?!?).
Vil til sidst sige, at det er flot at du har fået skrevet det, selvom du ikke havde lyst. Det er total selvterapi.
Der findes intet entydigt svar på, hvordan man "passer på sig selv".
Der findes heller ikke nogen resulstatsliste eller skema for, om hvordan eller hvornår man passer på sig selv.
Men jeg synes da i den grad, at du viser, at du er i stand til at passe på dig selv, bare ved at tage dit liv og din situation op til overvejelse.
Du tager ansvar for dit liv. For mig har det i høj grad noget at gøre med at passe på sig selv.
At kræve de 120 % af dig selv er jo formentlig ikke noget du selv har valgt. Det er en del af det din barndom har gjort dig til.
Det er jo ikke din skyld Freudika.
Jeg synes, at du er rigtig godt på vej. Prøv at stol på, at du er i gang med det rigtige, og husk dig selv på, at det ER godt nok, det du gør.
Du gør det bedste du kan, og du er godt på vej.
God udvikling tager god tid.
Stort kram til dig
Jeg kan kun give Majer og Spirre ret. Du er allerede nået langt, når du gør dig de tanker du gør dig. Slip skylden og accepter dig selv som det dejlige menneske du er!
Stort knus,
Solsikke
Du må ikke føle dig som en taber. Jeg har også haft en depression og havde det præcis som du - jeg følte mig også som verden største nul. Jeg kæmpede mig tilbage og det kan du også - det lover jeg. Bare fordi du er hvor du er nu behøver det ikke betyde, at du skal være der altid. Du må ikke give op. Giv dig selv lov til at være ked af det lige nu... Jeg gik i kognitiv terapi dengang for snart 10 år siden og det har simpelthen ændret mit liv for altid. I bakspejlet var den depression nok det største vendepunkt i mit liv... Tænker på dig...
Depressioner er drøje. Selv måtte jeg have både medicin og terapi for at komme igennem én for et par år siden. Men man KAN komme igennem dem, søde. Og det kan du også.
Tænker på dig!
Post a Comment
<< Home