Om kameler der skal sluges og sårn ...
Der bliver slugt kameler i lange baner her ...
Dels så er det gået op for mig at jeg har en diagnose: Dystymi ... som er en depressiv tilstand som ikke er så tung som en decideret depression - men som så tilgengæld varer meget meget længe - og evt. er kronisk ... jeg fik diagnosen tilbage i '98 og efter jeg har fundet ud af det, her for nyligt, er der en masse der giver mening.
Jeg er begyndt at tage antidepressiva - fordi de i mange tilfælde kan hjælpe folk med den diagnose - men det har bestemt ikke været nogen let beslutning ... dels så har jeg en dyb modstand mod antideressiva - men mest fordi de alt for tit bliver brugt forkert - jeg tror ikke på medicinen uden terapi ... men det er jo så heller ikke tilfældet for mig - for jeg får begge dele nu ... dels så har jeg en masse kvaler omkring drømmen om et barn og medicinering ... en masse hvad-nu-hvis'ser presser sig på ... og jeg må forsøge at lade dem ligge og tage tingene som de kommer - og lige nu må jeg vente og se, hvad antidepresiva kan gøre for mig - andet end at berige mig med en ufattelig surrealistisk træthed ... sådan en helt-ind-i-knoglerne-træthed ...
Og så må alle spørgsmålene om børn og behandling komme senere ...
Dels så er det gået op for mig at jeg har en diagnose: Dystymi ... som er en depressiv tilstand som ikke er så tung som en decideret depression - men som så tilgengæld varer meget meget længe - og evt. er kronisk ... jeg fik diagnosen tilbage i '98 og efter jeg har fundet ud af det, her for nyligt, er der en masse der giver mening.
Jeg er begyndt at tage antidepressiva - fordi de i mange tilfælde kan hjælpe folk med den diagnose - men det har bestemt ikke været nogen let beslutning ... dels så har jeg en dyb modstand mod antideressiva - men mest fordi de alt for tit bliver brugt forkert - jeg tror ikke på medicinen uden terapi ... men det er jo så heller ikke tilfældet for mig - for jeg får begge dele nu ... dels så har jeg en masse kvaler omkring drømmen om et barn og medicinering ... en masse hvad-nu-hvis'ser presser sig på ... og jeg må forsøge at lade dem ligge og tage tingene som de kommer - og lige nu må jeg vente og se, hvad antidepresiva kan gøre for mig - andet end at berige mig med en ufattelig surrealistisk træthed ... sådan en helt-ind-i-knoglerne-træthed ...
Og så må alle spørgsmålene om børn og behandling komme senere ...
posted by Freudika at 22:23
5 Comments:
Puha, det må være en stor beslutning at sige ja til antidepresiv medicin, når man grundlæggende er modstander af det. Synes det er flot at du tager dig selv alvorlig, og prøver det på trods. Håber at du får en positiv oplevelse med det. Så du snart kommer ovenpå igen.
Mange varme tanker fra Majer
Jeg havde også mange overvejelser omkring medicin, da jeg havde en middelsvær depression for nogle år siden. Valgte dog at trodse mine principper, da min psykolog anbefalede det. Hendes vurdering var, at jeg ikke kunne arbejde mig igennem depressionen, før jeg fik taget toppen af mørket - at jeg bare ville blive ved med at køre i ring ellers. Og for mig blev det en god oplevelse. Medicinen hjalp mig til at få den "energi", der skulle til for at komme videre.
Jeg håber, det også viser sig at være den rigtige løsning for dig.
Alting til sin tid!
Kæmpe knuser herfra!
Stort kram fra mig og en masse tanker!
Eller ved nærmere eftertanke...
en´kamel ad gangen!
stadig flere knus!
Post a Comment
<< Home