Tænk hvis man kunne slukke for tankerne ...
Jeg tænker alt for meget på, hvad der dog skal blive af mig ...sådan rent jobmæssigt ...
Jeg tænker på, om det der flex-noget alligevel er en mulighed - for jeg kender ikke så meget til det der arbejdsmarked - og den del af det, jeg kender, er overhovedet ikke gearet til at tage de skånehensyn jeg efterhånden har fundet ud af, at der skal tages til mig ... Jeg vil virkelig gerne høre fra jer der ude, hvis I sidder i flex-job på en god arbejdsplads, som har forståelse for de skånehensyn der er omkring jer, når I er i flexjob ... jeg samler på succeshistorier her - jeg har brug for at blive overbevist om, at der også er plads til mig der ude ...
Jeg bruger generelt alt for meget tid på at sige og tænke undskyld...
Undskyld at jeg er sådan en dårlig hustru - undskyld at jeg ikke har overskud til noget som helst ... undskyld jeg ikke kan det jeg kunne engang ... undskyld til min søn, fordi jeg ikke kan være den mor jeg gerne ville ... undskyld-undskyld-undskyld ...
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske er meget godt, at det der ICSI-noget ikke er lykkedes for os (endnu???? eller????)
Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg ville være kæmpet mig igennem denne depression, med et lille barn på armen ... det er slemt nok med en 10-årig som alligevel er ret selvhjulpen og alligevel kan forstå en stor del af det jeg fortælle ham ... den der nagende samvittighed over at han ser mig så trist som intet barn skulle se deres forældre ... Måske kan der argumenteres for, at den der række af negative blodprøver, har været med til at trigge depressionen - og det tror jeg faktisk også selv lidt på ... men var den ikke kommet nu - så var den kommet senere - og ikke om lang tid ... det lader jo til, at det ligger dybt i mig ...
Nu har psykologen ude, hvor jeg er ved at blive afklaret, fundet ud af, at hun gerne vil have en psykiatrisk udredning af mig og jeg er bestemt ikke lukket for noget som helst - det er ok, hvis der ligger noget dybere som ikke er opdaget, bliver det jo heller ikke behandlet - og så kan vi jo blive ved og ved og ved med at famle rundt i blinde ... så på den måde er det jo meget godt ... samtidig er jeg hundetæskepessemeget bange for, at de måske fandt ud af, at der var noget sådan rigtig helt forkert med mig ... jeg ved godt at en eventuel diagnose ikke er mere eller mindre til stede uanset om den bliver stillet eller ej ... og selvom jeg pludselig fik et eller andet forklarende stempel på mig, som forklarede hvorfor jeg har så svært ved at fungere under såkaldt normale vilkår - ville jeg jo stadig være den samme ... måske endda med bedre hjælp, hvis man vidste hvad det var jeg skulle hjælpes for?
Jeg tænker på, om det der flex-noget alligevel er en mulighed - for jeg kender ikke så meget til det der arbejdsmarked - og den del af det, jeg kender, er overhovedet ikke gearet til at tage de skånehensyn jeg efterhånden har fundet ud af, at der skal tages til mig ... Jeg vil virkelig gerne høre fra jer der ude, hvis I sidder i flex-job på en god arbejdsplads, som har forståelse for de skånehensyn der er omkring jer, når I er i flexjob ... jeg samler på succeshistorier her - jeg har brug for at blive overbevist om, at der også er plads til mig der ude ...
Jeg bruger generelt alt for meget tid på at sige og tænke undskyld...
Undskyld at jeg er sådan en dårlig hustru - undskyld at jeg ikke har overskud til noget som helst ... undskyld jeg ikke kan det jeg kunne engang ... undskyld til min søn, fordi jeg ikke kan være den mor jeg gerne ville ... undskyld-undskyld-undskyld ...
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske er meget godt, at det der ICSI-noget ikke er lykkedes for os (endnu???? eller????)
Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg ville være kæmpet mig igennem denne depression, med et lille barn på armen ... det er slemt nok med en 10-årig som alligevel er ret selvhjulpen og alligevel kan forstå en stor del af det jeg fortælle ham ... den der nagende samvittighed over at han ser mig så trist som intet barn skulle se deres forældre ... Måske kan der argumenteres for, at den der række af negative blodprøver, har været med til at trigge depressionen - og det tror jeg faktisk også selv lidt på ... men var den ikke kommet nu - så var den kommet senere - og ikke om lang tid ... det lader jo til, at det ligger dybt i mig ...
Nu har psykologen ude, hvor jeg er ved at blive afklaret, fundet ud af, at hun gerne vil have en psykiatrisk udredning af mig og jeg er bestemt ikke lukket for noget som helst - det er ok, hvis der ligger noget dybere som ikke er opdaget, bliver det jo heller ikke behandlet - og så kan vi jo blive ved og ved og ved med at famle rundt i blinde ... så på den måde er det jo meget godt ... samtidig er jeg hundetæskepessemeget bange for, at de måske fandt ud af, at der var noget sådan rigtig helt forkert med mig ... jeg ved godt at en eventuel diagnose ikke er mere eller mindre til stede uanset om den bliver stillet eller ej ... og selvom jeg pludselig fik et eller andet forklarende stempel på mig, som forklarede hvorfor jeg har så svært ved at fungere under såkaldt normale vilkår - ville jeg jo stadig være den samme ... måske endda med bedre hjælp, hvis man vidste hvad det var jeg skulle hjælpes for?
posted by Freudika at 19:53
4 Comments:
*kram* Jeg tænker på dig, men har desværre ik rigtig noget klogt at sige. Men kommer du forbi bager jeg kokosmakroner til dig!
Kokosmakroner kan jo som bekendt kurrere hvad som helst ... så det er slet ikke nogen dårlig deal :*
Har lige lagt et par solstråler på bibbub :o)
Kokosmakroner!!! mmmmmm!
Ååhhhh Freud... kunne jeg dog bare trylle... så ville jeg fluks svinge tryllestaven og gøre dig lykkelig indeni... Sender dig en masse kram og tanker...
Post a Comment
<< Home