hunde og heste og den slags dyr ^-^

Hele weekenden har stået i hundetræningens tegn ... eller i hvert fald meget af den. I går var jeg afsted med Tulle hele dagen, hvor vi trænede dogdancing - og det må jeg nok indrømme, at jeg er blevet rigtig meget hooked på ... I dag var det så Bella jeg havde med på klikker-træningskursus - vildt spændende og dejligt at få endnu mere at arbejde videre med - og dejilgt at opdage, at min lille DAMP-hund slet ikke er så DAMP-ramt alligevel - og at hun faktisk kan træne dybt seriøst når det slår hende ...

Pa bagsiden en så, at jeg føler at jeg svigter min familie når jeg på den måde vælger at gøre noget for mig selv uden at sørge for, at især sønnen har andre planer ... den samvittighedsting må jeg slås noget med, og finde ud af, hvad den handler om ... for hvis jeg kigger rationelt på det - så har jeg jo egenltig også ret til at vælge noget som jeg har lyst til ... også selvom det betyder, at jeg er væk mange timer både lørdag og søndag ... men det er jo den rationelle side ...

Endvidere har jeg lidt svært ved at "afklimatisere" efter sådan en weekend i hundenes tegn ... det oplever jeg også når jeg har været på udstilling ... men måske skal det bare være sådan?

Nårm egentlig - så ville jeg skrive om weekendens ... månedens - måske endda årets største præstation af mig:
Jeg har i den grad set min frygt i øjnene - overvundet den - udfordret angsten ... jeg har været oppe og ride på en hest! Jeg er så bange for heste - men alligevel - så er jeg ikke så god til at acceptere angst - og især ikke hos mig selv ... Så faktisk har tanken længe været, at jeg skulle finde en "fruesikker" model og prøve om ikke jeg kunne overvinde min frygt og komme op på den ... men jeg indrømmer blankt at det ikke er noget jeg har arbejdet seriøst med ... sådan kan angst jo også fungere ...
Men i dag til hundetræning var det sådan at der pludselig stod en fruesikker nordbakker - som jeg gerne måtte prøve - eller rettere som jeg fik besked på, at jeg da skulle op og ride på, hvis jeg var bange for heste ... så fordi det hele pludselig flaskede sig - så var jeg pludselig at finde på ryggen af kæmpehesten ...
Jeg glemte at trække vejret, jeg spændte alle muskler i hele kroppen - også muskler jeg ikke engang vidste at jeg havde, Jeg rystede, jeg var ved at græde ... men ... jeg overlevede jo - og inden jeg stod af igen - så havde jeg også fået følelsen af, at jeg havde en smule kontrol over heste-dyret ... og da jeg endelig kom ned - så kunne jeg jo næsten ikke få armene ned igen ... kæft det er fedt at udfordre sin angst :D

OG ... jeg er bare SÅ stolt.

Om at vente ...

Når bare.... "indsæt selv"

Når bare jeg bliver gravid ... Når bare jeg får det barn ... når bare jeg har tabt mig ... når bare jeg får hund ... når bare når bare når bare *skriiiig*

Jeg har brugt alt for meget af mit liv i venteposition ... det gider jeg ikke mere - nu vil jeg lære at leve i nu'et ...

En masse erfaring har jo lært mig, at livet ikke bliver alt det man går og drømmer om, når bare den ene lille ting bliver opfyldt ... Nu ved jeg ikke med graviditeten og babyen ... godt nok har jeg et barn ... men han kom jo lissom bare dumpende ... så jeg nåede ikke at tænke på alt det ... og dog - måske lidt alligevel ... dengang jeg skulle ha ham nåede han jo at blive et ønskebarn inden han ankom ... og man kan nok sige, at han lod vente på sig - han kom 19 dage efter termin ... og til sidst gik jeg i den grad og ventede - og jeg skal sige, at der intet sødt var over den sidste ventetid - jeg slog mig selv i hovedet med "At jeg åbenbart heller ikke kunne finde ud af at føde når jeg skulle" ... Og så var jeg naturligvis meget utålmodig og ville bare have at den baby skulle se at komme ud, så jeg kunne komme igang med mit rigtige liv ... Og det endte da også med, at han - omend noget uvilligt - kom ud til os :)


Når bare jeg har tabt mig ... hvis bare jeg var tynd ... jo den tanke har jeg tænkt mange gange ... nu er jeg tynd - mit liv er ikke pludselig forandret til ren idyl og lykke ... Det havde jeg nu heller ikke regnet med ... måske er det alligevel nogle år siden, at jeg har stukket mig selv blår i øjnene og troet at bare een lille ting kunne ændre på alt ...

