Tak for jeres søde og ærlige svar ...

I mit forrige indlæg, fortæller nogle af jer, at I selv har været ramt af depressioner ... og at man kommer over det ... det ved jeg ... for jeg har selv været der før ...

Jeg fik en i '98 ... en til i år 2000 ... så kørte det godt i en række år ... indtil jeg i 2004 blev sygemeldt med stress - og lur mig om ikke stress og depression ligner hinanden ...
og nu igen i slutningen af år 2005 frem til nu ... jeg kender det kender det kender det ... det der rammer nu, er på ingen måde nær så tungt som det der ramte i 98 og 2000 ... men tungt nok ... men det er også anderledes håndgribelige ting jeg slås med nu ... den gang var det "fnidderet indefra" ... nu er det udefrakommende faktorer der får mig til at tilte ... og igen - selvom jeg tilter - så tilter jeg ikke nær så tungt som jeg gjorde dengang ... men dog tilter jeg nok til, at jeg ikke kan leve og agere på normal vis ... Men jeg er blevet bedre til at se tegnene og reagere på dem ...

Min store skræk går på, at det simpelthen er noget jeg er disponeret for, og derfor noget der vil komme igen og igen og igen ... Tungsindet og stressen rammer typisk i perioder, hvor jeg har travlt - og ikke har tid til at tænke ... har ikke tid til at bruge de værktøjer jeg har lært - og "autopiloten" tager over - og den autopilot jeg har med mig - den er på ingen måde god for mig ...

Jeg ved godt, at jeg er på rette vej og at jeg gør alt det som er godt for mig og alt det ... men derfra og så til at have det ok med det - der er åbenbart et stykke ... men jeg er på vej - tror jeg ...

Det sære er så, at alt behandlingen naturligt nok har stået stille i den tid jeg har været sygemeldt ... vi fik vores sidste negative blodprøvesvar d. 4/oktober/05 ... og siden har jeg ikke ville beskæftige mig med behandling ... men nu sniger det sig stille og roligt ind på mig igen ... jeg vil gerne snart igen ... men jeg slås stadig med demoner og det er på ingen måde hensigtsmæssigt at starte op lige nu ... (nu er det så heldigvis også sommerferie allevegne) ... men jeg forestiller mig, noget, der hedder august-september-stykker ... det er selvfølgelig også tilpas langt ude i fremtiden til, at det ikke er presserende ... og alligevel gir det mig noget at gå efter ... det er måske ikke så fjollet ... og det kan altid flyttes (igen) hvis ikke jeg føler mig klar alligevel ... det er måske ok ... og der kan jo ske meget på 2-3 måneder ...

Nu må vi se ... jeg er meget "En dag ad gangen"-orienteret for tiden ... eller det forsøger jeg ihvertfald at være ... og nogengange går det ok med det ...

Historien ...

Nu tror jeg, at jeg er klar til at fortælle om mit liv som det ser ud lige nu ...

Det er absolut ikke noget jeg er stolt af, eller noget jeg har lyst til at fortælle om ... men jeg tror det gør mig godt, og hjælper mig til at acceptere tingenes tilstand, at skrive om det ...

Sagen er jo den, at jeg er sygemeldt - og har været det siden november ... i starten var årsagen "sorg" ... depressive tendenser ... kort sagt - jeg var bare så ufatteligt ked af det. Jeg er stadig ked af det og måske er jeg også depressiv... jeg ved det ikke ... men uanset hvad "stemplet" på min sygemelding må være - så er den der ... og umiddelbart blir den hængende lidt endnu ... For oven i alt det triste, har jeg også stress ... ikke særlig håndterbart, når jeg ikke kan slippe, det der gir mig stress ... jeg kan ikke slappe af fra det - og min krop den spasser ud, med samtlige af de stress-symptomer den kender ...

Jeg er ved at blive afklaret med, hvad der skal ske frem over - og hvad der er sket i fortiden ... problemet med fortiden er, at jeg ikke har haft nogen længere tilknytning til arbejdsmarkedet - den længste ansættelse jeg nogensinde har haft, har strukket sig over 2 år - og endte med en sygemelding med stress og en fyring ... Jeg har gjort mig en masse tanker omkring det på det sidste - er jeg bare sådan en der er disponeret for stress og den depressive tilstand? Min historie kunne ihvertfald godt indikere det ...

