Ulykkelig ...

Jeg føler mig som et utaknemmeligt skarn ... der er så mange ting i mit liv der går den rigtige vej, husbonden har fået job, så snart kan vi ånde lettet og, og ha en økonomi der ligner noget der hænger sammen, Svigermors kræft står stadig stille, på trods af, at hun ikke har fået behandlinger gennem de sidste 2 måneder ... og jeg har den dejligste mand og den sødeste søn i hele verden ... alligevel er jeg så ulykkelig som jeg ikke kan huske jeg har været før ...

Det meste af min dag, går med at tude, og være gal - og så tude lidt mere ... når jeg altså ikke sover min coma-agtige sovepillesøvn ... min dejligt befriende coma-agtige søvn ... Hvis jeg kunne så stod jeg aldrig mere op - så blev jeg i min seng altid og til evig tid ... men sådan er mit liv jo ikke skruet sammen ... heldigvis ...

Jeg hader at være så ulykkelig - jeg hader at ha det som jeg har det, og jeg hader at jeg har dårlig samvittighed over at jeg har det som jeg har det ... det er jo ikke noget jeg gør med vilje ...