Det farlige ved at blive tynd ...
Når fedtet falder lag for lag - så dukker der ting op som har ligget godt gemt - i mange mange år - der ligger al den vrede jeg ikke har turdet stå ved ... al den sorg jeg ikke har turdet mærke ... alle de kameler der er slugt gennem hele livet (no wonder i got fat *haha*) ...
Det hele kommer frem efterhånden som lagene falder - og nu kan jeg ikke bare begrave det igen ... det har jeg gjort tidligere i mit liv - når det blev for besværligt at kigge på - så har jeg bare kunne putte endnu et fedtlag på - og så var det hele godt begravet igen ... den mulighed er taget fra mig ... eller nej - sådan er det ikke - den mulighed har jeg valgt fra ... og så kan det godt gå hen og blive besværligt ... Og nogen mennesker tror jeg er åndsvag når jeg siger, at det ikke kun er let at blive tynd ...
At æde sig en pukkel til, på den måde som jeg har gjort - det er et misbrug ... fedmen er et forsvar ... og lige nu har jeg ingen af delene at trøste mig ved ... jeg er helt klar over de her ting - men ikke destomindre er det noget besværligt for mig at være i ... heldigvis har jeg en bunke terapeutisk opbakning - og jeg gør brug af den - jeg tror jeg ville ha mistet forstanden sammen med kiloerne, hvis ikke jeg havde haft det ...
Jeg ved, at der engang har været et Oprah-show som udelukkende handlede om, hvordan fedmeopererede fandt andre misbrug når de ikke længere kunne ty til maden - og jeg må fra mit allerinderste - hvor nødigt jeg end vil det - indrømme, at jeg godt forstår det ... for det er dybt angstprovokerende sådan som tingene vælter frem i mig for tiden ... sorgen, vreden, minder ... det hele i én pærevælling ...
Jeg vil på ingen måde lyde utaknemmelig eller ked af mit vægttab - for jeg er stadig superglad for at jeg har tabt mig - men jeg vil gerne formidle, at det ikke kun er let at miste sin rejsekammerater gennem et helt liv: maden/slikket og fedmen ... Det kan godt være, at det er noget "skidt" ... men det er noget "trygt skidt" ... og lige nu føler jeg mig meget sårbar - og meget lidt tryg ...
Det hele kommer frem efterhånden som lagene falder - og nu kan jeg ikke bare begrave det igen ... det har jeg gjort tidligere i mit liv - når det blev for besværligt at kigge på - så har jeg bare kunne putte endnu et fedtlag på - og så var det hele godt begravet igen ... den mulighed er taget fra mig ... eller nej - sådan er det ikke - den mulighed har jeg valgt fra ... og så kan det godt gå hen og blive besværligt ... Og nogen mennesker tror jeg er åndsvag når jeg siger, at det ikke kun er let at blive tynd ...
At æde sig en pukkel til, på den måde som jeg har gjort - det er et misbrug ... fedmen er et forsvar ... og lige nu har jeg ingen af delene at trøste mig ved ... jeg er helt klar over de her ting - men ikke destomindre er det noget besværligt for mig at være i ... heldigvis har jeg en bunke terapeutisk opbakning - og jeg gør brug af den - jeg tror jeg ville ha mistet forstanden sammen med kiloerne, hvis ikke jeg havde haft det ...
Jeg ved, at der engang har været et Oprah-show som udelukkende handlede om, hvordan fedmeopererede fandt andre misbrug når de ikke længere kunne ty til maden - og jeg må fra mit allerinderste - hvor nødigt jeg end vil det - indrømme, at jeg godt forstår det ... for det er dybt angstprovokerende sådan som tingene vælter frem i mig for tiden ... sorgen, vreden, minder ... det hele i én pærevælling ...
Jeg vil på ingen måde lyde utaknemmelig eller ked af mit vægttab - for jeg er stadig superglad for at jeg har tabt mig - men jeg vil gerne formidle, at det ikke kun er let at miste sin rejsekammerater gennem et helt liv: maden/slikket og fedmen ... Det kan godt være, at det er noget "skidt" ... men det er noget "trygt skidt" ... og lige nu føler jeg mig meget sårbar - og meget lidt tryg ...
posted by Freudika at 18:17
0 Comments:
Post a Comment
<< Home