Tanker om Blogland...

Jeg læser med på en hel del blogs ... nogle jeg kender og nogle jeg ikke kender ... nogle der handler om infertilitet og nogle der bare handler om livet sådan generelt ... og af og til føler jeg mig som en snager - men alligevel - når folk vælger at putte deres liv ud på nettet - så kan det vel næppe betegnes som snageri at læse med ... kan det?

Min blog er jo "hemmelig" dvs. jeg har ikke givet min blogs adresse ud til alle og enhver ... men jeg hedder freudika både her og alle andre steder, hvor jeg bevæger mig på nettet - og har heddet det de sidste 6-7 år - så kom nogen der kendte mig, forbi denne blog - så ville de jo nok vide at det var min ... og det er egentlig også ok ... Blogland er jo ikke så stort - og dem jeg kunne forestille mig, der kunne finde på at lande her - de er såmænd velkomne til at læse med ...

Et skidt frem og ...

Hvordan går det med dig

Spørger Solsikke ... og jo ... hovedet op og benene ned ... Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvordan jeg har det ... jeg tror jeg prøver på ikke at mærke så meget efter ...

Jeg har ferie fra mit jobtræning ... først to ugers hårdt tilkæmpet ferie og så to ugers "tvungen" ferie, fordi jobcentret holder lukket ... problemet var bare, at de to uger, hvor jeg har tvunget ferie, er sønnen i Tjekkiet med sin far ... og det gir i min verden absolut ingen mening, at jeg ikke skulle kunne holde ferie med mit barn ... men det lykkedes til sidst ... heldigvis - og vi har haft nogle gode uger sammen, først i sommerhus i Løkken og dernæst i sommerhus i Næsby Strand ved Slagelse ... Det har været alletiders - selvom jeg må indrømme at anden omgang, hvor sønnen og jeg var afsted alene sammen med min familie (bror, svigerinde, niecer og min mor) var lige lovligt nok familie ... jeg kan egentlig godt li min familie ... i meget små doser ... der er ingen der som dem, der kan få mig til at føle mig forkert på en meget skidt måde ... og så er en uge på meget lidt plads, meget lang tid :-X

Jeg har for kort tid siden fået at vide, at min svigermors sygdom er kommet tilbage, og den behandling de har givet hende - som virkede - vil de ikke give hende mere af - så nu er hun igen udskrevet fra en onkologisk afdeling til "ikke yderligere behandling" ... til gengæld propper de hende med morfin, så hun ikke går og har ondt ... Det er afsindigt hårdt at skrive det her - for jeg har egentlig lidt lagt det i fortrængningsskuffen, for jeg kan ganske enkelt ikke kapere at det skal være sådan ...
Først sagde lægerne i Århus, at der ikke var mere at gøre ... men det var Riget ikke enige i ... og de kunne godt gøre noget ... nu siger lægerne på Riget, at der ikke er mer at gøre ... og jeg tænker "HALLO! verden er stor ... der må være nogen der ude der kan gøre noget?!" ... men alle omkring mig virker så opgivende ... og jeg har ikke lyst til at tænde håb i svigermor ved at begynde at tale om specialklinikker i USA og den slags ... men jeg har heller ikke lyst til at acceptere, at der ikke kan gøres andet end smertebehandling nu ...


Nårm efter at ha skrevet her, så ved jeg i det mindste, hvorfor jeg ikke har lyst til at mærke så meget efter ...