Et fejlbarligt menneske ...

Anne-Mette fra positiv coaching havde postet følgende på facebook i dag:

... og det fik mig til at tænke ... hvor jeg var og hvor jeg er.

Der var engang, hvor det eneste der betød noget for mig, var at være perfekt - og når jeg ikke kunne det (fordi perfekt i virkeligheden nok bare er et fatamogana, vi bilder os ind eksisterer) - så kunne det være lige meget - og så kunne jeg da heldigvis også bare lade alting flyde.

Nu hvor jeg har accepteret, at jeg er menneskelig og fejlbarlig og helt lige som andre mennesker - så er det meget nemmere for mig, at gøre mit bedste - eller lade være - og være ok med det.

Førhen - da jeg troede, at jeg skulle være perfekt - eller troede er nok ikke det rigtige ord at vælge - for faktisk var det noget jeg vidste - det var faktum, at sådan skulle det være - jeg blev nødt til at være perfekt, ellers var jeg ikke værd at elske ... længere var den ikke. Dengang blev jeg syg med stress og depressioner hele tiden - og jeg opnåede faktisk ikke rigtigt noget - andet end at være bundulykkelig altid. ingen resultater af nogen slags ...

Nu er jeg et andet sted - jeg har lært at elske, og nok især tilgive mig selv, mine fejl - og omgiver mig med mennesker der gør det samme. Jeg kan gå til eksamen og lave 12-taller - og jeg kan gå til eksamen og få 7 - og jeg VED at jeg er lige elsket uanset - og jeg ved at jeg gør det jeg kan. Det gør mig glad.

Et mønster jeg husker fra tidligere: Jeg lod vær' med at gøre mit bedste - for når jeg så ikke fik en ordentligt karakter - så var det jo netop fordi jeg ikke havde gjort mit bedste ... og så kunne jeg i øvrigt holde fast i min viden om, at jeg var et dårligt, dårligt menneske og ikke værd at elske - for jeg var jo ikke perfekt ...

I dag kan jeg godt lade være med at gøre mit bedste, hvis jeg vurderer, at jeg har mere brug for at gøre noget andet - og at 12-tallet ikke er nødvendigt hver gang - men min sjælefred og mit helbred er nødvendigt for mig. Hele tiden. Altid. Og efter jeg var nede med alvorligt stress, så ved jeg, at jeg har begrænsninger, og jeg lytter til dem ... tag ikke fejl - jeg elsker at få 12 - men det er ikke dér jeg bliver målet og vejet, af dem der elsker mig, og dem jeg elsker ... og dét er vigtig viden for mig.

Det er virkelig sært som livet former sig ...

Siden sidst er der vel sket omkring en millionmilliard ting ...

Jeg har været gravid - og tabt 2 gange siden - begge gange i 2012 - derefter valgte vi, at det der med at få et barn da nok også bare, var noget opreklameret fis - så blev den drøm for alvor lagt i graven - og jeg har helt og aldeles fundet fred med beslutningen. Jeg elsker mit liv som det er nu.

Jeg er flyttet ud i et lille hus på landet ... "Det lille hus på prærien" har jeg døbt det. Her er alt, hvad jeg kan ønske mig ... højt til loftet og masser af ro - og plads til at have hunde og bare være ...

Desværre fik vi aflivet Tulle-hunden i sommeren 2012 - faktisk var det så elendigt, at jeg inden for en uge fik at vide at det barn jeg ventede - ikke længere var i live - det var en MA - og det var ved en tidlig scanning vi opdagede det - men det blev sorgen ikke mindre af. Samtidig med det, havde vi lige fået at vide, at Tullen havde kræft. Samtidig blev hendes smerter og hendes angst værre, så vi valgte at få hende aflivet - det var nok mit livs værste uge - men af en eller anden grund, så overlever man jo det hele ... og også det.

Lidt senere i 2012 begyndte jeg på HF - enkeltfag - bestod - mest bare med 12-taller - og så et par enkelte 10-taller og et 7-tal ... Så søgte jeg ind på bioanalytikeruddannelsen, hvor jeg blev optaget ... så nu er jeg noget så sært som studerende pensionist ... det kan man åbenbart også være - det holdt hårdt at finde ud af, om det overhovedet var en mulighed - men efter meget snakken frem og tilbage med kommunen, nåede de frem til, at det ville de ikke blande sig i - så nu er jeg i gang med 5. modul af 14 på bioanalytikeruddannelsen - og har bestået de første 4 eksaminer med hhv. BE (som bare betyder "Bestået"), et 7-tal og to 12-taller - og jeg elsker faget og uddannelsen :)

Sidste år giftede vi os - en smuk dag, hvor vi egentlig havde inviteret en hulens masse mennesker til fest, som vi så valgte at aflyse, da min svigerfar var meget, meget syg og ingen rigtigt var i festhumør - men vi valgte alligevel at blive viet på den aftalte dag - og brylluppet holdt vi så med et års forsinkelse i sommer "herhjemme på gården" ...

