Men egentlig er det jo ret ok ...
Nu hvor jeg har vænnet mig lidt til det hele - så er jeg faktisk blevet ret ok med det faktum, at jeg er blevet tilkendt pension ... og uanset, om jeg er ok med det eller ej - så er det jo sådan det er lige nu - og det er altså ok med mig ...
Jeg har vendt og drejet det rigtig mange gange ... og er nået frem til, at det er det allerbedste der kunne ske for mig lige nu ... Jeg er jo stadig tilknyttet det der familiehus - og selvom vi ikke er dem der er hårdest ramt - så er der jo hele tiden steder, hvor jeg kan arbejde med mig selv - og blive en endnu bedre mor for sønnen - og for det barn vi måske får engang i fremtiden ... og at ville blive en bedre mor er ikke nogen dårlig ambition :) ... Nåja - og det jeg kom fra: Det at jeg har fået tilkendt pension gør, at jeg kan blive ved med at gå der nede og lære nye ting om mig og om familiestruktur og en hel masse andre ting, som jeg skulle ha' haft med mig fra min barndom - men sådan en barndom havde jeg bare ikke ... Men nu forsøger jeg at lære det - så mine børn kan få sådan en barndom, hvor de lærer at de er ok mennesker hele vejen igennem ... det synes jeg er lidt sejt. Jeg er i hvert fald svært godt tilfreds med mig og med tingenes tilstand for tiden ...
Måske det lyder som om det der familiehus er et rart sted - når jeg nu gerne vil blive ved med at komme der - men sådan er det ikke ... faktisk er det benhårdt arbejde ... og ofte når jeg kommer hjem - efter kun 4 timer - så har jeg det som om, at de 4 timer er blevet brugt på en enkelt marathon eller to ... og det gør jeg 3 gange om ugen ... Det er hårdt at rejse ind til sit inderste, flere gange om ugen - mange uger i træk - og se på alt det der er der inde ... som overhovedet ikke er spor kønt og skønt og dejligt ...
Men på en måde er det også aldeles befriende at kigge på det som det er - og se det for hvad det er - og opdage, at det jeg troede og mærkede og følte og tænkte ikke var forkert ... det var verden omkring mig der gjorde det forkert ... og den forkerthedsfølelse har fulgt mig siden ... tjaahhh ... siden altid tror jeg ... og nu er jeg ved at se mig som jeg er - helt og aldeles fejlbarlig og menneskelig - men ikke den mindste smule forkert ... det er dét der er så befriende :)
Men altså - hele mit liv bliver jo vendt noget op og ned i den her tid ... jeg har tabt ca. 42 kg siden jeg var størst - og mangler 6½-7 kg før jeg kan kalde mig "normalvægtig" ... det kan jeg ikke huske, om jeg nogensinde har kunnet før? ... jeg har i hvert fald altid opfattet mig selv som fed - og så har det jo egentlig været ret sekundært, hvordan jeg egentlig så ud - det var igen det med den forskruede virkelighed :-X ... Anyway - så er det også et arbejdspunkt - at se mig som jeg ser ud ... det er meget meget svært ... Men jeg ved jo godt med mit rationelle hovede, at når jeg kan få måsen og maven i en str. 38 - så er jeg jo nok ikke fed-fed mere :P ...
Så er der hundebabyen vi venter - 7 uger og 6 dage ... og hvis jeg er rigtig heldig - så er det allerede i morgen, vi skal op og klappe på hende for første gang ... Troede at jeg måtte lokke med det blå ishus i Tværsted, for at få husbonden lokket med på en "lille køretur på ca. 200 km hver vej" bare for at klappe på hund - men han vil gerne med sådan helt selv og alt ... det gør mig egentlig rigtig glad ... Så føler jeg ikke at det her projekt hund nr. to er mit alene ... det havde jeg ellers haft lidt på fornemmelsen ... men sådan er det heldigvis ikke :D ... i den rigtige virkelighed ;)
Jeg har vendt og drejet det rigtig mange gange ... og er nået frem til, at det er det allerbedste der kunne ske for mig lige nu ... Jeg er jo stadig tilknyttet det der familiehus - og selvom vi ikke er dem der er hårdest ramt - så er der jo hele tiden steder, hvor jeg kan arbejde med mig selv - og blive en endnu bedre mor for sønnen - og for det barn vi måske får engang i fremtiden ... og at ville blive en bedre mor er ikke nogen dårlig ambition :) ... Nåja - og det jeg kom fra: Det at jeg har fået tilkendt pension gør, at jeg kan blive ved med at gå der nede og lære nye ting om mig og om familiestruktur og en hel masse andre ting, som jeg skulle ha' haft med mig fra min barndom - men sådan en barndom havde jeg bare ikke ... Men nu forsøger jeg at lære det - så mine børn kan få sådan en barndom, hvor de lærer at de er ok mennesker hele vejen igennem ... det synes jeg er lidt sejt. Jeg er i hvert fald svært godt tilfreds med mig og med tingenes tilstand for tiden ...
Måske det lyder som om det der familiehus er et rart sted - når jeg nu gerne vil blive ved med at komme der - men sådan er det ikke ... faktisk er det benhårdt arbejde ... og ofte når jeg kommer hjem - efter kun 4 timer - så har jeg det som om, at de 4 timer er blevet brugt på en enkelt marathon eller to ... og det gør jeg 3 gange om ugen ... Det er hårdt at rejse ind til sit inderste, flere gange om ugen - mange uger i træk - og se på alt det der er der inde ... som overhovedet ikke er spor kønt og skønt og dejligt ...
Men på en måde er det også aldeles befriende at kigge på det som det er - og se det for hvad det er - og opdage, at det jeg troede og mærkede og følte og tænkte ikke var forkert ... det var verden omkring mig der gjorde det forkert ... og den forkerthedsfølelse har fulgt mig siden ... tjaahhh ... siden altid tror jeg ... og nu er jeg ved at se mig som jeg er - helt og aldeles fejlbarlig og menneskelig - men ikke den mindste smule forkert ... det er dét der er så befriende :)
Men altså - hele mit liv bliver jo vendt noget op og ned i den her tid ... jeg har tabt ca. 42 kg siden jeg var størst - og mangler 6½-7 kg før jeg kan kalde mig "normalvægtig" ... det kan jeg ikke huske, om jeg nogensinde har kunnet før? ... jeg har i hvert fald altid opfattet mig selv som fed - og så har det jo egentlig været ret sekundært, hvordan jeg egentlig så ud - det var igen det med den forskruede virkelighed :-X ... Anyway - så er det også et arbejdspunkt - at se mig som jeg ser ud ... det er meget meget svært ... Men jeg ved jo godt med mit rationelle hovede, at når jeg kan få måsen og maven i en str. 38 - så er jeg jo nok ikke fed-fed mere :P ...
Så er der hundebabyen vi venter - 7 uger og 6 dage ... og hvis jeg er rigtig heldig - så er det allerede i morgen, vi skal op og klappe på hende for første gang ... Troede at jeg måtte lokke med det blå ishus i Tværsted, for at få husbonden lokket med på en "lille køretur på ca. 200 km hver vej" bare for at klappe på hund - men han vil gerne med sådan helt selv og alt ... det gør mig egentlig rigtig glad ... Så føler jeg ikke at det her projekt hund nr. to er mit alene ... det havde jeg ellers haft lidt på fornemmelsen ... men sådan er det heldigvis ikke :D ... i den rigtige virkelighed ;)
posted by Freudika at 23:06
0 Comments:
Post a Comment
<< Home