Mødet på Skejby

Mødet på Skejby gik bare supergodt ... jeg havde lavet nogle noter over ting jeg skulle høre om de gjorde det i - ikke at jeg forventede noget af det - men det ville jo være meget rart lige at høre - bl.a. skulle jeg høre om de gjorde det i AHA men så heldige var vi ikke - og det regnede jeg egentlig heller ikke med - for jeg har spurgt om det før - og fik at vide, at det ikke var bevist at det virkede - så den slags kastede man ikke penge efter ...

Så skulle jeg jo høre om æggene skulle bruges i naturlig cyklus eller om jeg skulle have hormoner - og umiddelbart var der ikke forskel på resulataterne af de to metoder - og så er naturlig cyklus da helt klart at foretrække - for SÅ sjove er de der hormoner jo heller ikke ...

Så spurgte jeg til prednisolon - som jeg søreme får en recept på - det havde jeg egentlig ikke regnet med - men måske virker det - måske ikke - og det koster ikke Skejby noget at give mig en recept - så det får jeg da lov at prøve ... og tænk nu hvis det lige er det der gør forskellen - så er det jo fjollet ikke at prøve det ...

Alt i alt er jeg rigtig glad for, at vi tog den her samtale med dem inden vi går igang - jeg føler mig meget mere klar nu end jeg gjorde før vi var der ude - så det var et godt træk ... OG vigtigst af alt - det føles bare supergodt og kun en lillebitte smule farligt ... jeg er egentlig klar nu ... men nu tror jeg nok lige jeg venter et par måneder ... bare fordi det hele tiden har været planen - og fordi det kommer til at passe mig rigtig godt at vente ... så tror jeg egentlig bare, at jeg bliver endnu mere klar ... og når det så er - så tror jeg måske at den der "skræmmende" del er helt væk ...

Er I der ude klar over ...

Hvor skønt livet egentlig er?

I dag har jeg været til akupunktørdyrlægen med Tulle ... i Knebel ... og på vej der ud kørte vi omkring stranden i Vrinners - for pokker der var dejligt på en dag som i dag :)



Og efter Tulle havde været hos lægen gik vi tur i Mols-bjerge i 1½ time ... sammen med 3 gode hundelegekammerater - så dagen i dag har virkelig stået i Tullens navn :)

I lørdags var vi oppe hos opdrætteren og klappe på hundebabyen - som bliver 3 uger i dag - så nu er der "kun" 7 uger tilbage til vi må få hende hjem ... og den tid må egentlig gerne gå lidt stærkt - selvom vi er i træning udi det der med at vente - så bliver det jo aldrig sådan rigtig sjovt vel? ...

... Nårm - så tænkte jeg at jeg ville skrive lidt om fremtiden ... jeg kan jo godt afsløre for den lille skare, der kigger her forbi, at vi har en aftale på Skejby på tirsdag ... NU begynder de indledende øvelser ... de der ispindeæg skal bare bruges fornuftigt - og alle forhold skal indstilles så der er størt mulig chance for, at vi ender op med et barn inden de 3 ispinde er brugt ... og det er sådan noget vi skal tale med dem om på Tirsdag ... så det bliver jo måske en lillesmule spændende ... håber jeg ... og måske også en lillebitte smule skræmmende?

Men egentlig er det jo ret ok ...

Nu hvor jeg har vænnet mig lidt til det hele - så er jeg faktisk blevet ret ok med det faktum, at jeg er blevet tilkendt pension ... og uanset, om jeg er ok med det eller ej - så er det jo sådan det er lige nu - og det er altså ok med mig ...

Jeg har vendt og drejet det rigtig mange gange ... og er nået frem til, at det er det allerbedste der kunne ske for mig lige nu ... Jeg er jo stadig tilknyttet det der familiehus - og selvom vi ikke er dem der er hårdest ramt - så er der jo hele tiden steder, hvor jeg kan arbejde med mig selv - og blive en endnu bedre mor for sønnen - og for det barn vi måske får engang i fremtiden ... og at ville blive en bedre mor er ikke nogen dårlig ambition :) ... Nåja - og det jeg kom fra: Det at jeg har fået tilkendt pension gør, at jeg kan blive ved med at gå der nede og lære nye ting om mig og om familiestruktur og en hel masse andre ting, som jeg skulle ha' haft med mig fra min barndom - men sådan en barndom havde jeg bare ikke ... Men nu forsøger jeg at lære det - så mine børn kan få sådan en barndom, hvor de lærer at de er ok mennesker hele vejen igennem ... det synes jeg er lidt sejt. Jeg er i hvert fald svært godt tilfreds med mig og med tingenes tilstand for tiden ...

Måske det lyder som om det der familiehus er et rart sted - når jeg nu gerne vil blive ved med at komme der - men sådan er det ikke ... faktisk er det benhårdt arbejde ... og ofte når jeg kommer hjem - efter kun 4 timer - så har jeg det som om, at de 4 timer er blevet brugt på en enkelt marathon eller to ... og det gør jeg 3 gange om ugen ... Det er hårdt at rejse ind til sit inderste, flere gange om ugen - mange uger i træk - og se på alt det der er der inde ... som overhovedet ikke er spor kønt og skønt og dejligt ...

Men på en måde er det også aldeles befriende at kigge på det som det er - og se det for hvad det er - og opdage, at det jeg troede og mærkede og følte og tænkte ikke var forkert ... det var verden omkring mig der gjorde det forkert ... og den forkerthedsfølelse har fulgt mig siden ... tjaahhh ... siden altid tror jeg ... og nu er jeg ved at se mig som jeg er - helt og aldeles fejlbarlig og menneskelig - men ikke den mindste smule forkert ... det er dét der er så befriende :)

Men altså - hele mit liv bliver jo vendt noget op og ned i den her tid ... jeg har tabt ca. 42 kg siden jeg var størst - og mangler 6½-7 kg før jeg kan kalde mig "normalvægtig" ... det kan jeg ikke huske, om jeg nogensinde har kunnet før? ... jeg har i hvert fald altid opfattet mig selv som fed - og så har det jo egentlig været ret sekundært, hvordan jeg egentlig så ud - det var igen det med den forskruede virkelighed :-X ... Anyway - så er det også et arbejdspunkt - at se mig som jeg ser ud ... det er meget meget svært ... Men jeg ved jo godt med mit rationelle hovede, at når jeg kan få måsen og maven i en str. 38 - så er jeg jo nok ikke fed-fed mere :P ...

Så er der hundebabyen vi venter - 7 uger og 6 dage ... og hvis jeg er rigtig heldig - så er det allerede i morgen, vi skal op og klappe på hende for første gang ... Troede at jeg måtte lokke med det blå ishus i Tværsted, for at få husbonden lokket med på en "lille køretur på ca. 200 km hver vej" bare for at klappe på hund - men han vil gerne med sådan helt selv og alt ... det gør mig egentlig rigtig glad ... Så føler jeg ikke at det her projekt hund nr. to er mit alene ... det havde jeg ellers haft lidt på fornemmelsen ... men sådan er det heldigvis ikke :D ... i den rigtige virkelighed ;)