Tuesday, September 12, 2006

Den er god nok ... den er gal :-/

Idag havde jeg en snak med min daglige leder, der ude, hvor jeg er i jobtræning ... og hans mening er, at vi skal sigte efter, at jeg bliver godkendt til, og kommer ud i et flexjob ... det passer mig godt ... og det passer mig dårligt ... jeg tror ambivalent må være ordet jeg mangler her ...

Det passer mig godt, fordi jeg møder en helt ukendt forståelse og accept af, at tingene er svære ... og at det der med 'at tage mig sammen' er noget jeg har drevet rovdrift på i alt for mange år ... og min "tage-sig-sammen" konto er i så stort underskud, at hvis det havde været penge-gæld, havde jeg været nødt til at søge gældssannering ... og måske er det netop det, som det kan sammenlignes med, når jeg går ind og (forhåbentlig) bliver godkendt til et flexjob ...

Det passer mig dårligt, fordi jeg jo ikke vil have det sådan ... jeg vil ikke være syg ... jeg vil bestemt ikke være et offer ... og jeg vil overhovedet ikke være sådan en, som man skal behandle som et råddent æg ... jeg vil bare gerne være "normal" og kunne de ting andre mennesker kan ... og det er jo blandt andre ting at kunne passe et 37-timers job uden særlige hensyn ...

Men sådan skal det åbenbart ikke være ... ikke lige nu ihvertfald ... og måske aldrig ...

OG så til dagens lidt gode punkt :)

Jeg har opdaget at smerten over den manglende graviditet har ændret form ... gravide, spædbørn og barnevogne gør ikke ondt mere? ... folk der siger dumme og ubetænksomme ting, gør ikke ondt mere ... det får mig til at tænke, at de er idioter - men det gør ikke ondt ... det er en sær ny verden ... jeg lægger stadig mærke til de gravide og til barnevognene og til spædbørnene og alt det ... men stikket - den der salt-i-såret-fornemmelse ... den er der ikke ... jeg kan godt stadig tænke "Dumme svin - du sku bare vide, hvor heldig du er" ... men det er mest af gammel vane ... og jeg mener det ikke ... ikke den der "dumme-svin-del" ihvertfald ...

Det er både sært og skræmmende ... fordi når jeg kan ha det sådan nu - så tror jeg aldrig nogensinde igen, at jeg finder modet til at prøve det der behandlings-noget igen ... og det er jo egentlig heller ikke nogen rar tanke ... men det er sådan alligevel rart-sært at have fred med den del, som ellers har gjort ondt så længe ...

Og så til dagens rigtig gode punkt :D

Jeg har fødselsdag idag - det er ikke så godt ... men så får man jo gaver - og dét er rigtig godt ... og idag har jeg fået ny puter af min mand og min søn ... uhhhh jeg elsker gaver ... især gaver, som jeg slet ikke vidste, at jeg ønskede mig ...

5 Comments:

Blogger Snowie said...

Kære Freudika

Et knaldhamrende stort tillykke med din fødselsdag :-)

Sturt kram fra mig

PS. Jeg synes, du er dejlig, begavet og sej - flex-job eller ej.

12/9/06 22:36  
Anonymous Anonymous said...

Kære Freudika.
Det må så blive et forsinket : TILLYKKE med føs'dagen !!!!

Jeg står selv på "tærsklen" til arbejdsprøvning og måske senere felxjob, og ved egentlig ikke hvad jeg skal forvente, og om det er en god ide med flexjob. Men det finder jeg forhåbentlig ud af hen ad vejen. Et eller andet sted, har vi alle brug for, at der er behov for os, ikk.
Og det andet med graviditet, eller manglen på samme, har jeg også til "overflod" prøvet. Vi valgte så adoption, og da det valg var truffet, ja så ku de komme med alle de gravide maver, de ville, det generede ikke mig. For jeg vidste, at vi ville få det smukkeste barn af alle. Og det gjorde vi selvfølgelig. Og det er så blevet til to smukke børn. Og vi har ALDRIG fortrudt det. I dag siger jeg : Godt det ikke er mig (jeg er selvfølgelig også for gammel), der skal "natterode", bleskift, tænder, osv.
Hvorom alting er, så håber jeg det allerbedste for dig og dine.
KH.
Helle

13/9/06 09:36  
Blogger Solsikke said...

Kære Freudika

Stort tillykke med i går! Jeg håber, at du når en afklaring af dine følelser, og er i stand til at smide skylden langt væk. Fokusér på det gode der er i den nye situation, og få nogle successer ind i dit liv.

Jeg glæder mig til at følge dig. Behandling eller ej!

Knus,
Solsikke

13/9/06 09:40  
Blogger Frøkenhat said...

Forsinket tillykke med fødselsdagen. Hip hip hurraaaa...

Synes den følelses- og jobmæssige gældssanering lyder som en god idé. En måde at komme videre. Få frigivet nogle kræfter, så du kan bruge dem på andre vigtige ting.

Håber tankerne falder på plads sammen med jobsituationen. Og håber lykken finder vej til dig inden længe...

14/9/06 16:20  
Blogger Signe og Jan said...

tillykke. Mhht flexjob, som min bror i øvrigt også er i, så kan du jo senere vælge at tage et job på "almindelige" vilkår, hvis du skulle få lyst. Man kan se det som en muighed for at få lidt plads og rum.

17/9/06 11:11  

Post a Comment

<< Home