Nu er jeg kommet ud på et jobcenter, hvor jeg sidder i et kreativt værksted og laver kreative ting, så som glaskunst og filtede sutsko, mens en række mennesker gør en ihærdig insats for at lære mig at passe på mig selv ... jeg synes det er både pinligt og sørgeligt at jeg er landet der - samtidig er jeg dybt taknemmelig for mit held - jeg er et sted, hvor jeg stille og roligt lærer at passe på mig selv - lærer at sætte arbejdstempoet ned fra 120% til bare 90-100% ... jeg lærer at slippe arbejdet og holde pauser ... jeg lærer at få sagt til og fra ... Jeg lærer, at jeg ikke behøver at være den bedste til alt hvad jeg foretager mig ... det går langsomt - for gamle mønstre skal læres om ... gamle ideer skal slettes og erstattes af nye sundere ideer ... Men jeg ser på det som en god invistering - for hvem ved hvad jeg kan holde til, hvis først jeg lærer at passe på mig selv?

Så lige nu må jeg kæmpe med en masse kvaler - jeg kigger på mig selv og tænker TAAABER! ... ikke fordi jeg vil det - men fordi det i min verden ER taberagtigt for mig at ende her ... det er ikke sådan, at jeg kigger mig omkring og tænker at de andre mennesker der ude er tabere ... de er jo bare en række uheldige mennesker ... En har slidskader ... En anden har piskesmæld ... En 3. har slidgigt og en 4. lider af panikangst ... Det er der jo ikke noget taberagtigt i ... Og igen handler det for mig om at gøre det hele 120% - at være den bedste ... Om alle de urimelige høje krav jeg stiller til mig selv, som jeg ikke ville forvente at andre skulle leve op til ... men jeg (mig-mig-mig) ... jeg skal da ... Og lige dér ligger essense af det hele ... grunden til at jeg brager ned igen og igen ...

Og når alt det så er sagt - så kommer alle kvalerne ... ikke blot med at acceptere den nuværende sygemelding (og min status som taber i egne øjne) ... men også med at acceptere at det måske er noget jeg er disponeret for ... og så med tankerne omkring det at sætte barn i verden, hvis jeg er sådan en der brager ned fra tid til anden ??? ... Jeg ved godt, at det barn jeg allerede har, han har det godt - og vi tager os godt af ham (der har været perioder, hvor samtlige ressourcer der kunne møbleres er blevet brugt på ham - han står altid først i rækken når ressourcer og overskud skal bruges) ... Men er det forsvarligt at putte flere børn ind i den her familie? er det overhovedet rimeligt at jeg skal være nogens mor - når jeg ikke engang formår at passe på mig selv?

...

Jeg har mange ting der fylder for tiden ... det hele er meget forvirrende og egentlig er jeg rigtig ked af og flov over min situation ... men jeg håber og tror på at det lysner.
På et tidspunkt ... fordi det skal det!
Idag har været en god dag, hvor jeg har været overskudsagtig og hvor jeg har fået lavet nogle af de der helt almindelige normale kedelige hverdagsting, som normalt bliver nedprioriteret ... og det har jeg det rigtig godt med ...

Bare mere klynk ...

Det går lidt trægt ...

Jeg har stadig mange tanker om min sygemelding og om mit velbefindende ... og om rimeligheden i, at forsøge at få børn, når jeg ikke engang ved, om jeg kan passe et normalt arbjede ... nogensinde igen :-/

Det fylder afsindigt meget - men jeg kan alligevel ikke rigtig tale eller skrive noget videre om det ... Der er vist alt for mange kameler, der kommer på tværs i halsen her ...

-------------------------------

Det andet ... det der tabe-kilo-noget ... det gik ikke så godt første gang, jeg var ved lægen ... der have jeg taget 2 kg på :-X ... 2. gang - det var så idag ... da havde jeg så tabt 2.8 kg ... så alt i alt er det da gået den rigtige vej - og nu har det bare at fortsætte sådan ... og det skal det nok også gøre ... jeg ved jo godt, hvad der skal til ... og nu ser det også ud til, at jeg kommer igang med noget seriøst styrketræning ... det har jeg overhovedet ikke noget imod ... jeg elsker at bruge min krop på den måde :)