Tuesday, October 04, 2005

Hvor mange gange kan man holde til det ...

At få revet gulvtæppet væk under sig - at skulle samle sig igen, efter alt hvad der ligner håb og drømme er slået i stykker ...

Jeg ved godt jeg kommer mig igen - jeg ved godt at det tager et par dage at komme forbi sorgen over at det heller ikke var denne gang at vi skulle ende op med en graviditet ...

Men hvornår er nok nok? Jeg er bange for at det på et tidspunkt ender med en regulær depression - jeg vil gerne indrømme, at hvis jeg havde haft muligheden - så var jeg gået i seng i morges - og havde trukket dynen langt op over mig - og var blevet liggende ... og liggende og liggende ... lige indtil det ikke gjorde ondt mere ... heldigvis har jeg ikke den mulighed - jeg har en familie der skal passes - og en mand der ikke vil lade mig gå ned ...

Jeg ved godt at jeg, i forhold til så mange andre, er novice i det her game ... har kun været i systemet i knapt 2 år ... jeg har været gennem 4 hormon-ture 4 ægudtagninger og 4 ægoplægninger - og 4 negative blodprøver ... Men jeg kan lige nu - på dagen for den 4. negative blodprøve - ikke overskue at skulle mere ... jeg ved det vender i løbet af et par dage - eller det sætter jeg ihvertfald min lid til at det gør ... det plejer det jo at gøre ...

5 Comments:

Blogger Unknown said...

Jeg tænker tanken gang på gang. Hvor længe går det her mon... Ender jeg mon en dag i den lukkede vogn? Men jeg tror at vi hele tiden udvikler os til at kunne klare mere og mere.
Og en skønne dag kan du fortælle dit barn om at du ønskede det SÅ meget og du kæmpede alle kampe for det.
For EN SKØNNE DAG, så lykkes det.
KRAM PUK

4/10/05 22:24  
Anonymous Anonymous said...

Jeg synes bare Puk har sagt alt det rigtige... Jeg blev helt rørt og alt! Så jeg tilslutter mig Puks ord, og sender dig en masse kærlige tanker og kram!!! :-*

4/10/05 23:55  
Anonymous Anonymous said...

Åh, hvor er det surt, at det heller ikke skulle lykkedes denne gang. Stor trøsteknuser herfra.

Mht det med at holde til det, så er det min oplevelse at man faktisk bliver bedre til det med tiden. At infertiliteten ikke får lov at fylde 120% af ens liv, men måske kun 80%. Men man skal sørme øve sig på det.

Jeg selv havde meget held med mediationsøvelser og den slags - jeg kunne ævle om det i timevis, men du kan osse bare læse på min side hvis du har lyst. og kan finde det.

5/10/05 14:22  
Blogger Spirren said...

Ved vores første forsøg var jeg overbevist om, at jeg ville gå ned med flaget, hvis blovprøven var negativ.
Jeg overraskede mig selv, og jeg gik på arbejde dagen efter.
Efter to dage var jeg videre.
Noget jeg ikke kunne forstille mig ville kunne lade sig gøre inden.

Men jeg tror, du har ret, du kommer videre og om kort tid, vil du stå i en ny situation. Og du vil have ændret fokus endnu en gangog forholde dig til situationen på ny.

Det er egentlig unikt, hvad vi holder til :-)

5/10/05 16:18  
Blogger Amocca said...

det tænker jeg også tit på... hvor længe kan jeg leve med dette pres siddende på mit brystkasse? hvornår opgiver hjertet kampen og går i tusinde stykker under vægten af den store sorg der sidder på det?

Jeg ved det ikke, men jeg er overbevist om, at vi rent biologisk er programmeret til at komme videre hver gang vi får et slag over nakken...

Det er hårdt - men vi rejser os hver gang - det er du jo også selv et strålende eksempel på!

Op igen min ven - vi er her til at holde i hånden

6/10/05 16:09  

Post a Comment

<< Home