Lidt om alt muligt ...

Der sker en del i mit liv lige nu ... jeg arbejder på livet løs i det der familiehus - sådan noget intensiv terapi - det er hårdt arbejde - og selvom jeg godt kan se, at der er masser af arbejde - så ser jeg også at vi ikke er vildt hårdt ramt herhjemme ... jeg mener - sådan noget som bad og tandbørstning og rent tøj er f.eks. noget der falder os helt naturligt - det samme med kys og kram og sengetider og alt muligt andet ... men der ER arbejde at gøre - og det gør jeg så i det der hus ... jeg kan ikke sige at jeg bryder mig meget om det - det er afsindigt hårdt arbejde - og det er bare overhovedet ikke sjovt, at blive ledt lige ind i smerten - og mærke alt det, jeg har gjort alt for ikke at mærke i mange mange år - og så ellers blive holdt fast - og tvunget til at mærke mig selv - også der, hvor jeg rigtig gør ondt ... det er i bund og grund ganske modbydeligt ... men jeg kan mærke at jo flere gange jeg har været inde i smerten - jo mere heler jeg - og det er jo den vej jeg vil ... Jeg kan jo mærke at det er sundt for mig - og sundt for mit barn - og sundt for min familie ...

Min jobsituation - eller mangel på samme - er stadig ved at blive afklaret - og umiddelbart ser det ud til, at som det er lige nu, så er jeg så stress-sensitiv, at jeg ingen erhvervsevne har lige nu ... det er hårdt at se det på skrift - det er hårdt, når andre konkluderer, det jeg egentlig godt ved - og det er hårdt, fordi jeg kommer efter mig her - og egentlig lige synes at jeg jo også bare skal tage mig sammen ... Men det har jeg jo virkelig prøvet ... igen og igen ... og måske er det endda min trang til at tage mig sammen der har ødelagt mig i første omgang :-/ ... I hvert fald er sagsbehandlers konklussion, at vi skal søge pension ... og det synes jeg bare overhovedet ikke om - og samtidig synes jeg heller ikke om, at skulle kastes mere rundt, og have flere nederlag - og køres ned flere gange ... så lige nu er det altså pension ... æv! Men jeg har da et spinkelt håb om, at den heling jeg er igang med gennem alt det der terapinoge - den kan hjælpe mig her også ... for jeg vil virkelig gerne være sådan en der kan være på et arbejde og have det godt med det ...

Nåja - og så er der de der kilo der rasler af mig - det er jo den gode ting ... og også lidt sære ... i dag oplevede jeg at stå i et prøverum og kigge på hende der inde i spejlet - og jeg kunne ikke helt forstå at den kvinde der kiggede tilbage på mig - det var mig ... jeg så jo næsten helt normal og slank-agtig ud ... det er skisme lidt skræmmende ... Jeg har tabt 38½ kg nu - og mangler 10 før jeg kan kalde mig normalvægtig ... men det er jo næsten heller ingenting ... ikke for mig i hvert fald ... Jeg køber tøj uden X'er i nu ... og af og til endda i str. M ... det er vildt-vildt-vildt ... og dejligt :)