Når troen på projektet fader ud

Jeg tror ikke at man kan sætte sig ind i andres situation uden selv at ha prøvet noget der ligner ... jeg bilder mig ikke ind at jeg kan forstå bare halvdelen af alle de frustrationer som en hjertesyg f.eks gennemgår ... og jeg forventer ikke at de udenforstående skal forstå alle de frustrationer og irationelle tanker der følger mig i forbindelse med det her BiB-cirkus - sådan er det bare ... men jeg ville gerne forklare det hele ... hvis jeg kunne ...

Først er der sorgen ... ok - det der med at få børn som jo "bare" er noget man gør ... det er ikke "bare" noget vi gør ... den erkendelse tager noget tid ...

I lang tid i starten af behanlingen - mens vi blev udredt - og selv efter det var slået fast hvad der var i vejen og hvilken behandling vi skulle igennem havde jeg det sådan: Selvfølgelig lykkes det for os - det blir bare lidt mere besværligt end for andre mennesker ...
Da vores første forsøg ikke lykkes - ok - det var et øve-forsøg ... næstegang sker der ingen fejl - og så er den der selvfølgelig ...
2. gang skete der ingen fejl - men jeg blev ikke gravid alligevel ... ok ... så må næste gang være lykkens gang! men det var det jo så heller ikke ...

Den sikre overbevisning jeg havde for 12-18 måneder siden om at selvfølgelig skal det nok lykkes - den fader stille og roligt ud ... nu er jeg begyndt at forsøge at forholde mig til tanken om at det måske aldrig lykkes ... og det er nok det allersværeste i alt det her ... at holde gejsten oppe - og blive ved med at gennemgå de forsøg som bestemt ikke er omkostningsfrie, hverken fysisk eller mentalt, når troen på at det ender med et barn stille og roligt ebber ud ... det er svært ...

At være i situationen - at være BiB'er ... det er en lang rutchetur ... hvor rigtig mange dele af ens liv kommer til at dreje sig om det barn man ønsker sig så meget ... nu skriver jeg man - for jeg ved jo at næsten alle Bib'ere har det sådan ... At det barn man ikke har fylder så meget ...

Men det er mærkværdige ting jeg har måttet vænne mig til:
At en gravid kan virke som en personlig fornærmelse på mig, blot ved at være til stede ...
At være SÅ misundelig som jeg aldrig har været før ...
At vireklig føle at livet er SNYD ...
At være totalt overfølsom over for bemærkninger ... som folk ikke fyrer af fordi de er onde - end ikke fordi de er tankeløse - men nok mere fordi folk ikke aner hvormeget en uskyldig bemærkning kan såre ...
At bryde hulkende sammen fordi jeg har været på barselsbesøg hos min kusine
At skulle minde mig selv om at jeg faktisk ikke ER gravid - jeg ved godt det nok lyder mærkeligt - men faktisk så begyndte jeg at vente barn en lille bitte smule i det øjeblik at beslutningen om at spiralen skulle ud blev taget ... det er snart to og et halvt år siden ... og jeg er ikke engang gravid endnu :-/
At være dybt ustabil - grådlabil - og PMS-agtig 30 dage om måneden i perioder ...