Retorik

Retorik er altså en spændende størrelse. Og jeg går vildt op i det for tiden - fordi selvom vi synes vi siger det samme - så betyder det alligevel alverden for modtageren, hvordan vi siger tingene ... nåja - ikke kun for modtageren - også for os selv.

Hvis jeg siger:
"Jeg tuder bare hele tiden" eller "Jeg er bare så ked af det hele tiden" - så er det måske det samme for nogen - men inden i mig gør det en forskel for den medfølelse og kærlighed jeg har til mig selv - om jeg er sådan en der tuder hele tiden - eller om jeg er sådan en der er ked af det ...

Hvis jeg siger:

"JEG" modsat "MAN" ... (en stor kæphest for mig) - "man" er mig og i særdeleshed alle de andre - og dermed bliver jeg mindre personlig, når jeg vælger at sige man ... hvis jeg siger "jeg" så er jeg helt og aldeles hjemme hos mig selv - og ved både på det bevidste og det ubevidste plan, at jeg taler om mig-mig-mig ...

Hvis jeg siger til sønnen:

"Du skal....." eller "Jeg vil have at du..." Så gør det faktisk også en forskel for sønnen ... han ved at det er mig som den voksne der vil have tingene på den måde - han bliver på en måde fritaget fra ansvar når jeg vælger "jeg vil ha'.."-udgaven ...

Især i mit forhold til mig selv har jeg fundet ud af, at retorikken er vigtig - for jeg er sådan en der ikke altid tænker særlig højt om mig selv - og når jeg i ord og tanker fortsat nedgør mig - så forbliver jeg i mine tanker sådan en, der ikke er værd at elske - hvis jeg med retorikken kan ændre tankemønster - så synes jeg altså, at det er drønspændende ... og egentlig ik - så lyder det da også drønsimpelt ... ik? :D