Forandringer ...
Forandring er en sær størrelse ... Jeg har jo naturligvis forandret mig gennem hele det hersens fertilitetscirkus ... Jeg har været nede og vende i den grummeste depression - jeg er kommet op igen ... jeg har været helt oppe og ringe og virkelig troet på det - og jeg har mistet pusten ... alt sammen forståelige forandringer ...
Rent fysisk har jeg forandret mig meget det sidste års tid ... ca. 50 kg af vægten kan jo ses ... jeg er har for første gang i mit liv valgt at jeg skulle prøve at være blondine ... jeg er holdt op med at bide negle - en skidt vane jeg nok har haft lige så længe som jeg har haft tænder ... Så ja - de fysiske forandringer bestemt til at få øje på ...
Rent mentalt har jeg forandret mig gennem det sidste års intensive terapi ... jeg er mere placeret i mig ... ved ikke om det er en vending der er til at forstå ... men jeg mærker mig ... for folk der altid har mærket sig lyder det måske sært ... men for sådan en som mig - der meget tidligt i mit liv har lært mig, at det ikke er rart at mærke så meget - så er det en stor ting ... ikke altid rar - og dog alligevel ... jeg føler mig på en eller anden måde mere ... "autentisk" er det ord der kommer først ind i min hjerne når jeg skal beskrive det ...
Hvad der så er rigtig sært det er når folk tæt på mig lægger mærke til de forandringer der er foregået på indersiden - det der er kommet via det hårde arbejde i terapierne - så vil folk rigtig gerne presse ned over mig - at det jo selvfølgelig hænger sammen med vægttabet - fordi det jo selvfølgelig har givet mig større selvtillid ... bevares - det HAR da givet mig større glæde ved mig selv, at jeg kan lide, hvad jeg ser i spejlet ... eller lide er måske så meget sagt - men jeg kan rent faktisk SE i spejlet - og se hele mig ... noget jeg ikke har kunnet i mange år ...
Men altså dét at jeg mærker mig - at jeg tør det og at jeg formår det - det har intet med vægttabet at gøre ... det er mange timers trængsler i terapistolen, hvor jeg har grædt ud over det der har været at græde over ... og hvor jeg har raset ud over det der har været at rase ud over ... hvor jeg har lært at mærke mig - og fået lov til det ... og har fået at vide igen og igen, at det er rigtig nok, det jeg mærker ...
Rent fysisk har jeg forandret mig meget det sidste års tid ... ca. 50 kg af vægten kan jo ses ... jeg er har for første gang i mit liv valgt at jeg skulle prøve at være blondine ... jeg er holdt op med at bide negle - en skidt vane jeg nok har haft lige så længe som jeg har haft tænder ... Så ja - de fysiske forandringer bestemt til at få øje på ...
Rent mentalt har jeg forandret mig gennem det sidste års intensive terapi ... jeg er mere placeret i mig ... ved ikke om det er en vending der er til at forstå ... men jeg mærker mig ... for folk der altid har mærket sig lyder det måske sært ... men for sådan en som mig - der meget tidligt i mit liv har lært mig, at det ikke er rart at mærke så meget - så er det en stor ting ... ikke altid rar - og dog alligevel ... jeg føler mig på en eller anden måde mere ... "autentisk" er det ord der kommer først ind i min hjerne når jeg skal beskrive det ...
Hvad der så er rigtig sært det er når folk tæt på mig lægger mærke til de forandringer der er foregået på indersiden - det der er kommet via det hårde arbejde i terapierne - så vil folk rigtig gerne presse ned over mig - at det jo selvfølgelig hænger sammen med vægttabet - fordi det jo selvfølgelig har givet mig større selvtillid ... bevares - det HAR da givet mig større glæde ved mig selv, at jeg kan lide, hvad jeg ser i spejlet ... eller lide er måske så meget sagt - men jeg kan rent faktisk SE i spejlet - og se hele mig ... noget jeg ikke har kunnet i mange år ...
Men altså dét at jeg mærker mig - at jeg tør det og at jeg formår det - det har intet med vægttabet at gøre ... det er mange timers trængsler i terapistolen, hvor jeg har grædt ud over det der har været at græde over ... og hvor jeg har raset ud over det der har været at rase ud over ... hvor jeg har lært at mærke mig - og fået lov til det ... og har fået at vide igen og igen, at det er rigtig nok, det jeg mærker ...
posted by Freudika at 01:22
4 Comments:
forandring kan være en god ting - og det har det jo helt sikkert været for dig
kram
Jeg forstår godt, at du har brug for at skille de to ting ad. Du var jo også godt på vej til forandring, inden du begyndte at smide om dig med kilo så hut nogen hvisker.
Du er lækker indeni og udenpå :-*
Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at den største forandring er den indre forandring, som skyldes hårdt arbejde i terapistolen, som du skriver. Du har virkelig kæmpet intensivt og længe - og det mærkes tydeligt igennem skærmen. At du også er forandret udenpå er bestemt også til at få øje på. Dejligt, dejligt.
Du får mig helt til at se, at forandring også kan være godt - netop som jeg måske står overfor en stor forandring selv, som jeg frygter. Måske selv den mest skræmmende forandring også bringer noget godt med sig?
Knus Tina
Forandring fryder, siger nogen. I dit tilfælde er det vist mere end rigtigt. Dejligt at læse :-)
Post a Comment
<< Home