Så nu lever jeg det sære liv i Det Lille Hus På Prærien, sammen med manden, børnene - som nu bare er min mands yngste datter, som bor her hver 2. uge - den ældste er på efterskole og min søn er flyttet til København. Hundene Bella og Vilbur og Katten Ejner som er opkaldt efter ham der byggede huset tilbage i 1948 - og som vi alligevel er sikre på, spøger lidt rundt herude hele tiden.

Jeg blev tidligere på aftenen gjort opmærksom på, at der er nogen der ude der læser min blog fra tid til anden - og det gør jeg også selv - og jeg kan i løbet af et splitsekundt sætte mig ind i alle de følelser jeg har været igennem i de år jeg har blogget - og jeg kan lægge det fra mig igen - og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er videre i mit liv - og jeg kunne ikke forestille mig, et andet liv end det jeg har.

Og bedst som man tror at man aldrig bliver glad igen ...

Så går livet bare videre på hel normal vis - og lige pludselig en dag, opdager man, at man alligevel har en masse at smile ad og være lykkelig for.

Dan Turéll skrev: Jeg holder af hverdagen ... og ved I hvad - det gør jeg ...

Mit stille og rolige liv med mand og børn og hunde og leverpostej og rengøring ... hverdagen ...

Sorg og andet grimt.

Der er sket meget siden sidst ...

Jeg har været igennem endnu en udskrabning, fordi de åbenbart ikke fik det hele med første gang - så 3 uger efter første tur, var jeg så heldig at få en tur til - denne gang endda med kikkert ... hurra?

Jeg var begyndt at få lidt irriterende ondt i den ene side - og tænkte at det måske var ægløsning der var på vej - indtil jeg vågnede en morgen med smerter på størrelse med rundetårn - jeg kunne seriøst ikke bevæge mig uden at tårerne stod ud af hovedet på mig ... Jeg nappede et par pamoler og et par iprener og så fungerede jeg jo nogenlunde igen ...

Så skrev jeg lidt med kæresten på Skype som var irriterende insisterende og mente, at jeg skulle kontakte lægen ... tsk! tænkte jeg ... pyllerhovede - men ok - han fik ret - jeg fik fred ... min egen læge mente dog at jeg skulle omkring Skejby - han havde jo ikke røngten-syn og kunne ikke se, hvad der gik for sig der inde ... så jeg fik en tid onsdag eftermiddag kl. 16 ... jeg skrev det til kæresten som tilbød at tage med - selvom det jo betød, at han skulle køre temmelig meget tidligere fra jobbet - og jeg afslog - det var jo bare noget pjat ... hvortil han så konstaterede "jeg kommer hjem nu og tar med dig" ...

Oven i det hele havde vi egentlig også lige inviteret et håndboldhold til pizza ... og det var jo onsdag - som er min hundetræningsdag ... hurra for gode veninder der bare tilbyder at overtage eens hold - tænk at man kan få hjælp uden man overhovedet behøver at bede om den? ... det er stort. Håndboldholdet blev lige sat på pause ... indtil vi vidste hvad der skulle ske ... og så snart jeg var blevet scannet og de så at der sad noget restvæv tilbage i min livmoder - så blev pizza-aftenen aflyst ... Den slags kan jeg slet ikke selv finde ud af ... jeg var ved at bruge det som argument for ikke at tage til læge "Vi har jo ikke tid i dag - der er så meget vi skal" ...
Heldigvis er der folk i min nærhed der passer bedre på mig end jeg gør!

Nu er det snart 3 uger siden at jeg var under kniven for anden gang ... men jeg er stadig træt, træt, træt.

Det har været en voldsom omgang - både psykisk og fysisk ... og en masse af det jeg slås med nu, ligner til forveksling depression eller stress ... og det er svært at skille skidt fra kanel ... Sorg. Depression. Stres ... men i bund og grund ved jeg godt, at det er sorg ... jeg har mistet et ønskebarn. Det er halvanden måned siden nu ... og i dag fik jeg en mail fra en klog kvinde som skrev til mig og spurgte om selvbebrejdelserne fyldte i mig ... og det gør de ...

Igen og igen og igen og stadig - jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have gjort anderledes eller bedre, så det ikke var sket - så det lille foster ville være blevet hos os og vokset sig stort ...
Det mindreværd jeg har sloges med, det meste af mit liv, som jeg via terapien endelig har fået rimelig meget bugt med, viser igen og igen sit grimme ansigt - fordi jeg slår mig selv i hovedet med det "at jeg åbenbart ikke engang kunne finde ud af at passe godt nok på babyen" ... ikke så direkte - men alligevel ... Og samtidig forsøger jeg at skynde mig gennem sorgen og komme videre - mit hovede synes at halvanden måned må være rigeligt ... jeg mener - jeg var kun lige blevet gravid - det var jo ikke engang et rigtigt barn jeg mistede ... tag mig nu sammen ... Men der er vist ikke nogen tidsbegrænsning på sorg - og der er vist slet ikke noget "tage sig sammen" ud af det ...

