SÅ måtte det godt gå væk.

Det er som om at jeg har så mange ting i hovedet ... ting jeg gerne ville kunne skrive om, men det er som om at jeg ikke helt ved, hvad det er der fylder - og så er det dælme svært at få sat ord på det ...

Der sker ikke så meget i mit liv lige nu ... og alligevel kører tankerne på højtryk ...

Min krop stresser stadig ... jeg stresser. Jeg lider af søvnløshed, har raget engang underlivsbetændelse til mig, og har generelt følelserne uden på tøjet ... Jeg tuder til alt i fjernsynet ... selv da jeg tidligere idag zappede rundt mellem kanalerne, ramlede ind i en eller andet tv-serie som jeg aldrig har set før ... landede midt i et afsnit, netop som der var en dreng der døde - og så tudede jeg ... hvor sært er det lige?

Min morfar er dødsyg - han er en meget gammel mand, så egentlig er det ikke sørgeligt at hans tid er ved at være omme ... alligevel går det mig voldsomt på, ikke fordi at jeg nogensinde har været tæt-tæt på min morfar ... alligevel er det mig yderst magtpåliggende at komme til kbh og få set ham inden han dør ... og det gør mig frygtligt ked af det, at han er så syg som han er :-/

Egentlig gad jeg godt at al smerten bare snart gik væk ... nåja - den fysiske kan jeg dog forholde mig til ... men alt det andet skod ... jeg gad godt at jeg bare kunne beslutte mig ud af al skoddet ... men det kunne jeg jo ikke ... ævæv!