At gå i hundene ...

Det kan godt være godt at gå i hundene ... se bare på Amocca - det ser ud til, at være ret godt for hende det der hunde-noget :D ... og herhjemme har det bestemt også være lykken med en hund - og sidenhen to ...

Og weekenden har helt og holdent stået i hundenes tegn ... vi har været på udstilling med Bimsehunden ... og det gik supergodt ... i hvert fald lørdag og søndag ... hun fik 1. præmier - eller "særdeles lovende" som det hedder og blev bedste tævehvalp begge dage ... ok - ikke så svært at blive den bedste ud af 1 ;D ... men altså hun ER en god udstillingshund ... eller hun bliver det ...

Fredag gik lidt mindre godt ... Bella satte tandsættet i dommeren - og det er absolut fy-fy meget forbudt at bide dommeren ... men det kunne Bimsen jo ikke vide ... eller noget ... hun kunne - og skulle måske - ha været disket - men fordi hun er hvalp har hun nok længere snor end en ældre hund ville have - så dommeren gav hende en superfin kritik og valgte at give hende en 2. præmie ... det var vi bestemt ikke utilfredse med ...

Billedet er taget i formiddag, hvor jeg sad med begge hundene ved ringsiden og sad og lurede tricks af - det er jo ikke kun Bella der er ny udi det der udstillingsnoget ... jeg er også helt grøn ... men jeg har lært en masse i løbet af weekenden ... og selvom jeg ikke troede det - så må jeg nok indrømme, at jeg godt kunne gå hen og blive helt bidt af det ... kan slet ikke vente til vi skal afsted igen ... heldigvis er det allerede i august ... så det varer ikke så længe endda :)

Forandringer ...

Forandring er en sær størrelse ... Jeg har jo naturligvis forandret mig gennem hele det hersens fertilitetscirkus ... Jeg har været nede og vende i den grummeste depression - jeg er kommet op igen ... jeg har været helt oppe og ringe og virkelig troet på det - og jeg har mistet pusten ... alt sammen forståelige forandringer ...

Rent fysisk har jeg forandret mig meget det sidste års tid ... ca. 50 kg af vægten kan jo ses ... jeg er har for første gang i mit liv valgt at jeg skulle prøve at være blondine ... jeg er holdt op med at bide negle - en skidt vane jeg nok har haft lige så længe som jeg har haft tænder ... Så ja - de fysiske forandringer bestemt til at få øje på ...

Rent mentalt har jeg forandret mig gennem det sidste års intensive terapi ... jeg er mere placeret i mig ... ved ikke om det er en vending der er til at forstå ... men jeg mærker mig ... for folk der altid har mærket sig lyder det måske sært ... men for sådan en som mig - der meget tidligt i mit liv har lært mig, at det ikke er rart at mærke så meget - så er det en stor ting ... ikke altid rar - og dog alligevel ... jeg føler mig på en eller anden måde mere ... "autentisk" er det ord der kommer først ind i min hjerne når jeg skal beskrive det ...

Hvad der så er rigtig sært det er når folk tæt på mig lægger mærke til de forandringer der er foregået på indersiden - det der er kommet via det hårde arbejde i terapierne - så vil folk rigtig gerne presse ned over mig - at det jo selvfølgelig hænger sammen med vægttabet - fordi det jo selvfølgelig har givet mig større selvtillid ... bevares - det HAR da givet mig større glæde ved mig selv, at jeg kan lide, hvad jeg ser i spejlet ... eller lide er måske så meget sagt - men jeg kan rent faktisk SE i spejlet - og se hele mig ... noget jeg ikke har kunnet i mange år ...

Men altså dét at jeg mærker mig - at jeg tør det og at jeg formår det - det har intet med vægttabet at gøre ... det er mange timers trængsler i terapistolen, hvor jeg har grædt ud over det der har været at græde over ... og hvor jeg har raset ud over det der har været at rase ud over ... hvor jeg har lært at mærke mig - og fået lov til det ... og har fået at vide igen og igen, at det er rigtig nok, det jeg mærker ...

Afsluttet ...

Vi har jo egentlig været på det der Skejby-noget og er blevet helt og aldeles afsluttet ... så nu ligger beslutningen hos husbonden ... skal vi eller skal vi ikke gå videre ... det er ikke til at vide ... Kommer han i morgen og siger "Ok - lad os forsøge en tur i det private" - så er jeg klar med det samme ... men egentlig har vi besluttet, at vi ikke beslutter noget før efteråret ... Det har givet os begge to noget ro ...

Nogen dage har jeg det lidt sådan: Det er ikke det vigtigeste i verden, at vi tar det forsøg ... for selv et forsøg er jo ikke nogen garanti for et barn ... og ét er sikkert - hvis der bliver noget forsøg overhovedet - så bliver der kun det ene ... Men jeg tænker nok også, at vi ikke har givet det vores bedste bud, hvis ikke vi går igennem et forsøg nu, hvor jeg har tabt mig og faktisk er normalvægtig ...

Vigtigst af alt: Vi har hinanden - og vi - eller jeg - har Mathias ... og hundene ... og vi har et godt liv - som på en eller anden måde bare bliver bedre og bedre ... og jeg kan sagtens se - eller måske "få øje på", at livet har meget at byde på - også uden et barn til ...

Andre dage er jeg ved at gå op i sømmene over, at jeg måske aldrig skal opleve det hele igen ... graviditet, fødsels og spædbarnet ... men jeg HAR haft alle de ting - jeg glemte bare - eller vidste ikke - hvor heldig jeg var den gang ... Det ved jeg nu - og jeg kunne godt tænke mig at gå igennem det hele igen - med de nye åbne øjne jeg har fået ...

Men lige nu prøver jeg at skubbe det hele lidt væk ... jeg kan ikke gøre så meget fra eller til lige nu ... jo jeg kan tale og tale og tale om det - og det gør jeg skam også - bare spørg husbonden :-D