Glem det!
Jeg tror jeg kom til at skrive at jeg ikke er depressiv ... det passer overhovedet ikke! ... desværre ...
Hvis jeg kunne, ville jeg gå i seng og blive der ... overskud? - det er ik noget vi bruger herhjemme ... feriens opløftede stemning holdt ikke længe ... desværre ...
Jeg overvejer at gå til lægen og forsøge at få ham til at henvise mig til psykolog ... jeg skriver overvejer - ikke fordi det er noget specielt grænseoverskridende for mig at gå til psyk - det har jeg alligevel gjort on/off gennem flere år ... men fordi jeg har mest brugt psyk'en til at tale om alt det mudder der kom indefra og fra fortiden - nu har jeg jo reelle håndgriblige problemer - og uanset hvor meget eller hvor længe jeg taler med en prof. blir det ikke bedre ... vi er på røven økonomisk og kan ikke finde 40-50K til at gå i det private - og jeg er slet slet ikke klar til at stoppe behandlingen her (og er egentlig heller ikke klar til at fortsætte) ... uanset hvor meget jeg tuder hos en psyk, finder min mand ikke på at han gerne vil bruge donorsæd ... eller adoptere ... altså ikke fordi at det med at adoptere nogensinde vil være en mulighed for os - jeg har en alt for lang og dum sygehistorie til det ... og det er nok, sådan i bund og grund heller ikke det jeg vil ... tror jeg :-/
Jeg er bange for at min læge vil anbefale mig antidepressiver hvis jeg kontakter ham og fortæller ham, hvordan jeg har det ... jeg har en masse stress-gener (som til forveksling ligner graviditetsgener) og så er jeg grådlabil og generelt i rigtig dårligt dårligt dårligt humør ... og som nævnt - så er overskud ikke noget vi bruger her ... vores hjem ligner noget der er blevet rystet - og jeg laver ik dagens gerning - men finder alligevel ik overskud til at gøre noget ved det ... og jeg hader mig selv for det ... Jeg har før oplevet at komme til lægen med lignende symptomer og få tilbudt antidepressiver - men for-hede-hule-helvede ... man kan ikke medicinere problemerne væk ... de er meget meget virkelige og meget meget nærværende ...
Problemet er så at man som barnløs ikke bare lige kan få en henvisning til psykolog - med mindre man har en læge der kan læse kriterierne ... hmm ... alternativt - eller mindre bogstavligt ... der er et punkt der hedder "personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom" og jeg vil mene det på sigt kan kaldes invaliderende at have det som jeg har det ...
Hvis jeg kunne, ville jeg gå i seng og blive der ... overskud? - det er ik noget vi bruger herhjemme ... feriens opløftede stemning holdt ikke længe ... desværre ...
Jeg overvejer at gå til lægen og forsøge at få ham til at henvise mig til psykolog ... jeg skriver overvejer - ikke fordi det er noget specielt grænseoverskridende for mig at gå til psyk - det har jeg alligevel gjort on/off gennem flere år ... men fordi jeg har mest brugt psyk'en til at tale om alt det mudder der kom indefra og fra fortiden - nu har jeg jo reelle håndgriblige problemer - og uanset hvor meget eller hvor længe jeg taler med en prof. blir det ikke bedre ... vi er på røven økonomisk og kan ikke finde 40-50K til at gå i det private - og jeg er slet slet ikke klar til at stoppe behandlingen her (og er egentlig heller ikke klar til at fortsætte) ... uanset hvor meget jeg tuder hos en psyk, finder min mand ikke på at han gerne vil bruge donorsæd ... eller adoptere ... altså ikke fordi at det med at adoptere nogensinde vil være en mulighed for os - jeg har en alt for lang og dum sygehistorie til det ... og det er nok, sådan i bund og grund heller ikke det jeg vil ... tror jeg :-/
Jeg er bange for at min læge vil anbefale mig antidepressiver hvis jeg kontakter ham og fortæller ham, hvordan jeg har det ... jeg har en masse stress-gener (som til forveksling ligner graviditetsgener) og så er jeg grådlabil og generelt i rigtig dårligt dårligt dårligt humør ... og som nævnt - så er overskud ikke noget vi bruger her ... vores hjem ligner noget der er blevet rystet - og jeg laver ik dagens gerning - men finder alligevel ik overskud til at gøre noget ved det ... og jeg hader mig selv for det ... Jeg har før oplevet at komme til lægen med lignende symptomer og få tilbudt antidepressiver - men for-hede-hule-helvede ... man kan ikke medicinere problemerne væk ... de er meget meget virkelige og meget meget nærværende ...
Problemet er så at man som barnløs ikke bare lige kan få en henvisning til psykolog - med mindre man har en læge der kan læse kriterierne ... hmm ... alternativt - eller mindre bogstavligt ... der er et punkt der hedder "personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom" og jeg vil mene det på sigt kan kaldes invaliderende at have det som jeg har det ...
posted by Freudika at 09:31
1 Comments:
Åha - der er ikke megen opløftende læsning hos os her i blogland i øjeblikket hvad...
Jeg kan ikke hjælpe - overskud findes heller ikke i min ordbog. Det er lige det, at jeg kan få slæbt mig selv i skole to dage om ugen - ikke altid kan jeg overskue at få mig selv forberedt..
Hjemmet ligner vist dit til forveksling - men gøre noget ved det? det kan jeg ikke overskue...
Det eneste jeg vil sige med ovenstående er: du er ikke alene - sender et kram, selvom jeg godt ved det ikke hjælper det store...
PS. hvis du ikke kan få en psyk henvisning fra lægen kan jeg anbefale den kriserådgivning jeg går hos. De ligger godt nok i Århus - og har kun åbent om aftenen... men det er gratis og der er plads til alle - du kan jo overveje det...
Post a Comment
<< Home