Jeg plejer jo ....

Jeg plejer at bruge min viljestyrke og mit intellekt til at klare verden og hvad den nu byder mig ...

Det går bare ikke særlig godt lige her ...

Jeg VIL ikke sidde helt umotiveret og komme til at græde og græde og græde, som om det aldrig skulle stoppe igen ... men det er som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil lige her ... ting sker alligevel ...

Jeg vil have det bedre og jeg vil ikke være ked af det mere ... og igen, er det som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil ...

Jeg vil gerne forstå, hvorfor man kan være så ked af, at have mistet noget, man reelt aldrig har haft ... men min hjerne - som ellers plejer at forstå det meste ... den fatter ikke en meter af det hele ...

Det lyder meget opgivende ... men intellektet hjælper mig alligevel lidt her ... Jeg ved jo godt, at det er tiden der skal hjælpe mig ... og at lysten til at gå i seng og vente på, at det går over - den skal ikke følges ...

Min utålmodighed er i virkeligheden nok min værste fjende ...