Jeg plejer jo ....

Jeg plejer at bruge min viljestyrke og mit intellekt til at klare verden og hvad den nu byder mig ...

Det går bare ikke særlig godt lige her ...

Jeg VIL ikke sidde helt umotiveret og komme til at græde og græde og græde, som om det aldrig skulle stoppe igen ... men det er som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil lige her ... ting sker alligevel ...

Jeg vil have det bedre og jeg vil ikke være ked af det mere ... og igen, er det som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil ...

Jeg vil gerne forstå, hvorfor man kan være så ked af, at have mistet noget, man reelt aldrig har haft ... men min hjerne - som ellers plejer at forstå det meste ... den fatter ikke en meter af det hele ...

Det lyder meget opgivende ... men intellektet hjælper mig alligevel lidt her ... Jeg ved jo godt, at det er tiden der skal hjælpe mig ... og at lysten til at gå i seng og vente på, at det går over - den skal ikke følges ...

Min utålmodighed er i virkeligheden nok min værste fjende ...

Jeg vil så gerne ...

Jeg bliver stadig ramt af ked-af-det-heden ... Men jeg ved også, at alting bliver godt igen. Når jeg tænker tilbage på alle de store sorger jeg har været igennem i mit liv - så ved jeg jo godt, at en dag kan jeg tænke tilbage, uden at begynde at græde ...

Sorgen er som et glasskår i hjertet ... jeg kan ikke huske historien ordret, men essensen er, at i starten sidder glasskåret og skærer med alle de skarpe kanter - og med tiden vil kanterne være slebet rundere ... glasskåret vil altid sidde der, og vil altid kunne mærkes - men smerten bliver mindre med tiden ... og det passer jo ... og måske er det for meget at forvente, at en glasskår skal være slebet rundt på en uge? ...
Jeg vil bare så gerne ikke have ondt mere!

Kort fortalt ... eller langt måske?

Udskrabning? Medicinsk abort? eller vente til kroppen selv udstødte fosteret? ... Det var pludselig det dilemma vi fandt os selv i, da vi onsdag skulle til nakkefoldsscanning ...

Det har været nogle ganske forfærdelige dage ... onsdag, hvor vi dels havde glædet os til at kigge ind til baby - og dels havde været lidt nervøse for risikovurderingen ... som endte med at være så uendelig ligegyldig ... for fosteret havde været dødt inden i mig i 4 uger ca...

Jeg lå på briksen og fulgte med på skærmen - og vidste det med det samme ... babyen lå for stille og der var ingen hjerteblink ... og så græd jeg ... og det blev jeg egentlig ved med resten af onsdagen ... Eller nej - det gjorde jeg ikke ... for kæresten er ganske fantastisk ... så han tog mig med ud i verden ... jeg tror vi var ude og kigge på biler ... eller det ved jeg vi var - men spørg mig ikke, hvilke biler vi kiggede på ... jeg var der bare ...
Men jeg fik ikke lov til at gå i seng og være elendig, og vente på, at det hele gik væk ... selvom det nok var det jeg allerhelst ville lige der ...
Onsdag aften sørgede han for sushi og hvidvin ... det var slet ikke nogen tosset måde at komme igennem onsdagen på ... trods alt.

Torsdag skulle vi møde ind på Skejby - eller jeg skulle ... og sært nok, havde min første tanke været om kæresten mon kunne få fri til det ... og selvfølgelig kunne han det - han meddelte sit job onsdag, hvordan tingene stod til - og fortalte, at han ikke kom resten af ugen ... sådan var det jo bare ...
Så torsdag kl. 10.30 mødte vi ind på Skejby ... Vi havde om onsdagen fået et par brochurer med om abort ... medicinsk eller udskrabning ... men ingen vejledning om, hvad der skulle ske ... så for en sikkerheds skyld mødte jeg fastende ind torsdag - for jeg var helt klar over, at jeg helst ville have en udskrabning, og få det hele overstået hurtigst muligt ...
Jeg blev først scannet igen ... og igen var der to læger der konstaterede, at den var god nok - den var rivende gal - ingen hjerteblink.
Jeg fik hurtigt meldt ud, at jeg helst ville have den der udskrabning ... så jeg røg i kø til operationsstuen ... Så i torsdags ved 17-tiden blev ønskebabyen fjernet ...

Det har været rædselsfuldt og modbydeligt og alt andet end det vi havde planlagt ... og samtidig har vi opdaget sider hos hinanden, som vi kunne have gået hele livet og ikke vide, den anden besad ... det er gaven i krisen ... den tager jeg også med ...