Uanset om det er år siden eller ej - så har jeg i hvert fald brugt rigtig mange år på bare at vente ... Det vil jeg ikke mere!

Mit nye fortsæt er, at vælge livet som det er lige nu ... at vælge mig selv - og gå ud og gøre det der skal til for at jeg kan have det bedst mulige liv - hele tiden ... og ikke først "når bare...." :)

Jeg holder nok aldrig op med at forbløffes ...

Imponerende hvad en gasric bypass kan gøre ...



... Det kan jeg altså ikke forstille mig, at jeg nogensinde kommer til at fortryde, at jeg gjorde ... Heller ikke selvom det kan være besværligt af og til ...

Retorik

Retorik er altså en spændende størrelse. Og jeg går vildt op i det for tiden - fordi selvom vi synes vi siger det samme - så betyder det alligevel alverden for modtageren, hvordan vi siger tingene ... nåja - ikke kun for modtageren - også for os selv.

Hvis jeg siger:
"Jeg tuder bare hele tiden" eller "Jeg er bare så ked af det hele tiden" - så er det måske det samme for nogen - men inden i mig gør det en forskel for den medfølelse og kærlighed jeg har til mig selv - om jeg er sådan en der tuder hele tiden - eller om jeg er sådan en der er ked af det ...

Hvis jeg siger:

"JEG" modsat "MAN" ... (en stor kæphest for mig) - "man" er mig og i særdeleshed alle de andre - og dermed bliver jeg mindre personlig, når jeg vælger at sige man ... hvis jeg siger "jeg" så er jeg helt og aldeles hjemme hos mig selv - og ved både på det bevidste og det ubevidste plan, at jeg taler om mig-mig-mig ...

Hvis jeg siger til sønnen:

"Du skal....." eller "Jeg vil have at du..." Så gør det faktisk også en forskel for sønnen ... han ved at det er mig som den voksne der vil have tingene på den måde - han bliver på en måde fritaget fra ansvar når jeg vælger "jeg vil ha'.."-udgaven ...

Især i mit forhold til mig selv har jeg fundet ud af, at retorikken er vigtig - for jeg er sådan en der ikke altid tænker særlig højt om mig selv - og når jeg i ord og tanker fortsat nedgør mig - så forbliver jeg i mine tanker sådan en, der ikke er værd at elske - hvis jeg med retorikken kan ændre tankemønster - så synes jeg altså, at det er drønspændende ... og egentlig ik - så lyder det da også drønsimpelt ... ik? :D

Det farlige ved at blive tynd ...

Når fedtet falder lag for lag - så dukker der ting op som har ligget godt gemt - i mange mange år - der ligger al den vrede jeg ikke har turdet stå ved ... al den sorg jeg ikke har turdet mærke ... alle de kameler der er slugt gennem hele livet (no wonder i got fat *haha*) ...

Det hele kommer frem efterhånden som lagene falder - og nu kan jeg ikke bare begrave det igen ... det har jeg gjort tidligere i mit liv - når det blev for besværligt at kigge på - så har jeg bare kunne putte endnu et fedtlag på - og så var det hele godt begravet igen ... den mulighed er taget fra mig ... eller nej - sådan er det ikke - den mulighed har jeg valgt fra ... og så kan det godt gå hen og blive besværligt ... Og nogen mennesker tror jeg er åndsvag når jeg siger, at det ikke kun er let at blive tynd ...

At æde sig en pukkel til, på den måde som jeg har gjort - det er et misbrug ... fedmen er et forsvar ... og lige nu har jeg ingen af delene at trøste mig ved ... jeg er helt klar over de her ting - men ikke destomindre er det noget besværligt for mig at være i ... heldigvis har jeg en bunke terapeutisk opbakning - og jeg gør brug af den - jeg tror jeg ville ha mistet forstanden sammen med kiloerne, hvis ikke jeg havde haft det ...

Jeg ved, at der engang har været et Oprah-show som udelukkende handlede om, hvordan fedmeopererede fandt andre misbrug når de ikke længere kunne ty til maden - og jeg må fra mit allerinderste - hvor nødigt jeg end vil det - indrømme, at jeg godt forstår det ... for det er dybt angstprovokerende sådan som tingene vælter frem i mig for tiden ... sorgen, vreden, minder ... det hele i én pærevælling ...

Jeg vil på ingen måde lyde utaknemmelig eller ked af mit vægttab - for jeg er stadig superglad for at jeg har tabt mig - men jeg vil gerne formidle, at det ikke kun er let at miste sin rejsekammerater gennem et helt liv: maden/slikket og fedmen ... Det kan godt være, at det er noget "skidt" ... men det er noget "trygt skidt" ... og lige nu føler jeg mig meget sårbar - og meget lidt tryg ...