Så kom motivationen ...

Jeg har gået og ladet op ... jeg skal og vil og bør tabe mig ... hvis jeg skulle ned på en sund vægt ... så taler vi MINDST 30 kg ... og nok også hellere 40 ... det er ikke målet i første omgang ... lige nu er målet noget mere her-og-nu-agtigt ... mere noget med hvad jeg putter i hovedet og hvordan jeg får trænet ... dét er jo midlet mere end målet ... men lige nu er midlet - at leve op til de sunde vaner - blevet en mål for mig ... min vægt har jeg for længst kylet langt væk .... eller nej - det har jeg ikke - men der er ikke batterier i den - og sådan bliver det ved med at være ... Jeg har en fortid som dybt spise-/krops-/vægtforstyrret ... så alt hvad der ligner kontrol, når det kommer til mad og vægt er banlyst for mig ... så nej - jeg tæller ikke kalorier og jeg vejer mig ikke herhjemme ... men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal vide om det går den rigtige vej alligevel ... for det er jo ikke tallet på vægten der afgør om det går godt ... det er jo, hvad jeg putter i hovedet hver dag, og om jeg får bevæget mig der batter - og det behøver jeg jo ikke en vægt til at fortælle mig ...

Jeg troede at motivationen var kommet ud af ingenting ... men da jeg talte med min søde og kloge psykolog om det idag ... gik det op for mig at den bestemt ikke er kommet ud af ingenting ... det har været på vej længe ... jeg har "varmet op til det" om man så kan sige ... Jeg abbonere på bladet "Iform" ... og jeg læser det fra ende til anden når det kommer - det i sig selv batter jo ikke alverden ... men alligevel så er det med til at tænde motivationen ... men allervigtigst i hele processen er nok, den fest jeg var til i forrige weekend ... en fest som gjorde mig i forfærdeligt humør ...

Jeg har arbejdet med mig selv gennem rigtig mange år - og er gået fra at være en stor undskyldning for mig selv - som i øvrigt ikke havde ide om, hvem jeg selv var og hvad jeg syntes om noget som helst, til at være en kvinde som jeg faktisk har det ret ok med at være, som jeg kender og som jeg gerne vil være bekendt ... der er bare den der krops-ting ... det der alt for store hylster som jeg bærer rundt på ... det er jeg dælme ikke i orden med ... og til den fest vi var til - et bryllup - hvor jeg ikke kendte et eneste menneske ud over min mand ... (det var hans kollega der var gommen) havde jeg det så elendigt med mig selv ... troede det handlede om mit manglende selvværd - som jeg jo ellers troede jeg havde fået rettet op på ... og jo mere jeg tænker over det - så mangler jeg flere ord end selvværd og selvtillid ... for min selvtillid er som regel i top - jeg ved hvad jeg kan og har tiltro til mine egne evner ... mit selvværd kunne være bedre - men det er langt fra så skrantende som det var engang ... men selvfølelsen? den kropslige selvfølelse ... puha - den kan ligge et lillebitte-næsten-ikke-eksisterende sted ... Jeg tænker at sådan et stort bryllup, hvor man ikke kender et eneste menneske kan hyle de fleste lidt ud af den - men jeg havde det så dårligt at jeg rent fysisk havde kvalme ind i mellem :-/ og jeg tænker at det nok ikke er helt normalt ...

Anyway ... nu holder jeg fast i den følelse ... den pokkers ubehagelige følelse af at være udstillet og skille sig ud - og ikke kunne holde sig selv ud ... og det er den jeg vil hive frem, når jeg skal vælge mellem "is nu eller vægttab på sigt" ... Og tænk ... jeg har hele tiden troet, at motivationen skulle findes i den baby som vi ikke kan få ...

johhhh det går vist bedre

Går det bedre? spørg Frøkenhat ... Det er ikke så lige til at svare på ... det går og jeg kan klare mig selv og min familie og min hund ... og det er så nogenlunde det ...

Jeg har lige været ude i en større konflikt på et forum på nettet ... det er lidt svært at forklare - men det er et lille lukket forum, hvor vi kender hinanden, de fleste har jeg mødt flere gange ude i den anden virkelighed og forummet har som sådan ikke noget tema - vi er bare en gruppe mennesker der følger hinanden på godt og ondt i alle mulige dagligdags ting samt større ting ... og selvfølgelig har jeg skrevet om vores behandlingsforløb der inde ...

Konflikten handlede som stuff som ligger milevidt fra behandling og babyer og alt ... alligevel var der en der lige kunne bringe vores behandling ind i konflikten ... på absolut grimmeste vis "vi føler alle med jer - men vi andre har også føleser og vi andre har også mistet" ...

