Om sorg (ej at forveksle med omsorg)

Sorg ... det er altså en sær størrelse ... Jeg har læst en bog om sorg og sorgarbejde engang ... og sorgen blev i den bog defineret som "at få revet båndene over" ... Det forstår jeg godt, hvis der er tale om en sorg over at miste én man elsker ... eller hvis man mister sit job - eller mister sit helbred, ved at blive diagnostiseret med en livstruende sygdom ...

Hvad er det så for bånd der bliver revet over, når det kommer til infertiliteten ??? ... for jeg er ikke i tvivl om at jeg er i sorg - og jeg tror, at det jeg har mistet, er den selvfølgelige overbevisning om at, min mand og jeg skal have et barn sammen ... men båndene er måske bare ikke revet over ... de er nok bare "temmelig strukket" ... sorgen er ikke endelig ... men den er kontinuerlig ... jeg bliver ramt af sorgen hele tiden ... på daglig basis ... og jeg kan ikke "vænne" mig til den ...

Da jeg mistede min far, sørgede jeg vildt i flere måneder - men efter et stykke tid, var det savnet der fyldte mere end sorgen ... Sådan er det bare ikke nu ... det er som om at sorgen ikke bliver afsluttet ... jeg har jo også håbet stadig væk - selvom jeg må indrømme at det vakler gevaldigt efterhånden ... og det er ikke en sorg jeg kan "tage fri" fra ... Hele tiden - uanset, hvad jeg laver, og hvor jeg er, så er der noget der minder mig om det barn, jeg ikke kan få ... eller ihvertfald ikke har fået endnu (på trods af, at jeg egentlig har ventet mig i over 2½ år) ... det kan være noget jeg ser i fjernsynet ... et sætning en veninde eller et familiemedlem siger ... eller en tur ned at handle ... der er babyer og gravide nok i gadebilledet ... især når man ikke vil se dem ...

Nu hader jeg generelt når jeg ser folk der "dyrker" deres ulykke ... her mener jeg ikke folk der sørger over at ha mistet eller noget i den stil ... men folk der klager over ting i deres liv, som ikke er optimale - men på trods af, at de er klar over at forholdene ikke er optimale - så vælger de, at de hellere vil brokke sig, end at tage fat om roden, og gøre noget ved problemerne ... jeg kender folk der klager over de samme problemer i årevis, men som ikke gør noget ved det ... og den slags kan jeg slet ikke forholde mig til - måske fordi jeg selv er sådan indrettet, at jeg nægter at finde mig i, at jeg har det dårligt (omend jeg er lidt langsom i optrækket af og til) ... Og jeg har været smadder bange for, selv at fremstå sådan ... men heldigvis har jeg fået banket ind i hovedet, at jeg jo netop vælger at gøre noget ... jeg har bestilt tid hos en psykolog - jeg har bedt om hjælp til at klare de problemer jeg står i lige nu ... jeg accepterer ikke, at mit liv brænder sammen - ihvertfald ikke uden kamp ... Nu håber jeg bare at psykologen kan hjælpe mig, med at bearbejde sorgen, selvom den ikke er endelig - og selvom jeg står midt i den ...