Det stinker vist bare!

Jeg plejer jo ....

Jeg plejer at bruge min viljestyrke og mit intellekt til at klare verden og hvad den nu byder mig ...

Det går bare ikke særlig godt lige her ...

Jeg VIL ikke sidde helt umotiveret og komme til at græde og græde og græde, som om det aldrig skulle stoppe igen ... men det er som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil lige her ... ting sker alligevel ...

Jeg vil have det bedre og jeg vil ikke være ked af det mere ... og igen, er det som om, at det er helt lige meget, hvad jeg vil ...

Jeg vil gerne forstå, hvorfor man kan være så ked af, at have mistet noget, man reelt aldrig har haft ... men min hjerne - som ellers plejer at forstå det meste ... den fatter ikke en meter af det hele ...

Det lyder meget opgivende ... men intellektet hjælper mig alligevel lidt her ... Jeg ved jo godt, at det er tiden der skal hjælpe mig ... og at lysten til at gå i seng og vente på, at det går over - den skal ikke følges ...

Min utålmodighed er i virkeligheden nok min værste fjende ...

Jeg vil så gerne ...

Jeg bliver stadig ramt af ked-af-det-heden ... Men jeg ved også, at alting bliver godt igen. Når jeg tænker tilbage på alle de store sorger jeg har været igennem i mit liv - så ved jeg jo godt, at en dag kan jeg tænke tilbage, uden at begynde at græde ...

Sorgen er som et glasskår i hjertet ... jeg kan ikke huske historien ordret, men essensen er, at i starten sidder glasskåret og skærer med alle de skarpe kanter - og med tiden vil kanterne være slebet rundere ... glasskåret vil altid sidde der, og vil altid kunne mærkes - men smerten bliver mindre med tiden ... og det passer jo ... og måske er det for meget at forvente, at en glasskår skal være slebet rundt på en uge? ...
Jeg vil bare så gerne ikke have ondt mere!

Kort fortalt ... eller langt måske?

Udskrabning? Medicinsk abort? eller vente til kroppen selv udstødte fosteret? ... Det var pludselig det dilemma vi fandt os selv i, da vi onsdag skulle til nakkefoldsscanning ...

Det har været nogle ganske forfærdelige dage ... onsdag, hvor vi dels havde glædet os til at kigge ind til baby - og dels havde været lidt nervøse for risikovurderingen ... som endte med at være så uendelig ligegyldig ... for fosteret havde været dødt inden i mig i 4 uger ca...

Jeg lå på briksen og fulgte med på skærmen - og vidste det med det samme ... babyen lå for stille og der var ingen hjerteblink ... og så græd jeg ... og det blev jeg egentlig ved med resten af onsdagen ... Eller nej - det gjorde jeg ikke ... for kæresten er ganske fantastisk ... så han tog mig med ud i verden ... jeg tror vi var ude og kigge på biler ... eller det ved jeg vi var - men spørg mig ikke, hvilke biler vi kiggede på ... jeg var der bare ...
Men jeg fik ikke lov til at gå i seng og være elendig, og vente på, at det hele gik væk ... selvom det nok var det jeg allerhelst ville lige der ...
Onsdag aften sørgede han for sushi og hvidvin ... det var slet ikke nogen tosset måde at komme igennem onsdagen på ... trods alt.

Torsdag skulle vi møde ind på Skejby - eller jeg skulle ... og sært nok, havde min første tanke været om kæresten mon kunne få fri til det ... og selvfølgelig kunne han det - han meddelte sit job onsdag, hvordan tingene stod til - og fortalte, at han ikke kom resten af ugen ... sådan var det jo bare ...
Så torsdag kl. 10.30 mødte vi ind på Skejby ... Vi havde om onsdagen fået et par brochurer med om abort ... medicinsk eller udskrabning ... men ingen vejledning om, hvad der skulle ske ... så for en sikkerheds skyld mødte jeg fastende ind torsdag - for jeg var helt klar over, at jeg helst ville have en udskrabning, og få det hele overstået hurtigst muligt ...
Jeg blev først scannet igen ... og igen var der to læger der konstaterede, at den var god nok - den var rivende gal - ingen hjerteblink.
Jeg fik hurtigt meldt ud, at jeg helst ville have den der udskrabning ... så jeg røg i kø til operationsstuen ... Så i torsdags ved 17-tiden blev ønskebabyen fjernet ...

Det har været rædselsfuldt og modbydeligt og alt andet end det vi havde planlagt ... og samtidig har vi opdaget sider hos hinanden, som vi kunne have gået hele livet og ikke vide, den anden besad ... det er gaven i krisen ... den tager jeg også med ...