Det handler om at jeg er hård og kontant ... jeg kan blive afsindig gal - og når jeg blir det - så kommer det ud - jeg kalder ikke nogen navne - det er ikke sådan at jeg går rundt og kalder alle mulige for bøsseheste og blommetræer ... når jeg blir gal, så er det jo over en handling - og det er altid-altid-altid handlingen jeg går på ... jeg går sgu ikke efter manden ... og jeg har aldrig forventet at folk behandlede mig pænere eller mere varsomt selvom jeg har det dårligt ... og jeg har aldrig aldrig aldrig brugt vores situation som frikort til at være en røv over for andre mennesker ... jeg VED at jeg er anstændig og jeg VED at jeg kan være mig selv bekendt i de ting jeg siger og gør ... og så er det dælme svært at acceptere at få smidt i hovedet at "nogen gange er du ond - du ved det måske ikke selv - men du siger ting der rammer folk - og vi ved godt at I har det hårdt og bla bla bla" ...
Jeg er IKKE ond - og når jeg er ude med riven så VED jeg det så udemærket godt ... og når jeg siger ting der kan ramme folk - så er jeg udemærket også godt klar over det ... Jeg fik sagt fra, jeg fik nævnt at jeg fandt det både tarveligt og ualmindeligt lavt, at bringe vores situation ind i en debat som intet havde med det at gøre ... men fik så efterfølgende smidt i hovedet at det jo var mig selv der bragte det ind, ved at give det lov til at fylde så meget som det gør ... SÅ måtte jeg trække mig fra debatten ... stortudende kæmpe-ked og ualmindelig gal ...

Jeg er dybt målløs ... stadigvæk - selvom det her ligger et par dage tilbage ... jeg er målløs over at nogen mennesker overhovedet kan få sig selv til at slå andre folk i hovedet med deres største sorg ... at nogen folk kan have så lidt anstændighed og så lidt samvittighed ...

... og ned igen :-/

Jeg synes livet stinker ... jeg kan ikke holde mig selv ud og jeg kan ikke holde verden ud ... og så er den vist ikke så meget længere ...

Jeg kan ikke holde ud at se gravide - det gik ellers lige så godt med det - men slam - så vendte det tilbage ... store maver er jo en personlig provokation i mod mig ... Jeg har opdaget at jeg har et mindreværd på størrelse med fælledparken - og det er egentlig meget værre - for det kan jeg ikke alene hænge op på det faktum at ønskebørnene ikke komme væltende på bestilling ... det stikker dybere og længere og er grimmere ...

Jeg er egentlig lidt tilbage til "verden er ond, jeg er grim og lad mig være og lad mig blive i min seng" ...

Det er noget lort!

Klynk og røg og noget ...

Der sker absolut nada, nul og nix, intet på behandlingssiden lige nu ... jeg kæmper med at ville og så ikke at ville og bare sige "ok - vi prøvede" og så til at tænke: "Naarrj - jeg vil ikke undvære at få et barn med min mand" ... og det er ikke sådan fra dag til dag ... det er nok mere fra minut til minut det skifter ...

Det fylder en masse i mine tanker ... jeg har 3 æg i fryseren ... jeg skal tabe mig før de blir brugt (og jeg går igang d. 9. så skal der ske noget for alvor) ... samtidig har jeg den der ryger-mand som ikke har nogen intentioner om at stoppe eller bare vise hensyn ... og så længe han ikke vil comitte lidt ... så ved jeg ikke om jeg har lyst til at forsøge at få et barn med ham ... Jeg har sagt til ham, at jeg ikke vil i behandling igen, før han ihvertfald går med til at vi kan have et røgfrit hus ... Når nu undersøgelser viser, at jeg lige så godt kunne ryge selv, som at gå i hans "aflagte" røg dag ud og dag ind - sådan rent fertilitetsmæssigt ... så kan jeg virkelig ikke se nogen grund til at jeg taber mig og vi gør en masse andre ting - hvis hans røg er hellig og ikke kan pilles ved ...

Det er virkeligt et isue for mig for tiden - og jeg hader-hader-hader hans røg ... og jeg blir dårlig af den og lider af voldsomt meget hovedpine ... som altsammen godt kan have noget med hans røg at gøre ... og det gør mig usigeligt ulykkelig at jeg har det sådan - og at han har det sådan ... og at tingene let kommer til at gå i hårknude omkring dette emne ... for vi kan ikke længere tale om det - for så snart jeg åbner munden og nævner hans røg ... så spørg han, dybt provokeret, om han overhovedet må være her ... og ja det må han ... hans røg må bare helst ikke ...


Nå ... nok klynk herfra for idag ...