Wednesday, January 25, 2012

Nu ved jeg hvorfor jeg var så træt og ugidelig

Der var jo en baby inde i maven ... eller .. baby og baby ... en klump celler der hen over de næste 7.5 måneder gerne skulle ende med, at blive til et færdigt menneske ... inde i mig ... vildt.

Så bloggen om fertilitetsbehandling blev pludselig en blog om en graviditet ... en helt normal graviditet ... eller så normal sådan en nu kan være, når den kommende mor er fyldt 40 ....

Men jeg gik jo lige hen og blev en af dem jeg engang var bitter og kynisk på ... sådan en der mødte en mand - og kendte ham i et halvt år og besluttede sig for at lave en baby på ham ... og 3 måneder efter præventionen var smidt, stod jeg med de famøse 2 streger ...

Vi fortæller hinanden jævnligt, at vi er bindegale - og det tror jeg egentlig vi har temmelig meget ret i ... og alligevel ... så føles det bare så rigtigt ...

De store børn har fået det at vide ... og de tog det rigtig pænt ... det er jo aldrig helt til at vide med tweens og teens ... det ene øjeblik kan noget være fuldstændig fantastisk - og det næste - så er den samme ting fuldstændig forfærdelig ... Men de fik det at vide - og så gik snakken om, hvorvidt det var bedst med en lillebror eller -søster - og jeg tror der er mest stemning for en bror ... så må vi jo se om jeg kan levere sådan en - ellers bliver de garanteret lige så glade for en søster. Og så gik snakken på, hvilke navne der er bedst ... og der tror jeg nok, at jeg bliver nødt til at holde fast i, at navnet ikke er til udlicitering ;D ... Det skal jeg nok tage mig af. Men lad os nu se ... det kunne jo være, at een af dem havde det perfekte navn i gemmerne ...

Nå ... men ellers går det godt - altså med kvalme, hovedpine og træthed på den der surrealistiske måde ... Men glæden fylder mest :)

Thursday, January 05, 2012

Mandag? på en ... torsdag?

Det kan man sgudda ikke!

Så sad jeg her - klokken før 10 om formiddagen - og var allerede gået på rov i de sørgelige rester af peberkager fra julen - som i øvrigt er blevet bløde ... ikke fordi de har ligget længe - de har vist nok været det hele tiden ... jeg er jo afgjort ikke sådan en dygtig hausfrau.

Morgenmad har jeg til gengæld ikke gide beskæftige mig med ... ikke til mig selv i hvert fald. Resten af familien har dog fået ... så lidt husmor-ish er jeg nok alligevel. For naturligvis serverer jeg hjemmebagte spelt-agtige boller for familien ... for jeg ville jo egentlig nok gerne være een af de dersens øko-spelt-mødre med gaveskab und alles ... Altså bort set fra, at jeg nok tror det er for kedeligt - og jeg måske er ca. 118 % for ustruktureret til nogensinde at lande i den kategori ...

Jeg er træt med ekstra træt på - men det er ok - altså på den der "jeg er samfundsnasser - så jeg har alligevel ikke noget jeg skal"-agtige måde - så jeg overvejer om dagen skal gå med at ligge på sofaen og se dårligt tv - eller om jeg skal kaste mig ind i min seng og måske læse/blunde ... Åhhh ... store, store valg. Som I ser, er det slet ikke så let at være pensionist, som man skulle tro.

Nåja - og så er der jo samvittighedskvalerne ved at lade opvasken stå og undlade at vaske tøj og ikke støvsuge og i det hele taget lade alting flyde - når nu kæresten jobber og ungerne passer deres skole (så vidt vides) .. så ville det jo være ret rimeligt, at jeg tog mig af den slags småting i løbet af dagen ... ja? ... men jeg tror sgu jeg laver mit helt personlige oprør herhjemme i dag og lader være med at gøre de ting jeg plejer ... OG jeg har ingen bh på ... jeg brænder dem dog ikke - det er mine bh'er alt for pæne og dyre til ^-^
Så meget for rødstrømpen i mig ...

Nårm ... god morgen og god nat sagde jeg så.

Monday, January 02, 2012

Goddag 2012 ... vær velkommen og alt det der.

Så blev nytåret veloverstået. Det er ikke let med det der nytår, når man har en skudræd hund ... men vi kom igennem - alle overlevede, selvom Tullen stadig er mærket af skyderiet - og kvarteret unger stadig ikke er færdige med at fyre deres krudt af. Desværre.

Juleferien gik fint - pænt fordelt mellem min familie i København, kærestens familie i Nordjylland og et håndboldstævne i Thy ... og så hjem d. 30 - få købt ind og vasket og gjort rent i en hulens fart - inden der troppede gæster op for at fejre nytåret sammen med os d. 31. Det var en dejlig aften - men en dårlig ide, at invitere gæster når man lige har været væk hjemmefra i mere end en uge ... I hvert fald titter mine stresssymptomer frem, med fuld styrke - og jeg må gøre, hvad jeg kan for at passe på mig den næste tid. Det bliver nok ikke så let dog. Næste weekend står på 18 års føsdag - som skal klemmes ind mellem en håndboldtræning lørdag eftermiddag og en håndboldkamp søndag morgen ... nåja - fik jeg nævnt at det var 2 timers kørsel væk ... den der fødselsdag?
Jeg er meget priviligeret, at jeg har hverdagene til at gøre ting i mit eget tempo. Og i morgen starter alle børnene i skole, så har jeg også noget alene-tid - det kan jeg godt mærke, at jeg har brug for.

Nytårsaftensdag gjorde jeg lige noget "smart" ... (kan høre gamle venner, rulle med øjnene og sige "åååhhh nej!") ... Jeg lider voldsomt af svimmelhed når jeg rejser mig for tiden - og en halv time inden gæsterne kom i lørdags gik det galt. Jeg dejsede omkuld. På badeværelset af alle steder. Og knaldede hovedet ned i badekarret ... Det kan virkelig ikke anbefales. Sådan et badekar giver sig bare overhovedet ikke. Virkelig dårlig deal!

Men mit 2011 har været dejligt og kaotisk og ... dejligt. Jeg mødte jo kæresten ... jeg flyttede 2 gange - ikke en fest - men det, der skulle til, for at jeg kan være sammen med dejligheden hele tiden ... og det vil jeg gerne ;)
Rigtig meget gerne endda. Tror måske lidt, jeg elsker mit liv lige nu - og jeg glæder mig til at se, hvad 2012 kan byde på ... jeg er spændt. På den gode måde forstås.