Om tabte tøjler og sårn ...

Nu bliver det snart nødt til at vende ...

Jeg kan ikke holde ud at jeg skriver det samme og det samme og det samme i min blog, hver gang jeg smider et indlæg ... det er jo til at brække sig over ...

Mit liv er en grålig masse - det er ikke sort-sort som det var for et års tid siden ... jeg er ikke længere der, hvor jeg ikke har lyst til livet og hvor jeg ikke har lyst til at stå op og hvor alting kræver uanede kræfter af mig ...

Jeg er heller ikke et sted, hvor jeg fungerer på fuld styrke ... hvis jeg f. eks har aftaler skal jeg hele tiden passe på og lytte til mig selv og trække mig, når det bliver for meget - ellers er der kontant afregning i form af overdreven træthed og fysiske smerter i hele kroppen ... Det samme, hvis jeg mærker en smule overskud - så skynder jeg mig, at brænde det af på alle de ting der er blevet forsømt alt for længe på hjemmefronten - og igen er der dømt kontant afregning ...

Jeg er ved at affinde mig med at sådan er det bare og min fornemmeste opgave her, er at lære at passe på mig selv ... hele tiden og igen og igen ... jeg kan ikke slække på det - for den kontante afregning er absolut ubehagelig ... men accepten af at ha mistet noget - den tager jo som bekendt noget tid ... og jeg har mistet noget ... jeg har mistet noget af min mentale førlighed ... havde jeg haft brækket et ben, og havde fået varige men, så ville det jo ha været tydeligt for enhver ... nu er det min psyke der er brækket, med varige men til følge ... og det er så forbandet usynligt - og den eneste der kan tage sig af det er mig - og det der med at passe på mig - det er noget jeg aldrig har fået lært - så det skal læres fra bunden af nu ... og hvis ikke jeg lærer det - så er det lig med dårligere livskvalitet ... og det er jeg jo ikke interesseret i ...

Det giver mening, at jeg rammes nu ... hvis depressionen er et del af mig liv - og det tror jeg efterhånden at jeg må erkende - at det er den ... men nu har jeg endelig så meget ro og opbakning omkring mig, at der er plads til ikke at skulle klare hele verden ... både på hjemmefronten, hvor jeg har den mest støttende husbond og sønnen er blevet stor og selvhjulpen ... og her ude, hvor jeg er i jobtræning, hvor jeg bliver forståååået helt ind til benene ... hvor jeg bliver taget alvorligt, og hvor det er legalt at have det som jeg har det ... og vigtigst af alt - folk tror på det jeg siger - selvom jeg sidder og virker afklaret og kan forklare mig selv og lyder fornuftig - så bliver der lyttet til hvad jeg rent faktisk siger, om hvordan jeg har det ... det er jeg ikke sikker på, at jeg har oplevet i den udstrækning før ...

Om det så er godt eller skidt - det kan jeg ikke helt finde ud af ... altså jo - det er jo meget godt, men altså - det er også med til, at jeg har fået sluppet de tøjler jeg har holdt krampagtigt fast i, i årevis - nu er jeg bare lidt bange for det, fordi jeg jo mærker, hvor svært det er at samle dem op igen ...