Sorg og andet grimt.
Der er sket meget siden sidst ...
Jeg har været igennem endnu en udskrabning, fordi de åbenbart ikke fik det hele med første gang - så 3 uger efter første tur, var jeg så heldig at få en tur til - denne gang endda med kikkert ... hurra?
Jeg var begyndt at få lidt irriterende ondt i den ene side - og tænkte at det måske var ægløsning der var på vej - indtil jeg vågnede en morgen med smerter på størrelse med rundetårn - jeg kunne seriøst ikke bevæge mig uden at tårerne stod ud af hovedet på mig ... Jeg nappede et par pamoler og et par iprener og så fungerede jeg jo nogenlunde igen ...
Så skrev jeg lidt med kæresten på Skype som var irriterende insisterende og mente, at jeg skulle kontakte lægen ... tsk! tænkte jeg ... pyllerhovede - men ok - han fik ret - jeg fik fred ... min egen læge mente dog at jeg skulle omkring Skejby - han havde jo ikke røngten-syn og kunne ikke se, hvad der gik for sig der inde ... så jeg fik en tid onsdag eftermiddag kl. 16 ... jeg skrev det til kæresten som tilbød at tage med - selvom det jo betød, at han skulle køre temmelig meget tidligere fra jobbet - og jeg afslog - det var jo bare noget pjat ... hvortil han så konstaterede "jeg kommer hjem nu og tar med dig" ...
Oven i det hele havde vi egentlig også lige inviteret et håndboldhold til pizza ... og det var jo onsdag - som er min hundetræningsdag ... hurra for gode veninder der bare tilbyder at overtage eens hold - tænk at man kan få hjælp uden man overhovedet behøver at bede om den? ... det er stort. Håndboldholdet blev lige sat på pause ... indtil vi vidste hvad der skulle ske ... og så snart jeg var blevet scannet og de så at der sad noget restvæv tilbage i min livmoder - så blev pizza-aftenen aflyst ... Den slags kan jeg slet ikke selv finde ud af ... jeg var ved at bruge det som argument for ikke at tage til læge "Vi har jo ikke tid i dag - der er så meget vi skal" ...
Heldigvis er der folk i min nærhed der passer bedre på mig end jeg gør!
Nu er det snart 3 uger siden at jeg var under kniven for anden gang ... men jeg er stadig træt, træt, træt.
Det har været en voldsom omgang - både psykisk og fysisk ... og en masse af det jeg slås med nu, ligner til forveksling depression eller stress ... og det er svært at skille skidt fra kanel ... Sorg. Depression. Stres ... men i bund og grund ved jeg godt, at det er sorg ... jeg har mistet et ønskebarn. Det er halvanden måned siden nu ... og i dag fik jeg en mail fra en klog kvinde som skrev til mig og spurgte om selvbebrejdelserne fyldte i mig ... og det gør de ...
Igen og igen og igen og stadig - jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have gjort anderledes eller bedre, så det ikke var sket - så det lille foster ville være blevet hos os og vokset sig stort ...
Det mindreværd jeg har sloges med, det meste af mit liv, som jeg via terapien endelig har fået rimelig meget bugt med, viser igen og igen sit grimme ansigt - fordi jeg slår mig selv i hovedet med det "at jeg åbenbart ikke engang kunne finde ud af at passe godt nok på babyen" ... ikke så direkte - men alligevel ... Og samtidig forsøger jeg at skynde mig gennem sorgen og komme videre - mit hovede synes at halvanden måned må være rigeligt ... jeg mener - jeg var kun lige blevet gravid - det var jo ikke engang et rigtigt barn jeg mistede ... tag mig nu sammen ... Men der er vist ikke nogen tidsbegrænsning på sorg - og der er vist slet ikke noget "tage sig sammen" ud af det ...
Det stinker vist bare!
Jeg har været igennem endnu en udskrabning, fordi de åbenbart ikke fik det hele med første gang - så 3 uger efter første tur, var jeg så heldig at få en tur til - denne gang endda med kikkert ... hurra?
Jeg var begyndt at få lidt irriterende ondt i den ene side - og tænkte at det måske var ægløsning der var på vej - indtil jeg vågnede en morgen med smerter på størrelse med rundetårn - jeg kunne seriøst ikke bevæge mig uden at tårerne stod ud af hovedet på mig ... Jeg nappede et par pamoler og et par iprener og så fungerede jeg jo nogenlunde igen ...
Så skrev jeg lidt med kæresten på Skype som var irriterende insisterende og mente, at jeg skulle kontakte lægen ... tsk! tænkte jeg ... pyllerhovede - men ok - han fik ret - jeg fik fred ... min egen læge mente dog at jeg skulle omkring Skejby - han havde jo ikke røngten-syn og kunne ikke se, hvad der gik for sig der inde ... så jeg fik en tid onsdag eftermiddag kl. 16 ... jeg skrev det til kæresten som tilbød at tage med - selvom det jo betød, at han skulle køre temmelig meget tidligere fra jobbet - og jeg afslog - det var jo bare noget pjat ... hvortil han så konstaterede "jeg kommer hjem nu og tar med dig" ...
Oven i det hele havde vi egentlig også lige inviteret et håndboldhold til pizza ... og det var jo onsdag - som er min hundetræningsdag ... hurra for gode veninder der bare tilbyder at overtage eens hold - tænk at man kan få hjælp uden man overhovedet behøver at bede om den? ... det er stort. Håndboldholdet blev lige sat på pause ... indtil vi vidste hvad der skulle ske ... og så snart jeg var blevet scannet og de så at der sad noget restvæv tilbage i min livmoder - så blev pizza-aftenen aflyst ... Den slags kan jeg slet ikke selv finde ud af ... jeg var ved at bruge det som argument for ikke at tage til læge "Vi har jo ikke tid i dag - der er så meget vi skal" ...
Heldigvis er der folk i min nærhed der passer bedre på mig end jeg gør!
Nu er det snart 3 uger siden at jeg var under kniven for anden gang ... men jeg er stadig træt, træt, træt.
Det har været en voldsom omgang - både psykisk og fysisk ... og en masse af det jeg slås med nu, ligner til forveksling depression eller stress ... og det er svært at skille skidt fra kanel ... Sorg. Depression. Stres ... men i bund og grund ved jeg godt, at det er sorg ... jeg har mistet et ønskebarn. Det er halvanden måned siden nu ... og i dag fik jeg en mail fra en klog kvinde som skrev til mig og spurgte om selvbebrejdelserne fyldte i mig ... og det gør de ...
Igen og igen og igen og stadig - jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have gjort anderledes eller bedre, så det ikke var sket - så det lille foster ville være blevet hos os og vokset sig stort ...
Det mindreværd jeg har sloges med, det meste af mit liv, som jeg via terapien endelig har fået rimelig meget bugt med, viser igen og igen sit grimme ansigt - fordi jeg slår mig selv i hovedet med det "at jeg åbenbart ikke engang kunne finde ud af at passe godt nok på babyen" ... ikke så direkte - men alligevel ... Og samtidig forsøger jeg at skynde mig gennem sorgen og komme videre - mit hovede synes at halvanden måned må være rigeligt ... jeg mener - jeg var kun lige blevet gravid - det var jo ikke engang et rigtigt barn jeg mistede ... tag mig nu sammen ... Men der er vist ikke nogen tidsbegrænsning på sorg - og der er vist slet ikke noget "tage sig sammen" ud af det ...
Det stinker vist bare!
posted by Freudika at 12:57
0 Comments:
Post a Comment
<< Home